Tog toget kl 20.32 i går fra Sarajevo og nåede Budapest - Deli Palyaudvar (ja det hedder det sgu, og det betyder vist Syd Banegård - Palyaudvar betyder i hvert fald banegård) kl 09.10 i dag. Der er heldigvis ikke det store at lave på ambassaden, hvilket er godt da cirka 85% af min samlede energi bliver brugt på at fokusere. 12 1/2 time er alligevel lang tid i tog, især når der er så mange flinke paskontrollører, toldere og billetkontrollører, der insisterer på at komme ind og sige hej. Turen føles heller ikke kortere af, at man kom til at drikke lidt vel meget af den fortræffelige bosniske brændevin aftenen inden (det viser sig, at de laver meget mere end den med blommer og at det nærmest altsammen smager godt). Nå men de hævner sig jo i toget sådan nogle glas med brændevin, og især da også når det viser sig, at der var mindst en anden der havde der dårligere end mig og lige ville dele lidt med alle os andre, der kunne finde på at benytte det i forvejen ikke særlig charmerende men tilgengæld meget klassiske kommunisttogtoilet(er det i virkeligheden tre ord?).
Nå men i virkeligheden var planen jo at jeg ikke skulle tale mer om klamme toiletter. I virkeligheden ville jeg bare sige, at du skal tage til Sarajevo, og at det faktisk kun kan gå for langsomt. Det er en fantastisk by, den er smuk, folk i den er smukke, og de er ikke bare smukke, de er også flinke og venlige, de laver fremragende mad, fremragende øl, fremragende brændevin, fremragende alt faktisk. Desuden er der hele den her stemning af Balkan over den, det er lidt svært at forklare hvad det præcis er, men det er der og det er godt. Og den er fyldt med liv på sådan en behagelig summende måde. Så afsted! Kan du så komme afsted! NU!
Og tag ud i landet også nu du er der, og kig på det. Om muligt smukkere end Sarajevo, der som sagt er smuk, og det er autentisk, simpelthen utrolig autentisk.
Og inden jeg slutter, skal jeg måske liiiiiige samle op på noget fra min forrige forrige post. Altså det er angående den sjove historie om dengang jeg blev røvet af to ludere. Jeg kan nemlig forstå, at folk har fået det indtryk at håndjern og en radiator var involveret. Det var ikke helt tilfældet og jeg er ked af, at jeg måske er kommet til at give det indtryk. Nu vi er ved uklarhederne så må jeg vist hellere med det samme sige, at hvis nogle har fået det indtryk, at det foregik på at hotelværelse, så var det også forkert. Det foregik på et strøg i centrum af byen og alle var påklædte. Det var dog en sen nattetime.
Endeligt må jeg vist hellere sige, at det faktisk ikke er helt sikkert, at der var tale om prostituerede, men jeg er tilgengæld næsten sikker på, at de var to. Teorien er, at de blot brugte det noget pludselige tilbud om sex og det ualmindelgt faste og ret overraskende greb og mine ellers så private dele til at bortlede min normalt så knivskarpe opmærksomhed fra det faktum, at jeg blev bestjålet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar