aaaaaarhhhhh ja lige der ja. Så er vi nogle der lever den lidt mere sofistikerede computernørds drøm. Jeg har netop sat mig godt til rette på min altan. Foran mig den lille Mac, til venstre Sct Istvan Basilikaen og til højre Donau, bedre endnu faktisk, til venstre en skål med pistachenødder, til højre en halv liter kold øl. mmmmmmhhhhhh så er der sgu noget ved at blogge.
Nå men jeg havde jo lovet at fortælle alverdens ting om alverdens sager. Jeg er dog kommet frem til, at jeg gemmer historien om ambassadøren, containeren og de saudiske toldere til en regnvejrsdag. Både fordi det er godt at have noget i baghånden, men også fordi jeg tror, at jeg er kommet til at bygge den historie ALT for meget op. Mellem dig og mig kære læser, så er det en ok, men på ingen måder fremragende historie, jeg tror faktisk, at vi er mere over i skæg anekdote. Så som sagt, til en regnvejrsdag.
I stedet bliver det aktuelt og personligt, dvs at du nu ENDELIG får svar på hvordan det gik med talen og derudover, måske, lidt bonusinfo om arbejde. Men lad os nu se, hvor meget plads der er. Det er allerede ved at være en halvlang post og vi er endnu ikke noget udover dit typiske blog metapladder.
Så til sagerne, til TALEN!
Ved du hvad, det gik sgu ret godt synes jeg. Adam og jeg gik i gang lørdag aften og producerede op til flere stikord og noget struktur. Vi opdagede lidt til vores overaskelse, at vi havde skrevet "næse" tre steder, hvilket var det eneste ord der gik igen, men Adam har jo en kreativ uddannelse og jeg har en øøøøhmmm en... ja jeg er vel egenlig bachelor i Historie og Statskundskab så øøøøhhhmmm.., vi kan få magetud af lidt.
Det helt centrale tror jeg dog var, at vi fulgte Signes råd og slog til der mellem hovedret og dessert. Maden havde været fremragende, vinen ligeså og i tilgift rigelig. Humøret var med andre ord højt og den kritiske sans på et absolut minimum.
Adam(der var en fremragende toastmaster) lavede en glimrende præsentation, og så lå den jo bare der lige til højrebenet. Jeg kom måske lidt længere over i det fjollede end planlagt og glemte faktisk mindst en dybfølt følsom pointe, men de lappede det i sig gjorde de, og heldigvis havde Adam sidste halvdel, og han fik lidt mere af det søde med, han fik faktisk sagt nogle skide dejlige og rigtige ting.
Og Moderen var glad, ja nærmest rørstrømsk. Fik en mail i går, hvor hun takkede for de dejlige ord, skrev noget moragtigt om, at jeg var fantastisk og rundede så af med at skrive, at jeg var "morsom på din helt egen facon"... hvilket med det samme fik mig til at tænke på at være lille og få at vide, at man er den i hele verden, der er allerbedst til at være en selv. Jeg ved ikke, om der findes børn, der virkeligt er blevet trøstet af det, og hvis der er, om de så ender med at nære en latent jalousi og angst overfor folk der laver parodier.
Og se, nu blev det aaaaalt for langt til at skrive noget om arbejde. Det må blive i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar