Wagner, en sand historie fra Bulgarien og røde piller

"Hvordan gik det så med Wagner i går?" spørger du måske interesseret "Var han god ved dig?" Og tak for interessen og nej, det gik ikke særligt godt med Wagner, og nej han var ikke god ved mig. Ikke fordi han var grov heller eller behandlede mig dårligt eller noget. Problemet er vel, at han ikke rigtig gjorde noget ved mig overhovedet.

Det var ganske enkelt kedeligt. Helt utroligt kedeligt faktisk. Ikke den mindste snert af storladent fascistoidt drama, hvilket jeg ellers havde sat næsen op efter. Heller ikke en eneste fed dame iført hjelm og fletninger. Der var en del fede mænd tilgengæld, men det er bare ikke helt det samme er det, og de var desuden heller ikke iført hverken hjelm eller fletninger. Jeg er muligvis lidt hurtigt ude, men jeg tror bare ikke, at opera bliver min ting. Man kommer i hvert fald ikke lige umiddelbart til at finde mig udstyret med picnic-kurv, kølig pinot blanc, klapstol og kikkert til Operafest i fælledparken, hvor gratis det så end er. Jeg vidste det jo godt lidt på forhånd. Jeg mener, jeg kan jo heller ikke lide musicals. Chicago og Moulin Rouge var såmænd fine film, hvis bare ikke lige det havde været for al den umotiverede syngen og dansen. Og når det så er store fede mænd, der syngesnakker på uforståeligt tysk, så er det jeg pakker mine finkulturelle ambitioner sammen og står af. Og det gjorde jeg så. Pausen mellem første og andet akt kom befriende efter 1 1/2 times kedsommelig musik, krydret med kedsommelig sang og lidt mere kedsommelig skuespil og scenografi. På den måde kan man sige, at der i det mindste var en rød tråd, et tema, ja et samlet koncept for forestillingen.

Nå men jeg stak som sagt af og mødtes i stedet med mine bulgarske vennner Stoyan (øverst) og Vlado (nederst) på det helt fremragende drikkeølsted Szimpla Kert. Stoyan kunne så fortælle, at han også var flygtet skrigende i pausen efter 1.akt, sidst han var i operaen, og Vlado kunne fortælle om den gang, hans bedstemor tog ham med i Operaen og mærkede ham for livet. Vlado boede i Sofia dengang, og var en glad dreng på 6 år, og som mange andre endnu ikke kønsmodne drenge, var han helt utrolig glad for fodbold. Det lidt usædvanlige ved Vlado var, at han som lille bulgarsk dreng havde kastet hele sin kærlighed på det hollandske landshold og særligt på Marco Van Basten. Og dette er interessant (ja faktisk afgørende) for historien, fordi den aften Vlados bulgarske bedstemor tog Vlado med i operaen, var ikke en hvilken som helst aften. Det var den 25. juni 1988 og netop denne aften vandt Holland Europamesterskabet i fodbold ved at besejre Vesttyskland 2-0. Det andet mål blev scoret af Marco van Basten 54 minutter inde i kampen, dvs. sådan nogenlunde midt i 2. akt. Vlado har aldrig helt tilgivet sin bedstemor eller set en anden opera for den sags skyld.

Forresten så havde jeg aftalt med Henrik, at han skulle ringe, når Die Meistersinger von Nürenberg havde sunget færdigt. Det gjorde han så 22:28:25 (efter 5 1/2 times opera), og han kunne fortælle, at sidste sene i 3. akt havde været alletiders. Den første scene i 3. akt var ifølge Henrik tilgengæld halvanden time som en skarp producent godt kunne skåret ud uden reelt at have ændret andet end længden. Der var, stadig ifølge Henrik, desuden også enkelte gode øjeblikke i 2. akt.

Nå men Henrik tog udmattet hjem med Lone(kæresten med broderen med konen), og jeg tog videre til først Szoda og siden Sark med bulgarerne og israeleren.

Og nu er det så blevet søndag, og jeg sidder i min lejlighed og er helt glad for de store neonrøde piller med 600mg ibupofenum i, som en venlig ikke engelsktalende dame på apoteket solgte mig, da jeg prøvede at købe nogle helt almindelige hovedpinepiller. Jeg overgjorde det måske lidt da jeg mimede hovedpine til apotekerdamen, de virker i hvert fald fremragende. Jeg har senere fundet ud af, at man under ingen omstændigheder må tage mere end 3 om dagen, at de desuden skulle være gode mod meget stærke menstruationssmerter og at man skal være udstyret med recept for at komme i nærheden af sådan nogle fyre i Danmark. Hvis du skulle finde dig selv i Budapest med hovedpine, kan jeg jo så nu oplyse, at Panodil (måske ikke så overraskende i virkeligheden) også hedder Panodil på ungarsk. Men på den anden side, hvad skal man med Panodil, når man kan leve et afslappet liv helt uden smerter med ALGOFLEX-FORTE.