Hej kære læser
Ikke uden en hvis følelse af sørgmodighed kan jeg hermed byde velkommen til den sidste post fra Budapest. Ja du hørte rigtigt ikke et ord mere skal postes her fra denne Østeuropas, undskyld CENTRALeuropas Paris, denne byernes by, denne Donaus perle, denne forførende smukke og slidte by . For nu er det slut, kufferterne er pakket, gulvet er vasket, plakaterne taget ned, skraldespanden tømt og toilettet skyldet ud. Og ja farvel du tyske toilet, dig vil jeg ikke savne, du gamle kumme.
Meget andet vil jeg dog savne, men sådan er der jo så meget og døre skal jo lukkes for at nye kan åbnes, hvilket ikke rigtigt giver mening medmindre man er utroligt bange for gennemtræk - som da vitterligt også kan være en skidt ting med snue, hold i nakken og bortfløjne pengesedler til følge.
Jeg er dog ikke helt ude af byen endnu. Min afløser i byen, på ambassaden og i lejligheden kommer i aften. Det er en ung mand ved navn Jens, der så vidt jeg har kunnet forstå er i besiddelse af en sund interesse for Balkan. Han får så muligheden for stille tørsten i mit kar af visdom inden taxaen onsdag morgen samler mig, Helene og enorme mængder af bagage op på det latterlige klokkeslæt 05.30. Forhåbentligt uden for meget bulder og brag, men med landningshjulene nede, rammer vi Kastrup klokken 09.10 onsdag.
Og så er jeg ellers i Kbh så langt øjet rækker. Og det skal da forhåbenligt nok blive godt, især hvis du kære læser (og her tænker jeg ikke på dig der er kommet til bloggen gennem en pornosøgning i google) så sød, klog, sjov og charmerende som du jo er også er i Kbh, så vi kan finde ud af noget sjovt og udbytterigt i hinandens eller andres selskab.
Hvis jeg lige skal runde af med et par enkelte ord om bloggen, så vil jeg lige sige, at dette er den sidste post fra Budapest, forstået sådan at det er den sidste post, jeg poster mens jeg er her i byen. Planen er at jeg lige får afrundet, fortalte de sidste røvere og lissom opsummeret i løbet af august hjemme i Kbh. Herefter er der ingen planer og kun tiden (i nært samarnejde med internettet) vil vise, hvad bloggens videre skæbne bliver.
Men det var vist ordene herfra. Kan du have det så godt til næste gang. Jeg glæder mig uendeligt til at se dig i Kbh.
Alt det bedste
Frederik - din blogger i Budapest
1 kommentar:
Velkommen hjem. Vi ses nok ude på instituttet til en pils, på et tidspunkt. Thomas O.
Send en kommentar