fredag, juli 07, 2006

800.000 ungarer kan ikke tage fejl?

En stor EU finansieret undersøgelse af alkoholvaner i medlemslandene har vist, at ungarerne er dem, der indtager den absolut største mængde alkohol afalle EU borgere. Jeg kan ikke lige huske præcis hvor meget det er de drikker, men jeg mener at ikke færrere end 800.000 af dem er alkoholikere. Hvilket må siges at være meget godt gået for en befolkning lige omkring de 10.000.000.

Jeg kan jo ikke påstå, at det overrasker mig. Dels fordi Budapest er smækfyldt med spritstive substinsløse drankere i en grad, der får Enghaveplads til at ligne en afholdsforening. Og dels fordi der er så uendeligt mange gode grunde til at drikke sig sanseløst beruset her i landet.

Jeg har besluttet mig for at udforske og beskrive disse grunde i løbet af juli, og samtidigt se om alkohol rent faktisk hjælper.

Ungarerne vil nok mene, at en grund til at drikker så meget, er de mange gode sager der er at drikke. Vinen(verdens bedste), øllet(verdens bedste) og Palinka (verdens bedste). Jeg har allerede forvisset mig om at hverken vinen eller øllens kvalitet berettiger alkoholisme i den størrelsesorden, som er gældende hernede. Palinkaen er jeg ikke sikker på endnu. Palinka er brændevin lavet typisk på frugter f.eks pære, æble, blomme, drue osv. Grundlæggende samme koncept som Raki i det tidligere Jugoslavien, hvilket jeg jo holder meget af. Jeg er ikke endnu blevet forført af Palinkaen, men har på den anden side heller ikke rigtigt givet den en chance. Det får den så nu, jeg vil allerede i aften begynde min opdagelsesrejse dybt ind i Palinkaens forunderlige og berusende verden. Og der er meget at tage fat på, for der er mange slags og typer.


Planen er så, at jeg i løbet af juli melder tilbage omkring mine opdagelser og at der fremkommer en en syntese. En beskrivelse af palinka i alle dens afskygninger, der smeltes sammen med og understøtter en beskrivelse af Ungarn i dag og alt det i landet, der kan gøre ethvert tænkende menneske til alkoholiker.

Det hele forhåbenligt i et let og flydende sprog tilsat blomstrende metaforer.

Så slut for idag og ud af døren, der er ting at opdage derude.

Ingen kommentarer: