Ok, så begynder vi igen. Stille og roligt. I en lidt anden stil end sidst vi sås. Sidder i en kælder snart i den sidste måned af mit speciale, så lige med det første bliver det ikke den højeste opdateringsfrekvens, men efterhånden som den forventede arbejdsløshed sætter ind, kan det være tempoet hæves. Nu begynder vi som sagt i det små. Helt overvejende med noget jeg ikke selv skriver. I speciale arbejdet falder jeg i ny og næ over historier man kunne smide op.
Her er det et vidneudsagn fra Prosecutor v. Popovic et al. (Srebrenica). Vi kan kalde historien Chaufføren og drengen i bunken, fordi den handler om en chauffør og en dreng der kommer ud af en bunke.
"Q. All right. Now, I'd like you to continue, tell me what happened next. What happened after you saw these -- I don't remember the exact number you said, and it -- I don't expect you to remember the exact number. But after the prisoners were loaded on the truck, what happened next? What did you see?
A: I saw the people being put on the trucks. The truck started; and when it was on the road, a jeep started riding behind it. Inside there were soldiers with open doors, ready to intervene should somebody decide to jump off the truck. I was told to ride behind them until we reached a certain place where I was supposed to unload the rest of the juices andfood that I had my van. So we arrived up there; the truck stopped. The police and soldiers - I don't know - had more of a fierce attitude as they were ordering them to get off. This is where the main asphalt road is for Krizanovici [phoen] and Kitovnice villages. The truck stopped there and they were getting off the truck, and it's more towards the road leading toward the railroad. They -- they marched them next to a heap of corpses, and it was then that I realised that it wasn't actually an exchange, that it was something horrible.
They lined them up there. A group of soldiers, men, four, five, six of them, stood there. The others stood; and when they were given on order to shoot, they shot and the others fell; and then they took out several groups - I don't know. One, two, three groups - and then they were done with them there. Shall I continue?
Q. Please do.
A. And then in my mind something terrible, something unheard of happened. Something that I have not been able to forget until this day, and will never forget. I developed diabetes after this, just because of thinking of what a man can do to another man. This is where these people were shot to death.
When giving my statement, no matter how many times you watch atrocities on -- in various movies, documentaries, and so on, no matter how many horrible books you read, books that make you cry over somebody else's fate, let me tell you it's nothing compared to what one can experience oneself, as I did there.
I developed diabetes after that.
In that heap, in that pile of dead bodies, who did not resemble people any longer, this was just a pile of flesh in bits, and then a human being emerged. I say a human being, but it was actually a boy of some five to six years. It is unbelievable. Unbelievable. A human being came out and started moving towards the path, the path where men with automatic rifles stood doing their job.
And this child was walking towards them.
All of those soldiers and policemen there, these people who had no trouble shooting -- I shouldn't judge them because I don't know about their situation. Perhaps they did it because of the order they received and perhaps they did it because of their nature. There are all kinds of people, and some of them may have done it gladly. Some probably did it because they had to.
And then all of a sudden they lowered their rifles and all of them, to the last one, just froze. And it was just a child there. Had it been a person of 70 or 80 years old, it would have been horrible, let alone an innocent, sweet child.
And the child was covered in bits of bowel tissue of other people. Later on in the hospital in Zvornik, the doctor showed me, he said, "Sir, this stinks." And back at the time I didn't feel the stench. I didn't even feel it as I was driving the child. I only felt it afterwards, after everything had happened.
This gentleman -- I apologise, I used the word gentleman. This officer, I think he was lieutenant-colonel. I'm sure he was lieutenant-colonel or colonel at the most. I cannot get up here, although I would like to illustrate this to you. I would like to give you a descriptive impression. And he was like the most arrogant person who
turned to the men, the soldiers, and said, "What are you waiting for? Just finish him off." And then these very men who had no trouble killing people earlier, said to him, "Sir, you have a pistol yourself, so why don't you finish him off. Go ahead, because we can't do that."
All of them who were there were simply speechless; then the officer said, "Take the child, put him on the truck, and take him down there; and then bring him here with the next batch and then he'll be finished off."
I was there. I was completely powerless. I was an outsider there, a logistics person, and I was there with a job just to keep quiet. I had nothing to do with what was happening there. They were executing people, and my job was just to bring in supplies; and then they took the child, not the men who were finishing off the people, no. The others took the child by the hand. Yes. And as the child was emerging out of the pile of those who had been executed, he was saying, "Baba," this is how they call father. He was saying, "Baba, where are you?" The child was in shock.
They took him to the truck. The child, knowing that he had been on that truck earlier, started convulsing. He was shaking and saying, "No, no. I'm not going to do it." Then I intervened in order to assist everybody, including the child. And I told them, "Listen, I'll turn the lights on in my van, and I will put the music on so that I can divert his attention from all of this that's happening. I'll turn the radio on," because I wanted the child to come to his senses. He was completely lost he didn't know what was happening and who he was. I said, "I will try to take him wherever you want me to take him." So I came into the van and I put the light on, because -- and it helped the child because to him everything was just pure darkness. And I put the radio on, the local radio station, with the music that was familiar to him, and I did this to allow him to recover, to come back to his senses. I said to him, "Come here, come here, come to me." I said, "Look. I have light on, music on."
All of a sudden he took me by the hand and came to me.
I don't want any one of you to experience that. I used to be a strong man. I used to be a firm man. That was my reputation. But I wouldn't wish this upon anyone to experience this -- the grip, the grip of him on my hand, and I was amazed at his strength. The strength of this child.
And then I -- I got into the car, I -- I left him alone for a second, just because I had to turn the car on, and I put the music on, and then we went back with the rest - you know who the rest were - so that the next batch could be finished off.
From this place, which is called Orac, there is a water source there, water fountain, known as Orac. I drove to the elementary school, to the gym. And as I was driving down there, I knew that I should not leave him there. I knew that I could not leave him there. Since I had completed my task, I distributed the food and other supplies. And I was supposed to leave the child there but I couldn't do that, and I thought maybe I should drive to the barracks in Karakaj, the Standard barracks.
There was a health centre for lightly wounded soldiers or somebody who had flu, you know, who were lightly ill. At first I thought I should leave him there in the health centre. As I was driving to Karakaj, I was thinking to myself, and I was thinking, "What if I leave him there at the military facility. I need to explain to everyone how I came across this child." And I didn't dare tell people about the situation. I didn't even dare tell my friends about what had happened at that site.
So I decided to go to Zvornik instead, to put him in the hospital. I knew he would be registered there, and once he was registered then there was no chance for anything else. I was aware of what I was doing. I knew that I was even perhaps risking my own life; because if that man was ready to kill a huge amount of people, then he would certainly be ready to kill. "God forbid, God forbid," I said. I can't continue.
JUDGE AGIUS: Mr. Zivanovic, I saw you rising earlier on. Is it the transcript?
MR. ZIVANOVIC: [Interpretation] Thank you, Your Honours. In the transcript something was omitted, something that the witness said; namely, that it was evening and that it was dusk.
THE WITNESS: [Interpretation] Yes.
MR. ZIVANOVIC: [Interpretation] That wasn't translated. Page 36, 19 line 14."
(hentet fra transcriptionen fra retssagen, her (scroll ned til side 7579), mere info kan findes her, overskuelig info her (.pdf)
lørdag, august 22, 2009
fredag, juni 29, 2007
Roskilde 2007
Roskilde venter om hjørnet, lige om hjørnet, og sammen med Roskilde er igen i år kommet de store mørke skyer. Jeg hader regn på Roskilde. Det gør ALTING så ufatteligt besværligt. Det bliver besværligt at gå, det er besværligt at sætte sig, det er besværligt at komme ind i sit telt, besværligt at komme ud, besværligt at falde om kuld og besværligt at rejse sig når først man er faldet.
Men det skal også siges om regnårene, at de bliver de legendariske år. Roskilde 91 var en klassiker og vist her smatten opstod, det var tiden inden træflis. Roskilde 97 var mit første regnår, og det var sgu mudret, men ældre mere erfarne folk kunne jo så fortælle, at det ikke var noget i forhold til 91, hvor regnen var så tæt at man kunne svømme i den og at hele bands forsvandt og først blev fundet i mudderet efter festivalen. Men 1997 var stadig noget særligt, og jeg er glad for, at jeg var der. Også fordi jeg var noget så forelsket i den sødeste pige med lyst strithår, vi sad på et bræt onsdag i regnvejr og kyssede noget så forsigtigt. Senere brugte vi en del tid i på at kysse i hendes telt. Det var henrivende. Jeg er dog ikke helt sikker på at hendes teltpartner fandt ung kærlighed i Roskidles mudder helt så smuk og henrivende som vi gjorde.
Det andet fede ved at være der i 1997 var, at det gav mulighed for gå rundt på Roskilde 2004 og sige til de unge, at de burde få armene ud fra kroppe og holde op med at sidde og snøfte i mudderet for i forhold til 97, var det her sgu en solferie på Mallorca.
I år kunne godt ligne sådan et legendarisk år. Vejrudsigten for Roskilde ser lige nu sådan her ud:
Og man må jo desværre sige, at DMI er bedre end sit rygte, selvom 63% sandsynlighed for regn torsdag jo ikke er en garanti for regn, og selvom man lægger de 18% sandsynlighed for byger oveni, så er der stadig 19% chance for noget andet... og det er jo også noget.
Men tilbage til festivalen og mig. Det er vist min 12. festival i år, og jeg er spændt som et lille barn. For kun anden gang siden 1999 skal jeg ikke arbejde under selve festivalen, og for føste gang siden 1998 skal jeg ikke være i køkkenet i den uforlignelige Badeklub.
Så i år står den på musik, rusmidler, musik, flere rusmidler, mad, musik og rusmidler og altså mudder. Jeg kan nærmest ikke overskue, hvad jeg skal gøre af mig selv de fire dage, de er helt frie, jeg står ikke i et køkken, sidder ikke i en sauna og sveder eller i en kølecontainer og gør lageret op, jeg er fri som den mest musikglade lille berusede fugl i verden. Og jeg skal til koncert.
Programmet er jo sit sædvanlige uoverskuelige selv, men Roskildes hjemmeside har den fine feature, at man kan krydse af og lave sit eget personlige program, det har jeg gjort, og det ser sådan her ud:
Mandag 2. juli
FOREST AND CRISPIAN - Pavilion Junior
Tirsdag 3. juli 2007
SORT STUE MED PIRATKOR - Pavilion Junior
ANALOGIK - Pavilion Junior
Onsdag 4. juli
DETEKTIVBYRÅN - Pavilion Junior
Torsdag 5. juli 2007
17:30 BOOTY COLOGNE - Cosmopol
18:00 ARCADE FIRE - Arena
19:30 LCD SOUNDSYSTEM - Odeon
20:00 TALIB KWELI AND JEAN GRAE - Cosmopol
20:00 MATMOS - Astoria
20:00 MIKKEL METAL - Lounge
22:00 BJÖRK - Orange
22:00 NOSTALGIA 77 OCTET - Astoria
Fredag 6. juli 2007
13:00 CAMERA OBSCURA - Pavilion
14:45 MURDER - Astoria
17:00 TROST - Astoria
17:00 X-ALFONSO - Cosmopol
19:15 CARION/SVIN: BLOWBEAT - Astoria
19:30 BEASTIE BOYS - Orange
21:00 DIZZEE RASCAL - Cosmopol
21:00 TRENTEMØLLER - Arena
22:00 CSS - Odeon
22:30 JUNKYARD PRODUCTIONS - Cosmopol
00:00 ANTHONY B - Cosmopol
01:00 LEE SCRATCH PERRY & ADRIAN SHERWOOD - Cosmopol
02:30 DJUMA SOUNDSYSTEM - Astoria
03:00 QUIT YOUR DAYJOB - Pavilion
Lørdag 7. juli 2007
12:30 BAND ANE - Astoria
14:00 AGF - Astoria
14:30 THE NATIONAL - Odeon
17:00 THOMAS DYBDAHL - Arena
18:00 DARKO RUNDEK & CARGO ORKESTAR - Pavilion
18:30 THE FLAMING LIPS - Orange
19:00 CLIPSE - Cosmopol
20:30 NORTEC COLLECTIVE - Cosmopol
21:30 A HAWK AND A HACKSAW - Astoria
22:30 BONDE DO ROLE - Cosmopol
23:45 BURAKA SOM SISTEMA - Cosmopol
00:00 FANFARE CIOCARLIA - Astoria
01:00 RED HOT CHILI PEPPERS - Orange
01:30 DJ CLICK - Astoria
02:00 KAL - Astoria
02:30 DIGITAL MYSTIKZ, LOEFAH & MC SGT POKES - Cosmopol
03:30 DJ CLICK - Astoria
Søndag 8. juli 2007
12:00 BLOOD SWEAT DRUM'N'BASS BIG BAND - Cosmopol
12:30 BADUN - Astoria
13:00 THE LIONHEART BROTHERS - Pavilion
13:00 PIXEL - Lounge
14:00 SUSPEKT - Cosmopol
14:30 BEIRUT - Astoria
15:00 ALPHA BLONDY - Orange
16:00 SEUN KUTI & EGYPT ’80 - Cosmopol
18:30 TUNNG - Astoria
20:15 LAURENT GARNIER - Odeon
20:45 DATAROCK - Arena
00:00 KENNETH BAGER feat. JULEE CRUISE - Arena
02:00 JUSTICE - Arena
Opsummerende så er der en del elektronisk, en del hiphop, ret meget "verdensmusik", et lille drys rock og så tilsat en knivspids klassiske Roskilde koncerter, dem der man gerne vil se/høre fordi det lyder ualmindeligt sært og festivalagtigt.
