Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal tolke den nyeste udvikling i min mentale tilstand. Da jeg stod op i morges var den smukke sovende pige med den mælkehvide hud og de rosa kinder væk. I stedet kan jeg sværge på at der lå en nøgen mand med pjusket hår i fosterstilling på sovesofaen i stuen.
Jeg er ikke sikker på, at det er et fremskridt. Jeg er faktisk næsten helt sikker på, at det ikke er positivt.
Jeg går søndag morgen i møde med en hvis nervøsitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar