Hej kære læser
Ikke uden en hvis følelse af sørgmodighed kan jeg hermed byde velkommen til den sidste post fra Budapest. Ja du hørte rigtigt ikke et ord mere skal postes her fra denne Østeuropas, undskyld CENTRALeuropas Paris, denne byernes by, denne Donaus perle, denne forførende smukke og slidte by . For nu er det slut, kufferterne er pakket, gulvet er vasket, plakaterne taget ned, skraldespanden tømt og toilettet skyldet ud. Og ja farvel du tyske toilet, dig vil jeg ikke savne, du gamle kumme.
Meget andet vil jeg dog savne, men sådan er der jo så meget og døre skal jo lukkes for at nye kan åbnes, hvilket ikke rigtigt giver mening medmindre man er utroligt bange for gennemtræk - som da vitterligt også kan være en skidt ting med snue, hold i nakken og bortfløjne pengesedler til følge.
Jeg er dog ikke helt ude af byen endnu. Min afløser i byen, på ambassaden og i lejligheden kommer i aften. Det er en ung mand ved navn Jens, der så vidt jeg har kunnet forstå er i besiddelse af en sund interesse for Balkan. Han får så muligheden for stille tørsten i mit kar af visdom inden taxaen onsdag morgen samler mig, Helene og enorme mængder af bagage op på det latterlige klokkeslæt 05.30. Forhåbentligt uden for meget bulder og brag, men med landningshjulene nede, rammer vi Kastrup klokken 09.10 onsdag.
Og så er jeg ellers i Kbh så langt øjet rækker. Og det skal da forhåbenligt nok blive godt, især hvis du kære læser (og her tænker jeg ikke på dig der er kommet til bloggen gennem en pornosøgning i google) så sød, klog, sjov og charmerende som du jo er også er i Kbh, så vi kan finde ud af noget sjovt og udbytterigt i hinandens eller andres selskab.
Hvis jeg lige skal runde af med et par enkelte ord om bloggen, så vil jeg lige sige, at dette er den sidste post fra Budapest, forstået sådan at det er den sidste post, jeg poster mens jeg er her i byen. Planen er at jeg lige får afrundet, fortalte de sidste røvere og lissom opsummeret i løbet af august hjemme i Kbh. Herefter er der ingen planer og kun tiden (i nært samarnejde med internettet) vil vise, hvad bloggens videre skæbne bliver.
Men det var vist ordene herfra. Kan du have det så godt til næste gang. Jeg glæder mig uendeligt til at se dig i Kbh.
Alt det bedste
Frederik - din blogger i Budapest
tirsdag, august 08, 2006
fredag, august 04, 2006
Bloggen !ADVARSEL! Meget meta!
Jeg glemte jo helt bloggen i min langtrukne snak om hvad der var sket det sidste halve år(se nedenfor). Jeg eksploderede ud på den virtuelle selviscensættende scene, da jeg oprettede den her blog. Og det er jo pudsigt at glemme netop bloggen, både fordi bloggere aldrig glemmer deres egen blog, men også fordi min afrejse fra Budapest giver anledning til adskillige eksistentille overvejelser angående bloggen. For hvad skal der ske med den, når jeg kommer tilbage til Kbh?
Den hedder godt nok saasaamanligemig, men det var nu mere tænkt som en selvironisk dækserviet end en egentlig programerklæring. Ideen var jo altid at skrive om Budapest eller i hvert fald om mig i Budapest, da jeg tænker at jeg alt andet lige er noget mere underholdende at se på i Budapest end derhjemme i Kbh, hvor der jo intet er til at trække mig ud af det ordinæres sump.
Tilgengæld har det været alletiders at få skrevet så meget, og ja jeg undskylder virkeligt at "meget" i den grad er nøgleordet til trods for alle mine fine intentioner om at skrive kortere. Men det har sgu været rigtig rart at skrive noget mere og andet end opgaver og indberetninger, og jeg har næsten ikke skrevet for sjov siden jeg holdt op med at have tysk, fysik og matematik i gymnasiet.
Men enden er altså muligvis nær for bloggen, eller radikale ændringer skal i hvert fald til. Den må skulle handle om noget andet og den må nødvendigvis blive mindre løgnagtig, derhjemme er der jo vidner. Her er der kun Henrik, og han er jo fra CBS og sådan nogle opfatter løgn som noget helt naturligt tror jeg. Men hvis jeg nu skal være ærlig, så har jeg faktisk slet ikke været så løgnagtig som man kunnne tro. På mange måder er jeg jo et ærligt menneske, og det er vel i virkeligheden problemet. For uden løgn kommer jeg vist ikke langt med en blog fra dagliglivet i Kbh.
