Terror Háza
Andrássy út 60
Skal du se et museum i Budapest, så er det dette selvom det egenligt slet ikke er et museum, men mere et monument over Fidesz fortælling om ungarns nyere lidelseshistorie. Fidesz er det store oppositionsparti, der begyndte som progressiv antisystemungdomsbevægelse i 80'erne og er siden på mystisk vis degenereret til et populistisk højreorienteret, knald nationalistisk, demagogisk parti, som nu har tabt to valg i træk under ledelse af den store Viktor Orban. Partiet fik dog omkring 40% af stemmerne ved sidste valg (hvilket siger en del om HVOR langt ude din gennemsnitlige ungarer er), men det er første gang nogensinde, at oppositionen har tabt valget.
Sidst Fidesz var ved magten (1998-2002) finansierede de oprettelsen af Terror Haza og indsatte en bestyrelse og daglig ledelse, der i den grad er partiet tro og stedets fortælling er da også Fidesz fortælling om Ungarn. Det er den fortælling, der fritager den gennemsnitlige ungarer for enhver skyld for noget som helst overhovedet og i stedet placerer ansvaret på 1) onde onde mennesker udefra og 2) få onde onde mennesker i Ungarn, der gjorde hvad de onde udefra sagde, at de skulle gøre. Og hvis ikke man har fattet det før, så er det i hvert fald til at forstå i et af udstillingens sidste rum, der hedder Victimizers. Her hænger der potrætbilleder af ALLE onde ungarer (der er det finurlige ved ungarer, at der ikke findes onde ungarer før slutningen af 1944), hvorved alle dem, der ikke hænger der, nødvendigvis ikke kan være onde. Det er såre simpelt faktisk. Og interessant bliver det når stedets uafhængige leder i valgkampen kan fortælle, at det nuværende regeringsparti, Socialisterne, er de direkte idemæssige og personmæssig arvetagere til det forrige regime (som jo desuden ifølge stedet var de direkte personmæssige arvetagere til de onde fascister, der i løbet af blot et år fik slået ikke færre en 600.000 jøder ihjel). Og man kan sige ufatteligt meget grimt om det regerende socialistparti, og ja flere af dem er gamle systemfolk, men de er altså ikke idemæssige arvetagere. De er et ret klassisk omend mere populistisk og uansvarligt europæisk socialdemokrati, der sidst gik til valg på den meget opfindsomme platform "Gratis penge og fisse til alle", ja det var så måske ikke lige det de kaldte den, men det var budskabet. Jeg tror faktisk deres slogan var et hak værrere "En mand, Et Parti, Et Folk" eller sådan noget i den totalitære stil. Nu til dags hedder det vist branding, og handler om at deres Statsministerkandidat ikke havde et lige så fasttømret brand som oppositionen. Fidesz prøvede så at overbyde penge og fisse sloganet ved at love flere gratis penge, endnu mere (og stram?) fisse og en smule hornmusik til alle, men vælgerne bed ikke på. Deres slogan var da vist i virkeligheden endnu værre, har lige glemt det men Mousolinis spindoktor havde vist været inde over.
Ungarerne der til overflod stemte på et af de to (87%) tiltrods for seriøse alternativer, er nu blevet smadder skuffede da det viste sig SURPRISE! SURPRISE! at socialisterne løj. Det viser sig nemlig ved fintællingen, at der ikke er råd til gratis penge til nogen somhelst, at statsunderskuddet er større end tidligere indrømmet (men come on ALLE vidste det) og at man desuden ikke skal regne med at få fisse de næste par år. Det er så grelt at Financial Times netop har karakteriseret Ungarn som "the sick man of Europe."
Men det var vist et lille sidespring. Tilbage til Terror Haza. Du skal se det fordi æstetikken er i heeeeeelt i top, hvis man da ellers er til lækker lækker totalitær æstetik, se det fordi det implicit er en ekstrem interessant fortælling om ungarsk selvforståelse og endeligt så SKAL du se det, fordi det er utroligt interessant ud fra et museumsteoretisk perspektiv(hvis man da ellers synes sådan noget er interessant). Nationalmuseet kunne eddermaneme lære et par tricks om at forføre tilskueren her.
