Inden der er møde i EU's landbrusgministerråd er der en briefing i det ungarske landbrugsministerium. Det er noget med, at det aldrig ville gå hvis alle 25 lande skulle fortælle, hvad de mente til møderne, så det fortæller de i stedet til briefinger inden, det er egenligt meget smart. Desuden undgår man også overraskelser, og politikere og embedsmænd hader så vidt jeg har forstået overraskelser, hvilket faktisk forklarer, hvorfor alle Kinderæggene i Folketingets kiosk var åbnet og legetøjet samlet på forhånd. Det har altid undret mig.
Jeg plejer at være den danske repræsentant til de møder. Ved et pudsigt tilfælde er Statskonsulent næsten altid ude af byen, når der er briefing. Men jeg vil ikke fortælle noget om møderne, det er måske hemmeligt, desuden mener jeg ikke det burde være nødvendigt at forklare præcis, hvor afsindigt uinteressant Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik faktisk er.
Det er så kedeligt, at vi har udviklet vores egen Omerta "tavshedens lov". Ingen spørgsmål - hvis du ikke stiller spørgsmål, så får du heller ikke svar og så kan du komme hurtigt hjem. Det er et smart princip og alle er med på den, ALLE! på nær en. Den vanvittigt engagerede hollandske landbrugsattache. Han er ham, der stiller spørgsmål, når den laaaaaaange forlæsning om hegn & gærder i Odsherred endeligt er overstået, og rygepause og frokost venter forude. Han er tydeligvis en mand, der blev overstimuleret og elsket for meget som barn (hvorfor kunne de forældre ikke have kuet lidt tavshed og apati ind i den dreng???)
Joeh jo det er da på sin vis prisværdigt, at han går op i sit arbejde, og jo jo spørgsmålene er tit gode og bringer helt nye ting på banen. Men nu var alle vi andre jo enige om ikke at spørge om noget, bare sidde og tage nogle notater, drikke lidt kaffe og så ellers smutte igen.
Men nej nej nej ikke med ham, ikke når Ruuuuud er med. Han sætter sig altid helt oppe forrest tættest på fyren fra det ungarske landbrugsministerium, og så sidder han der med hånden i vejret og nærmest knipser af iver efter at blive taget. For guds skyld mand, du er det eneste menneske i lokalet, ja i hele bygningen, der vil spørge om noget, jeg tror nok du får mulighed for det, ingen grund til at sidde der og logre med tungen ud af munden. Og kunne han så bare stille spørgsmålene hurtigt, men uuuuh nej, han stiller de der kloge velinformerede spørgsmål, dem der tager hundrede år at stille og lidt kortere tid at besvare.
HALLO MESTER!!! Der bliver ikke givet årskarakter, så slap af.
En af dagene slår jeg mig sammen med den store kleppert fra den polske ambassade og måske tyskeren, der også ser ud til at kunne tage fra, og så får den åhhh så engagerede Ruud buksevand i springvandet i ministeriets lille palmehave. Og en olfert, sådan hive godt op i boxershortsene, der garanteret matcher hans lyserøde skjorte. Og så måske lige give ham et skipperbryst og nogle franske manchetter nu vi er i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar