torsdag, juni 08, 2006

Flere eventyr, færre posts

Kære Trofaste Læser

Så er der 3 timer til at deres udsendte tager Henrik under armen og drager på nye eventyr. 12 timer med nattog gennem det mørke Balkan. Planen er at ramme Sarajevo kl 5.30 fredag morgen. Det kan kun blive godt, der er alligevel noget særligt ved togture, især nattogture i et område som Balkan. Jeg har en klar forventning om ubarberede mænd med store messingblæsere, Raki og stærke smøger. Jeg skal rigtige vælte mig i ægte lokal folklore skal jeg, snakke, stille spørgsmål og finde ud af hvem der egenligt er inde i folk fra Balkan. Ok hvem der er inden i velhavende folk fra Balkan, i internationale organisationer og turister fra Vesten. Må indrømme, at Henrik og jeg skar lidt ned på eventyrsfaktoren og købte billet til 1. klasse (autencitet er også totalt 90'er agtigt). Så det er meget muligt, at messingblæserne skal findes et andet sted, f.eks på 2. klasse eller i spisevognen. Så kan Henrik, mig selv og de tvivlsomme typer, der normalt kører bil med tonede ruder, nyde vores brede sæder i fred.

Min afrejse til Sarajevo betyder jo desværre også, at det vil ligge lidt stille med opdateringer til tidligst mandag, men en middag med ambassadøren og medfølgende avanceret networking vil muligvis efterlade mig så udmattet, at der ikke vil komme tekst før onsdag.

Og der var ellers så meget, som jeg gerne ville fortælle. Om ukrainske toiletter og EU, om ham badetøjsmodellen der er på besøg med sin kone, om en svensk pige, der i kliniske forsøg stresser hunde ved at få ungarer til at stirre på dem, om dengang på et morgenværtshus hvor mit noget mangelfulde tyske var ved at fremprovekere nævekamp mellem en ungarsk oscar- og guldpalme vinder og en konsulent fra Livepool og om en bulgarer jeg kender der sidder i Østrig og sælger finske strudseslagtemaskiner til Østeuropa, så afgjort det mest langt ude eksempel på globaliseringen jeg endnu har mødt, og om min store plan om at lære at fatte mig i korthed.

Men det må altsammen vente til i næste uge en gang.

Hav det bedst så længe
Frederik

Ingen kommentarer: