Parkeringsbøder - glemte historier fra Budapest

Under sommerrengøring i bloggens administrative dyb, nede under den pæne men ikke særligt læsevenlige overflade du sidder og kigger på lige nu, faldt jeg over en lille håndfuld fortællinger fra tiden i Budapest. Ved ikke hvorfor jeg aldrig smed dem på bloggen, muligvis fordi de ikke havde noget at byde på, men hvis det var et princip jeg levede efter ville denne blog vist tilgengæld ikke have noget at leve af. Så nu lever den i stedet med ligegyldighederne og hermed indledes altså en lille serie af sandfærdige fortællinger fra livet som ung diplomat, som altså nu er blevet fundet frem og skrevet færdige, i en stilfærdig erkendelse af, at jeg toppede for nu længe siden i denne blogs barndom. Og ja, jeg mener godt man kan sammenligne det med Brian Wilson og Smile.

Og her kommer så en historie om diplomater og parkeringsbøder.

Diplomater snakker overraskende meget om parkeringsbøder. Overraskende fordi de i modsætning til os andre ikke behøver at betale dem og derfor egentligt ikke behøver at forholde sig til dem. Men på den anden side, så er det måske netop fordi, de ikke behøver at betale, at de snakker. Betaling af parkeringsbøden bliver jo til et rent etisk spørgsmål, som kræver dybe overvejelser. Alternativt er det bare et udtryk for, at der er noget man aldrig holder op med at trippe over uanset, hvor gammel og garvet en diplomat man bliver. Samlingen af ubetalte parkeringsbøder er - sammen med det fancy pas - på mange måder det mest håndgribelige udtryk for, at diplomater er noget andet og mere end almindelige dødelige mennesker og bilister.

Hvad end årsagen er, så snakker de i hvert fald ualmindeligt meget om parkeringsbøder. Og den mest besynderlige samtale jeg overhørte om emnet i min tid i Budapest, involverede den hollandske landbrugsattache Ruuuuuud, som de allermest opmærksomme og trofaste læsere vil kunne huske fra en tidligere post.

Ruuuuuuud kunne fortælle, at tricket var at parkere oppe på fortovet eller i midterrabatten. En parkering her var godt nok ulovlig, men var ikke en sag for ihærdige parkeringsvagter, men for politiet, der aldrig brugte tid på at dele parkeringsbøder ud (der er vist ikke nogen, der ved hvad politiet faktisk laver, udover naturligvis at gennemtæve demonstranter) hvormed den snedige Ruuuuuuud kunne undgå at få en bøde han ikke behøvede at betale alligevel. Det lykkedes mig aldrig, at se pointen i at gå gennem alverdens ulovlige krumspring blot for at undgå en parkeringsbøde, som man jo alligevel ikke betaler. Pointen er jo, at det er et etisk spørgsmål, ikke et økonomisk - hvilket gør det helt håbløst at parkere om muligt mere ulovligt for ikke at få bøden. Men så igen Ruuuds veje er uransagelige, og han er jo et entusiastisk menneske, der ikke er bange for at gøre livet besværligt for sig selv.

Min introduktion til diplomatparkeringsbødens fascinerende verden kom ganske tidligt i mit ophold i Budapest. Jeg skulle til min første briefing i Landbrugsministeriet sammen med Statskonsulenten. Vi kørte i hans store behagelige 4hjulstrækker, og Statskonsulenten, der ellers er en meget opmærksom mand, må have haft tankerne på briefingen(eller en særligt god rødvin han ville drikke senere), det lykkedes ham i hvert fald at overse den koloenormt store billetautomat en lille halv meter fra bilen. De lokale parkeringsvagter var ikke sådan at distrahere denne dag, så da vi vendte tilbage til bilen efter det første af mange ufatteligt kedelige møder om Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik, sad der en ualmindeligt stor og knaldrød plastickuvert under vinduesviskeren. Statskonsulenten er en handlingens mand, og han begyndte resolut at lede efter en skraldespand, hvorefter han under turen hjem til ambassaden i den nu bødefri bil kunne fortælle om dengang, han forlod Paris efter 6 års udstationering og efterlod en pose med - hvad han anslog til at være - 200 ubetalte parkeringsbøder (det er så lidt mere end en hver anden uge). Det havde han bestemt ikke tænkt sig at gentage, så nu havde han altså det princip at smide bøderne ud med det samme.

Ambassadøren var anderledes moralsk indstillet end Statskonsulenten. det var i hans øjne altafgørende at en diplomat ikke misbrugte sine privilegier, og han insisterede derfor på altid at betale sine parkeringsbøder. Problemet havde da slet heller ikke samme omfang for ham, da han det meste af tiden havde Ambassadens chauffør Csaba til rådighed. Det var derfor blot blevet til en enkelt bøde i de tre år han hvade været udstationeret i Budapest, men trods alle gode intentioner og stålsatte principper, så glippede det denne ene gang. Som Ambassadøren kunne fortælle, så var historien den yderst uheldige, at han desværre ikke nåede at opdage den dybrøde plasticpakke i A4 format under vinduesviskeren inden han en varm sommerdag tændte for netop vinduesviskerne. Og inden han nåede at reagere havde selvsamme vinduesviskere med ikke meget mere end 2 til 3 måske 27 visk, fejet bøde og principper ud til siden.

Chauffør er dog ingen sikring mod parkeringsbøde. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan Ambassaderåden lå i åben krig med ambassadens(det vil egentligt sige Ambassadørens) chauffør Csaba(udtales chopper). En dag da Csaba skulle køre for Ambassaderåden fik han ved et hændeligt uheld parkeret hendes bil lige præcist så ulovligt og forladt den lige præcis så længe, at en knaldrøde A4 kuvert ventede under viskeren da mødet var slut.

Statskonsulenten og Ambassadøren har begge svært ved at undertrykke en blanding af fnisen og undren, når de fortæller historien. Ikke fordi Csaba sørgede for, at hun fik en bøde (det er jo som sagt ikke normalt den store katastrofe for en diplomat, og det er desuden ikke ganske sikkert, at han gjorde det med vilje). Nej det bliver først bemærkelsesværdigt i det øjeblik hun orienterede Ambassadøren om bøden og forhørte sig om den officielle politik på området(her kan normalt høres en stille begyndende fnisen). Ambassadøren kunne fortælle, at officiel politik var, at den enkelte diplomat selv havde ansvaret for betaling af bøder(mere fnisen). Punchline i historien - der leder til højlydt latter HVER gang - er, at Ambassaderåden på en eller anden måde fik dette til at betyde, at hun rent faktisk skulle betale bøden, hvilket hun i hvert fald gjorde. Statskonsulenten bliver aldrig træt af den historie, som han mener er enestående i diplomatiet.

Ja det var det - en gammel, men sandfærdig historie fra Budapest. Muligvis skulle den aldrig have været på bloggen, men det kom den.

Kan du have det bedst

Sidste arbejdsdag

Ja i morgen dvs fredag er det så sidste arbejdsdag og så står den på ferie i Budapest frem til den 9. august, hvor det jo altså så er hjem til Kbh. Det bliver sgu godt med noget ferie. Stephan kommer også i morgen og det bliver sgu godt at se min gamle medkøkkenchef, og når han tager hjem kommer den søde Helene, der forhåbentlig har en stor tom kuffert med for ellers aner jeg ikke virkeligt ikke hvordan jeg skal få mine ting hjem.

Tiden i Budapest er altså ved at være slut, hvilket jo godt kan give en del at tænke over. Hvad skal der ske når jeg kommer hjem f.eks, hvem kan jeg få til at skrive mit speciale og hvilket studiejob skal jeg prøve at få. Skal jeg endeligt realisere planerne om at sidde på øverste etage i Magasin (eller er det Illum) med to sukkerknalder ovenpå hinanden. Og vil der overhoveet være særligt gode penge i det? Skal jeg gå efter den høje timeløn i stedet og blive sæddoner eller skal jeg måske hellere begynde at gå til fredagsbar på CBS for at fingrene i sådan en fortravlet karrierkonsulent, der arbejder 80 timer om ugen, hvilket giver mig rigeligt med tid og penge til at være hjemmegående freelancer og amatørkok?

Men det er jo altsammen fremtid, hvilket jo slet ikke mit felt (selvom jeg da er ganske stolt af det motto jeg skal prøve at sælge til instituttet, når jeg kommer hjem "Historie - et studie med fremtid i!"), nej fortiden eller konstruktionen af samme, må jeg jo hellere skynde mig at skrive, er mere mit område. Og afslutninger giver jo også altid anledning til refleksion over den konstruktion man netop har afsluttet (det er så utroligt besværligt rent sprogligt at være konstruktivist).

Og hvad er der så sket siden sidst (altså på en konstruktivistisk måde ok, jeg ved jo godt at intet af det er sket, da det hele jo er fortid og fortiden er en konstruktion eller i hvert fald vores fortælling om den(som vel at mærke er det eneste vi har tilbage af den) er. På den måde minder fortiden faktisk meget om nutiden). Nej sgu nok af det, nu indsætter vi bare min erkendelse som sidste instans og det er så det.

Altså hvad så, hvad er der at sige om det sidste halve år?

Ret meget faktisk. Noget af det er jo allerede sagt her på bloggen, men hvis nu skal forsøge os med det store opsummmerende overblik, hvad så?

Ja allerførst kan det jo siges, at det har været godt. Virkeligt godt faktisk. Jeg ved godt, at jeg måske har kunnet lyde lidt sur og bitter, men det er meget sådan et fortælle teknisk greb jeg har brugt, og så også fordi det er sjovere end lallende lykke og begejstring(jeg har personligt aldrig været meget for de der begejstrede fællesmails) og så også fordi Ungarn og den kollektive Ungarer godt kan gøre mig så træt så træt.

Men hvad har så været godt? Jo først og fremmest så har byen været fantastisk. Jeg kan vældig godt lide Budapest. Den er så afgjort et besøg værd med alle sine fede slidte huse, sin store tykke flod, sine barer, restauranter, fødevarehaller og generelle fremmedartethed (som dog fortager sig efter nogle måneder).

Rent fagligt har det måske ikke været det store sus, men det er en lang historie om hvorfor og den får du ikke her(meget af det handler sæføli om min overlegne intelligens..., men meget af det handler også om sådan noget man ikke kan skrive et offentligt sted som en blog jo nu engang faktisk er). Det har nu heller ikke været helt ad helvede til, fik lært en ordentligt masse om det der EU nede i Bryssel, som jeg jo længe har gået ind for, om ikke andet så pga fjernhedsprincippet(det med at beslutningerne kommer længere væk fra den siddende danske regering, hvilket kun kan være godt for landet). Jeg fik også endeligt læst den fremragende "117 spørgsmål & svar" om EU, som de fine mennesker inde i EU-sekretariatet i Folketinget har lavet. Har i det hele taget læst en masse, fik endeligt ordentligt hul på Hemmingways forfatterskab og kom bedre rundt i Greenes. Ligesom jeg langt om længe fik læst noget Hunter S. Thompson (.. on the campaign trail) plus en del andet og en god bunke faglitteratur om især Jugoslavien (det forhenværende såvel som det tidligere), men Ungarn og Ukraine har jeg da også fået læst nogle fine bøger om. Apropos Ukraine, så fik jeg jo også rejst en del og har været omkring Ukraine (Kiev og Lviv), Prag, Wien og Sarajevo + Pale. Ungarn fik vi da også set lidt på, jeg har i hvert fald været i flere byer jeg ikke kan hverken udtale eller stave og jeg fik badet i Balatons krystalklare og fløjls bløde vand.

Og jeg fik mødt Henrik sæføli, den skønne fyr, og praktikanterne på nogle af de andre danske ambassader i nærområdet og bulgarerne (især Stoyan, Vlado og Ani) og en ordentlig bunke forskellige ungarer og andet godtfolk, som der dog ikke blev varige bekendtskaber ud af. Og jeg blev bestjålet og forsøgt bestjålet, og for vild og spiste underlig mad og spiste god mad (især de de helt friske foreller på restauranten udenfor Pale glemmer jeg aldrig) og jeg fik drukket brændevin og øl og lærte endda at drikke ren vodka af store glas i Ukraine. Jeg fik uendeligt mange bank i bordfodbold og holdt derfor op med at spille hernede. Og jeg fik oplevet noget af diplomatverdenen indefra, og sætter især pris på middagene hos ambassadøren. For sådan en gammel John le Carre fan som mig, er der sgu ikke meget så flippet som en middag med alle de udsendte og deres medfølgende hustruer(og det er hustruer, mændende bliver hjemme eller lader sig skille), det er så syret en sociale begivenhed, at jeg slet ikke vil forsøge at beskrive det. Og opera, vi skal endeligt ikke glemme opera, og tro mig jeg vil aldrig glemme operaen.

Chaufføren og det ny forsøgsdesign

Jeg opdagede jo, at der var visse problemer med mit palinkaforsøgsdesign. Den der Catch 22 (er næsten sikker på, at det er sådan et), hvor flittig dataindsamling fører til mangelfuld dataindsamling.

For at komme videre henvendte jeg mig så til Csaba(udtales Chopper!), ambassadens chauffør og slacker nummer 1. Afgjort min farvorit ungarer. Han er tidligere filmfotograf, men den ungarske filmindustri brød sammen kørt tid efter systemet gjorde, og han blev arbejdsløs. En sommer i de tidlige 90'ere snuppede han derfor et 2 måneders vikariat som chauffør for den danske ambassadør hernede, og er altså siden blevet hængende. Han ligger i nærmest åben krig med ambassaderåden. Hvor i blandt andet indgår en besynderligt selektiv senilitet hos Csaba, der ganske tit glemmer at hente Ambassaderåden fra et møde eller kommer til at lave en aftale hos lægen, når Ambassaderåden skal køres et sted hen. Tiltrods for at Ambassaderåden nærmest konsekvent er begyndt at omtale ham som Idioten, er han på ingen måder en sådan. Tilgengæld er han Ambassadørens faste tennismakker, og så kan ambassaderåden jo grundlæggende brokke sig alt det hun vil.

Nå men han er en af mine autoriteter på alt ungarsk. Det var bl.a. ham der kunne fortælle mig, at bacon var et godt tilbehør til ungarske pølser, det eneste nødvendig tilbehør faktisk. Hårdt presset foreslog han dog at man også kunne stege nogle champignons i baconfedtet, hvis nu man var lidt vegetarisk anlagt.

Jeg gik derfor trygt til ham med et af de helt store og evige sprutspørgsmål, serveringstemperatur. "It is a very good question. Very good indeed, but I'm afraid that the answer is not unambiguous", Så sandt så sandt, men jo ikke særlig operationelt tænkte jeg.

Nå men det korte af det lange er at han sendte mig til Palinka Haza, hvor en endda meget smuk kvinde med en sund interesse for brændevin kunne fortælle mig, at svaret i den grad var entydigt. Stuetemperatur. Altid stuetemperatur. En anden kunde blev sågar nødt til at oversætte mit spørgsmål, for tiltrods for glimrende engelskkundskaber kunne hun simpelthen ikke forstå spørgsmålet. Det er lidt sådan et puristsynspunkt, lidt ligesom de der typer der insisterer på at lune snapsen mellem lårene inden den serveres. Og ja jeg ved godt at smagen forsvinder og dæmpes ved lave temperaturer, det er jo i høj grad derfor man prøver at få en Rød Aalborg kølet ned til det absolutte nulpunkt inden man drikker den. Men nu er palinka jo ikke kommenssnaps, så jeg giver det sgu en chance.


Nå men vi fik os ellers en god snak om brændevin. Og jeg fik indkøbt 8 forskellige Palinkaer i små flasker. Der er bare lige to gode mundfulde i hver, så dem og en blok ryger i tasken og med til Lake Balaton i morgen.

Så det længe ventede nye forsøgsdesign går vist bare ud på, at jeg nu drikker derhjemme under mere kontrollerede forhold og desuden har købt så små flasker, at der er naturlige grænser for, hvor flittigt jeg kan smage på den enkelte. Jeg vender tilbage med en grundig redegørelse i næste uge.

Den hollandske landbrugsattaché

Inden der er møde i EU's landbrusgministerråd er der en briefing i det ungarske landbrugsministerium. Det er noget med, at det aldrig ville gå hvis alle 25 lande skulle fortælle, hvad de mente til møderne, så det fortæller de i stedet til briefinger inden, det er egenligt meget smart. Desuden undgår man også overraskelser, og politikere og embedsmænd hader så vidt jeg har forstået overraskelser, hvilket faktisk forklarer, hvorfor alle Kinderæggene i Folketingets kiosk var åbnet og legetøjet samlet på forhånd. Det har altid undret mig.

Jeg plejer at være den danske repræsentant til de møder. Ved et pudsigt tilfælde er Statskonsulent næsten altid ude af byen, når der er briefing. Men jeg vil ikke fortælle noget om møderne, det er måske hemmeligt, desuden mener jeg ikke det burde være nødvendigt at forklare præcis, hvor afsindigt uinteressant Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik faktisk er.

Det er så kedeligt, at vi har udviklet vores egen Omerta "tavshedens lov". Ingen spørgsmål - hvis du ikke stiller spørgsmål, så får du heller ikke svar og så kan du komme hurtigt hjem. Det er et smart princip og alle er med på den, ALLE! på nær en. Den vanvittigt engagerede hollandske landbrugsattache. Han er ham, der stiller spørgsmål, når den laaaaaaange forlæsning om hegn & gærder i Odsherred endeligt er overstået, og rygepause og frokost venter forude. Han er tydeligvis en mand, der blev overstimuleret og elsket for meget som barn (hvorfor kunne de forældre ikke have kuet lidt tavshed og apati ind i den dreng???)

Joeh jo det er da på sin vis prisværdigt, at han går op i sit arbejde, og jo jo spørgsmålene er tit gode og bringer helt nye ting på banen. Men nu var alle vi andre jo enige om ikke at spørge om noget, bare sidde og tage nogle notater, drikke lidt kaffe og så ellers smutte igen.

Men nej nej nej ikke med ham, ikke når Ruuuuud er med. Han sætter sig altid helt oppe forrest tættest på fyren fra det ungarske landbrugsministerium, og så sidder han der med hånden i vejret og nærmest knipser af iver efter at blive taget. For guds skyld mand, du er det eneste menneske i lokalet, ja i hele bygningen, der vil spørge om noget, jeg tror nok du får mulighed for det, ingen grund til at sidde der og logre med tungen ud af munden. Og kunne han så bare stille spørgsmålene hurtigt, men uuuuh nej, han stiller de der kloge velinformerede spørgsmål, dem der tager hundrede år at stille og lidt kortere tid at besvare.

HALLO MESTER!!! Der bliver ikke givet årskarakter, så slap af.

En af dagene slår jeg mig sammen med den store kleppert fra den polske ambassade og måske tyskeren, der også ser ud til at kunne tage fra, og så får den åhhh så engagerede Ruud buksevand i springvandet i ministeriets lille palmehave. Og en olfert, sådan hive godt op i boxershortsene, der garanteret matcher hans lyserøde skjorte. Og så måske lige give ham et skipperbryst og nogle franske manchetter nu vi er i gang.

Sol, regn, kolonialisme og slips

Jeg er så ualimindeligt træt af Ungarn og det ungarske vejr. Jeg ved ikke, om du kan huske det, men i sidste uge snakkede jeg en del om, hvor afskyeligt varmt der var, hvor meget jeg svedte, hvor lidt jeg kunne tænke, hvordan solen bare bagte og temperaturen gik fra midt i de 30 om dagen til omkring de 30 om natten. OG om hvordan jeg glædede mig til weekenden, noget med at komme ud af jakkesættet og slipset, noget med nogle shorts og nogle korte ærmer, noget med et træ med noget skygge, alternativt en parasol med skygge og en kold drink.

Smukke gode gennemtænket planer havde jeg, men hvad skete der. Jo det blev da overskyet torsdag eftermiddag, det begyndte da at tordne og lyne og regne og blæse torsdag aften. Og det blev det jo så i et vist omfang ved med om fredagen. Og om lørdagen. Og søndagen.

Og gæt så, gæt så hvad der skete nu her mandag, prøv lige at gætte det. Et gæt får du.

JAAAA SGU helt rigtigt, skyerne er nu næsten helt væk, solen skinner og det er holdt op med at blæse. Og tror du, at jeg sidder under et træ, tror du jeg er iført shorts og korte ærmer, tror du jeg har en kold drink i mine ene hånd. Nej vel. For sådan skal det åbenbart ikke være, når man hedder Frederik og bor i Budapest.

Jeg begynder, at føle mig som en engelske embedsmænd i Indien, der sad der og savnede det engelske vejr. Jeg har også så småt tillagt mig samme holdning til de indfødte. Jeg tror første gang det slog mig, var da jeg havde ambassadørens søde kone Vibeke til bords til en middag i residensen. Vi fik os en lang god snak om, hvor svært det var at få ordenlige tjenestefolk i det her land, og jeg kunne kun støtte hendes beslutning om at fyre kokken, der simpelthen ikke kan stege kødet ordenligt.

Man kan i det hele taget hurtigt finde sig selv involveret i samtaler, man aldrig havde troet man ville føre. Da praktikantkollegaerne fra de danske ambassader i nabolandende var på besøg gik det pludseligt op for mig, at vi nu i noget der lignede en halv time havde siddet på en bar og diskuteret slips, slipseknuder, slipselængder og hvor irriterende det var, når man var kommet til at binde slipset lige lidt for kort eller lidt for langt. Og de er allesammen virkeligt flinke og helt normale velfungerene fyre, der hjemme i Danmark ville have snakket om fodbold og patter eller hvad det nu er man snakker om - ikke om slips i hvert fald.

Bøsse eller sindssyg

Jeg bliver liiiige nødt til at citere Ambassaderådens kommentar efter jeg fortalte hende, at min bror var blevet arkitekt. Jeg kan desværre ikke få de himmelvendte øjne eller den der helt særlige intonation af "Tillykke" ordenligt med. Jeg kan tilgengæld ordret citere hende for "Der er jo det med arkitekter, enten er de bøsser eller også er de sindssyge." Lidt af en dom over ikke så meget professionen som sådan, men mere de kvindelige udøvere af den, ville jeg mene. Ambassaderåden kunne desuden fortælle, at hun selv i sine unge dage havde været kæreste med en arbejdsløs arkitekt, der kun interesserede sig for galopheste og golf. Jeg formoder, at det ikke er minderne om netop dette forhold, der holder Ambassaderåden varm på de kolde ungarske vinteraftener.

790 ord helt uden SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING

Det er ikke nemt med sådan blog her. Pludselig er man jo væk fra din indbakkes beskyttede rum og endt ude i den store virtuelle verden, hvor man skal konkurrere om de kræsne medivante unges opmærksomhed. Og ja, det er DIG jeg snakker om og til min ven. Jeg fik jo lavet en grundig markedsanalyse, inden jeg gik i gang med den her blog, og den viste, at det segment min blog henvender sig til hovedsageligt består af omstillingsparate, evigt flakkende, unge, affluente medie- og tilbudsforbrugende mennesker med et uddannelsesniveau og en økologisk profil et godt stykke over landsgennemsnittet, dvs folk jeg kender, dvs DIG.

Og DU, din opmærksomhed, den er ikke nem at holde på, og trods dit høje uddannelsesniveau, din intelligens, din evne til hurtigt at overskue nye komplekse problemstillinger og din evne til at tænke abstrakt, så er det, som du og din opmærksomhed vil have SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! Du kan protesterer og henvise nok så meget til din interesse for russisk litteratur, men alle undersøgelserne viser, at du vælger noget andet lige så snart, du ikke skal imponere hverken bibliotekaren eller boghandleren. Og det er lidt et problem for mig, må jeg sig. For hvis jeg nu skal være hudløst ærlig, bare for enkelt linie, så må jeg jo indrømme, at SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! ikke det, der er mest af i livet som praktikant på den danske ambassade i Budapest.

Altså arbejdet fylder jo en del ikke. Og der er faktisk overraskende lidt SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! i at gå til en briefing om Ungarns holdninger til dagordenen for næste EU rådsmøde. Næh der tager man såmænd bare noter, og så går man tilbage ambassaden og skriver indberetning/udkast til indberetning til ministeriet, og så går man måske til et andet møde og tager nogle andre noter og skriver en anden indberetning eller man skriver om den ungarske energisektor, eller handelspraktikanter udsætter en for kompetenceudvikling, så man kan opdatere ambassadens hjemmeside. Derudover går størstedelen af arbejdsdagen faktisk nærmest med at snakke med Ambassadøren, Ambassaderåden eller Statskonsulenten. Ikke fordi, man ikke har andet at lave, men fordi man nu engang er praktikanten og ikke kan lide at afbryde, især nå når de så gerne vil snakke. Og det vil de utroligt gerne, jeg tænker nogen gange, at de slet ikke taler, når de har fri.

Og når jeg så har fri og kommer hjem, der ved en 6-tiden, så er det heller ikke SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! der fylder mest. Ja hvorfor tror du egenligt, at jeg har lavet en blog. Nej vel, det er ikke fordi mit liv er fyldt med SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING!

Hvad laver du så? spørger du. Jo jeg får bl.a. set en del film. Så Lost in Translation igen for noget tid siden. En helt anden oplevelse, at se den hernede, kunne slet ikke lade være med at læse min egen situation ind i den. Ja hvis man lige ser bort fra al den karaoke, alle de tjekkede japanere, og at jeg ikke er helt så stilfærdigt sexet som Scarlett Johanson eller at mine bryster ikke er lige så rare og runde som hendes, så er min og Scarletts situation meget den samme. Jeg kan heller ikke kommunikere med ungarerne, jeg er også fremmedgjort distanceret fra deres skikke(og toiletter) og jeg går også tit bare og hører musik i min lejlighed iført en behagelig sweater og lyserøde trusser, mens jeg ser ufokuseret længselsfuldt ud af vinduet. Henrik er så min nordjydske Bill Murray, og vores kærlighed er umulig.

Det er, med andre ord, ret hverdagsagtigt livet hernede. En ret almindelig hverdag med en 37 timers arbejdsuge og en vennekreds, der stort set består af en flink nordjyde, der hedder Henrik. Jeg er stadig lidt usikker på om to er nok til en kreds, men geometri har heller aldrig været min stærke side.

Og nu kom jeg til at skrive paradoksalt langt om, hvor lidt der er at fortælle om livet i Budapest. Så langt, at det desværre nu vil blive alt for langt, at fortælle en ellers skæg historie jeg kom i tanke, om mens jeg skrev alle de ord om intet. Den ER ellers sjov, store dele af den er endda sand og bedst af alt, så er den smækfyldt med, ja du gættede det, SEX, ACTION, DRAMA OG SPÆNDING! Det er med andre ord, historien om dengang, jeg en sen nattetime blev bestjålet af to lokale prostituerede. Men som sagt, det ville blive ALT for langt at fortælle den her, men jeg kan da godt lige nævne, at historien udover de to ludere involverede undertegnede, et lurvet hotelværelse i den østlige udkant af Budapest, en radiator og et par ualmindeligt solide tyskproducerede håndjern...