ja ja jeg havde jo store planer om at skrive hele weekenden og mandagen med. Min store syntese om Ungarn, Palinka og alle de gode grunde til at blande de to ting og blive til en ungarsk alkoholiker.
Men der er opstået komplikationer.
Et er varmen, lige så alt omsluttende som før. Søndag var det som om luften havde forladt byen. Varmen har de sidste par dage fået følgeskab af torden og sammen har de åbenbart skræmt luften væk, jaget den ud. Resultatet er selvsagt hæmmende og min hjerne er i et underskud af ilt større end normalt. Det er det ene problem.
Det andet problem synes desværre at være indbygget i mit projekt. Se der er nemlig et problem ved at sætte sig for at udforske Palinkaens forunderlige verden og så skrive om det bag efter. Jeg kom til at tænke på Neger Stauning som jeg gik i gymnasiet med(ja det var bare noget vi kaldte ham, han hedder i virkeligheden noget andet og er nu noget indenfor filmen). Nå men Neger Stauning fortalte mig engang om et projekt han havde, noget med at være en moderne misbrugende Sisyfos. Neger Stauning havde sat sig for at finde ud af, hvor mange bonghoveder han var i stand til at ryge på en aften. Problemet var jo så, at han altid og uundgåeligt et eller andet sted mellem det 10. og det 20. glemte hvad han var kommet til og var tvunget til at begynde forfra.
Lidt den samme problematik gør sig gældende, når man forsøger at smage så mange forskellige brændevinde som muligt og så beskrive dem dagen efter. Især da når palinkaen(brændevinen)serveres i sådan nogle gode sunde 4-5 cl glas.
Hihihi nu snød jeg igen, posten slutter kun formmæssigt her, indholdet fortsættes og afsluttes i næste post hehe, den er længere end du troede hihihi så var du måske slet ikke begyndt at læse i første omgang hva? hæhæhæ men nu er det jo næsten skam ikke at fortsætte... hæhæ det er SÅ snedigt det her, ren Dan Brown sgu.
tirsdag, juli 11, 2006
Fredag - uklare historie eller det store paradoks
Jeg havde slet ikke skænket det en tanke fredag, men lørdag formiddag i et varmt tog på vej til en by, jeg ikke kan hverken udtale eller stave stod det mig dog ganske klart, at projektet havde indbygget visse problemer. Et var at smage Palinka om aftenen, noget ganske andet var at beskrive oplevelsen dagen efter.
Det jeg prøver at sige er, at jeg virkelig gjorde en indsats fredag aften - men at den indsamlede viden til dels som følge at mit samvittighedsfulde arbejde er endda ret begrænset. Tal om paradoks hva? Catch 22 måske endda (forstod aldrig helt det begreb og jeg har endda læst bogen... eller blev jeg nogensinde færdig?).
Det er derfor desværre kun ferskenpalinkaens smag der rigtigt har fæstet sig i min hukommelse. Mindede lidt om at slikke en stærkt parfumeret kvindehals, blot uden den formildende omstændighed som tilstedeværelsen af kvindehalsen under parfumen normalt udgør. Hvilket vist er en meget omstændelig måde at sige at ferskenpalinka er lidt rigeligt parfumeret i smagen (og i tilgift utroligt uegnet som middel til at glemme kvinder). Og det samme gælder for fersken-honningpalinka. Begge bør generelt undgås.
Så kan jeg desuden fortælle at æblepalinka kan være lidt ligegyldig og neutral (den på Castro Bistro - godt sted forresten, der må vi hen igen) og varm og indbydende forførende (den på West Balkan - godt sted forresten, der må vi også hen igen), og at druepalinka smager betydeligt bedre end den lugter(ikke helt sikker på hvor det foregik). Hvilke mærker det var kan jeg desværre ikke oplyse, ligesom serveringstemperaturen også har undgået at blive registreret af min korttidshukommelse (satans rem-søvn - hvorfor er du der ikke når man har brug for dig?).
Harh harh harh sagde jeg det her var sidste post???? huuuuuhuhu det er det ikke, men den næste, det er den sidste... det er det, desuden er den helt kort og imødekommende.
Det jeg prøver at sige er, at jeg virkelig gjorde en indsats fredag aften - men at den indsamlede viden til dels som følge at mit samvittighedsfulde arbejde er endda ret begrænset. Tal om paradoks hva? Catch 22 måske endda (forstod aldrig helt det begreb og jeg har endda læst bogen... eller blev jeg nogensinde færdig?).
Det er derfor desværre kun ferskenpalinkaens smag der rigtigt har fæstet sig i min hukommelse. Mindede lidt om at slikke en stærkt parfumeret kvindehals, blot uden den formildende omstændighed som tilstedeværelsen af kvindehalsen under parfumen normalt udgør. Hvilket vist er en meget omstændelig måde at sige at ferskenpalinka er lidt rigeligt parfumeret i smagen (og i tilgift utroligt uegnet som middel til at glemme kvinder). Og det samme gælder for fersken-honningpalinka. Begge bør generelt undgås.
Så kan jeg desuden fortælle at æblepalinka kan være lidt ligegyldig og neutral (den på Castro Bistro - godt sted forresten, der må vi hen igen) og varm og indbydende forførende (den på West Balkan - godt sted forresten, der må vi også hen igen), og at druepalinka smager betydeligt bedre end den lugter(ikke helt sikker på hvor det foregik). Hvilke mærker det var kan jeg desværre ikke oplyse, ligesom serveringstemperaturen også har undgået at blive registreret af min korttidshukommelse (satans rem-søvn - hvorfor er du der ikke når man har brug for dig?).
Harh harh harh sagde jeg det her var sidste post???? huuuuuhuhu det er det ikke, men den næste, det er den sidste... det er det, desuden er den helt kort og imødekommende.
Lørdag - eller hvor svært det er at lære af historien
Nå men klog af skade og fast besluttet på at få mere ud af lørdagens anstrengelser udstyrede jeg mit festklædte mig med papir og pen.
Fejlen lørdag tror jeg måske var, at vi begyndte aftenen med vin til maden, og så fulgte op med en del øl mens tyskerne tværede portugiserne. Og at der i det hele taget skete en del, før vi rigtig kom til palinkaen. Jeg har bl.a. en svag erindring om at fortælle bartenderen, at min Mojito smagte af tandpasta med isvand, at jeg værdsatte god tandhygiejne så meget som den næste, men at jeg alligevel var parat til at betale for mere rom, hvis bare det ville få den til at smage af cocktail (mellem os, så tror jeg faktisk problemet var for lidt lime og sukker).
Nå men det korte af det lange er, at jeg nu så småt har genvundet evnen til at fokusere og sidder og ser på mine notater fra lørdag og må konkludere, at jeg kom i gang for sent. Oppe i øverste venstre hjørne af et ellers helt blank A4 papir står "kirsbær" og så en pil, der peger derfra og ned til noget, jeg tror skal læses som Ciganymeggy, hvilket så muligvis betyder kirsebær. Lidt væk og på skrå står der desuden "god". Videndeling med sig selv er ikke så nemt som man skulle tro under de her forhold.
Nu vil jeg forsøge at finde frem til et smartere design af min undersøgelse, og måske senere på dagen vende tilbage med mindst en god grund til at være alkoholiker i Ungarn. Hvilket jo altså så ikke er ferskenpalinka, som generelt bør undgås.
Men nu er den faktisk slut, den her post, den fortsætter ikke eller noget.
Fejlen lørdag tror jeg måske var, at vi begyndte aftenen med vin til maden, og så fulgte op med en del øl mens tyskerne tværede portugiserne. Og at der i det hele taget skete en del, før vi rigtig kom til palinkaen. Jeg har bl.a. en svag erindring om at fortælle bartenderen, at min Mojito smagte af tandpasta med isvand, at jeg værdsatte god tandhygiejne så meget som den næste, men at jeg alligevel var parat til at betale for mere rom, hvis bare det ville få den til at smage af cocktail (mellem os, så tror jeg faktisk problemet var for lidt lime og sukker).
Nå men det korte af det lange er, at jeg nu så småt har genvundet evnen til at fokusere og sidder og ser på mine notater fra lørdag og må konkludere, at jeg kom i gang for sent. Oppe i øverste venstre hjørne af et ellers helt blank A4 papir står "kirsbær" og så en pil, der peger derfra og ned til noget, jeg tror skal læses som Ciganymeggy, hvilket så muligvis betyder kirsebær. Lidt væk og på skrå står der desuden "god". Videndeling med sig selv er ikke så nemt som man skulle tro under de her forhold.
Nu vil jeg forsøge at finde frem til et smartere design af min undersøgelse, og måske senere på dagen vende tilbage med mindst en god grund til at være alkoholiker i Ungarn. Hvilket jo altså så ikke er ferskenpalinka, som generelt bør undgås.
Men nu er den faktisk slut, den her post, den fortsætter ikke eller noget.
fredag, juli 07, 2006
800.000 ungarer kan ikke tage fejl?
En stor EU finansieret undersøgelse af alkoholvaner i medlemslandene har vist, at ungarerne er dem, der indtager den absolut største mængde alkohol afalle EU borgere. Jeg kan ikke lige huske præcis hvor meget det er de drikker, men jeg mener at ikke færrere end 800.000 af dem er alkoholikere. Hvilket må siges at være meget godt gået for en befolkning lige omkring de 10.000.000.
