Jeg glemte jo helt bloggen i min langtrukne snak om hvad der var sket det sidste halve år(se nedenfor). Jeg eksploderede ud på den virtuelle selviscensættende scene, da jeg oprettede den her blog. Og det er jo pudsigt at glemme netop bloggen, både fordi bloggere aldrig glemmer deres egen blog, men også fordi min afrejse fra Budapest giver anledning til adskillige eksistentille overvejelser angående bloggen. For hvad skal der ske med den, når jeg kommer tilbage til Kbh?
Den hedder godt nok saasaamanligemig, men det var nu mere tænkt som en selvironisk dækserviet end en egentlig programerklæring. Ideen var jo altid at skrive om Budapest eller i hvert fald om mig i Budapest, da jeg tænker at jeg alt andet lige er noget mere underholdende at se på i Budapest end derhjemme i Kbh, hvor der jo intet er til at trække mig ud af det ordinæres sump.
Tilgengæld har det været alletiders at få skrevet så meget, og ja jeg undskylder virkeligt at "meget" i den grad er nøgleordet til trods for alle mine fine intentioner om at skrive kortere. Men det har sgu været rigtig rart at skrive noget mere og andet end opgaver og indberetninger, og jeg har næsten ikke skrevet for sjov siden jeg holdt op med at have tysk, fysik og matematik i gymnasiet.
Men enden er altså muligvis nær for bloggen, eller radikale ændringer skal i hvert fald til. Den må skulle handle om noget andet og den må nødvendigvis blive mindre løgnagtig, derhjemme er der jo vidner. Her er der kun Henrik, og han er jo fra CBS og sådan nogle opfatter løgn som noget helt naturligt tror jeg. Men hvis jeg nu skal være ærlig, så har jeg faktisk slet ikke været så løgnagtig som man kunnne tro. På mange måder er jeg jo et ærligt menneske, og det er vel i virkeligheden problemet. For uden løgn kommer jeg vist ikke langt med en blog fra dagliglivet i Kbh.
Der er forresten noget vi skal have snakket om, du og jeg, det er noget om bloggen. Eller dvs om navnet saasaamanligemig. Jeg har ikke hugget det fra Nynnes dagbog (gud bedre det), det er ikke en ironisk henvisning til Nynnes Dagbog, Nynnes Dagboh har ikke været et dominerende rereferencepunkt for hverken blog eller blogger. Okay, har vi det på det rene. Jeg vidste ikke at det var sådan noget Nynne sagde hele tiden. I min verden er "Så så man lige mig", sådan noget mænd sagde, den gang de var drenge og ikke var nær så raffinerede i deres jagt på opmærksomhed. "Heyhey Jens P, så så man lige mig komme her med et kæmpe stort svær og smadrede dem allesammen" Eller hvad man nu gjorde af ting der ellers var svære at se. Nu er det mere raffineret midler vi bruger f.eks bøvser højlydt, råber noget sjovt i biografen, opretter en blog eller bygger et operahus. Så navnet var altså ikke en ironisk reference til Nynnes Dagbog (som altså ikke er et af mine referencepunkter), men altså mere en ironisk dækserviet, et forsøg på at tage brodden af hele selviscensættelsen, af overgivelsen til "Jeg er vigtig for verden" kulturen. Altså afvæbne det med en selvironisk omfavnelse. Men også her er det svært at være original fandt jeg ud af, da en ven fortale mig, at han havde været nødt til at bruge navnet migmigmigmig til sin blog, da mig, migmig og migmigmig var taget.
Og desuden, hvis man skal tro Politiken i denne uge, så kan Danmark nok godt leve uden min blog. 10.000 er vi nu, der på dansk udgyder vores banale inderligheder pr. blog. Så nu gør jeg muligvis ligesom Diffen, der fuldstændigt opgav Dancehall da BikStok kom og stjal hendes subkultur og gav den til masserne.
Så når først alle de løse ender er bundet til en stor ordrig virtuelknude og de sidste sandfærdige røvere fra Budapest er blevet fortalt er det meget muligt at der lukkes og slukkes på saasaamanligemig.
Men nu må vi se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar