torsdag, maj 17, 2007

Hvad er dine tanker om solen?

I et forsøg på at holde denne uges forrygende opdateringstempo her på bloggen, vil jeg såmænd bare lige fortælle, at jeg har læst, at Prokofiev havde en lille gul bog, som han kaldte Den Gule Bog. I den noterede han de svar som interessante mennesker han mødte gav ham på spørgsmålet: Hvad er dine tanker om solen?

Jeg havde nok svaret stor, gul og varm, men igen jeg var jo så nok heller aldrig blevet spurgt i første omgang. Jeg misunder, men nærer også en umiddelbar skepsis overfor folk, der til den slags spørgsmål sådan lige vupti kan slynge et tankevækkende, dybt og højst sandsynligt poetisk svar ud af ærmet.

Ja det var vist bare det.

Alt det bedste
f

onsdag, maj 16, 2007

Der blogges igen

Ja det er sandt, der blogges lystigt ude i de små hjem, og det er måske for tidligt at afskrive bloggen helt som medie, selvom den nødvendigvis må forsvinde sammen med hele den her internetdille før eller siden. Vi er vist mange, der inderst inde ved, at telefaxen er vejen frem. Men netop nu er telefaxen vel i det man kan beskrive, som lidt af en bølgedal, og imens blogger folket altså lystigt og ubekymret videre.

Hvilket jeg jo f.eks beviser med den her post, for ja, jeg er oså en del af folket, og jeg blogger lystigt, i hverfald i forgårs og i dag. Og så kan du sige, at den her post ikke handler om noget, og det kan der måske være noget om, men det er jo netop det fine ved det, at blogge om ingenting, er jo også(i den grad) at blogge. Men heldigvis er der folk, der blogger om andet end ingenting, f.eks er der ham min bror, som er en meget fremme i skoene byplanlægger nu til dags, og han er såmænd kommet i gang med at blogge igen, se bare her. Jeg mener det, tryk på linket, lige her, det er et besøg være, han er både velskrivende, velobserverende og nærmest en smule poetisk. Nyd det så længe det varer, i mellemtiden tager denne blog imod væddemål på præcis, hvor længe det bliver(muligvis ikke særligt længe, har netop konstateret, at det faktisk er en uge siden han sidst opdaterede, men jeg tror dog, at det er for tidligt at afskrive ham i denne omgang).

Alt det bedste
Frederik

mandag, maj 14, 2007

Fødselsdag, tåregas og helikopter

Ok så har Petter i en kommentar til forrige post ladet bomben springe, jeg har fødselsdag i dag, såøøøøøh det tænkte jeg lige jeg ville skrive den første post i 2(to) måneder om. Og det er så hermed gjort...

Nej ok lidt mere skal vel til. Var taget ud til forældrene i går, så jeg kunne vågne og få morgenmad og syrener omkring tallerkenen ligesom den gang, jeg var lille og uskyldig. Senere tog jeg forbi Christiania, fordi der blev indkaldt til fredelig demonstration mod rydningen af brandtomten Cigarkassen. Nå men demoen nåede aldrig at være fredelig, og derfor sidder jeg nu på læsesalen med en underlig smag i halsen og en mærkelig følelse i øjnene. På vej hen til demonstrationen blev vi fanget i krydsild mellem flygtende kampklædte betjente og endda meget sure unge Christianitter nede ved Indkøberen. Vi var mig, fætteren og fem midaldrende svenske turister, der spiste is og drak øl, og vi sprang i sikkerhed i Indkøberen. Det var desværre de svenske turister, der kom sidst ind, og de havde lidt svært ved at forstå, at man skulle lukke døren inden den store sky af tåregas kom ind i butikken. Først da al tåregas i luften over Christiania var blevet suget ind i lokalet lukkede de døren. Hårdt i.

En observation man kan gøre sig på sådan en dag på Christiania er at der er mange løse sten på Christiania, der er meget byggeaffald, der er mange sure unge pushere, og der var såsandeligt også unge mennesker i behageligt sportstøj med hætter og vinflasker, der ikke var fyldt med vin. Fættern og jeg gik med andre ord igen. Jeg ved ikke, hvad de fem svenske turister gjorde.

På vejen ud mødte vi en dame med en kurv med citroner, de skulle være alletiders mod tåregas sagde hun. Man skulle gnubbe citronsaften ud i ansigtet og så bide i den, altså citronen. En ung fyr brød ind, man skulle overhovedet ikke gnubbe det i ansigtet for det sved lige så meget som tåregassen, sagde han, næh man skulle bide i citronen og så holde den op under næsen og ånde ind den vej, det var vejen frem i en sky af tåregas. Den venlige dame mente, at han havde sart hud, og vist desuden aldrig havde været fanget i en rigtig tæt sky af tåregas. Jeg tænkte, at det smarteste vist måtte være at holde sig langt væk fra tætte skyer af tåregas, men det sagde jeg ikke noget om til hverken damen eller den unge fyr. Jeg snuppede bare en citronskive, for herre over sig selv og sine omgivelser er man jo sjældent.

På vej ud af bagindgangen blev vi overhalet af unge mænd med hætter og vinflasker, der råbte at politiet var den vej. Vi besluttede os for at i forlængelse af strategien om at holde sig fra skyer af tåregas, lå strategien om at holde sig fra vrede unge folk med sten og vinflasker, der ledte efter folk i uniform med tåregas, citronskive eller ej.

Så ganske stilfærdig listede vi væk fra hvad, der burde have været en stor fredelig demonstration, men som i stedet blev kuppet af voldsromantikere, og så dem der ikke har et romantisk, men et meget mere jordnært og hverdagsagtigt forhold til vold.

Nå men jeg er jo altså blevet 28 år i dag, og for lige at snakke om noget andet, så kan jeg fortælle, at jeg nåede at flyve i helikopter inden jeg blev 28, jeg nåede faktisk at flyve i den georgiske præsidents helikopter, eller dvs, det var ikke den han selv fløj i, han fløj en smart lille sag, det var den hans sikkerhedsteam fløj i, men de skulle ikke bruge den lige den aften, så den kunne da godt flyve os hjem til Tbilisi.

Og den ser sådan her ud:


Ja det er jo så helikoteren i baggrunden, ham i den sorte læderjakke er ikke en helikopter, han er mere sådan en bevæbnet sikkerhedsvagt type, men vældig flink lod det til.

Nå men sådan her, ser jeg så ud, når jeg flyver i helikopter:

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk lidt glad for det billede, jeg syns faktisk jeg ser meget tjekket ud, ligner f.eks slet ikke en der får tåregas i øjnene, det skulle da lige være hvis det var blevet brugt til at holde pøblen væk fra mig.

Nå men det man kan sige om at flyve i helikopter er, at det er ret sjovt at lette og også ret sjovt at lande, det ind i mellem larmer en hel del og bliver hurtigt ensformigt. Heldigvis er der jo udsigten, som kan se f.eks sådan her ud:

Og det har du muligvis aldrig tænkt på, men det er faktisk ualmindeligt svært at fange sådan et rotorblad på et billede, tak gud for digitalkameraer siger jeg bare.

Udsigten uden rotorblad kan så se sådan her ud:

Og det er ikke fordi, vi er ved at styrte, det er mere et udtryk for, at jeg blev overmandet af min ellers meget stilleløbende kunstneriske åre.

Uden kunstnerisk åre, men med sne kan udsigten se sådan her ud:

Lækkert hva? sådan er det sgu at rejse i Kaukasus.

Og det var vist det for denne gang. Jeg er blevet 28 år, jeg har fået tåregas i øjnene og har desuden fløjet i helikopter. Der er en god chance for, at DU kære læser ikke har gjort alle tre ting inden for de sidste 2 uger. Måske kan det endda være, at jeg tager mig sammen og skriver om, hvordan jeg i Pankisidalen i det nordlige Georgien blev drukket fuld af en politikommandant og nogle tjetjenske flygtninge, deribland Sakajevs lillebror, det har du ret sikkert heller ikke prøvet i et stykke tid. Og det er synd for dig, for det er faktisk lidt af en oplevelse.

søndag, marts 11, 2007

Nyt om TV og politiheste

En af de mest triste blogs jeg er faldet over i min tid som bloglæser, var en blog skrevet af en ung amerikaner. Bloggen handlede om hvad han havde set i tv, for som hans profil kunne fortælle, så var fjernsyn hans helt store interesse. Der var nye poster på bloggen stort set hver dag, og nogle dage var der flere poster. De fleste af dem var lange og grundige. Den mængde af tid en sådan blog kræver må være enorm og det slog mig som et af de mest ekstreme udtryk for de elektroniske mediers overtagelse af det moderne menneskes tid og liv, på sådan en sørgelig bebumset og bleg måde.

Når jeg nævner den blog, så er det fordi den post du nu læser også skal handle om et fjernsynsprogram jeg har set. Jeg har ikke selv fjernsyn og måske derfor virker det ekstra hypnotiserende på mig når jeg er i rum med et tændt et af slagsen. I går så jeg så et program på Animal Planet, som jeg simpelthen er nødt til at skrive om. Ikke alene uhyre informativt, men brand aktuelt i denne for hvor by så alvorlige tid.

Programmet handlede nemlig om dyr i politiet, dvs først og fremmest om politiheste og hunde. Nu har jeg aldrig interesseret mig vanvittigt meget for heste, min kusine gjorde og mange af pigerne i folkeskolen legede hest, og kunne bruge et helt frikvarter på at bevæge sig rundt i skolegården i et helt særligt løb, der garanteret mindede om gallop eller trav og der jublet og klappet anerkendende hver gang Ivanhoe eller Black Pearl succesfuldt havde båret Loise F eller Marie P over et kosteskaft placeret på to mælkekasser. Og det er meget muligt at de piger ikke havde lært noget af programmet, at det hele havde været gammel hat for dem, men for mig var der meget nyt.

