Tog toget kl 20.32 i går fra Sarajevo og nåede Budapest - Deli Palyaudvar (ja det hedder det sgu, og det betyder vist Syd Banegård - Palyaudvar betyder i hvert fald banegård) kl 09.10 i dag. Der er heldigvis ikke det store at lave på ambassaden, hvilket er godt da cirka 85% af min samlede energi bliver brugt på at fokusere. 12 1/2 time er alligevel lang tid i tog, især når der er så mange flinke paskontrollører, toldere og billetkontrollører, der insisterer på at komme ind og sige hej. Turen føles heller ikke kortere af, at man kom til at drikke lidt vel meget af den fortræffelige bosniske brændevin aftenen inden (det viser sig, at de laver meget mere end den med blommer og at det nærmest altsammen smager godt). Nå men de hævner sig jo i toget sådan nogle glas med brændevin, og især da også når det viser sig, at der var mindst en anden der havde der dårligere end mig og lige ville dele lidt med alle os andre, der kunne finde på at benytte det i forvejen ikke særlig charmerende men tilgengæld meget klassiske kommunisttogtoilet(er det i virkeligheden tre ord?).
Nå men i virkeligheden var planen jo at jeg ikke skulle tale mer om klamme toiletter. I virkeligheden ville jeg bare sige, at du skal tage til Sarajevo, og at det faktisk kun kan gå for langsomt. Det er en fantastisk by, den er smuk, folk i den er smukke, og de er ikke bare smukke, de er også flinke og venlige, de laver fremragende mad, fremragende øl, fremragende brændevin, fremragende alt faktisk. Desuden er der hele den her stemning af Balkan over den, det er lidt svært at forklare hvad det præcis er, men det er der og det er godt. Og den er fyldt med liv på sådan en behagelig summende måde. Så afsted! Kan du så komme afsted! NU!
Og tag ud i landet også nu du er der, og kig på det. Om muligt smukkere end Sarajevo, der som sagt er smuk, og det er autentisk, simpelthen utrolig autentisk.
Og inden jeg slutter, skal jeg måske liiiiiige samle op på noget fra min forrige forrige post. Altså det er angående den sjove historie om dengang jeg blev røvet af to ludere. Jeg kan nemlig forstå, at folk har fået det indtryk at håndjern og en radiator var involveret. Det var ikke helt tilfældet og jeg er ked af, at jeg måske er kommet til at give det indtryk. Nu vi er ved uklarhederne så må jeg vist hellere med det samme sige, at hvis nogle har fået det indtryk, at det foregik på at hotelværelse, så var det også forkert. Det foregik på et strøg i centrum af byen og alle var påklædte. Det var dog en sen nattetime.
Endeligt må jeg vist hellere sige, at det faktisk ikke er helt sikkert, at der var tale om prostituerede, men jeg er tilgengæld næsten sikker på, at de var to. Teorien er, at de blot brugte det noget pludselige tilbud om sex og det ualmindelgt faste og ret overraskende greb og mine ellers så private dele til at bortlede min normalt så knivskarpe opmærksomhed fra det faktum, at jeg blev bestjålet.
mandag, juni 12, 2006
torsdag, juni 08, 2006
Flere eventyr, færre posts
Kære Trofaste Læser
Så er der 3 timer til at deres udsendte tager Henrik under armen og drager på nye eventyr. 12 timer med nattog gennem det mørke Balkan. Planen er at ramme Sarajevo kl 5.30 fredag morgen. Det kan kun blive godt, der er alligevel noget særligt ved togture, især nattogture i et område som Balkan. Jeg har en klar forventning om ubarberede mænd med store messingblæsere, Raki og stærke smøger. Jeg skal rigtige vælte mig i ægte lokal folklore skal jeg, snakke, stille spørgsmål og finde ud af hvem der egenligt er inde i folk fra Balkan. Ok hvem der er inden i velhavende folk fra Balkan, i internationale organisationer og turister fra Vesten. Må indrømme, at Henrik og jeg skar lidt ned på eventyrsfaktoren og købte billet til 1. klasse (autencitet er også totalt 90'er agtigt). Så det er meget muligt, at messingblæserne skal findes et andet sted, f.eks på 2. klasse eller i spisevognen. Så kan Henrik, mig selv og de tvivlsomme typer, der normalt kører bil med tonede ruder, nyde vores brede sæder i fred.
Min afrejse til Sarajevo betyder jo desværre også, at det vil ligge lidt stille med opdateringer til tidligst mandag, men en middag med ambassadøren og medfølgende avanceret networking vil muligvis efterlade mig så udmattet, at der ikke vil komme tekst før onsdag.
Og der var ellers så meget, som jeg gerne ville fortælle. Om ukrainske toiletter og EU, om ham badetøjsmodellen der er på besøg med sin kone, om en svensk pige, der i kliniske forsøg stresser hunde ved at få ungarer til at stirre på dem, om dengang på et morgenværtshus hvor mit noget mangelfulde tyske var ved at fremprovekere nævekamp mellem en ungarsk oscar- og guldpalme vinder og en konsulent fra Livepool og om en bulgarer jeg kender der sidder i Østrig og sælger finske strudseslagtemaskiner til Østeuropa, så afgjort det mest langt ude eksempel på globaliseringen jeg endnu har mødt, og om min store plan om at lære at fatte mig i korthed.
Men det må altsammen vente til i næste uge en gang.
Hav det bedst så længe
Frederik
Så er der 3 timer til at deres udsendte tager Henrik under armen og drager på nye eventyr. 12 timer med nattog gennem det mørke Balkan. Planen er at ramme Sarajevo kl 5.30 fredag morgen. Det kan kun blive godt, der er alligevel noget særligt ved togture, især nattogture i et område som Balkan. Jeg har en klar forventning om ubarberede mænd med store messingblæsere, Raki og stærke smøger. Jeg skal rigtige vælte mig i ægte lokal folklore skal jeg, snakke, stille spørgsmål og finde ud af hvem der egenligt er inde i folk fra Balkan. Ok hvem der er inden i velhavende folk fra Balkan, i internationale organisationer og turister fra Vesten. Må indrømme, at Henrik og jeg skar lidt ned på eventyrsfaktoren og købte billet til 1. klasse (autencitet er også totalt 90'er agtigt). Så det er meget muligt, at messingblæserne skal findes et andet sted, f.eks på 2. klasse eller i spisevognen. Så kan Henrik, mig selv og de tvivlsomme typer, der normalt kører bil med tonede ruder, nyde vores brede sæder i fred.
Min afrejse til Sarajevo betyder jo desværre også, at det vil ligge lidt stille med opdateringer til tidligst mandag, men en middag med ambassadøren og medfølgende avanceret networking vil muligvis efterlade mig så udmattet, at der ikke vil komme tekst før onsdag.
Og der var ellers så meget, som jeg gerne ville fortælle. Om ukrainske toiletter og EU, om ham badetøjsmodellen der er på besøg med sin kone, om en svensk pige, der i kliniske forsøg stresser hunde ved at få ungarer til at stirre på dem, om dengang på et morgenværtshus hvor mit noget mangelfulde tyske var ved at fremprovekere nævekamp mellem en ungarsk oscar- og guldpalme vinder og en konsulent fra Livepool og om en bulgarer jeg kender der sidder i Østrig og sælger finske strudseslagtemaskiner til Østeuropa, så afgjort det mest langt ude eksempel på globaliseringen jeg endnu har mødt, og om min store plan om at lære at fatte mig i korthed.
Men det må altsammen vente til i næste uge en gang.
Hav det bedst så længe
Frederik
tirsdag, juni 06, 2006
790 ord helt uden SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING
Det er ikke nemt med sådan blog her. Pludselig er man jo væk fra din indbakkes beskyttede rum og endt ude i den store virtuelle verden, hvor man skal konkurrere om de kræsne medivante unges opmærksomhed. Og ja, det er DIG jeg snakker om og til min ven. Jeg fik jo lavet en grundig markedsanalyse, inden jeg gik i gang med den her blog, og den viste, at det segment min blog henvender sig til hovedsageligt består af omstillingsparate, evigt flakkende, unge, affluente medie- og tilbudsforbrugende mennesker med et uddannelsesniveau og en økologisk profil et godt stykke over landsgennemsnittet, dvs folk jeg kender, dvs DIG.
Og DU, din opmærksomhed, den er ikke nem at holde på, og trods dit høje uddannelsesniveau, din intelligens, din evne til hurtigt at overskue nye komplekse problemstillinger og din evne til at tænke abstrakt, så er det, som du og din opmærksomhed vil have SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! Du kan protesterer og henvise nok så meget til din interesse for russisk litteratur, men alle undersøgelserne viser, at du vælger noget andet lige så snart, du ikke skal imponere hverken bibliotekaren eller boghandleren. Og det er lidt et problem for mig, må jeg sig. For hvis jeg nu skal være hudløst ærlig, bare for enkelt linie, så må jeg jo indrømme, at SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! ikke det, der er mest af i livet som praktikant på den danske ambassade i Budapest.
Altså arbejdet fylder jo en del ikke. Og der er faktisk overraskende lidt SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! i at gå til en briefing om Ungarns holdninger til dagordenen for næste EU rådsmøde. Næh der tager man såmænd bare noter, og så går man tilbage ambassaden og skriver indberetning/udkast til indberetning til ministeriet, og så går man måske til et andet møde og tager nogle andre noter og skriver en anden indberetning eller man skriver om den ungarske energisektor, eller handelspraktikanter udsætter en for kompetenceudvikling, så man kan opdatere ambassadens hjemmeside. Derudover går størstedelen af arbejdsdagen faktisk nærmest med at snakke med Ambassadøren, Ambassaderåden eller Statskonsulenten. Ikke fordi, man ikke har andet at lave, men fordi man nu engang er praktikanten og ikke kan lide at afbryde, især nå når de så gerne vil snakke. Og det vil de utroligt gerne, jeg tænker nogen gange, at de slet ikke taler, når de har fri.
Og når jeg så har fri og kommer hjem, der ved en 6-tiden, så er det heller ikke SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! der fylder mest. Ja hvorfor tror du egenligt, at jeg har lavet en blog. Nej vel, det er ikke fordi mit liv er fyldt med SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING!
Hvad laver du så? spørger du. Jo jeg får bl.a. set en del film. Så Lost in Translation igen for noget tid siden. En helt anden oplevelse, at se den hernede, kunne slet ikke lade være med at læse min egen situation ind i den. Ja hvis man lige ser bort fra al den karaoke, alle de tjekkede japanere, og at jeg ikke er helt så stilfærdigt sexet som Scarlett Johanson eller at mine bryster ikke er lige så rare og runde som hendes, så er min og Scarletts situation meget den samme. Jeg kan heller ikke kommunikere med ungarerne, jeg er også fremmedgjort distanceret fra deres skikke(og toiletter) og jeg går også tit bare og hører musik i min lejlighed iført en behagelig sweater og lyserøde trusser, mens jeg ser ufokuseret længselsfuldt ud af vinduet. Henrik er så min nordjydske Bill Murray, og vores kærlighed er umulig.
Det er, med andre ord, ret hverdagsagtigt livet hernede. En ret almindelig hverdag med en 37 timers arbejdsuge og en vennekreds, der stort set består af en flink nordjyde, der hedder Henrik. Jeg er stadig lidt usikker på om to er nok til en kreds, men geometri har heller aldrig været min stærke side.
Og nu kom jeg til at skrive paradoksalt langt om, hvor lidt der er at fortælle om livet i Budapest. Så langt, at det desværre nu vil blive alt for langt, at fortælle en ellers skæg historie jeg kom i tanke, om mens jeg skrev alle de ord om intet. Den ER ellers sjov, store dele af den er endda sand og bedst af alt, så er den smækfyldt med, ja du gættede det, SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! Det er med andre ord, historien om dengang, jeg en sen nattetime blev bestjålet af to lokale prostituerede. Men som sagt, det ville blive ALT for langt at fortælle den her, men jeg kan da godt lige nævne, at historien udover de to ludere involverede undertegnede, et lurvet hotelværelse i den østlige udkant af Budapest, en radiator og et par ualmindeligt solide tyskproducerede håndjern...
Og DU, din opmærksomhed, den er ikke nem at holde på, og trods dit høje uddannelsesniveau, din intelligens, din evne til hurtigt at overskue nye komplekse problemstillinger og din evne til at tænke abstrakt, så er det, som du og din opmærksomhed vil have SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! Du kan protesterer og henvise nok så meget til din interesse for russisk litteratur, men alle undersøgelserne viser, at du vælger noget andet lige så snart, du ikke skal imponere hverken bibliotekaren eller boghandleren. Og det er lidt et problem for mig, må jeg sig. For hvis jeg nu skal være hudløst ærlig, bare for enkelt linie, så må jeg jo indrømme, at SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! ikke det, der er mest af i livet som praktikant på den danske ambassade i Budapest.
Altså arbejdet fylder jo en del ikke. Og der er faktisk overraskende lidt SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! i at gå til en briefing om Ungarns holdninger til dagordenen for næste EU rådsmøde. Næh der tager man såmænd bare noter, og så går man tilbage ambassaden og skriver indberetning/udkast til indberetning til ministeriet, og så går man måske til et andet møde og tager nogle andre noter og skriver en anden indberetning eller man skriver om den ungarske energisektor, eller handelspraktikanter udsætter en for kompetenceudvikling, så man kan opdatere ambassadens hjemmeside. Derudover går størstedelen af arbejdsdagen faktisk nærmest med at snakke med Ambassadøren, Ambassaderåden eller Statskonsulenten. Ikke fordi, man ikke har andet at lave, men fordi man nu engang er praktikanten og ikke kan lide at afbryde, især nå når de så gerne vil snakke. Og det vil de utroligt gerne, jeg tænker nogen gange, at de slet ikke taler, når de har fri.
Og når jeg så har fri og kommer hjem, der ved en 6-tiden, så er det heller ikke SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! der fylder mest. Ja hvorfor tror du egenligt, at jeg har lavet en blog. Nej vel, det er ikke fordi mit liv er fyldt med SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING!
Hvad laver du så? spørger du. Jo jeg får bl.a. set en del film. Så Lost in Translation igen for noget tid siden. En helt anden oplevelse, at se den hernede, kunne slet ikke lade være med at læse min egen situation ind i den. Ja hvis man lige ser bort fra al den karaoke, alle de tjekkede japanere, og at jeg ikke er helt så stilfærdigt sexet som Scarlett Johanson eller at mine bryster ikke er lige så rare og runde som hendes, så er min og Scarletts situation meget den samme. Jeg kan heller ikke kommunikere med ungarerne, jeg er også fremmedgjort distanceret fra deres skikke(og toiletter) og jeg går også tit bare og hører musik i min lejlighed iført en behagelig sweater og lyserøde trusser, mens jeg ser ufokuseret længselsfuldt ud af vinduet. Henrik er så min nordjydske Bill Murray, og vores kærlighed er umulig.
Det er, med andre ord, ret hverdagsagtigt livet hernede. En ret almindelig hverdag med en 37 timers arbejdsuge og en vennekreds, der stort set består af en flink nordjyde, der hedder Henrik. Jeg er stadig lidt usikker på om to er nok til en kreds, men geometri har heller aldrig været min stærke side.
Og nu kom jeg til at skrive paradoksalt langt om, hvor lidt der er at fortælle om livet i Budapest. Så langt, at det desværre nu vil blive alt for langt, at fortælle en ellers skæg historie jeg kom i tanke, om mens jeg skrev alle de ord om intet. Den ER ellers sjov, store dele af den er endda sand og bedst af alt, så er den smækfyldt med, ja du gættede det, SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! Det er med andre ord, historien om dengang, jeg en sen nattetime blev bestjålet af to lokale prostituerede. Men som sagt, det ville blive ALT for langt at fortælle den her, men jeg kan da godt lige nævne, at historien udover de to ludere involverede undertegnede, et lurvet hotelværelse i den østlige udkant af Budapest, en radiator og et par ualmindeligt solide tyskproducerede håndjern...
søndag, juni 04, 2006
Wagner, en sand historie fra Bulgarien og røde piller
"Hvordan gik det så med Wagner i går?" spørger du måske interesseret "Var han god ved dig?" Og tak for interessen og nej, det gik ikke særligt godt med Wagner, og nej han var ikke god ved mig. Ikke fordi han var grov heller eller behandlede mig dårligt eller noget. Problemet er vel, at han ikke rigtig gjorde noget ved mig overhovedet.
Det var ganske enkelt kedeligt. Helt utroligt kedeligt faktisk. Ikke den mindste snert af storladent fascistoidt drama, hvilket jeg ellers havde sat næsen op efter. Heller ikke en eneste fed dame iført hjelm og fletninger. Der var en del fede mænd tilgengæld, men det er bare ikke helt det samme er det, og de var desuden heller ikke iført hverken hjelm eller fletninger. Jeg er muligvis lidt hurtigt ude, men jeg tror bare ikke, at opera bliver min ting. Man kommer i hvert fald ikke lige umiddelbart til at finde mig udstyret med picnic-kurv, kølig pinot blanc, klapstol og kikkert til Operafest i fælledparken, hvor gratis det så end er. Jeg vidste det jo godt lidt på forhånd. Jeg mener, jeg kan jo heller ikke lide musicals. Chicago og Moulin Rouge var såmænd fine film, hvis bare ikke lige det havde været for al den umotiverede syngen og dansen. Og når det så er store fede mænd, der syngesnakker på uforståeligt tysk, så er det jeg pakker mine finkulturelle ambitioner sammen og står af. Og det gjorde jeg så. Pausen mellem første og andet akt kom befriende efter 1 1/2 times kedsommelig musik, krydret med kedsommelig sang og lidt mere kedsommelig skuespil og scenografi. På den måde kan man sige, at der i det mindste var en rød tråd, et tema, ja et samlet koncept for forestillingen.
Nå men jeg stak som sagt af og mødtes i stedet med mine bulgarske vennner Stoyan (øverst) og Vlado (nederst) på det helt fremragende drikkeølsted Szimpla Kert. Stoyan kunne så fortælle, at han også var flygtet skrigende i pausen efter 1.akt, sidst han var i operaen, og Vlado kunne fortælle om den gang, hans bedstemor tog ham med i Operaen og mærkede ham for livet. Vlado boede i Sofia dengang, og var en glad dreng på 6 år, og som mange andre endnu ikke kønsmodne drenge, var han helt utrolig glad for fodbold. Det lidt usædvanlige ved Vlado var, at han som lille bulgarsk dreng havde kastet hele sin kærlighed på det hollandske landshold og særligt på Marco Van Basten. Og dette er interessant (ja faktisk afgørende) for historien, fordi den aften Vlados bulgarske bedstemor tog Vlado med i operaen, var ikke en hvilken som helst aften. Det var den 25. juni 1988 og netop denne aften vandt Holland Europamesterskabet i fodbold ved at besejre Vesttyskland 2-0. Det andet mål blev scoret af Marco van Basten 54 minutter inde i kampen, dvs. sådan nogenlunde midt i 2. akt. Vlado har aldrig helt tilgivet sin bedstemor eller set en anden opera for den sags skyld.
Forresten så havde jeg aftalt med Henrik, at han skulle ringe, når Die Meistersinger von Nürenberg havde sunget færdigt. Det gjorde han så 22:28:25 (efter 5 1/2 times opera), og han kunne fortælle, at sidste sene i 3. akt havde været alletiders. Den første scene i 3. akt var ifølge Henrik tilgengæld halvanden time som en skarp producent godt kunne skåret ud uden reelt at have ændret andet end længden. Der var, stadig ifølge Henrik, desuden også enkelte gode øjeblikke i 2. akt.
Nå men Henrik tog udmattet hjem med Lone(kæresten med broderen med konen), og jeg tog videre til først Szoda og siden Sark med bulgarerne og israeleren.
Og nu er det så blevet søndag, og jeg sidder i min lejlighed og er helt glad for de store neonrøde piller med 600mg ibupofenum i, som en venlig ikke engelsktalende dame på apoteket solgte mig, da jeg prøvede at købe nogle helt almindelige hovedpinepiller. Jeg overgjorde det måske lidt da jeg mimede hovedpine til apotekerdamen, de virker i hvert fald fremragende. Jeg har senere fundet ud af, at man under ingen omstændigheder må tage mere end 3 om dagen, at de desuden skulle være gode mod meget stærke menstruationssmerter og at man skal være udstyret med recept for at komme i nærheden af sådan nogle fyre i Danmark. Hvis du skulle finde dig selv i Budapest med hovedpine, kan jeg jo så nu oplyse, at Panodil (måske ikke så overraskende i virkeligheden) også hedder Panodil på ungarsk. Men på den anden side, hvad skal man med Panodil, når man kan leve et afslappet liv helt uden smerter med ALGOFLEX-FORTE.
Det var ganske enkelt kedeligt. Helt utroligt kedeligt faktisk. Ikke den mindste snert af storladent fascistoidt drama, hvilket jeg ellers havde sat næsen op efter. Heller ikke en eneste fed dame iført hjelm og fletninger. Der var en del fede mænd tilgengæld, men det er bare ikke helt det samme er det, og de var desuden heller ikke iført hverken hjelm eller fletninger. Jeg er muligvis lidt hurtigt ude, men jeg tror bare ikke, at opera bliver min ting. Man kommer i hvert fald ikke lige umiddelbart til at finde mig udstyret med picnic-kurv, kølig pinot blanc, klapstol og kikkert til Operafest i fælledparken, hvor gratis det så end er. Jeg vidste det jo godt lidt på forhånd. Jeg mener, jeg kan jo heller ikke lide musicals. Chicago og Moulin Rouge var såmænd fine film, hvis bare ikke lige det havde været for al den umotiverede syngen og dansen. Og når det så er store fede mænd, der syngesnakker på uforståeligt tysk, så er det jeg pakker mine finkulturelle ambitioner sammen og står af. Og det gjorde jeg så. Pausen mellem første og andet akt kom befriende efter 1 1/2 times kedsommelig musik, krydret med kedsommelig sang og lidt mere kedsommelig skuespil og scenografi. På den måde kan man sige, at der i det mindste var en rød tråd, et tema, ja et samlet koncept for forestillingen.
Nå men jeg stak som sagt af og mødtes i stedet med mine bulgarske vennner Stoyan (øverst) og Vlado (nederst) på det helt fremragende drikkeølsted Szimpla Kert. Stoyan kunne så fortælle, at han også var flygtet skrigende i pausen efter 1.akt, sidst han var i operaen, og Vlado kunne fortælle om den gang, hans bedstemor tog ham med i Operaen og mærkede ham for livet. Vlado boede i Sofia dengang, og var en glad dreng på 6 år, og som mange andre endnu ikke kønsmodne drenge, var han helt utrolig glad for fodbold. Det lidt usædvanlige ved Vlado var, at han som lille bulgarsk dreng havde kastet hele sin kærlighed på det hollandske landshold og særligt på Marco Van Basten. Og dette er interessant (ja faktisk afgørende) for historien, fordi den aften Vlados bulgarske bedstemor tog Vlado med i operaen, var ikke en hvilken som helst aften. Det var den 25. juni 1988 og netop denne aften vandt Holland Europamesterskabet i fodbold ved at besejre Vesttyskland 2-0. Det andet mål blev scoret af Marco van Basten 54 minutter inde i kampen, dvs. sådan nogenlunde midt i 2. akt. Vlado har aldrig helt tilgivet sin bedstemor eller set en anden opera for den sags skyld.Forresten så havde jeg aftalt med Henrik, at han skulle ringe, når Die Meistersinger von Nürenberg havde sunget færdigt. Det gjorde han så 22:28:25 (efter 5 1/2 times opera), og han kunne fortælle, at sidste sene i 3. akt havde været alletiders. Den første scene i 3. akt var ifølge Henrik tilgengæld halvanden time som en skarp producent godt kunne skåret ud uden reelt at have ændret andet end længden. Der var, stadig ifølge Henrik, desuden også enkelte gode øjeblikke i 2. akt.
Nå men Henrik tog udmattet hjem med Lone(kæresten med broderen med konen), og jeg tog videre til først Szoda og siden Sark med bulgarerne og israeleren.
Og nu er det så blevet søndag, og jeg sidder i min lejlighed og er helt glad for de store neonrøde piller med 600mg ibupofenum i, som en venlig ikke engelsktalende dame på apoteket solgte mig, da jeg prøvede at købe nogle helt almindelige hovedpinepiller. Jeg overgjorde det måske lidt da jeg mimede hovedpine til apotekerdamen, de virker i hvert fald fremragende. Jeg har senere fundet ud af, at man under ingen omstændigheder må tage mere end 3 om dagen, at de desuden skulle være gode mod meget stærke menstruationssmerter og at man skal være udstyret med recept for at komme i nærheden af sådan nogle fyre i Danmark. Hvis du skulle finde dig selv i Budapest med hovedpine, kan jeg jo så nu oplyse, at Panodil (måske ikke så overraskende i virkeligheden) også hedder Panodil på ungarsk. Men på den anden side, hvad skal man med Panodil, når man kan leve et afslappet liv helt uden smerter med ALGOFLEX-FORTE.
lørdag, juni 03, 2006
Den store tysker tager min mødom i aften
Egenligt burde jeg jo gøre alt muligt ved bloggen, men nej jeg har ikke tid. Jeg skal nemlig noget ganske grænseoverskridende her til aften.
Sagen er den, at min medpraktikant Henrik har besøg hjemmefra. Hans kæreste, hendes bror og hans kone er her. Og tit når der er besøg fra DK, så tager fanden ved Henrik, og så skal vi lave noget kulturelt, så er det pludseligt ikke godt nok bare at tage danseskoene på, drikke nogle øl og lave almindelige ballade. Næhnej så skal vi være kulturelle, og i aften er ingen undtagelse. Der er bestilt fem billetter (Henrik, hans kæreste, hendes bror, hans kone og så mig) til Operaen. Og nu fortæller jeg lige noget i al fortrolighed. Jeg har aldrig været hverken i eller til opera. Og som om opera i sig selv ikke var en stor nok mundfuld, så er det guddødeme også Wagner, vi skal ind til. Die Meistersinger Von Nürenberg... jeg er lidt nervøs, hvordan mon det føles, gør det ondt, gør det godt, kommer mit liv til at ændre sig, mit perspektiv. Jeg aner ikke hvad jeg har sagt ja til, men jeg har en klar forventning om fede damer iført fletninger og hjelm.
men jeg tænker, det skal jo prøves. Desuden er det rørende billigt hernede. De billigste billetter koster ca. 11 kr, men vi har flottet os i aften og købt dem til 30. Og man kan jo altid gå i pausen.
Nå men nu må jeg slutte. Det begynder allerede klokken 17 (frygter lidt, at det begynder tidligt, fordi det varer helt utroligt længe, mit indtryk er, at ham Wagner ikke var god til at fatte sig i korthed(så det har vi i hvert fald til fælles, Wagner og mig))
Sagen er den, at min medpraktikant Henrik har besøg hjemmefra. Hans kæreste, hendes bror og hans kone er her. Og tit når der er besøg fra DK, så tager fanden ved Henrik, og så skal vi lave noget kulturelt, så er det pludseligt ikke godt nok bare at tage danseskoene på, drikke nogle øl og lave almindelige ballade. Næhnej så skal vi være kulturelle, og i aften er ingen undtagelse. Der er bestilt fem billetter (Henrik, hans kæreste, hendes bror, hans kone og så mig) til Operaen. Og nu fortæller jeg lige noget i al fortrolighed. Jeg har aldrig været hverken i eller til opera. Og som om opera i sig selv ikke var en stor nok mundfuld, så er det guddødeme også Wagner, vi skal ind til. Die Meistersinger Von Nürenberg... jeg er lidt nervøs, hvordan mon det føles, gør det ondt, gør det godt, kommer mit liv til at ændre sig, mit perspektiv. Jeg aner ikke hvad jeg har sagt ja til, men jeg har en klar forventning om fede damer iført fletninger og hjelm.
men jeg tænker, det skal jo prøves. Desuden er det rørende billigt hernede. De billigste billetter koster ca. 11 kr, men vi har flottet os i aften og købt dem til 30. Og man kan jo altid gå i pausen.
Nå men nu må jeg slutte. Det begynder allerede klokken 17 (frygter lidt, at det begynder tidligt, fordi det varer helt utroligt længe, mit indtryk er, at ham Wagner ikke var god til at fatte sig i korthed(så det har vi i hvert fald til fælles, Wagner og mig))
Dag 1
Ja nu er det så dag 1 for min spritnye blog. Jeg er stadig lidt usikker på, hvad der skal være i den. Indtil videre har jeg bare smidt en masse links ud. Gode spændende links, hvis man da ellers er til den slags. Der er en håndfuld links til sider, der beskæftiger sig meget bredt med internationale forhold, så er der en håndfuld links, der er mere specifikt Balkanorienteret (Balkan er lidt en kæphest jeg har), der er nogle links til noget venstreorientert progressiv amerikansk presse, og endelig er der et link til min kære bror Adams blog. Den er meget flottere end min, men han har jo også en æstetisk uddannelse.