Der er forresten noget vi skal have snakket om, du og jeg, det er noget om bloggen. Eller dvs om navnet saasaamanligemig. Jeg har ikke hugget det fra Nynnes dagbog (gud bedre det), det er ikke en ironisk henvisning til Nynnes Dagbog, Nynnes Dagboh har ikke været et dominerende rereferencepunkt for hverken blog eller blogger. Okay, har vi det på det rene. Jeg vidste ikke at det var sådan noget Nynne sagde hele tiden. I min verden er "Så så man lige mig", sådan noget mænd sagde, den gang de var drenge og ikke var nær så raffinerede i deres jagt på opmærksomhed. "Heyhey Jens P, så så man lige mig komme her med et kæmpe stort svær og smadrede dem allesammen" Eller hvad man nu gjorde af ting der ellers var svære at se. Nu er det mere raffineret midler vi bruger f.eks bøvser højlydt, råber noget sjovt i biografen, opretter en blog eller bygger et operahus. Så navnet var altså ikke en ironisk reference til Nynnes Dagbog (som altså ikke er et af mine referencepunkter), men altså mere en ironisk dækserviet, et forsøg på at tage brodden af hele selviscensættelsen, af overgivelsen til "Jeg er vigtig for verden" kulturen. Altså afvæbne det med en selvironisk omfavnelse. Men også her er det svært at være original fandt jeg ud af, da en ven fortale mig, at han havde været nødt til at bruge navnet migmigmigmig til sin blog, da mig, migmig og migmigmig var taget.
Og desuden, hvis man skal tro Politiken i denne uge, så kan Danmark nok godt leve uden min blog. 10.000 er vi nu, der på dansk udgyder vores banale inderligheder pr. blog. Så nu gør jeg muligvis ligesom Diffen, der fuldstændigt opgav Dancehall da BikStok kom og stjal hendes subkultur og gav den til masserne.
Så når først alle de løse ender er bundet til en stor ordrig virtuelknude og de sidste sandfærdige røvere fra Budapest er blevet fortalt er det meget muligt at der lukkes og slukkes på saasaamanligemig.
Men nu må vi se.
Den hedder godt nok saasaamanligemig, men det var nu mere tænkt som en selvironisk dækserviet end en egentlig programerklæring. Ideen var jo altid at skrive om Budapest eller i hvert fald om mig i Budapest, da jeg tænker at jeg alt andet lige er noget mere underholdende at se på i Budapest end derhjemme i Kbh, hvor der jo intet er til at trække mig ud af det ordinæres sump.
Tilgengæld har det været alletiders at få skrevet så meget, og ja jeg undskylder virkeligt at "meget" i den grad er nøgleordet til trods for alle mine fine intentioner om at skrive kortere. Men det har sgu været rigtig rart at skrive noget mere og andet end opgaver og indberetninger, og jeg har næsten ikke skrevet for sjov siden jeg holdt op med at have tysk, fysik og matematik i gymnasiet.
Men enden er altså muligvis nær for bloggen, eller radikale ændringer skal i hvert fald til. Den må skulle handle om noget andet og den må nødvendigvis blive mindre løgnagtig, derhjemme er der jo vidner. Her er der kun Henrik, og han er jo fra CBS og sådan nogle opfatter løgn som noget helt naturligt tror jeg. Men hvis jeg nu skal være ærlig, så har jeg faktisk slet ikke været så løgnagtig som man kunnne tro. På mange måder er jeg jo et ærligt menneske, og det er vel i virkeligheden problemet. For uden løgn kommer jeg vist ikke langt med en blog fra dagliglivet i Kbh.
Der er forresten noget vi skal have snakket om, du og jeg, det er noget om bloggen. Eller dvs om navnet saasaamanligemig. Jeg har ikke hugget det fra Nynnes dagbog (gud bedre det), det er ikke en ironisk henvisning til Nynnes Dagbog, Nynnes Dagboh har ikke været et dominerende rereferencepunkt for hverken blog eller blogger. Okay, har vi det på det rene. Jeg vidste ikke at det var sådan noget Nynne sagde hele tiden. I min verden er "Så så man lige mig", sådan noget mænd sagde, den gang de var drenge og ikke var nær så raffinerede i deres jagt på opmærksomhed. "Heyhey Jens P, så så man lige mig komme her med et kæmpe stort svær og smadrede dem allesammen" Eller hvad man nu gjorde af ting der ellers var svære at se. Nu er det mere raffineret midler vi bruger f.eks bøvser højlydt, råber noget sjovt i biografen, opretter en blog eller bygger et operahus. Så navnet var altså ikke en ironisk reference til Nynnes Dagbog (som altså ikke er et af mine referencepunkter), men altså mere en ironisk dækserviet, et forsøg på at tage brodden af hele selviscensættelsen, af overgivelsen til "Jeg er vigtig for verden" kulturen. Altså afvæbne det med en selvironisk omfavnelse. Men også her er det svært at være original fandt jeg ud af, da en ven fortale mig, at han havde været nødt til at bruge navnet migmigmigmig til sin blog, da mig, migmig og migmigmig var taget.
Og desuden, hvis man skal tro Politiken i denne uge, så kan Danmark nok godt leve uden min blog. 10.000 er vi nu, der på dansk udgyder vores banale inderligheder pr. blog. Så nu gør jeg muligvis ligesom Diffen, der fuldstændigt opgav Dancehall da BikStok kom og stjal hendes subkultur og gav den til masserne.
Så når først alle de løse ender er bundet til en stor ordrig virtuelknude og de sidste sandfærdige røvere fra Budapest er blevet fortalt er det meget muligt at der lukkes og slukkes på saasaamanligemig.
Men nu må vi se.
tirsdag, august 01, 2006
Fester og receptioner - det hårde liv som pensioneret diplomat
Hvis vi lige starter med at samle op på hele historien om udviklingen i min mentale tilstand, hvor jeg som den opmærksomme læser vil kunnne huske, gik søndag morgen i møde med en hvis nervøsitet. Og ikke ganske uden grund, søndag var der ingen smuk sovende kvinde med mælkehvid hud og rosakinder der lå og sov i min sture, der var dog heller ingen nøgen mand i fosterstilling og med fedtet hår. Eller nærmest men ikke da jeg vågnede, for jeg vågnede nemlig på sofaen i stuen søndag formiddag.
Forud var gået meget og bl.a. en af de mest vanvittige fester jeg ikke kan huske eller hvad man nu skal sige. Meget står uklart, en del står slet ikke og andet er ikke interessant. Mine ekstremt ømme skuldre gør miig dog opmærksom på mødetmed en taekwondo kæmpende arkitektstudine fra Århus, der gjorde mig opmærksom på at det var vilje at hun slog på en sådan måde at jeg ikke blev dræbt, hvilket jeg takkede for og tog som endnu et udtryk for min uimodståelige charme. Ellers kan jeg desværre ikke fortælle det store om festen, men blot sige at hvis du er i nærheden af 400 arkitektstuderende der holder National Evening, og alle har taget traditionel sprut med fra hjemlandet, ja så burde du faktisk prøve at liste med. Af en eller anden grund er jeg næsten sikker på at det var ufatteligt morsomt.
Inden da var jo også gået min sidste arbejdsdag på ambassaden, der fredag blev markeret med nødder og champagne. Ambassadøren havde taget champagne med hjemmefra og var i højt humør. Det kunne skyldes at det var min sidste dag, det kunne også skyldes at han endeligt havde fået den film der blev optaget da han lavede et dobbelt loop i et af de der fly der laver luft-akrobatik.
Efter at have tegnet og fortalt om dette endnu engang (vi har tidligere brugt en god del af et mandagsmøde på sagen), skiftede samtalen så småt karakter, og Ambassadøren begyndte af en eller anden grund at fortælle om dengang han endte på Pan sammen med nogle venner, og derfra røg vi over i nostalgiske fortællinger om en homo/trans bar i Kbh ved navn Madame Arthur, som ifølge både Ambassadøren og Ambassaderåden var garant for den byens bedste fest tilbage i 80'erne. Ambassaderåden svømmede helt væk i minder om en svunden ungdom og begyndte at mumle noget om den gang for 30 år siden, hvor hun var en endda meget nær bekendt af det københavnske nattelivs skumleste steder. Det blev dog kun ved antydningerne, fuldstændig ligesom antydningerne om hvad Prins Henrik og Anders Fogh hver for sig kunne finde på, når de var på besøg i Bangkok, den gang Ambassaderåden var ambassadørfrue i Thailand. Det er kun antydninger af at hun kan historier, aldrig histroierne selv, men hun begynder tit at tale om Rigets omdømme og det problematiske i muligheden for afpresning af landets Statsminister.
Og nu er det så blevet tirsdag, endnu en reception er kedeligt men lykkeligt overstået, det er begyndt at pisregne og Steph og jeg sidder lidt fanget i lejligheden, da ikke alene min hukommelsen men også min himmelblå paraply blev glemt til festen i lørdags.
Jeg har i det hele taget været ualmindeligt uheldig på det sidste, hukommelsen og paraplyen blev væk i lørdags, og mandag nat mistede jeg stemmen. Jeg må virkeligt til at passe bedre på mine ting, især når man tænker på at intet af det var forsikret.
Forud var gået meget og bl.a. en af de mest vanvittige fester jeg ikke kan huske eller hvad man nu skal sige. Meget står uklart, en del står slet ikke og andet er ikke interessant. Mine ekstremt ømme skuldre gør miig dog opmærksom på mødetmed en taekwondo kæmpende arkitektstudine fra Århus, der gjorde mig opmærksom på at det var vilje at hun slog på en sådan måde at jeg ikke blev dræbt, hvilket jeg takkede for og tog som endnu et udtryk for min uimodståelige charme. Ellers kan jeg desværre ikke fortælle det store om festen, men blot sige at hvis du er i nærheden af 400 arkitektstuderende der holder National Evening, og alle har taget traditionel sprut med fra hjemlandet, ja så burde du faktisk prøve at liste med. Af en eller anden grund er jeg næsten sikker på at det var ufatteligt morsomt.
Inden da var jo også gået min sidste arbejdsdag på ambassaden, der fredag blev markeret med nødder og champagne. Ambassadøren havde taget champagne med hjemmefra og var i højt humør. Det kunne skyldes at det var min sidste dag, det kunne også skyldes at han endeligt havde fået den film der blev optaget da han lavede et dobbelt loop i et af de der fly der laver luft-akrobatik.
Efter at have tegnet og fortalt om dette endnu engang (vi har tidligere brugt en god del af et mandagsmøde på sagen), skiftede samtalen så småt karakter, og Ambassadøren begyndte af en eller anden grund at fortælle om dengang han endte på Pan sammen med nogle venner, og derfra røg vi over i nostalgiske fortællinger om en homo/trans bar i Kbh ved navn Madame Arthur, som ifølge både Ambassadøren og Ambassaderåden var garant for den byens bedste fest tilbage i 80'erne. Ambassaderåden svømmede helt væk i minder om en svunden ungdom og begyndte at mumle noget om den gang for 30 år siden, hvor hun var en endda meget nær bekendt af det københavnske nattelivs skumleste steder. Det blev dog kun ved antydningerne, fuldstændig ligesom antydningerne om hvad Prins Henrik og Anders Fogh hver for sig kunne finde på, når de var på besøg i Bangkok, den gang Ambassaderåden var ambassadørfrue i Thailand. Det er kun antydninger af at hun kan historier, aldrig histroierne selv, men hun begynder tit at tale om Rigets omdømme og det problematiske i muligheden for afpresning af landets Statsminister.
Og nu er det så blevet tirsdag, endnu en reception er kedeligt men lykkeligt overstået, det er begyndt at pisregne og Steph og jeg sidder lidt fanget i lejligheden, da ikke alene min hukommelsen men også min himmelblå paraply blev glemt til festen i lørdags.
Jeg har i det hele taget været ualmindeligt uheldig på det sidste, hukommelsen og paraplyen blev væk i lørdags, og mandag nat mistede jeg stemmen. Jeg må virkeligt til at passe bedre på mine ting, især når man tænker på at intet af det var forsikret.
Forbrydelser mod menneskeheden
Tillad mig lige at skrive om noget andet end mig selv, Budapest eller bloggen. Det er vel egentlig også på tide.
Jeg sad og læste en meget informativ artikel fra IWPR om domstolen i Haag, altså den for det tidligere Jugoslavien ICTY "Tribunal Law Made Simpel". Atiklen er sådan en ICTY for Dummies-sag der introduceres til domstolens legalegrundlag og den jurisdiktion, der så hvidt jeg har forstået dækker over de sager den kan dømme. Og ICTY kan bl.a. dømme i sager om Forbrydelser mod menneskeheden, der defineres sådan her:
Crimes Against Humanity:
This includes the following crimes committed against a civilian population during an international or internal armed conflict:
a) murder;
b) extermination;
c) enslavement;
d) deportation;
e) imprisonment;
f) torture;
g) rape;
h) persecutions on political, racial and religious grounds;
i) other inhumane acts.
Og på den baggrund er det jo sådan set vældig nemt at forstå, at USA helst ikke vil være med til hele det her internationale krigsforbryderdomstol noget. Så vidt jeg kan se(uden at være jurist), så kan flere amerikanske soldater i Irak restforfølges for forbrydelser mod menneskeheden på grundlag af a) og g), og hvis vi følger eksemplet fra Jugoslavien, et eksempel USA vel at mærke har været meget ivrige efter at sætte, så springer vi de små fisk over og går efter de store, dem med ansvaret, dem der enten gav ordrer eller ikke skred ind, og så kan ledende amerikanske militærfolk og ledende politikere (herunder Rumsfeld og Bush) restforfølges på grundlag af d); e) og f).
Og det er jo ikke fordi det er nyt for mig, at meget af det der foregår i Irak og i "Krigen Mod Terror" er absurd, idiotisk og forbryderisk , men det kommer alligevel lidt bag på mig, at så meget af det glasklart falder indenfor "Forbrydelser mod Menneskeheden", som altså er noget helt andet end at ovetræde politivedtægten (det er så vildt det navn, man har virkeligt fucked up big time hvis man har lavet en forbrydelse mod menneskeheden)og det er jo vel at mærke ikke sådan en ny pladderhumanistisk rundkredspædegogisk opfindelse. Der er ikke blevet lavet nye love til ICTY, det hele baseres på Genevekonventionen fra 1949, Folkedrabs(genocide)konventionen fra 1948, Nurenberg Charteret fra 1945 og Haagkonventionen fra 1907.
Ja det var bare lige det, så kan jeg vende tilbage til at pille i min egen navle med god samvittighed.
Jeg sad og læste en meget informativ artikel fra IWPR om domstolen i Haag, altså den for det tidligere Jugoslavien ICTY "Tribunal Law Made Simpel". Atiklen er sådan en ICTY for Dummies-sag der introduceres til domstolens legalegrundlag og den jurisdiktion, der så hvidt jeg har forstået dækker over de sager den kan dømme. Og ICTY kan bl.a. dømme i sager om Forbrydelser mod menneskeheden, der defineres sådan her:
Crimes Against Humanity:
This includes the following crimes committed against a civilian population during an international or internal armed conflict:
a) murder;
b) extermination;
c) enslavement;
d) deportation;
e) imprisonment;
f) torture;
g) rape;
h) persecutions on political, racial and religious grounds;
i) other inhumane acts.
Og på den baggrund er det jo sådan set vældig nemt at forstå, at USA helst ikke vil være med til hele det her internationale krigsforbryderdomstol noget. Så vidt jeg kan se(uden at være jurist), så kan flere amerikanske soldater i Irak restforfølges for forbrydelser mod menneskeheden på grundlag af a) og g), og hvis vi følger eksemplet fra Jugoslavien, et eksempel USA vel at mærke har været meget ivrige efter at sætte, så springer vi de små fisk over og går efter de store, dem med ansvaret, dem der enten gav ordrer eller ikke skred ind, og så kan ledende amerikanske militærfolk og ledende politikere (herunder Rumsfeld og Bush) restforfølges på grundlag af d); e) og f).
Og det er jo ikke fordi det er nyt for mig, at meget af det der foregår i Irak og i "Krigen Mod Terror" er absurd, idiotisk og forbryderisk , men det kommer alligevel lidt bag på mig, at så meget af det glasklart falder indenfor "Forbrydelser mod Menneskeheden", som altså er noget helt andet end at ovetræde politivedtægten (det er så vildt det navn, man har virkeligt fucked up big time hvis man har lavet en forbrydelse mod menneskeheden)og det er jo vel at mærke ikke sådan en ny pladderhumanistisk rundkredspædegogisk opfindelse. Der er ikke blevet lavet nye love til ICTY, det hele baseres på Genevekonventionen fra 1949, Folkedrabs(genocide)konventionen fra 1948, Nurenberg Charteret fra 1945 og Haagkonventionen fra 1907.
Ja det var bare lige det, så kan jeg vende tilbage til at pille i min egen navle med god samvittighed.
Abonner på:
Opslag (Atom)