Programmet tog den lange vej helt tilbage fra den ældste manual om træning af heste til krigsbrug skrevet af en hvis Kikkuli, der skrev sin manual i 1350 før vor tid. Hefra gik det slag i slag op gennem historien, med fokus på træningsmetoder og avlsarbejde. Det meget lange avlsarbejde som i en hvis forstand har foregået siden Kikkulie har resulteret i nogle meget særlige heste. Og politihestens særlige kvaliteter er en konsekvens heraf. Og det var her programmet kom med den for mig mest overraskende oplysning. For ikke alene er politihesten noget særligt rent mentalt, men anatomisk set er den faktisk fuldstændig unik. Det lange avlarbejde har ikke bare medført et specielt temperament i hesten, men også medført at politihesten ikke blot er den eneste hest, men så vidt vides, også det eneste dyr, der har røvhullet siddende på ryggen...



HARH HARH!!! Det var en vittighed, det var slet ikke noget jeg havde set i fjernsynet, det var bare noget jeg fandt på, min eneste subversive vittighed faktisk, og jeg har næsten selv fundet på den, eller i hvert fald udviklet meget.

tirsdag, marts 06, 2007

Til Gudstjeneste i Faderhuset!

En gruppe fra RUC skriver projekt om kristen fundamentalisme, og var i den andledning til Gudstjeneste i Faderhuset i søndags. Det ene gruppemedlem Jeppe Kabell har på sin blog postet et referat fra mødet. Det er interessant læsning, og igen som en service for den dovne læser, bringer jeg lige nogle højdepunkter fra referatet.

Fra Jeppe Kabells blog:

"Faderhuset har sejret!” Sektens medlemmer, der tæller ca. 40 personer, brød ud i vild jubel og hujende tilråb.

“Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Eversen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus, og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud.” Vild jubel og stor klapsalve.


“Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?”

Ruth hævede stemmen mere og mere.

“Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn at være sammen. Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje!”

“Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.”

Ja ok, det var så ikke så meget et udpluk som et langt højdepunkt, men referatet er et langt højdepunkt, vanvid fra ende til anden og der er vel ikke så meget at tilføje. For nu er bruge en pleonasme, så er kvinden jo både kristen og gal, og det vidste vi vel godt på forhånd.

Og nu venter vi bare på folk der påpeger, at hvis man er så vild med mangfoldighed som Ungerns brugere og støtter påstår de er, så må man da være jublende lykkelig og glad for i den grad at få et anderledes bud på verden af i dag, for ellers er man bare MEGA dobbeltmoralsk og det er også bare SÅ typisk venstrefløjen og alle de andre politisk korrekte at være SÅ hykleriske, på den ene side at ville have mangfoldighed og på den anden side ikke at kunne lide Ruth Evens.

Og ja det er knivskarpt set der, rigtig fint, god pointe, der fik du rigtig nok skovlen under os. Men glæde ved mangfoldighed er jo ikke en glæde ved psykopater på tidsrejse, der vil bekæmpe homoseksualitet, fri abort og satanisk legetøj eller bare finder det passende at gruppere homoseksuelle med pædofile. Man er ikke intolerant, fordi man ikke kan lide homfobi, nej man er et godt og fornuftigt menneske.

onsdag, februar 28, 2007

Ungarske Kulturstudier II

Mens jeg sidder og prøver at danne mig et overblik over og en holdning til ICJ's dom i BiH vs. Serbien og vores allesammens nye danskertest, ville jeg lige bryde den pludseligt alvorlige tone med endnu et muntert ungarsk kulturstudie.

De aller aller mest trofaste læsere vil muligvis kunne huske en EU undersøgelse, som jeg nævnte for lang tid siden. Den viste, at Ungarn var propfyldt med sprittere, og at dem der ikke var decideret sprittere bare var ualmindeligt drikfældige.

Her er en lille minimalistisk og fascinerende film, der bruger hele den diskussion til at sætte nogle større eksistentielle spørgsmål i spil. Udover det betydelig slapstik element, der giver filmen en befriende humor, så er hele filmens "narrativ" ganske fascinerende. Hvem er vores to hovedpersoner? Hvor er de? Og hvor er de på vej hen? Og hvad skal der ske, når de kommer frem? Hvad er, med andre ord, formålet og meningen med det hele? Eller er de spørgsmål stillet ud fra en forkert præmis, ser de filmen forkert?

Nå men se selv. Husk lyd. Og nej, der er ikke undetekster, men replikker og dialog er leveret så dybtfølt, at du forstår det alligevel.