Ja så er det sgu lige om hjørnet, at jeg skal til Kbh på lynvisit. Jeg må egenligt indrømme at det passer mig ret dårligt. Et er at vejret endeligt for 2 uger siden blev decideret fremragende (for nu ikke at sige for varmt,)og at jeg gerne ville nyde det i en weekend, hvor jeg ikke var iført mørkt jakkesæt. Noget andet er, at den tidsboble man på en eller anden måde er i, når man er ude, nu bliver brudt, og det passer mig faktisk overhovedet ikke. Noget tredie er, at jeg ikke er kommet et ord tættere på en tale til min mor. Og uden nogen sammenhæng i øvrigt, må jeg også sige at det ærlig talt har været lidt sløjt med bidrag til SOMMERKONKURRENCEN 2006.
Nå men det skal sgu nok blive sjovt. Det er noget med champagne og søde piger allerede i lufthavnen, så vidt jeg har forstået.
Og som altid vil turen ud af Budapest medføre en mindre pause i opdateringen af bloggen, allertidligst tirsdag, medmindre det er så brandvarmt, at jeg alligevel ikke kan sove mandag nat, når jeg kommer tilbage.
Og så får I en sand historie som Statskonsulenten fortalte her den anden dag. Det er en alletiders historie om den tidligere vinglade ambassadør i Thailand, der blev flyttet til Saudiarabien. Der indgår noget med en fragtcontainer, et tvivlsomt flygel, skeptiske toldere, høj sol og almindelig nærighed.
Men hav det bedst så længe, måske ses vi endda i weekenden. Jeg tror mit DK nummer virker, hvis jeg da kan huske pin-koden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar