Den sidste uges tid er jeg virkeligt begyndt at have tvivl angående min egen mentale tilstand, meget kunne tyde på at varmen går mig til hovedet og at jeg nu har været alene alt for længe.
Det begyndte i søndags på den der forfærdeligt varme, forfærdeligt lange og i det hele taget forfærdelige togtur fra Balaton til Budapest. På sædet overfor mig sad en lille tyk prop af en bedstemor med sine to små børnebørn. Efterhånden som aftenen, natten og mørket faldt på mens vi sneglede os gennem Ungarn viste det sig (måske ikke så overraskende) at der ikke var noget lys i kupeen, og det blev altså bælgmørkt der omkring halv ti. Med et kom der dog lys i kupeen og stor var min overraskelse, da den gamle tykke prop af en bedstemor og hendes to børnebørn nu viste sig at være en ung pige iført intet andet end en sort bikinitop og Centraleuropas pt. korteste cowboyshorts (cowboytrusse nærmest). Naturlivis nåede vi min station små ti minutter efter denne glædelige, men også let forvirrende udvikling.
Trygt hjemme i lejligheden har ting ikke ændret sig markant. Hver morgen i denne uge, har jeg kunnet sværge på, at der har ligget en smuk ung blond pige med mælkehvide hud og røde kinder og sovet på mit stuegulv, når jeg er stået op. Når jeg kommer hjem fra arbejde er hun væk, og hun viser sig ikke i løbet af aftenen, men sikkert som ammen i kirken, så ligger hun der og sover så fredfyldt på mit stuegulv den næste morgen, når jeg vågner og går ud for at lave kaffe.
Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal søge behandling eller blot nyde dette stadie af sindsforvirring, så længe det varer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar