Hvis vi lige starter med at samle op på hele historien om udviklingen i min mentale tilstand, hvor jeg som den opmærksomme læser vil kunnne huske, gik søndag morgen i møde med en hvis nervøsitet. Og ikke ganske uden grund, søndag var der ingen smuk sovende kvinde med mælkehvid hud og rosakinder der lå og sov i min sture, der var dog heller ingen nøgen mand i fosterstilling og med fedtet hår. Eller nærmest men ikke da jeg vågnede, for jeg vågnede nemlig på sofaen i stuen søndag formiddag.
Forud var gået meget og bl.a. en af de mest vanvittige fester jeg ikke kan huske eller hvad man nu skal sige. Meget står uklart, en del står slet ikke og andet er ikke interessant. Mine ekstremt ømme skuldre gør miig dog opmærksom på mødetmed en taekwondo kæmpende arkitektstudine fra Århus, der gjorde mig opmærksom på at det var vilje at hun slog på en sådan måde at jeg ikke blev dræbt, hvilket jeg takkede for og tog som endnu et udtryk for min uimodståelige charme. Ellers kan jeg desværre ikke fortælle det store om festen, men blot sige at hvis du er i nærheden af 400 arkitektstuderende der holder National Evening, og alle har taget traditionel sprut med fra hjemlandet, ja så burde du faktisk prøve at liste med. Af en eller anden grund er jeg næsten sikker på at det var ufatteligt morsomt.
Inden da var jo også gået min sidste arbejdsdag på ambassaden, der fredag blev markeret med nødder og champagne. Ambassadøren havde taget champagne med hjemmefra og var i højt humør. Det kunne skyldes at det var min sidste dag, det kunne også skyldes at han endeligt havde fået den film der blev optaget da han lavede et dobbelt loop i et af de der fly der laver luft-akrobatik.
Efter at have tegnet og fortalt om dette endnu engang (vi har tidligere brugt en god del af et mandagsmøde på sagen), skiftede samtalen så småt karakter, og Ambassadøren begyndte af en eller anden grund at fortælle om dengang han endte på Pan sammen med nogle venner, og derfra røg vi over i nostalgiske fortællinger om en homo/trans bar i Kbh ved navn Madame Arthur, som ifølge både Ambassadøren og Ambassaderåden var garant for den byens bedste fest tilbage i 80'erne. Ambassaderåden svømmede helt væk i minder om en svunden ungdom og begyndte at mumle noget om den gang for 30 år siden, hvor hun var en endda meget nær bekendt af det københavnske nattelivs skumleste steder. Det blev dog kun ved antydningerne, fuldstændig ligesom antydningerne om hvad Prins Henrik og Anders Fogh hver for sig kunne finde på, når de var på besøg i Bangkok, den gang Ambassaderåden var ambassadørfrue i Thailand. Det er kun antydninger af at hun kan historier, aldrig histroierne selv, men hun begynder tit at tale om Rigets omdømme og det problematiske i muligheden for afpresning af landets Statsminister.
Og nu er det så blevet tirsdag, endnu en reception er kedeligt men lykkeligt overstået, det er begyndt at pisregne og Steph og jeg sidder lidt fanget i lejligheden, da ikke alene min hukommelsen men også min himmelblå paraply blev glemt til festen i lørdags.
Jeg har i det hele taget været ualmindeligt uheldig på det sidste, hukommelsen og paraplyen blev væk i lørdags, og mandag nat mistede jeg stemmen. Jeg må virkeligt til at passe bedre på mine ting, især når man tænker på at intet af det var forsikret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar