Min bedste ven i hele verden

Jeg har sgu helt glemt at fortælle om Henrik. Det er sgu fjollet, for siden den 1. februar har Henrik helt officielt været min nye bedste ven i hele verden. Jeg mener jo så også der siden er kommet lidt homoerotiske undertoner ind i det, på sådan en uskyldig ikke-kropslig måde. Jeg er ikke sikker på Henrik er enig, men han kan sige, hvad han vil, det var ham, der fandt vores drømmejob. Det er en kristen højskole i Jylland, der søger et forstanderpar. Vi håber sådan, at vi kommer til samtalen, og så kan overbevise dem der - man kunne godt forestille sig, at de ville være skeptiske, men som sagt bare vi kommer til samtalen så tror jeg jobbet er vores. Vi mener faktisk vi ville være perfekte til jobbet, sammen er vi på mange måder et helt og rundet menneske.

Nå men det skal jo ikke handle om os det her, det skal handle om Henrik.

Henrik - min nye bedste ven i hele verden
Henrik kommer oprindeligt fra Nørhalne. Nørhalne er en lille by i Vendsyssel, lidt nord for Aalborg. Folk i Nørhalne mener vist det er omvendt, at Aalborg ligger lige syd for Nørhalne. Der bor 1500 mennesker i Nørhalne, 2 af dem er Henriks forældre, de hedder Bent og Bente - og det har ikke noget med numerologi at gøre eller noget, det hed de bare da de mødte hinanden.

Bente er døv-blinde konsulent og formand for Nørhalne Kunstforening, det faktisk hedder
Idrætsforeningen Fremad Nørhalnes Kunstvenner. De holder ungarsk aften den 3. november. Bent er EDB-reperatør og formand for Nørhalne Antenneforening. Henrik har også en lillesøster på 18, hun hedder Pernille, hun er så vidt vides ikke formand for noget.

Henrik selv er 26 år og i gang med et eller andet studie på CBS, der er knald erhversrettet og har noget at gøre med IT. Det er faktisk alletiders, han har kompetenceudviklet mig (det siger han det hedder), så jeg nu er en humanist med it-færdigheder - det er, så vidt jeg har forstået, sådan nogle det pulserende erhvervsliv ude i den virkelige verden bare er helt vilde efter at få fat i.

Jeg prøver så også at komptenceudvikle Henrik, men det går lidt trægt, både fordi han har en del flere kompetencer end mig, men også meget fordi han er nordjyde. Og det er problematisk, fordi den kompetence jeg prøver at udvikle i ham, er evnen til at rose. Henrik skal jo nok være leder af en eller anden art, det skal man jo hvis man læser på CBS, og en god leder kan rose, det mener jeg nu engang. Henrik siger så noget med, at han er fra Vendsyssel og der roser man kun når der virkligt er noget at rose, og så heller ikke nødvendigvis der. Så plejer jeg at give ham et knus og fortæller ham, at han er god nok og så tager vi en snak om det.

Henrik er forresten en trænet dræber, officer af reserven og alt muligt, det er noget med at han kalder ild ind, jeg tror ikke, at det er det modsatte af brandmand, jeg mener det er noget med kanoner.

Henrik har desuden en kæreste, hun hedder Lone, hun er sygeplejerske og fra Vejleegnen, de skal flytte sammen, når Henrik kommer tilbage fra Budapest. Og nu skal jeg jo ikke udbrede mig om deres forhold, men jeg er ret sikker på, at det ikke bliver Henrik, der indretter den lejlighed. Så kan han sgu være nok så trænet en dræber, jeg har mødt Lone. Skide sød pige, men lad os bare sige, at det ikke var hende, der havde kjole på den aften.

Henrik har set alle Star-Trek film og serier, og når han bliver fuld og man kommer til at stille det forkerte spørgsmål, så kan han godt finde på at fortælle dig ret meget om Star-trek. Han er ikke decideret Trekkie, slet ikke, han kan bare godt lide Sci-fi.

Når det ikke lige handler om Star-Trek, så er det faktisk en ret god ide at høre efter når Henrik siger noget, både fordi det tit er sjovt, men også fordi det altid er rigtigt. Det irriterer mig utroligt meget og gør næsten ondt i min sjæl, men sandheden er, at Henrik altid har ret. Jeg har fået ham til at love, at for fremtiden - når jeg er uenig i noget han siger og begynder at diskutere det - så skal han stoppe mig inden det bliver for pinligt, når det nu igen viser sig, at jeg tiltrods for mine hårdnakkede og dybtfølte påstande om det modsatte, ikke anede hvad jeg talte om. Jeg har, så vidt jeg kan huske, haft ret en gang. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det var jeg havde ret i. Men jeg holder alligevel fast i den ene gang, som var det livet selv.

Der er forresten noget ret fascinerende og fremmedartet ved hele det her med, at Henrik altid har ret. Jeg tror nemlig, at jeg har regnet ud, hvorfor han altid har ret. Tricket er, at Henrik ikke altid har ret, Henrik har bare ret, hver gang han siger det. Det er fordi, og hør nu godt efter, Henrik kun påstår at vide noget, når han rent faktisk ved det. Det er et meget interessant koncept, som har interesseret mig umådeligt, de sidste par måneder. Jeg overvejer, om der er en måde at bruge hele ideen fornuftigt på, om den kan operationaliseres. Jeg er ikke sikker, men det er stadig værd at tænke over.

På den måde har vi et ret lykkeligt, ja nærmest symbiotisk forhold, Henrik og mig. Ikke helt Hausgaard og Clausen, om ikke andet fordi Henrik ikke vil være Hausgaard, han synes virklig ikke han er morsom, noget med at han minder ham om alle de skolelærer i Nordjylland der gik med sweatre og var "lune" og "underspillet morsomme". Jeg har så forklaret ham at han ikke kan være Clausen: "Sådan hænger verden bare ikke sammen Henrik." sagde jeg til ham, og så står den lissom der nu.

Nu vi er ved "morsom", så mener jeg helt oprigtigt at nordjyder har et humoristisk forspring, stort set alt de siger er sjovt. De behøver slet ikke at lave stemmer eller parodier eller noget.

Men det er faktisk ikke idel lykkedet hele, en gang imellem gør jeg Henrik pinligt berørt. "Du går sgu da ikke ud i de der" sagde han og pegede på mine stærkt grønne sokker, "Jo det havde jeg da tænkt mig" sagde jeg "Jamen de er jo utroligt grimme" sagde han. På mange måder havde han jo som altid ret... han kan heller ikke lide de blå sokker, selvom de nok så meget matcher skjorten, men han har været helt fin omkring det siden og nævner det ikke, selvom jeg kan se det gør ondt på ham.

Det er egenligt noget skægt noget, det her med at beskrive folk. Når jeg remser alle de hårde data på Henrik op, så er der uendeligt lidt, der antyder, at vi ville ende som Bill Murray og Scarlett Johanson i Lost in Translation. Men det centrale er jo ikke de hårde facts, det centrale er, at Henrik er et ualmindeligt sødt og morsomt menneske, en charmetrold af dimensioner og en sand humanist.

Og det kunne man sikkert lære alt muligt smukt af, alt muligt om at under overfladen gemmer der sig altid et unikt og smukt menneske, at man derfor skal møde mennesker som dem, de er inden i og ikke som dem, de ligner udenpå, men det tror jeg såmænd ikke jeg vil gøre. Jeg tror, at også det næste menneske jeg møder, vil jeg møde med hele mit arsenal af fordomme og kategorier ladt og klar til at blive skudt af. Det vil jeg næsten garantere.