Og indimellem skal man jo også nå at hænge ud, både her og der, og lige blande sig lidt i køkkenet i Badeklubben, bruge et par timer på at hakke, snitte, koge, stege og sælge mad, bare fordi det er sjovt. Og sauna skal man nå, og endeligt ikke glemme at passe sin brandert. Og for alt i verden huske bare at drysse rundt til koncerter man ikke vidste man ville gå til. Og falde i snak. Og falde i mudder. Og stå i kø til toilettet. Og spise så man har noget at gå på toilettet med.
Uj det bliver godt. Og jeg håber jeg ser dig Du kan finde mig til en af overnnævnte koncerter, sevom jeg ikke vil garantere at være til dem alle.
Hav det bedst du søde
Men det skal også siges om regnårene, at de bliver de legendariske år. Roskilde 91 var en klassiker og vist her smatten opstod, det var tiden inden træflis. Roskilde 97 var mit første regnår, og det var sgu mudret, men ældre mere erfarne folk kunne jo så fortælle, at det ikke var noget i forhold til 91, hvor regnen var så tæt at man kunne svømme i den og at hele bands forsvandt og først blev fundet i mudderet efter festivalen. Men 1997 var stadig noget særligt, og jeg er glad for, at jeg var der. Også fordi jeg var noget så forelsket i den sødeste pige med lyst strithår, vi sad på et bræt onsdag i regnvejr og kyssede noget så forsigtigt. Senere brugte vi en del tid i på at kysse i hendes telt. Det var henrivende. Jeg er dog ikke helt sikker på at hendes teltpartner fandt ung kærlighed i Roskidles mudder helt så smuk og henrivende som vi gjorde.
Det andet fede ved at være der i 1997 var, at det gav mulighed for gå rundt på Roskilde 2004 og sige til de unge, at de burde få armene ud fra kroppe og holde op med at sidde og snøfte i mudderet for i forhold til 97, var det her sgu en solferie på Mallorca.
I år kunne godt ligne sådan et legendarisk år. Vejrudsigten for Roskilde ser lige nu sådan her ud:
Og man må jo desværre sige, at DMI er bedre end sit rygte, selvom 63% sandsynlighed for regn torsdag jo ikke er en garanti for regn, og selvom man lægger de 18% sandsynlighed for byger oveni, så er der stadig 19% chance for noget andet... og det er jo også noget.
Men tilbage til festivalen og mig. Det er vist min 12. festival i år, og jeg er spændt som et lille barn. For kun anden gang siden 1999 skal jeg ikke arbejde under selve festivalen, og for føste gang siden 1998 skal jeg ikke være i køkkenet i den uforlignelige Badeklub.
Så i år står den på musik, rusmidler, musik, flere rusmidler, mad, musik og rusmidler og altså mudder. Jeg kan nærmest ikke overskue, hvad jeg skal gøre af mig selv de fire dage, de er helt frie, jeg står ikke i et køkken, sidder ikke i en sauna og sveder eller i en kølecontainer og gør lageret op, jeg er fri som den mest musikglade lille berusede fugl i verden. Og jeg skal til koncert.
Programmet er jo sit sædvanlige uoverskuelige selv, men Roskildes hjemmeside har den fine feature, at man kan krydse af og lave sit eget personlige program, det har jeg gjort, og det ser sådan her ud:
Mandag 2. juli
FOREST AND CRISPIAN - Pavilion Junior
Tirsdag 3. juli 2007
SORT STUE MED PIRATKOR - Pavilion Junior
ANALOGIK - Pavilion Junior
Onsdag 4. juli
DETEKTIVBYRÅN - Pavilion Junior
Torsdag 5. juli 2007
17:30 BOOTY COLOGNE - Cosmopol
18:00 ARCADE FIRE - Arena
19:30 LCD SOUNDSYSTEM - Odeon
20:00 TALIB KWELI AND JEAN GRAE - Cosmopol
20:00 MATMOS - Astoria
20:00 MIKKEL METAL - Lounge
22:00 BJÖRK - Orange
22:00 NOSTALGIA 77 OCTET - Astoria
Fredag 6. juli 2007
13:00 CAMERA OBSCURA - Pavilion
14:45 MURDER - Astoria
17:00 TROST - Astoria
17:00 X-ALFONSO - Cosmopol
19:15 CARION/SVIN: BLOWBEAT - Astoria
19:30 BEASTIE BOYS - Orange
21:00 DIZZEE RASCAL - Cosmopol
21:00 TRENTEMØLLER - Arena
22:00 CSS - Odeon
22:30 JUNKYARD PRODUCTIONS - Cosmopol
00:00 ANTHONY B - Cosmopol
01:00 LEE SCRATCH PERRY & ADRIAN SHERWOOD - Cosmopol
02:30 DJUMA SOUNDSYSTEM - Astoria
03:00 QUIT YOUR DAYJOB - Pavilion
Lørdag 7. juli 2007
12:30 BAND ANE - Astoria
14:00 AGF - Astoria
14:30 THE NATIONAL - Odeon
17:00 THOMAS DYBDAHL - Arena
18:00 DARKO RUNDEK & CARGO ORKESTAR - Pavilion
18:30 THE FLAMING LIPS - Orange
19:00 CLIPSE - Cosmopol
20:30 NORTEC COLLECTIVE - Cosmopol
21:30 A HAWK AND A HACKSAW - Astoria
22:30 BONDE DO ROLE - Cosmopol
23:45 BURAKA SOM SISTEMA - Cosmopol
00:00 FANFARE CIOCARLIA - Astoria
01:00 RED HOT CHILI PEPPERS - Orange
01:30 DJ CLICK - Astoria
02:00 KAL - Astoria
02:30 DIGITAL MYSTIKZ, LOEFAH & MC SGT POKES - Cosmopol
03:30 DJ CLICK - Astoria
Søndag 8. juli 2007
12:00 BLOOD SWEAT DRUM'N'BASS BIG BAND - Cosmopol
12:30 BADUN - Astoria
13:00 THE LIONHEART BROTHERS - Pavilion
13:00 PIXEL - Lounge
14:00 SUSPEKT - Cosmopol
14:30 BEIRUT - Astoria
15:00 ALPHA BLONDY - Orange
16:00 SEUN KUTI & EGYPT ’80 - Cosmopol
18:30 TUNNG - Astoria
20:15 LAURENT GARNIER - Odeon
20:45 DATAROCK - Arena
00:00 KENNETH BAGER feat. JULEE CRUISE - Arena
02:00 JUSTICE - Arena
Opsummerende så er der en del elektronisk, en del hiphop, ret meget "verdensmusik", et lille drys rock og så tilsat en knivspids klassiske Roskilde koncerter, dem der man gerne vil se/høre fordi det lyder ualmindeligt sært og festivalagtigt.
Og indimellem skal man jo også nå at hænge ud, både her og der, og lige blande sig lidt i køkkenet i Badeklubben, bruge et par timer på at hakke, snitte, koge, stege og sælge mad, bare fordi det er sjovt. Og sauna skal man nå, og endeligt ikke glemme at passe sin brandert. Og for alt i verden huske bare at drysse rundt til koncerter man ikke vidste man ville gå til. Og falde i snak. Og falde i mudder. Og stå i kø til toilettet. Og spise så man har noget at gå på toilettet med.
Uj det bliver godt. Og jeg håber jeg ser dig Du kan finde mig til en af overnnævnte koncerter, sevom jeg ikke vil garantere at være til dem alle.
Hav det bedst du søde
tirsdag, juni 26, 2007
Verdens journalister går amok
På forsiden af Politiken.dk kunne man i dag læse den her manchet:
"Mange steder på jorden viser vejret sig fra sin værste side. Men mediernes fokus på vejret er mere ekstremt end vejret selv, mener DMI."
