fredag, juni 16, 2006

Afsted til Wien

Så skal jeg snart afsted efter denne den mest stenede af alle stenede dage på ambassaden og det er sgu ret stenet.

Wien er målet denne weekend, og jeg rejser med Henrik og med Stoyan som trofaste læsere vil huske fra fortællingen om Wagner, historien fra Bulgarien og de røde piller. Vi skal besøge Stoyans kusine Ani, som jeg vist tidligere har omtalt som det mest langt ude eksempel på globaliseringen, jeg endnu har mødt. Det er hende, der er bulagrer og arbejder for det finske handelskammer i Wien, hvorfra hun, sidst jeg talte med hende, solgte (dvs forsøgte at sælge) finskbyggede strudseslagtemaskiner til Østeuropa(ja det er åbenbart ikke sauna og mobiltelefoner det hele).

Jeg er spændt på at finde ud af, hvordan det er gået og ved ikke, om jeg skal håbe på succes eller fiasko for projektet, for jeg kan virkeligt ikke finde ud af, hvordan det skal forstås som et udsagn om verden. Men jeg er ret sikker på at det skal forstås netop som et udsagn.

Men nu må jeg slutte.

Hav det bedst kære læser.

Billeder fra Ukraine

Jeg har siddet helt stille og lyttet til min blog, og hvad har jeg hørt? Jo jeg har hørt de unge læsere skrige på billeder. Og lad de unge få, hvad de unge vil ha, har altid været mit motto. Så her kommer to billeder.

Og hvad har jeg så valgt? Jeg har såmænd valgt to billeder taget på herretoilettet i stueegtagen på det fornemme hotel Ukraine placeret med Stalinistisk diskretion hævet over Uafhængighedspladsen i Kiev

I et vist omfang taler billederne vel for sig selv, siges skal det dog, at det er præcis det samme sted, der er afbilledet på begge billeder. Og hvad kan man så sige om det?. Jo hvis jeg skal driste mig ud i en første tolkning af billederne, så vil jeg fremhæve nødvendigheden af at se billederne som indbyrdes afhængige, den ene giver ikke rigtig mening uden det andet. Om vi ligefrem taler om et dialektisk forhold, vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Meget fordi jeg ikke er sikker på, at jeg nogensinde har forstået den fulde mening af dialektisk. Så det springer vi let hen over og går videre til den mere håndterlige tolkning af billedet. Hvad er det vi ser?



Vi kan umiddelbbart slå fast, at vi ser et toilet, ikke dit gennemsnitlige danske prestigehoteltoilet måske, men et toilet alt andet lige. Der er et hul i jorden. Der er en ualmindelig smal toiletdør. Der er to høje trin op (der er faktisk også flere trin op til det store toiletrum, det med håndvaskene i, hvad hedder det, derfra hvor billederne er taget? det indledende toiletrum? toiletlobbyen?). I den ualmindeligt smalle toiletdør, på det første høje trin er der meget handyt placeret en skraldespand. Der er desuden en toiletbørste og nogle blankpudsede jernrør. Vi ser med andre ord et handicaptoilet. Hvis jeg nogensinde har set et handicaptoilet, så er det da det. Bare kig på næste billede.



Det ER et handicaptoilet. Se bare på skiltet. DET ER ET HANDICAPTOILET SIGER JEG JO, DER ER JO ET SKILT! MED ET PIKTOGRAM!

En nærmere undersøgelse af toilettet koblet med kendskab til toiletterne ved siden af vil afsløre, at det, der udover skiltet, gør netop dette toilet til Handicaptoilettet, det er den skrå blankpudsede metalstang på væggen. Det er den vores kørestolsbruger lige i et snuptag får fat i, løfter sig ind gennem den smalle dør, op over de høje trin, forbi skraldespanden og i en glidene bevægselser bruger sin frie hånd til at tage bukserne ned, måske endda en avis frem, og så ellers bare nyde en stilfærdig stund med sportssektionen.

Jeg ved ikke om det bare er mig, der har en fatal mangel på tillid til mine kørestolsbrugende medborgere, men der er et eller andet ved hele setup'et jeg ikke helt kan få til at passe.
Og hvorfor, udover et uafklaret forhold til min analfase, har jeg så valgt netop disse to ud mine i alt 245 billeder fra Ukraine, kunne du måske finde på at spørge. Et rimeligt spørgsmål. Svaret mine fine ven, får du i posten nedenfor. Og hvis du ikke umiddelbbart er fristet til at læse videre, så kan jeg sexe det hele lidt med at garantere at EU er involveret.

Og forklaringen er...

at det toilet er en rigtig fin illustration af Ukraine og deres EU aspirationer.

For hvis du ser på Ukraine, så ser du et relativt dysfunktionelt land, med korruption på det man på de kanter kalder industrielt niveau. Et land, der har holdt et relativt frit valg i sin historie, det blev holdt tilbage i marts og de har endnu ikke været i stand til at danne regering. Du ser rent geografisk et land der grænser op til Rusland og Hviderusland (der forresten i officiel dansk sprogbrug hedder Belarus nu til dags) til Sortehavet og mod vest har grænser til Rumænien, Ungarn, Slovakiet og Polen. Du ser med andre ord på et klassiske centraleuropæisk land, der har sin naturlige plads i EU.

"aaaaaaarh?" siger du måske, men det er bare, fordi du ikke kan se, at fuldstændig ligesom med toilettet, så har Ukraine også et skilt. Eller dvs. det er faktisk en sten. Og den sten står i en lillebitte by, der hedder Dilove, som ligger lidt udenfor den lidt større by Rakhiv i det vestlige Ukraine. Og på den sten står der:

"Locus Perennis Dilicentissime cum libella librationis quae est in Austria et Hungaria confectacum mensura gradum meridionalium et paralleloumierum Europeum. MD CCC LXXXVII."

Nu kan jeg jo ikke læse latin, men Ukrainere, der kan eller i hvert fald kender nogen, der kan, det vil typisk sige ukrainske politikere, har fortalt mig, at der på stenen står, at dette er centrum af Europa. Sagen er den, at tilbage i 1887 beregnede et hold Østrig-Ungarske geografer, at lige netop her på 48°45' N 18°55' E var Europas geografiske centrum. Og det faldt jo så sjovt nok sammen med, at Dilov dengang lå i det Østrig-Ungarske rige, der jo så var i centrum af Europa.

Og den sten er ukrainske politikere helt pjattede med. "SE SELV!" siger de til alle, der vil høre "Ukraine ER centrum af Europa. Se på stenen! Stenen! siger jeg jo” Tricket er jo, at det første krav, man skal opfylde for at komme med i EU, er, at man skal være et ”europæisk” land.

Og så står ukrainerne der med deres sten, helt glade, og tror at alt er i orden, at de har overstået den største hindring for adgang til det forjættede land EU, hvor gaderne er belagt med strukturfondsmidler og floderne flyder med landbrugsstøtte, hvor alle er søde ved hinanden og russerne ikke driller.

Problemet er jo så bare, at Ukraine er nogenlunde lige så tæt på at være klar til EU som toilettet er på at være et handicaptoilet. For nu at skære det lidt skarpt, så er Ukraine set med statskundskab/EU brillerne, det vi i diplomatiet kalder, et fuldstændig fucked lorteland.
Kontrolleret af kæmpe røvhuller, der bruger al deres tid på at rage til sig og slå modstanderne i hjel.

Og selv de politikere ,der engang imellem holder pause fra udplyndring af landet og rent faktisk fører politik er ikke til megen hjælp. De forstår ikke, at kravet om at være europæisk land er det absolutte minimumskrav, at der er 10.000 sider(faktisk, det er ikke en overdrivelse) regler, forordninger og krav, der skal opfyldes. Det med at være europæisk fylder jo så kun en linie. Forordning om den præcise indretning af handicaptoiletter har jo så til gengæld et helt kapitel.

De tror ligesom folk på Balkan, at de kan rent sprogligt konstruere sig selv som et EU land, de tror de kan slippe for rent faktisk at gøre landet kvalificeret. Og det er simpelthen så pisse ærgeligt.

For pointen er jo, hvilket de ikke fatter, at det fede ikke er at komme med i EU, det fede er at være kvalificeret til at komme med i EU. Det er ikke målet, det handler om, det er vejen, der er det afgørende. EU er nemlig omvendtverden, vejen er målet og målet er midlet til at gå vejen. Hvis du forstår.

Ja ok, hele toiletmetaforen var måske lidt søgt, men jeg havde jo lidt brug for en begrundelse for at vise billederne og den med analfasen syntes jeg ikke var helt tilstrækkelig.

hæ hæ super snedigt

Jeg har jo snakket en del om der her med, at jeg skulle prøve at skrive kortere. Både fordi, at man skal vel lære det en dag, men også fordi det er det de unge vil ha. De unge kan jo ikke koncentrere sig om noget, der varer længere en 1 minut(derfor får så meget teenagesex lige netop så kiksede afslutninger). Nå men probemet er, at jeg er enormt dårlig til at fatte mig i korthed. Men nu tror jeg, at jeg har fundet en løsning. I stedet for at ændre på mig selv, så har jeg udtænkt en måde, hvorved jeg muligvis kan snyde læseren (hvilket jo så vil sige... øhm... dig). Det er faktisk ganske simpelt. Det jeg gør er, at jeg skriver som jeg plejer, og måske endda længere, og så bryder jeg teksten op i mindre dele og poster dem som forskellige posts. På den måde skaber jeg en illusion af mange små lettilgengængelig post. Tricket er så, at når du læser den første, så bliver du også nødt til at læse den næste, for det er først her pointen kommer. Det er ren Dan Brown det her.

Kronologi og læseretning

Problemet er så bare, at finde ud af, hvad den typiske læsers læseretning er. Er det nedefra, dvs i "kronologisk orden" eller er det oppefra? Og nu satser jeg sgu og siger oppefra. Jeg ved det ikke, men måske. Så hvis du læser nedefra, så er det forklaringen på, at den her post lader til at begynde lidt abrupt. Det er posten ovenover, der er først. Jeg har nemlig fucket med kronologien. Det er ren Memento, det her.

Så hvis du læser nedefra. Så hold op. I hvert fald i dag. Læs først posten "Billeder fra Ukraine" og derefter posten "Og forklaringen er..."

onsdag, juni 14, 2006

Bøsse eller sindssyg

Jeg bliver liiiige nødt til at citere Ambassaderådens kommentar efter jeg fortalte hende, at min bror var blevet arkitekt. Jeg kan desværre ikke få de himmelvendte øjne eller den der helt særlige intonation af "Tillykke" ordenligt med. Jeg kan tilgengæld ordret citere hende for "Der er jo det med arkitekter, enten er de bøsser eller også er de sindssyge." Lidt af en dom over ikke så meget professionen som sådan, men mere de kvindelige udøvere af den, ville jeg mene. Ambassaderåden kunne desuden fortælle, at hun selv i sine unge dage havde været kæreste med en arbejdsløs arkitekt, der kun interesserede sig for galopheste og golf. Jeg formoder, at det ikke er minderne om netop dette forhold, der holder Ambassaderåden varm på de kolde ungarske vinteraftener.

Tillykke Brormand

Nu er jeg sgu bror til en vaskeægte arkitekt. Adam forsvarede sit projekt i går og blev godkendt til hvad der, ifølge vores fælles far(så vidt vi ved i hvert fald), var et bragende bifald fra det ganske betragtelige publikum, der havde fulgt den 2 timer lange sceance. Stadig ifølge vores fælles far(det siger vores mor i hvert fald, at han er) var eksaminatorerne (eller hvad de nu hedder på arkitektskolen) ganske tydeligt dybt fascineret af projektet. Det kan beses ude på arkitektskolen i hvert fald hele juni, ellers kan man lure lidt på det her og her . Det ser sgu ret fedt ud, hvis man spørger mig. Jeg er heller ikke sikker på, at hverken Henning Larsen eller den gode Hr. Møller ville genkende det som arkitektur. Så thumbs up for det brormand, jeg glæder mig virkeligt til at se det i levende live.

Og så også lige tillykke til Kasper, der blev arkitekt i mandags, bl.a. med kommentaren at hans projekt var "usympatisk og fascistisk", det var vist ikke en kommentar, der kunne dannes konsensus om derude, og som så Adam ganske rigtigt siger "Man kan sige meget om Kasper, men han er altså ikke fascistisk." Og kan det passe, at Adam også sagde at Mikkel blev arkitekt... joeh det gjorde han da sikkert ellers bliver han det nok snart. Så også tilykke til ham sgu.

Må I alle tre leve et lykkeligt liv udenfor de eksplicit opdragende institutioner.