Puskin Mozi
1053 Budapest, Kossuth Lajos utca 18
Og vist det nu regnede hele ugen eller at man bare fik lyst til at se en film, så er den her biograf vejen frem. Helt fyldt op med marmor, rød velour og fake guld og folk med lygte, der viser dig på plads hvis du kommer efter lyset er blevet dæmpet. Når det går vildt for sig koster billetterne 30 kr, cafeen er desuden glimrende og alle film er på originalsproget. Men man skal stadig passe på. Syriana er f.eks en film hvor der bliver talt enormt meget arabisk og farsi eller hvad det er de taler.
Vámház körúti vásácsarnok (eller den store fødevarehal)
Vámház körúti 1-3
Her skal man forbi skal man, eller da i hvert fald hvis man har et blødt punkt for fødevarerhaller på størrelse med hovedbanegården, og hvis man lige mangler nogle kilo ungarsk pølse, en gåsefedtlever, noget svinefedt eller nogle grøntsager. Hvis du kommer hjem med et kilo tomater, der rådner inden dagen er omme, så er det ikke nødvendigvis, fordi de har snydt dig. Sådan gør frugt og grønt bare hernede. Jeg er ikke sikker, men jeg har en mistanke om at et centralt led i Ungarns fødevarerdistribution er en store hal, hvor der 24timer i døgnet er et hold rumænere ansat til at tabe tomaterne, smide med æblerne og på anden måde støde al frugt og grønt, der sælges i landet. Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan se formålet, men al erfaring taler for, at det er det der foregår.
Parlamentet
Et oplagt sted at besøge, hvis du er EU borger. Rundvisningerne er nemlig gratis for EU borgere, og så begynder det jo at ligne et tilbud. Det er en stor oppulent bygning, hvor et godt designkoncept måtte vige pladsen for den skudsikre løsning som vulgære mængder af marmor, guld, farvet glas og velourtæpper nu engang altid er. Et godt sted at studere ungarernes evne til at definere kategorier små nok til, at de har noget der er bedst inden for den kategori.
Turens højdepunkt nås med det samme faktisk. Her ser man nemlig den ret store model af Parlamentet som en helt almindelig buschaufførfamilie tilbage i 1960'erne brugte ikke mindre end tre år på at bygge af tændstikker. Lige det nationen manglede for at lappe sårene ovenpå 1956 opstanden, og hvad kan få desuden også verdens største tændstikmodel af et parlament bygget påunder fire år af en venstrehåndet buschauffør og hans almindelige familie.
Opera
Jeg kan ikke for mange gange anbefale at benytte muligheden for at nyde opera af verdensklasse for en billig penge i et af byens ufatteligt mange operasteder. Jeg selv havde et mindeværdigt møde med Wagner og Die Meistersinger von Nürenberg netop som jeg begyndte min blog.
Oversvømmelser
Hvis du også har et blødt punkt for naturkatastrofer af et håndterligt omfang, så er forår i Budapest stedet for dig. Perfekt til i fuldstændig sikkerhed at filosofere over naturens ufattelige kræfter og få taget det der sjove billede af et vejskilt der stikker op af vandet.
Gellertbjerget
Udsigten heropppefra er fremragende, desuden er der god mulighed for at slukke sine cigaretter i nakken på de forelskde par, der optager hver eneste solbeskinnet bænk med al deres kysseri og naive kærlighed. Men især skal man gå herop for give respekt og mindes de hedenske bønder der engang for lang tid siden fik nok af den ualmindeligt påståelige missioner Gellert, hvorfor de trak ham op på toppen af Gellertbjerget(pudsigt sammentræf forresten, ja hvad er chancerne egentligt når man tænker over det?), stoppede ham ind i en tønde og smed tønde med Gellert ud fra bjerget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar