Jeg opdagede jo, at der var visse problemer med mit palinkaforsøgsdesign. Den der Catch 22 (er næsten sikker på, at det er sådan et), hvor flittig dataindsamling fører til mangelfuld dataindsamling.
For at komme videre henvendte jeg mig så til Csaba(udtales Chopper!), ambassadens chauffør og slacker nummer 1. Afgjort min farvorit ungarer. Han er tidligere filmfotograf, men den ungarske filmindustri brød sammen kørt tid efter systemet gjorde, og han blev arbejdsløs. En sommer i de tidlige 90'ere snuppede han derfor et 2 måneders vikariat som chauffør for den danske ambassadør hernede, og er altså siden blevet hængende. Han ligger i nærmest åben krig med ambassaderåden. Hvor i blandt andet indgår en besynderligt selektiv senilitet hos Csaba, der ganske tit glemmer at hente Ambassaderåden fra et møde eller kommer til at lave en aftale hos lægen, når Ambassaderåden skal køres et sted hen. Tiltrods for at Ambassaderåden nærmest konsekvent er begyndt at omtale ham som Idioten, er han på ingen måder en sådan. Tilgengæld er han Ambassadørens faste tennismakker, og så kan ambassaderåden jo grundlæggende brokke sig alt det hun vil.
Nå men han er en af mine autoriteter på alt ungarsk. Det var bl.a. ham der kunne fortælle mig, at bacon var et godt tilbehør til ungarske pølser, det eneste nødvendig tilbehør faktisk. Hårdt presset foreslog han dog at man også kunne stege nogle champignons i baconfedtet, hvis nu man var lidt vegetarisk anlagt.
Jeg gik derfor trygt til ham med et af de helt store og evige sprutspørgsmål, serveringstemperatur. "It is a very good question. Very good indeed, but I'm afraid that the answer is not unambiguous", Så sandt så sandt, men jo ikke særlig operationelt tænkte jeg.
Nå men det korte af det lange er at han sendte mig til Palinka Haza, hvor en endda meget smuk kvinde med en sund interesse for brændevin kunne fortælle mig, at svaret i den grad var entydigt. Stuetemperatur. Altid stuetemperatur. En anden kunde blev sågar nødt til at oversætte mit spørgsmål, for tiltrods for glimrende engelskkundskaber kunne hun simpelthen ikke forstå spørgsmålet. Det er lidt sådan et puristsynspunkt, lidt ligesom de der typer der insisterer på at lune snapsen mellem lårene inden den serveres. Og ja jeg ved godt at smagen forsvinder og dæmpes ved lave temperaturer, det er jo i høj grad derfor man prøver at få en Rød Aalborg kølet ned til det absolutte nulpunkt inden man drikker den. Men nu er palinka jo ikke kommenssnaps, så jeg giver det sgu en chance.
Nå men vi fik os ellers en god snak om brændevin. Og jeg fik indkøbt 8 forskellige Palinkaer i små flasker. Der er bare lige to gode mundfulde i hver, så dem og en blok ryger i tasken og med til Lake Balaton i morgen.
Så det længe ventede nye forsøgsdesign går vist bare ud på, at jeg nu drikker derhjemme under mere kontrollerede forhold og desuden har købt så små flasker, at der er naturlige grænser for, hvor flittigt jeg kan smage på den enkelte. Jeg vender tilbage med en grundig redegørelse i næste uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar