Balaton - for godt til at være sandt?

Jeg tog som sagt til Balaton med familien Saabye (dvs Henrik, Bent & Bente) i weekenden.

Ungarerne er som tidligere nævnt pjattet med den. Hver weekend tømmes Budapest for ungarer, der valfarter til Balaton, Centraleuropas største ferskvandssø, fyldt med både krystalklart og fløjsblødt vand og smukke ungarske kvinder. Og levede den så op til forventningerne? Joeh det kommer jo an på så meget.

Ser du, nu har jeg jo været i Ungarn i et stykke tid og jeg har derfor tillagt mig en sund skepsis og udviklet en tommelfingerregel om aldrig at sætte forventningerne højere end et barn, som en fuld onkel klædt ud som julemand har kastet op på de sidste 3 juleaftener i træk.

Om det er deres uhyre venskabelige og tætte forhold til alkohol, der skaber det noget distancerede og tilfældige forhold til virkeligheden skal jeg ikke kunne sige. Men forbindelsen mellem din typiske ungarer og fakta som de fremtræder for alle andre synes i bedste fald tvivlsom.

Nå men vi kom til Balaton sent torsdag eftermiddag, blev indlogeret og drog til stranden. Og ja hvad skal man sige? At Ungarn er et land der siden Trianontraktaten i 1920 tydeligvis ikke har haft adgang til åbent hav, at de i tiden med kommunisme havde svært ved at komme rigtigt ud at rejse og at Donau derfor er det vand de har at sammenligne med.

Nå men jeg tog et billede af vandet.



Jeg ved muligvis ikke meget om krystaller, men krystalklart ville ikke være min aller aller første association. Fløjsblødt... tjoeh nu er det sjældent, at jeg oplever vand som rugt og hårdt, og jeg går egenligt også ud fra at en maveplasker gør naller i Balaton. Og det med de smukke kvinder, det gider jeg slet ikke at kommentere.

Siges skal det dog, at ungarerne kæmper for illusionen. Alle tog lige en håndfuld tang med op når de forlod vandet og lagde det i store bunker oppe på land. Fandeme ja, det er ikke noget jeg finder på.

Nå men vi besluttede os altså for at bruge fredagen på at udforske landskabet. Og det var faktisk et rigtig pænt landskab, meget landskabeligt med sådan nogle gaaaaamle vulkaner drysset ud over det hele med let hånd.

Og så er det, at min tid med Henrik har fået mig til at tænke over nordjyder. Jeg ved sgu ikke hvad det er; har de en sær og for mig hidtil ukendt nordjydsk stræben efter højder og tinder, ja efter selve himlen ellert er det blot en uvilje mod at have det for nemt?

Hvad svaret end er så har alle mine ture med Henrik involveret toppen af noget højt, der kun kan nås til fods. Så i små 40 graders varme skulle vi naturligvis op på toppen af en 400m høj bakke og deroppe så videre op i et udsigtstårn, hvorfra udsigten efter sigende skulle være uovertruffen. Ja næst efter vandet faktisk noget af det bedste ved Balaton.

Så op, op, op, op og lidt mere op gik det, og ufatteligt meget sved senere nåede vi tårnet. Og deroppe kunne man så tænke lidt over en af de der ting, der er så selvfølgelige, at man ikke ellers sådan går rundt og tænker på dem. Nemlig at træer overladt til sig selv har en tendens til at vokse. På mange måder var det alligevel en utrolig tilfredsstillelse at tage dette billede af udsigten. Udsigten er den oppe i venstre hjørne.



Mens jeg stod her og nød trætoppenes bølgen i vinden og filosoferede over træers nærmest nordjydske stræben efter himlen, fik jeg en anden tanke. Den Lille Havfrue er ikke det store reklametrick vi plejer at mene den er, ifht Balaton er den et ualimndeligt nemt og ærligt salg. Og så var det jeg så, hvad Ungarns vej ud af deres økonomiske dødvande er, hvad de skal satse på i EU. De skal da sætte sig massivt på hele reklamemarkedet. Problemet er selvfølgeligt bare, at selve den ungarske selvforståelse ville få problemer med den danske forbrugerstyrelses mærkningskampagne.

For at det hele ikke skal drukne i ren negativitet vil jeg springe de tusinde myg over. Og da slet slet slet ikke begynde på togturen hjem om søndagen (her var tidligere en lidt upassende sammeligning af min togtur og så den tur flere jødiske familier fik til Polen i 40'erne, noget med at den var en søndagsudflugt i luksuskupé ved siden af min, men den var som sagt upassende hvilket enkelte læsere gjorde mig venligt opmærksom på, derfor prøver jeg i stedet med at sige at min togtur i søndags fik din gennemsnitlige dyretransport til at ligne en munter tur på en grøn mark, og at Marianne Fischer Boel ikke ville nøjes med at knibe en enkelt tåre, hvis hun så hvordan det foregik, prisudvikling på Kleenex i EU landene ville blive påvirket af hendes reaktion. Men hun ville sikkert, ganske som tilfældet var med dyretransporterne, alligevel ikke gøre noget ved den ungarske togsektor, hvis hun en dag (gud forbyde det) blev EU transportkommissær).

Tilgengæld skal det nævnes, at det ikke særligt overraskende viste sig at Henriks forældre Bent & Bente var nogle ualmindeligtsøde og hygsomme mennesker, som det nok skal blive godt at se igen til ungarsk aften i kunstforeningen i Nørhalne, IFNs Kunstvenner. Årets vin i Nørhalne skal findes, og den skal være ungarsk i år, der vil være ungarske specialiteter og desuden skal Henrik og jeg skal deltage og fortælle lidt om Ungarn. Det er den 3. november, så jeg har tre måneder til at lave et foredrag, der ikke får mig til at fremstå som en prustende og bitter hader af alt ungarsk. Det kan godt blive svært at nå...