Nå tilbage til min blog.
Planen er vist, at jeg skriver lidt om hvad jeg ellers går og laver her i Budapest hvor jeg er. Det er noget med at jeg har været her siden slutningen af januar. Meningen er jo tit at man så sender fællesmail hjem til vennerne, og det er så kun lykkedes miig at sende en enkelt afsted, den var så også meget lang men alligevel.
Nu kan jeg så skrive på bloggen i stedet. Selvom konsekvensen sikkert bliver, at jeg nu i stedet for ikke at skrive fællesmail, ikke opdaterer min blog. Er det ikke sådan, det går med blogs?
Desuden havde jeg også tænkt på, at jeg ville skrive lidt om/henvise til folk, der skriver om Balkan. Så der sådan kom lidt politisk ind i det, tænkte jeg. Jeg kan sikkert heller ikke holde mig fra at skrive noget grimt om vores kære borgerlige regering derhjemme.
Jeg tror, at jeg vil slutte denne post her, og så med det samme poste en ny, hvor jeg fortæller, hvad jeg skal i aften. Det vil verden nemlig sikkert skiiiiiiide gerne vide. Det ER spændende faktisk, for mig i hvert fald. Jeg tænker, at jeg har det lidt som en jomfru, der ved, at i aften skal hun kneppes af en stor ondsindet tysker. Spændende ikke?
Nå tilbage til min blog.
Planen er vist, at jeg skriver lidt om hvad jeg ellers går og laver her i Budapest hvor jeg er. Det er noget med at jeg har været her siden slutningen af januar. Meningen er jo tit at man så sender fællesmail hjem til vennerne, og det er så kun lykkedes miig at sende en enkelt afsted, den var så også meget lang men alligevel.
Nu kan jeg så skrive på bloggen i stedet. Selvom konsekvensen sikkert bliver, at jeg nu i stedet for ikke at skrive fællesmail, ikke opdaterer min blog. Er det ikke sådan, det går med blogs?
Desuden havde jeg også tænkt på, at jeg ville skrive lidt om/henvise til folk, der skriver om Balkan. Så der sådan kom lidt politisk ind i det, tænkte jeg. Jeg kan sikkert heller ikke holde mig fra at skrive noget grimt om vores kære borgerlige regering derhjemme.
Jeg tror, at jeg vil slutte denne post her, og så med det samme poste en ny, hvor jeg fortæller, hvad jeg skal i aften. Det vil verden nemlig sikkert skiiiiiiide gerne vide. Det ER spændende faktisk, for mig i hvert fald. Jeg tænker, at jeg har det lidt som en jomfru, der ved, at i aften skal hun kneppes af en stor ondsindet tysker. Spændende ikke?
fredag, juni 02, 2006
hæhæ
hæhæ utroligt hvad man kan komme til, når man har røget en lillebitte smule et sted i Budapest. Så har man sgu lavet en blog, og har meget mere lyst til at se Once Upon a Time in America end til at blogge og gøre ved...
men det skal nok komme bare ikke lige nu, i løbet afpinsen
næste uge senest
der kommer noget om hverdagen...
og noget om Balkan...
og noget andet
og mere
...
men mest er det jo bare for at være med, når nu man var blevet for gammel til MySpace
så må man bare indse, at man aldrig får fat i hverken en pladekontrakt eller en gammel pædofil, der har taget it-kursus på aftenskole
men det skal nok komme bare ikke lige nu, i løbet afpinsen
næste uge senest
der kommer noget om hverdagen...
og noget om Balkan...
og noget andet
og mere
...
men mest er det jo bare for at være med, når nu man var blevet for gammel til MySpace
så må man bare indse, at man aldrig får fat i hverken en pladekontrakt eller en gammel pædofil, der har taget it-kursus på aftenskole
Abonner på:
Opslag (Atom)