Jeg kan jo ikke påstå, at det overrasker mig. Dels fordi Budapest er smækfyldt med spritstive substinsløse drankere i en grad, der får Enghaveplads til at ligne en afholdsforening. Og dels fordi der er så uendeligt mange gode grunde til at drikke sig sanseløst beruset her i landet.
Jeg har besluttet mig for at udforske og beskrive disse grunde i løbet af juli, og samtidigt se om alkohol rent faktisk hjælper.
Ungarerne vil nok mene, at en grund til at drikker så meget, er de mange gode sager der er at drikke. Vinen(verdens bedste), øllet(verdens bedste) og Palinka (verdens bedste). Jeg har allerede forvisset mig om at hverken vinen eller øllens kvalitet berettiger alkoholisme i den størrelsesorden, som er gældende hernede. Palinkaen er jeg ikke sikker på endnu. Palinka er brændevin lavet typisk på frugter f.eks pære, æble, blomme, drue osv. Grundlæggende samme koncept som Raki i det tidligere Jugoslavien, hvilket jeg jo holder meget af. Jeg er ikke endnu blevet forført af Palinkaen, men har på den anden side heller ikke rigtigt givet den en chance. Det får den så nu, jeg vil allerede i aften begynde min opdagelsesrejse dybt ind i Palinkaens forunderlige og berusende verden. Og der er meget at tage fat på, for der er mange slags og typer.
Planen er så, at jeg i løbet af juli melder tilbage omkring mine opdagelser og at der fremkommer en en syntese. En beskrivelse af palinka i alle dens afskygninger, der smeltes sammen med og understøtter en beskrivelse af Ungarn i dag og alt det i landet, der kan gøre ethvert tænkende menneske til alkoholiker.
Det hele forhåbenligt i et let og flydende sprog tilsat blomstrende metaforer.
Så slut for idag og ud af døren, der er ting at opdage derude.
Jeg kan jo ikke påstå, at det overrasker mig. Dels fordi Budapest er smækfyldt med spritstive substinsløse drankere i en grad, der får Enghaveplads til at ligne en afholdsforening. Og dels fordi der er så uendeligt mange gode grunde til at drikke sig sanseløst beruset her i landet.
Jeg har besluttet mig for at udforske og beskrive disse grunde i løbet af juli, og samtidigt se om alkohol rent faktisk hjælper.
Ungarerne vil nok mene, at en grund til at drikker så meget, er de mange gode sager der er at drikke. Vinen(verdens bedste), øllet(verdens bedste) og Palinka (verdens bedste). Jeg har allerede forvisset mig om at hverken vinen eller øllens kvalitet berettiger alkoholisme i den størrelsesorden, som er gældende hernede. Palinkaen er jeg ikke sikker på endnu. Palinka er brændevin lavet typisk på frugter f.eks pære, æble, blomme, drue osv. Grundlæggende samme koncept som Raki i det tidligere Jugoslavien, hvilket jeg jo holder meget af. Jeg er ikke endnu blevet forført af Palinkaen, men har på den anden side heller ikke rigtigt givet den en chance. Det får den så nu, jeg vil allerede i aften begynde min opdagelsesrejse dybt ind i Palinkaens forunderlige og berusende verden. Og der er meget at tage fat på, for der er mange slags og typer.
Planen er så, at jeg i løbet af juli melder tilbage omkring mine opdagelser og at der fremkommer en en syntese. En beskrivelse af palinka i alle dens afskygninger, der smeltes sammen med og understøtter en beskrivelse af Ungarn i dag og alt det i landet, der kan gøre ethvert tænkende menneske til alkoholiker.
Det hele forhåbenligt i et let og flydende sprog tilsat blomstrende metaforer.
Så slut for idag og ud af døren, der er ting at opdage derude.
onsdag, juli 05, 2006
Den hollandske landbrugsattaché
Inden der er møde i EU's landbrusgministerråd er der en briefing i det ungarske landbrugsministerium. Det er noget med, at det aldrig ville gå hvis alle 25 lande skulle fortælle, hvad de mente til møderne, så det fortæller de i stedet til briefinger inden, det er egenligt meget smart. Desuden undgår man også overraskelser, og politikere og embedsmænd hader så vidt jeg har forstået overraskelser, hvilket faktisk forklarer, hvorfor alle Kinderæggene i Folketingets kiosk var åbnet og legetøjet samlet på forhånd. Det har altid undret mig.
Jeg plejer at være den danske repræsentant til de møder. Ved et pudsigt tilfælde er Statskonsulent næsten altid ude af byen, når der er briefing. Men jeg vil ikke fortælle noget om møderne, det er måske hemmeligt, desuden mener jeg ikke det burde være nødvendigt at forklare præcis, hvor afsindigt uinteressant Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik faktisk er.
Det er så kedeligt, at vi har udviklet vores egen Omerta "tavshedens lov". Ingen spørgsmål - hvis du ikke stiller spørgsmål, så får du heller ikke svar og så kan du komme hurtigt hjem. Det er et smart princip og alle er med på den, ALLE! på nær en. Den vanvittigt engagerede hollandske landbrugsattache. Han er ham, der stiller spørgsmål, når den laaaaaaange forlæsning om hegn & gærder i Odsherred endeligt er overstået, og rygepause og frokost venter forude. Han er tydeligvis en mand, der blev overstimuleret og elsket for meget som barn (hvorfor kunne de forældre ikke have kuet lidt tavshed og apati ind i den dreng???)
Joeh jo det er da på sin vis prisværdigt, at han går op i sit arbejde, og jo jo spørgsmålene er tit gode og bringer helt nye ting på banen. Men nu var alle vi andre jo enige om ikke at spørge om noget, bare sidde og tage nogle notater, drikke lidt kaffe og så ellers smutte igen.
Men nej nej nej ikke med ham, ikke når Ruuuuud er med. Han sætter sig altid helt oppe forrest tættest på fyren fra det ungarske landbrugsministerium, og så sidder han der med hånden i vejret og nærmest knipser af iver efter at blive taget. For guds skyld mand, du er det eneste menneske i lokalet, ja i hele bygningen, der vil spørge om noget, jeg tror nok du får mulighed for det, ingen grund til at sidde der og logre med tungen ud af munden. Og kunne han så bare stille spørgsmålene hurtigt, men uuuuh nej, han stiller de der kloge velinformerede spørgsmål, dem der tager hundrede år at stille og lidt kortere tid at besvare.
HALLO MESTER!!! Der bliver ikke givet årskarakter, så slap af.
En af dagene slår jeg mig sammen med den store kleppert fra den polske ambassade og måske tyskeren, der også ser ud til at kunne tage fra, og så får den åhhh så engagerede Ruud buksevand i springvandet i ministeriets lille palmehave. Og en olfert, sådan hive godt op i boxershortsene, der garanteret matcher hans lyserøde skjorte. Og så måske lige give ham et skipperbryst og nogle franske manchetter nu vi er i gang.
Jeg plejer at være den danske repræsentant til de møder. Ved et pudsigt tilfælde er Statskonsulent næsten altid ude af byen, når der er briefing. Men jeg vil ikke fortælle noget om møderne, det er måske hemmeligt, desuden mener jeg ikke det burde være nødvendigt at forklare præcis, hvor afsindigt uinteressant Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik faktisk er.
Det er så kedeligt, at vi har udviklet vores egen Omerta "tavshedens lov". Ingen spørgsmål - hvis du ikke stiller spørgsmål, så får du heller ikke svar og så kan du komme hurtigt hjem. Det er et smart princip og alle er med på den, ALLE! på nær en. Den vanvittigt engagerede hollandske landbrugsattache. Han er ham, der stiller spørgsmål, når den laaaaaaange forlæsning om hegn & gærder i Odsherred endeligt er overstået, og rygepause og frokost venter forude. Han er tydeligvis en mand, der blev overstimuleret og elsket for meget som barn (hvorfor kunne de forældre ikke have kuet lidt tavshed og apati ind i den dreng???)
Joeh jo det er da på sin vis prisværdigt, at han går op i sit arbejde, og jo jo spørgsmålene er tit gode og bringer helt nye ting på banen. Men nu var alle vi andre jo enige om ikke at spørge om noget, bare sidde og tage nogle notater, drikke lidt kaffe og så ellers smutte igen.
Men nej nej nej ikke med ham, ikke når Ruuuuud er med. Han sætter sig altid helt oppe forrest tættest på fyren fra det ungarske landbrugsministerium, og så sidder han der med hånden i vejret og nærmest knipser af iver efter at blive taget. For guds skyld mand, du er det eneste menneske i lokalet, ja i hele bygningen, der vil spørge om noget, jeg tror nok du får mulighed for det, ingen grund til at sidde der og logre med tungen ud af munden. Og kunne han så bare stille spørgsmålene hurtigt, men uuuuh nej, han stiller de der kloge velinformerede spørgsmål, dem der tager hundrede år at stille og lidt kortere tid at besvare.
HALLO MESTER!!! Der bliver ikke givet årskarakter, så slap af.
En af dagene slår jeg mig sammen med den store kleppert fra den polske ambassade og måske tyskeren, der også ser ud til at kunne tage fra, og så får den åhhh så engagerede Ruud buksevand i springvandet i ministeriets lille palmehave. Og en olfert, sådan hive godt op i boxershortsene, der garanteret matcher hans lyserøde skjorte. Og så måske lige give ham et skipperbryst og nogle franske manchetter nu vi er i gang.
mandag, juli 03, 2006
Min bedste ven i hele verden
Jeg har sgu helt glemt at fortælle om Henrik. Det er sgu fjollet, for siden den 1. februar har Henrik helt officielt været min nye bedste ven i hele verden. Jeg mener jo så også der siden er kommet lidt homoerotiske undertoner ind i det, på sådan en uskyldig ikke-kropslig måde. Jeg er ikke sikker på Henrik er enig, men han kan sige, hvad han vil, det var ham, der fandt vores drømmejob. Det er en kristen højskole i Jylland, der søger et forstanderpar. Vi håber sådan, at vi kommer til samtalen, og så kan overbevise dem der - man kunne godt forestille sig, at de ville være skeptiske, men som sagt bare vi kommer til samtalen så tror jeg jobbet er vores. Vi mener faktisk vi ville være perfekte til jobbet, sammen er vi på mange måder et helt og rundet menneske.
Nå men det skal jo ikke handle om os det her, det skal handle om Henrik.
Henrik - min nye bedste ven i hele verden
Henrik kommer oprindeligt fra Nørhalne. Nørhalne er en lille by i Vendsyssel, lidt nord for Aalborg. Folk i Nørhalne mener vist det er omvendt, at Aalborg ligger lige syd for Nørhalne. Der bor 1500 mennesker i Nørhalne, 2 af dem er Henriks forældre, de hedder Bent og Bente - og det har ikke noget med numerologi at gøre eller noget, det hed de bare da de mødte hinanden.
Bente er døv-blinde konsulent og formand for Nørhalne Kunstforening, det faktisk hedder
Idrætsforeningen Fremad Nørhalnes Kunstvenner. De holder ungarsk aften den 3. november. Bent er EDB-reperatør og formand for Nørhalne Antenneforening. Henrik har også en lillesøster på 18, hun hedder Pernille, hun er så vidt vides ikke formand for noget.
Henrik selv er 26 år og i gang med et eller andet studie på CBS, der er knald erhversrettet og har noget at gøre med IT. Det er faktisk alletiders, han har kompetenceudviklet mig (det siger han det hedder), så jeg nu er en humanist med it-færdigheder - det er, så vidt jeg har forstået, sådan nogle det pulserende erhvervsliv ude i den virkelige verden bare er helt vilde efter at få fat i.
Jeg prøver så også at komptenceudvikle Henrik, men det går lidt trægt, både fordi han har en del flere kompetencer end mig, men også meget fordi han er nordjyde. Og det er problematisk, fordi den kompetence jeg prøver at udvikle i ham, er evnen til at rose. Henrik skal jo nok være leder af en eller anden art, det skal man jo hvis man læser på CBS, og en god leder kan rose, det mener jeg nu engang. Henrik siger så noget med, at han er fra Vendsyssel og der roser man kun når der virkligt er noget at rose, og så heller ikke nødvendigvis der. Så plejer jeg at give ham et knus og fortæller ham, at han er god nok og så tager vi en snak om det.
Henrik er forresten en trænet dræber, officer af reserven og alt muligt, det er noget med at han kalder ild ind, jeg tror ikke, at det er det modsatte af brandmand, jeg mener det er noget med kanoner.
Henrik har desuden en kæreste, hun hedder Lone, hun er sygeplejerske og fra Vejleegnen, de skal flytte sammen, når Henrik kommer tilbage fra Budapest. Og nu skal jeg jo ikke udbrede mig om deres forhold, men jeg er ret sikker på, at det ikke bliver Henrik, der indretter den lejlighed. Så kan han sgu være nok så trænet en dræber, jeg har mødt Lone. Skide sød pige, men lad os bare sige, at det ikke var hende, der havde kjole på den aften.
Henrik har set alle Star-Trek film og serier, og når han bliver fuld og man kommer til at stille det forkerte spørgsmål, så kan han godt finde på at fortælle dig ret meget om Star-trek. Han er ikke decideret Trekkie, slet ikke, han kan bare godt lide Sci-fi.
Når det ikke lige handler om Star-Trek, så er det faktisk en ret god ide at høre efter når Henrik siger noget, både fordi det tit er sjovt, men også fordi det altid er rigtigt. Det irriterer mig utroligt meget og gør næsten ondt i min sjæl, men sandheden er, at Henrik altid har ret. Jeg har fået ham til at love, at for fremtiden - når jeg er uenig i noget han siger og begynder at diskutere det - så skal han stoppe mig inden det bliver for pinligt, når det nu igen viser sig, at jeg tiltrods for mine hårdnakkede og dybtfølte påstande om det modsatte, ikke anede hvad jeg talte om. Jeg har, så vidt jeg kan huske, haft ret en gang. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det var jeg havde ret i. Men jeg holder alligevel fast i den ene gang, som var det livet selv.
Der er forresten noget ret fascinerende og fremmedartet ved hele det her med, at Henrik altid har ret. Jeg tror nemlig, at jeg har regnet ud, hvorfor han altid har ret. Tricket er, at Henrik ikke altid har ret, Henrik har bare ret, hver gang han siger det. Det er fordi, og hør nu godt efter, Henrik kun påstår at vide noget, når han rent faktisk ved det. Det er et meget interessant koncept, som har interesseret mig umådeligt, de sidste par måneder. Jeg overvejer, om der er en måde at bruge hele ideen fornuftigt på, om den kan operationaliseres. Jeg er ikke sikker, men det er stadig værd at tænke over.
På den måde har vi et ret lykkeligt, ja nærmest symbiotisk forhold, Henrik og mig. Ikke helt Hausgaard og Clausen, om ikke andet fordi Henrik ikke vil være Hausgaard, han synes virklig ikke han er morsom, noget med at han minder ham om alle de skolelærer i Nordjylland der gik med sweatre og var "lune" og "underspillet morsomme". Jeg har så forklaret ham at han ikke kan være Clausen: "Sådan hænger verden bare ikke sammen Henrik." sagde jeg til ham, og så står den lissom der nu.
Nu vi er ved "morsom", så mener jeg helt oprigtigt at nordjyder har et humoristisk forspring, stort set alt de siger er sjovt. De behøver slet ikke at lave stemmer eller parodier eller noget.
Men det er faktisk ikke idel lykkedet hele, en gang imellem gør jeg Henrik pinligt berørt. "Du går sgu da ikke ud i de der" sagde han og pegede på mine stærkt grønne sokker, "Jo det havde jeg da tænkt mig" sagde jeg "Jamen de er jo utroligt grimme" sagde han. På mange måder havde han jo som altid ret... han kan heller ikke lide de blå sokker, selvom de nok så meget matcher skjorten, men han har været helt fin omkring det siden og nævner det ikke, selvom jeg kan se det gør ondt på ham.
Det er egenligt noget skægt noget, det her med at beskrive folk. Når jeg remser alle de hårde data på Henrik op, så er der uendeligt lidt, der antyder, at vi ville ende som Bill Murray og Scarlett Johanson i Lost in Translation. Men det centrale er jo ikke de hårde facts, det centrale er, at Henrik er et ualmindeligt sødt og morsomt menneske, en charmetrold af dimensioner og en sand humanist.
Og det kunne man sikkert lære alt muligt smukt af, alt muligt om at under overfladen gemmer der sig altid et unikt og smukt menneske, at man derfor skal møde mennesker som dem, de er inden i og ikke som dem, de ligner udenpå, men det tror jeg såmænd ikke jeg vil gøre. Jeg tror, at også det næste menneske jeg møder, vil jeg møde med hele mit arsenal af fordomme og kategorier ladt og klar til at blive skudt af. Det vil jeg næsten garantere.
Nå men det skal jo ikke handle om os det her, det skal handle om Henrik.
Henrik - min nye bedste ven i hele verden
Henrik kommer oprindeligt fra Nørhalne. Nørhalne er en lille by i Vendsyssel, lidt nord for Aalborg. Folk i Nørhalne mener vist det er omvendt, at Aalborg ligger lige syd for Nørhalne. Der bor 1500 mennesker i Nørhalne, 2 af dem er Henriks forældre, de hedder Bent og Bente - og det har ikke noget med numerologi at gøre eller noget, det hed de bare da de mødte hinanden.
Bente er døv-blinde konsulent og formand for Nørhalne Kunstforening, det faktisk hedder
Idrætsforeningen Fremad Nørhalnes Kunstvenner. De holder ungarsk aften den 3. november. Bent er EDB-reperatør og formand for Nørhalne Antenneforening. Henrik har også en lillesøster på 18, hun hedder Pernille, hun er så vidt vides ikke formand for noget.
Henrik selv er 26 år og i gang med et eller andet studie på CBS, der er knald erhversrettet og har noget at gøre med IT. Det er faktisk alletiders, han har kompetenceudviklet mig (det siger han det hedder), så jeg nu er en humanist med it-færdigheder - det er, så vidt jeg har forstået, sådan nogle det pulserende erhvervsliv ude i den virkelige verden bare er helt vilde efter at få fat i.
Jeg prøver så også at komptenceudvikle Henrik, men det går lidt trægt, både fordi han har en del flere kompetencer end mig, men også meget fordi han er nordjyde. Og det er problematisk, fordi den kompetence jeg prøver at udvikle i ham, er evnen til at rose. Henrik skal jo nok være leder af en eller anden art, det skal man jo hvis man læser på CBS, og en god leder kan rose, det mener jeg nu engang. Henrik siger så noget med, at han er fra Vendsyssel og der roser man kun når der virkligt er noget at rose, og så heller ikke nødvendigvis der. Så plejer jeg at give ham et knus og fortæller ham, at han er god nok og så tager vi en snak om det.
Henrik er forresten en trænet dræber, officer af reserven og alt muligt, det er noget med at han kalder ild ind, jeg tror ikke, at det er det modsatte af brandmand, jeg mener det er noget med kanoner.
Henrik har desuden en kæreste, hun hedder Lone, hun er sygeplejerske og fra Vejleegnen, de skal flytte sammen, når Henrik kommer tilbage fra Budapest. Og nu skal jeg jo ikke udbrede mig om deres forhold, men jeg er ret sikker på, at det ikke bliver Henrik, der indretter den lejlighed. Så kan han sgu være nok så trænet en dræber, jeg har mødt Lone. Skide sød pige, men lad os bare sige, at det ikke var hende, der havde kjole på den aften.
Henrik har set alle Star-Trek film og serier, og når han bliver fuld og man kommer til at stille det forkerte spørgsmål, så kan han godt finde på at fortælle dig ret meget om Star-trek. Han er ikke decideret Trekkie, slet ikke, han kan bare godt lide Sci-fi.
Når det ikke lige handler om Star-Trek, så er det faktisk en ret god ide at høre efter når Henrik siger noget, både fordi det tit er sjovt, men også fordi det altid er rigtigt. Det irriterer mig utroligt meget og gør næsten ondt i min sjæl, men sandheden er, at Henrik altid har ret. Jeg har fået ham til at love, at for fremtiden - når jeg er uenig i noget han siger og begynder at diskutere det - så skal han stoppe mig inden det bliver for pinligt, når det nu igen viser sig, at jeg tiltrods for mine hårdnakkede og dybtfølte påstande om det modsatte, ikke anede hvad jeg talte om. Jeg har, så vidt jeg kan huske, haft ret en gang. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det var jeg havde ret i. Men jeg holder alligevel fast i den ene gang, som var det livet selv.
Der er forresten noget ret fascinerende og fremmedartet ved hele det her med, at Henrik altid har ret. Jeg tror nemlig, at jeg har regnet ud, hvorfor han altid har ret. Tricket er, at Henrik ikke altid har ret, Henrik har bare ret, hver gang han siger det. Det er fordi, og hør nu godt efter, Henrik kun påstår at vide noget, når han rent faktisk ved det. Det er et meget interessant koncept, som har interesseret mig umådeligt, de sidste par måneder. Jeg overvejer, om der er en måde at bruge hele ideen fornuftigt på, om den kan operationaliseres. Jeg er ikke sikker, men det er stadig værd at tænke over.
På den måde har vi et ret lykkeligt, ja nærmest symbiotisk forhold, Henrik og mig. Ikke helt Hausgaard og Clausen, om ikke andet fordi Henrik ikke vil være Hausgaard, han synes virklig ikke han er morsom, noget med at han minder ham om alle de skolelærer i Nordjylland der gik med sweatre og var "lune" og "underspillet morsomme". Jeg har så forklaret ham at han ikke kan være Clausen: "Sådan hænger verden bare ikke sammen Henrik." sagde jeg til ham, og så står den lissom der nu.
Nu vi er ved "morsom", så mener jeg helt oprigtigt at nordjyder har et humoristisk forspring, stort set alt de siger er sjovt. De behøver slet ikke at lave stemmer eller parodier eller noget.
Men det er faktisk ikke idel lykkedet hele, en gang imellem gør jeg Henrik pinligt berørt. "Du går sgu da ikke ud i de der" sagde han og pegede på mine stærkt grønne sokker, "Jo det havde jeg da tænkt mig" sagde jeg "Jamen de er jo utroligt grimme" sagde han. På mange måder havde han jo som altid ret... han kan heller ikke lide de blå sokker, selvom de nok så meget matcher skjorten, men han har været helt fin omkring det siden og nævner det ikke, selvom jeg kan se det gør ondt på ham.
Det er egenligt noget skægt noget, det her med at beskrive folk. Når jeg remser alle de hårde data på Henrik op, så er der uendeligt lidt, der antyder, at vi ville ende som Bill Murray og Scarlett Johanson i Lost in Translation. Men det centrale er jo ikke de hårde facts, det centrale er, at Henrik er et ualmindeligt sødt og morsomt menneske, en charmetrold af dimensioner og en sand humanist.
Og det kunne man sikkert lære alt muligt smukt af, alt muligt om at under overfladen gemmer der sig altid et unikt og smukt menneske, at man derfor skal møde mennesker som dem, de er inden i og ikke som dem, de ligner udenpå, men det tror jeg såmænd ikke jeg vil gøre. Jeg tror, at også det næste menneske jeg møder, vil jeg møde med hele mit arsenal af fordomme og kategorier ladt og klar til at blive skudt af. Det vil jeg næsten garantere.
Sol, regn, kolonialisme og slips
Jeg er så ualimindeligt træt af Ungarn og det ungarske vejr. Jeg ved ikke, om du kan huske det, men i sidste uge snakkede jeg en del om, hvor afskyeligt varmt der var, hvor meget jeg svedte, hvor lidt jeg kunne tænke, hvordan solen bare bagte og temperaturen gik fra midt i de 30 om dagen til omkring de 30 om natten. OG om hvordan jeg glædede mig til weekenden, noget med at komme ud af jakkesættet og slipset, noget med nogle shorts og nogle korte ærmer, noget med et træ med noget skygge, alternativt en parasol med skygge og en kold drink.
Smukke gode gennemtænket planer havde jeg, men hvad skete der. Jo det blev da overskyet torsdag eftermiddag, det begyndte da at tordne og lyne og regne og blæse torsdag aften. Og det blev det jo så i et vist omfang ved med om fredagen. Og om lørdagen. Og søndagen.
Og gæt så, gæt så hvad der skete nu her mandag, prøv lige at gætte det. Et gæt får du.
JAAAA SGU helt rigtigt, skyerne er nu næsten helt væk, solen skinner og det er holdt op med at blæse. Og tror du, at jeg sidder under et træ, tror du jeg er iført shorts og korte ærmer, tror du jeg har en kold drink i mine ene hånd. Nej vel. For sådan skal det åbenbart ikke være, når man hedder Frederik og bor i Budapest.
Jeg begynder, at føle mig som en engelske embedsmænd i Indien, der sad der og savnede det engelske vejr. Jeg har også så småt tillagt mig samme holdning til de indfødte. Jeg tror første gang det slog mig, var da jeg havde ambassadørens søde kone Vibeke til bords til en middag i residensen. Vi fik os en lang god snak om, hvor svært det var at få ordenlige tjenestefolk i det her land, og jeg kunne kun støtte hendes beslutning om at fyre kokken, der simpelthen ikke kan stege kødet ordenligt.
Man kan i det hele taget hurtigt finde sig selv involveret i samtaler, man aldrig havde troet man ville føre. Da praktikantkollegaerne fra de danske ambassader i nabolandende var på besøg gik det pludseligt op for mig, at vi nu i noget der lignede en halv time havde siddet på en bar og diskuteret slips, slipseknuder, slipselængder og hvor irriterende det var, når man var kommet til at binde slipset lige lidt for kort eller lidt for langt. Og de er allesammen virkeligt flinke og helt normale velfungerene fyre, der hjemme i Danmark ville have snakket om fodbold og patter eller hvad det nu er man snakker om - ikke om slips i hvert fald.
Smukke gode gennemtænket planer havde jeg, men hvad skete der. Jo det blev da overskyet torsdag eftermiddag, det begyndte da at tordne og lyne og regne og blæse torsdag aften. Og det blev det jo så i et vist omfang ved med om fredagen. Og om lørdagen. Og søndagen.
Og gæt så, gæt så hvad der skete nu her mandag, prøv lige at gætte det. Et gæt får du.
JAAAA SGU helt rigtigt, skyerne er nu næsten helt væk, solen skinner og det er holdt op med at blæse. Og tror du, at jeg sidder under et træ, tror du jeg er iført shorts og korte ærmer, tror du jeg har en kold drink i mine ene hånd. Nej vel. For sådan skal det åbenbart ikke være, når man hedder Frederik og bor i Budapest.
Jeg begynder, at føle mig som en engelske embedsmænd i Indien, der sad der og savnede det engelske vejr. Jeg har også så småt tillagt mig samme holdning til de indfødte. Jeg tror første gang det slog mig, var da jeg havde ambassadørens søde kone Vibeke til bords til en middag i residensen. Vi fik os en lang god snak om, hvor svært det var at få ordenlige tjenestefolk i det her land, og jeg kunne kun støtte hendes beslutning om at fyre kokken, der simpelthen ikke kan stege kødet ordenligt.
Man kan i det hele taget hurtigt finde sig selv involveret i samtaler, man aldrig havde troet man ville føre. Da praktikantkollegaerne fra de danske ambassader i nabolandende var på besøg gik det pludseligt op for mig, at vi nu i noget der lignede en halv time havde siddet på en bar og diskuteret slips, slipseknuder, slipselængder og hvor irriterende det var, når man var kommet til at binde slipset lige lidt for kort eller lidt for langt. Og de er allesammen virkeligt flinke og helt normale velfungerene fyre, der hjemme i Danmark ville have snakket om fodbold og patter eller hvad det nu er man snakker om - ikke om slips i hvert fald.
Abonner på:
Opslag (Atom)