Halløjsa eller eszgýchnógyögÿordegezsegerdrchzts som vi siger på ungarsk.
Fremme i skoene og proaktiv som altid tænkte jeg, at en mail i anledning af min første måned (og en lille uge) i Budapest ville være på sin plads. Og hvis du mener, at du har fået den her mail ved en fejl, hvis lige netop mine oplevelser og udgydelser rager dig eller hvis du bare som sådan finder det irriterende med lange fællesmail (især fordi du ved at korthed aldrig har været noget jeg kunne fatte mig),
ja så skal du endeligt bare sige til, så sender jeg aldrig en til dig igen.
Du må forresten undskylde mig hvis jeg virker lidt nervøs, men det er min første rigtige fællesmail det her, jeg har i hvert fald aldrig prøvet det med så mange mennesker før. Så hvis jeg gør noget galt, hvis der er noget, jeg kan gøre bedre, så må du endelig sige til.
Og øhhh ja jeg er jo altså i en Budapest, som ikke er i Bulgarien, men i Ungarn en fejl flere har lavet, og det er ok, det er jo østeuropa alt sammen, og desuden indgår flere af de samme bogstaver i begge landes navne.
Men Ungarn og Budapest som sagt, er hvor jeg er, og øøøøøh hvad kan der så siges om det? Ja en hel del faktisk, hvilket vil blive klart for dig, kære læser, efterhånden som den her mail bliver ved med ikke at slutte. Ja for det første kan det siges, at der er ret mange ungarer her i byen (ja i landet i det hele taget), og de taler jo ungarsk, som er et sindsygt sprog, rasende mange kasus (som jeg ikke ved hvad er,
men sprogfolk siger det på en måde, så det lyder til at være kompliceret og afgørende). De taler desværre ikke rigtigt andet end ungarsk, de ungarer. De er faktisk helt officielt den befolkning i hele EU, der er aller aller dårligst til fremmedsprog (vi taler dårligere end italienere, franskmænd og englændere her ok, det er ret dårligt). Og de synes at gøre noget ekstra ud af at ansætte dem med færrest sprogkundskaber i servicesektoren, gerne noget officielt og vigtigt, hvor de sidder bag en skranke med en lang kø. Dem bag skranken har en lidt irriterende tendens til at vende ryggen til en og forsøge at se travle ud, når først de finder ud af, at man ikke kan ungarsk. Det kan gøre det ret kompliceret at købe et månedskort, eller
når man prøver at gøre alarmcentralen opmærksom på, at man sidder fast i en elevator. Min medpraktikant Henrik tilbragte en del tid mellem 2. og 3. sal i sin egen opgang på den konto. Hver gang han trykkede på alarmknappen og kom i kontakt med centralen afbrød de forbindelsen, når han begyndte at tale engelsk. Men nok om sproget, de er jo søde og rare og nogen skal jo tale det.
Og de er skam flinke og rare, de der ungarer, og græder ikke nær så meget som jeg ellers var forberedt på. Ifølge deres nationalsang er det gennemgående humør vist patriotisk sorg. En eller anden ungarer skrev en eller anden sang, som vist er meget kendt, og som er så rørende, smuk og trist, at ungarer kaster sig i Donau eller ud fra vinduer i hobetal, når den bliver spillet (den skulle være god nok, lidt ligesom med alle dem, der begår romantisk selvmord når de har set Romeo og Julie). Den søde Sarah plejer vist altid at se grædende ungarer på gaden, når hun er i Budapest. Det kan jeg ikke sige at have gjort. De virker sgu meget almindelige og ikke synderligt meget mere deprimerede end så mange andre. Men igen, hvis I er på jagt efter lidenskabelige sigøjnertyper med en messingblæser stikkende ud af hver kropsåbning, så er Ungarn ikke stedet. Så vidt jeg har forstået så spiller de ungarske sigøjnere (dvs dem der ikke har fået knust fingrene af politiet) gerne på fløjte og harpe!!!
Ellers fremstår de desuden som et farligt intellektuelt folk. Læser store tykke bøger i myldretidstraffiken, og ikke bare Dan Brown (har set en enkelt), men også James Joyce Ulysses (en enkelt). Jeg er nu begyndt at slæbe Hemmingway med mig i sporvognen for lissom at være med. Desuden har hver metrostation med respekt for sig selv en eller to boghandlere, stationen ved ambassaden, Deli Palyaudvar, har endda til overflod et antikvariat. De går ret meget op i det her med at være intellektuelle og kloge, og kan på en naturlig måde få det flette ind i enhver samtale, at Ungarn faktisk er det land i verden med flest Nobilprismodtagere pr. indbygger. Det bliver i den sammenhæng anset for uhøfligt at påpege, at langt de fleste blev hentet af jøder, der for lang tid siden havde forladt landet pga den latente antisemitisme..
Og her fjoller jeg så rundt i jakkesæt og deler visitkort ud til højre og venstre og prøver at se officiel ud til officielle møder, tager den forkerte natbus, den forkerte metro køber de forkerte varer... alt det der jazz. Jeg mener det er sgu svært at købe ind, det hele står jo på ungarsk, så hvad der er mælk, og hvad der fløde er ikke sådan lige til at finde ud af, forskellen på mayonaise og hvidløgscreme er heller
ikke nem...
Og hvad mere..... joeh mit arbejde. Jeg arbejder jo på ambassaden hernede. Og manner vi har haft meget sjov med Muhammed, men blev desværre nødt til at aflyse vores teambuilding Croiquis kursus. Jeg lavede en enkelt snemand foran ambassaden, og der gik ikke 20 minutter før 16 rasende muslimer prøvede at sætte ild til den.
Ellers går tiden meget med at lede efter døde fugle, og så røre ved dem, hvis man finder nogle. Jeps vi har fugleinfluenza, så hernede holder man sig på afstand af svaner, der hoster/nyser, går med tørklæde, drikke romtoddy, den slags. Hvis du giver en svane hånden, fordi du ikke havde lagt mærke til tørklædet eller den svage lugt af
rom, så er det vigtigt at vaske hænder bagefter ellers er der vist ikke noget at være nervøs for.
Byen forresten, den er fantastisk og kan varmt anbefales. Pompøse habsburgske bygninger, en håndfuld overgearet ungarsk art noveau i skønt samspil med klassisk østblokforfald og godt brudt af rasende grimt østblok prestigebyggeri (hi hi det så grinar at det var hvad de kunne når de skulle blære sig... haha det så grimt). Det grimme østblok har dog fået hård konkurrence fra grim fritmarkeds 90'er arkitektur. Tænk Kalvebodbrygge, bare lavet af østeuropæere uden en krone på lommen. Hvis du gik og troede Marriot Kbh var grim, så er det fordi du ikke har set Marriot Budapest, som i hele sit meget massive væsen er en fornærmende bygning, der desværre matcher det marginalt mindre grimme Hotel Intercontinentel ved siden af. Og der ligge de så,
skiiiiiide grimme ned til Donau. Og den er tilgengæld fed. Stor, fed og doven er den. Sådan en ordentlig basse af en flod skulle alle byer have, ja ok måske ville den være lidt vel dominerende i f.eks Kolding, men alle store byer burde have sådan en. Og så skulle de huske at bygge fede broer hen over den. Både fordi det er praktisk, men også fordi det ser rasende godt ud.
Jeg bor forresten lige ved siden af Donau, ikke sådan decidret med flodudsigt, men hvis man hænger sig ud fra min altan (fik jeg nævnt jeg havde en altan) så er udsigten til Donua fremragende (ok måske ikke fremragende, men man kan se den). Hvis ikke man hænger sig ud, så er naboens tag også helt pænt at kigge på.
Lejligheden ligger sådan smask lige midt i byen, placeret så snedigt at når jeg går hjem fra mine foretrukne gå i byen steder, så passerer jeg byens eneste døgnåbne kebabsted, fremragende kebab siger jeg. Og det er forresten fedt hernede, det med at gå i byen, folk er jo som sagt søde og rare og alle kan tale udenlandsk når de er fulde, og så koster det 2 kr for et spil bordfodbold og 10-15 kr for en stor
fadøl.
Og lige tilbage til lejligheden igen. Det er en 2 1/2 værelses lejlighed med altan (har jeg nævnt altanen?). Fin fin lejlighed, masser af plads, en ekstra madras og en kæmpe sovesofa. Så hvis det skulle friste med en smuttur til Budapest, så er min kasse din kasse.
Der er dog et minus ved lejligheden, som faktisk er et gennemgående meget nedtur træk ved hele byen, lidt mere irriterende end deres manglende sprogkundskaber. Og det er toiletterne. En eller anden entrepenant tysker så tilbage i 90'erne et potentiale og fik overbevist ungarerne om det fede i at kunne unddersøge sin egen afføring. Så nu har alle badeværelser, de der sindsyge toiletter med en lille afsats, hvor det lissom kan ligge og modne, og påvirke omgivelserne inden man får skullet ud, og det er lidt ligesom med et trafikuheld, det kan være svært at lade være med at kigge. Og jeg ved
ikke... altså det er da lidt sygt er det ikke? Der er måske noget om det med lugten af egne prutter som kan have sin egen let bizarre charme, men lugten af min egen afføring den kan jeg leve uden.
Og nu er den her mailen vist ved at være lidt vel lang hva? Men jeg mener at have læst et sted, at man aldrig skal slutte med at snakke afføring, så jeg fortæller lige noget hurtigt om kollektiv trafik.
Det er de nemlig meget gode til hernede og så har de sporvogne og alle elsker jo sporvogne. Og jeg må sige, at jojo de er da fine, men i høj grad minder de mig om busser på skinner... så øh jeg forstår ikke helt den der mytiske ting, der omgiver sporvogne. Men de fungerer da fint det slet ikke det, men come on det er ikke guds gave til den kollektive trafik. Metroen derimod, den ikke bare fungerer aldeles
glimrende, næh nej, det er ikke gjort med det, dens russisk producerede vogne spiller også noget der unægteligt lyder som de første to toner af Internationale som signal til at dørene lukker. Man får helt lyst til at stå sammen med arbejdere i hele verden, måske storme nogle maskiner eller indføre proletariatets diktatur ved næste
stop.
Og det var så det, nu kan mailen slutte, og ikke et ord om afføring til sidst.
Hav det nu rigtig godt min ven, hvor du end er henne. Jeg glæder mig til at se dig, om det så bliver i Budapest, København eller et tredie sted.
Alt det bedste
Frederik
