Så fik jeg endeligt hentet billetten. Hentet ja, rent fysisk hentet en fysisk billet. Jaja totalt snedigt man kan bestille over nettet, meget mindre snedigt, at man så rent fysisk skal indfinde sig på Malevs kontor i byen og hente sin billet. Hvordan internetbilletten bestående af en mail og et bookingnummer har kunnet snige sig ubemærket forbi en lang række flyselskaber, det fatter jeg ikke. Hvad lærer de overhovedet på CBS? Første del i den uundgåelige redningsplan sådan et sted bør vist bestå i at fyre dem, der står får effektivisering, kundepleje og udvikling og i stede ansætte ham den snedige fra Sterling, SkyEurope, Ryanair, EasyJet, AirBerlin...
Nå men hentet blev den, men først efter jeg svedende som en blind mand på et fiskemarked havde slæbt mig prustende gennem 30 grader varme myldretidsramte Budapest til Malevs kontor, der helt utroligt opfindsomt var delvist indrette som et fly - flysæder, no-smoking, no-mobilphone skilte og det hele. Haha det var det hele værd, var det.
Nå men billetten er til på fredag kl ca 17.00, hvor jeg flyver til Kbh og mandag kl 20noget, hvor jeg flyver tibage til Budapest. Og anledningen er min mors 60års fødselsdag. Hun blev i virkeligheden 60 den 17.maj, men hun udskød festen til Adam havde taget afgang. Og det blev så på søndag. Det er så vidt jeg har forstået en slambert af et arrangement, og jeg har i hvert fald tænkt mig at tage danseskoene på.
Der er bare en hage. Jeg har en mistanke om, at min mor forventer, at jeg holder en tale. Første stille tegn i den retning kom faktisk kort efter min fars 60års fødselsdag tilbage i 2003. Jeg holdt ikke tale, og min mor sagde bagefter, at det skulle jeg altså til hendes 60 års fødselsdag. Og det er ikke den eneste antydning, jeg har opfanget. F.eks da jeg fortalte hende, at jeg havde fået pladsen på ambassaden i Budapest og derfor flyttede til Ungarn i et halvt år, var det første hun sagde "Hvad så med min fødselsdag? Du kommer og du holder tale." Og sådan har jeg tålmodigt som en anden mindre krumrygget og blomsterkyndig Miss Marple samlet udtydeligt spor på udtydeligt spor, og jeg er nu så småt ved at have nået den konklusion, at min mors fødselsdag er en stor ting for hende, og at hun vist har en forventning om, at jeg holder tale.
Og jeg vil også meget gerne holde den tale. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal sige, og hver gang jeg sidder og roder med det, ender jeg i sådan en metatale om talen eller taleholderen, og det er altså nogle åndsvage taler at holde. Jeg er over den sidste måned ikke kommet et ord, tema eller indledning tættere på en tale. Arbejdede på et tidspunkt med en plan b, den gode gamle "drik dig fuld og sig hvad der falder dig ind"talen - men så hellere metatalen. Overvejer nu plan b, der hedder gør som din onkel Anders, bare rejs dig op og udbrød som det eneste inden følelserne og gråden overmander dig et hjerteskærende "Mooor!"
Meeeeeeen så igen.
Jeg ved virkeligt ikke, hvad jeg skal gøre. Tror jeg ringer til Adam inde fra arbejde i morgen og hører om ikke han har en plan, han er trods alt en mand i besiddelse af en lang vidergående kreativ uddannelse.
Gave, det orker jeg overhovedet ikke at tænke på lige nu.
2 kommentarer:
Hej du
Føles lidt som om jeg burde reagere på dit kald på talehjælp. Jeg er jo faktisk uddannet retoriker. Fortalte jeg dig i øvrigt, at jeg mødte min specialecensor på en konference i Oslo? Han spurgte, hvad jeg havde skrevet speciale om. Jeg svarede ham. Han sagde, det lyder interessant, det vil jeg gerne læse. Jeg sagde, det kommer du også til, for du skal vist være censor. Han sagde, nåh, giver du en øl. Og det gjorde jeg ikke, jeg idiot. Nu går det garanteret ad helvede til. Nå, men hey, kom også til at tænke på din profil dér "about me". Du behøver slet ikke føle dig mærkeligt tilpas med din nye blogger-identitet. Geert Lovink skriver selv: ”Der kan ikke argumenteres for, at bloggere hovedsageligt er kyniske af natur eller overbevisning eller vulgære ekshibitionister uden evne til at underdrive.” (”Blogging – den nihilistiske impuls” (2006)). Han skriver i øvrigt også: ”Hvordan man overvinder meningsløshed uden at falde tilbage i de centraliserede meningsstrukturer er det spørgsmål, som millioner af bloggere stiller os.” Er det det, du spørger om, Frederik? Og har du fået svar? Nå nå, nok om alt det, jeg skal spise morgenmad. Hov, talen for faen. Nå, det må blive en anden dag. Håber vi ses i weekenden, Frederik. – Kristine
Halløj Kristine
Ja det er faktisk meget det med de centraliserede meningsstrukturer jeg spørger om, og nej jeg har desværre ikke jeg har fået svar.
Jeg tror desuden ikke jeg kan udtrykke præcis, hvor lettet jeg er over at have Geert Lovinks ord for at jeg ikke er kynisk af natur eller overbevisning og ej heller en vulgær ekshibitionist uden evne til at underdrive... nødvendigvis.
Og nej du havde ikke fortalt det med ikke at give øl til din censor. Ikke umiddelbart et kynisk karriereplejende træk det der. Du kunne overveje at anmelde ham for at udnytte sin position og fiske efter bestikkelse.
Og så er der noget med, at Sverige spiller mod Tyskland på lørdag...
Send en kommentar