Overskriften var den usædvanligt passende
"Verdens vejr går amok"
Jeg elsker altså journalister nogle gange.
Alt det bedste
Frederik
"Mange steder på jorden viser vejret sig fra sin værste side. Men mediernes fokus på vejret er mere ekstremt end vejret selv, mener DMI."
Overskriften var den usædvanligt passende
"Verdens vejr går amok"
Jeg elsker altså journalister nogle gange.
Alt det bedste
Frederik
lørdag, juni 23, 2007
Kulturmøde. LIVE!
Oven på succesen med Speak the Hungarian Rapper - og for at bidrage til festliggørelsen af din Skt Hans - er det denne blogs ydmyge fornøjelse at kunne præsentere vinderen af det bulgarske Idol, og sangen, der sikrede hende sejren.
Tag godt imod den henrivende Nevena Coneva og hendes fortryllende fortolkning af "I will allways love you".
Nu har jeg jo så hørt sangen et par gange og jeg må indrømme, at den er begyndt at vokse på mig. Nogen Speak er hun i hvert fald ikke, der er jo faktisk kvaliteter her, et eller andet sted. Jeg synes måske bare ikke de stille stykker fungerer helt perfekt, og jeg er ikke sikker på, at jeg alene baseret på denne sang kan give en af brugerne på You Tube ret i, at hun er "the BEST EVER!" med caps lock og det hele.
Uanset hvad, så er de ret fascinerende de her kulturmøder - i Speaks tilfælde kulturharmonikasammenstød.
En stor tak til altid glimrende Belgrade 2.0, for at gøre mit liv en lille bitte smule rigere.
Tag godt imod den henrivende Nevena Coneva og hendes fortryllende fortolkning af "I will allways love you".
Nu har jeg jo så hørt sangen et par gange og jeg må indrømme, at den er begyndt at vokse på mig. Nogen Speak er hun i hvert fald ikke, der er jo faktisk kvaliteter her, et eller andet sted. Jeg synes måske bare ikke de stille stykker fungerer helt perfekt, og jeg er ikke sikker på, at jeg alene baseret på denne sang kan give en af brugerne på You Tube ret i, at hun er "the BEST EVER!" med caps lock og det hele.
Uanset hvad, så er de ret fascinerende de her kulturmøder - i Speaks tilfælde kulturharmonikasammenstød.
En stor tak til altid glimrende Belgrade 2.0, for at gøre mit liv en lille bitte smule rigere.
torsdag, juni 21, 2007
Kontakt Jord
Jeg har købt nye sko i dag. De er rasende smarte, snørbåndene er i hvert fald røde og skoene er åbenbart lavet efter et koncept, de kalder "Contact Earth". Et lille stykke skrigorange pap siddende i de røde snørebånd kunne oplyse at
"Contact Earth is a system which allows the electrostatic energy accumulated throughout the day to discharge and at the same time allows you to be in contact with the earth energies."
Hvabehar!
Og det er ikke det halve af det, kassen de kom i kunne supplere med oplysningen, at
"Camper is not a shoe. Camper is the result of a dream."
Hvilket mindede mig om, at jeg i en længere årrække drømte ufatteligt kedelige drømme. Den så afgjort kedeligste, som det ikke er lykkes mig at glemme, handlede om, at jeg var i ISO og købte to frosne ænder på et ualmindeligt godt tilbud.
Det er faktisk ikke noget jeg finder på det her, de drømme bekymrede mig mere og i længere tid en mine værste mareridt. Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvordan jeg skulle tolke dem, men lur mig om ikke det et eller andet sted handlede om sex.
"Contact Earth is a system which allows the electrostatic energy accumulated throughout the day to discharge and at the same time allows you to be in contact with the earth energies."
Hvabehar!
Og det er ikke det halve af det, kassen de kom i kunne supplere med oplysningen, at
"Camper is not a shoe. Camper is the result of a dream."
Hvilket mindede mig om, at jeg i en længere årrække drømte ufatteligt kedelige drømme. Den så afgjort kedeligste, som det ikke er lykkes mig at glemme, handlede om, at jeg var i ISO og købte to frosne ænder på et ualmindeligt godt tilbud.
Det er faktisk ikke noget jeg finder på det her, de drømme bekymrede mig mere og i længere tid en mine værste mareridt. Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvordan jeg skulle tolke dem, men lur mig om ikke det et eller andet sted handlede om sex.
onsdag, juni 20, 2007
Ny Politik og Mokka
Jeg synes efterhånden, at vi har hørt nok om den politik som Ny Alliance ikke har, og jeg mener, at folk snart må indse, at i disse tider kan man ikke forvente, at et helt nyt parti har en såkaldt "politik". Hele ideen om, at partier opstår omkring en politik er gammeldags og antikveret. Ny Alliance er netop ny og dermed ikke gammeldags, og her er man startet med det vigtige nemlig personerne, så har man fået det næstvigtiste nemlig opmærksomhed, så kom det tredjevigtigste nemlig økonomisk støtte - eller ørhm jeg mener medlemmerne - og så lidt senere kommer politikken... måske... eller nu er der måske rod i kronologien og prioriteterne, det allervigtigste må være stemmerne og dem ved jeg ikke, hvornår kommer, nok før politikken... eller nej det er også forkert - det aller aller vigtiste må være magten eller indflydelsen eller nej, det lyder for holdningsbaseret, lad os sige ministerposterne(og bilerne), det kommer til sidst eller i hvert fald efter stemmerne eller dvs jeg tror politikken nok kommer til sidst og ministerposterne(og bilerne) først.
Eller ok, jeg har vist ikke helt styr på mit skema over Ny Politik, men pointen her er i hvert fald, at politik ikke er særligt vigtigt i politik nutildags, og hvis man ikke har forstået det, så skulle man måske nok lade være med at blande sig for meget i snakken og i stedet lige forsøge at komme i øjenhøjde med tiden.
Man er lidt en anakronisme i sin egen tid, hvis man tror, at partier opstår, fordi folk mener noget om noget. Dybtfølte holdninger til samfundet og ønsker om at påvirke samme i en bestemt retning er SÅ meget sidste årtusinde, og man afslører virkligt sig selv ved at stå og råbe på politik og holdninger - for guds skyld folkens, det er Ny Politik det her, her hører politik og holdninger ikke hjemme.
Derfor ser jeg heller ikke den store fare for Ny Alliance ved årsmødet. Man kunne jo ellers frygte, at medlemmer og politikere ville løbe skrigende væk, når de opdagede, hvad de andre mente - men her glemmer man, at det er Ny Politik, Nye Politikere og Nye Medlemmer og jeg tror slet ikke, at nogen af dem mener noget så meget, at det kan få hverken dem selv eller andre til at overhovedet bevæge sig og da slet ikke til at løbe skrigende i nogensomhelst retning.
Når det er sagt, så skal det også siges, at jeg mener, at der er nogle spørgsmål som Ny Alliance er nødt til at svare på snarest. Ved vi f.eks hvilken kaffe man drikker i det parti? Og drikker man overhovedet kaffe?
Kan vi virkeligt vente til årsmødet med at få det afklaret. Og ja jeg kan godt se, at det er et spørgsmål af en sådan vigtighed for partiets profil, at der kan argumenteres for, at det ikke er noget partitoppen kan beslutte hen over hovedet på medlemmerne, men på den anden side, hvordan kan man overhovedet melde sig ind i det parti uden at have fået svar på det spørgsmål?
Så kom i gang kendte politikere; få lavet den fokus gruppe, indkaldt de eksperter og få sat Gallup i sving, så I kan finde ud af hvilken kaffe I drikker.
Jeg tænker lidt Café Au Lait, som forekommer mig at være en god kompromiskaffe, lidt Café Latte - men stadig noget andet. På den anden side er det ikke nogen særligt ny kaffe og så kan det også indvendes, at den faktisk smager af noget, og det kan jo få folk til ikke at kunne lide den.
Alt det bedste
Frederik
Eller ok, jeg har vist ikke helt styr på mit skema over Ny Politik, men pointen her er i hvert fald, at politik ikke er særligt vigtigt i politik nutildags, og hvis man ikke har forstået det, så skulle man måske nok lade være med at blande sig for meget i snakken og i stedet lige forsøge at komme i øjenhøjde med tiden.
Man er lidt en anakronisme i sin egen tid, hvis man tror, at partier opstår, fordi folk mener noget om noget. Dybtfølte holdninger til samfundet og ønsker om at påvirke samme i en bestemt retning er SÅ meget sidste årtusinde, og man afslører virkligt sig selv ved at stå og råbe på politik og holdninger - for guds skyld folkens, det er Ny Politik det her, her hører politik og holdninger ikke hjemme.
Derfor ser jeg heller ikke den store fare for Ny Alliance ved årsmødet. Man kunne jo ellers frygte, at medlemmer og politikere ville løbe skrigende væk, når de opdagede, hvad de andre mente - men her glemmer man, at det er Ny Politik, Nye Politikere og Nye Medlemmer og jeg tror slet ikke, at nogen af dem mener noget så meget, at det kan få hverken dem selv eller andre til at overhovedet bevæge sig og da slet ikke til at løbe skrigende i nogensomhelst retning.
Når det er sagt, så skal det også siges, at jeg mener, at der er nogle spørgsmål som Ny Alliance er nødt til at svare på snarest. Ved vi f.eks hvilken kaffe man drikker i det parti? Og drikker man overhovedet kaffe?
Kan vi virkeligt vente til årsmødet med at få det afklaret. Og ja jeg kan godt se, at det er et spørgsmål af en sådan vigtighed for partiets profil, at der kan argumenteres for, at det ikke er noget partitoppen kan beslutte hen over hovedet på medlemmerne, men på den anden side, hvordan kan man overhovedet melde sig ind i det parti uden at have fået svar på det spørgsmål?
Så kom i gang kendte politikere; få lavet den fokus gruppe, indkaldt de eksperter og få sat Gallup i sving, så I kan finde ud af hvilken kaffe I drikker.
Jeg tænker lidt Café Au Lait, som forekommer mig at være en god kompromiskaffe, lidt Café Latte - men stadig noget andet. På den anden side er det ikke nogen særligt ny kaffe og så kan det også indvendes, at den faktisk smager af noget, og det kan jo få folk til ikke at kunne lide den.
Alt det bedste
Frederik
tirsdag, juni 19, 2007
Parkeringsbøder - glemte historier fra Budapest
Under sommerrengøring i bloggens administrative dyb, nede under den pæne men ikke særligt læsevenlige overflade du sidder og kigger på lige nu, faldt jeg over en lille håndfuld fortællinger fra tiden i Budapest. Ved ikke hvorfor jeg aldrig smed dem på bloggen, muligvis fordi de ikke havde noget at byde på, men hvis det var et princip jeg levede efter ville denne blog vist tilgengæld ikke have noget at leve af. Så nu lever den i stedet med ligegyldighederne og hermed indledes altså en lille serie af sandfærdige fortællinger fra livet som ung diplomat, som altså nu er blevet fundet frem og skrevet færdige, i en stilfærdig erkendelse af, at jeg toppede for nu længe siden i denne blogs barndom. Og ja, jeg mener godt man kan sammenligne det med Brian Wilson og Smile.
Og her kommer så en historie om diplomater og parkeringsbøder.
Diplomater snakker overraskende meget om parkeringsbøder. Overraskende fordi de i modsætning til os andre ikke behøver at betale dem og derfor egentligt ikke behøver at forholde sig til dem. Men på den anden side, så er det måske netop fordi, de ikke behøver at betale, at de snakker. Betaling af parkeringsbøden bliver jo til et rent etisk spørgsmål, som kræver dybe overvejelser. Alternativt er det bare et udtryk for, at der er noget man aldrig holder op med at trippe over uanset, hvor gammel og garvet en diplomat man bliver. Samlingen af ubetalte parkeringsbøder er - sammen med det fancy pas - på mange måder det mest håndgribelige udtryk for, at diplomater er noget andet og mere end almindelige dødelige mennesker og bilister.
Hvad end årsagen er, så snakker de i hvert fald ualmindeligt meget om parkeringsbøder. Og den mest besynderlige samtale jeg overhørte om emnet i min tid i Budapest, involverede den hollandske landbrugsattache Ruuuuuud, som de allermest opmærksomme og trofaste læsere vil kunne huske fra en tidligere post.
Ruuuuuuud kunne fortælle, at tricket var at parkere oppe på fortovet eller i midterrabatten. En parkering her var godt nok ulovlig, men var ikke en sag for ihærdige parkeringsvagter, men for politiet, der aldrig brugte tid på at dele parkeringsbøder ud (der er vist ikke nogen, der ved hvad politiet faktisk laver, udover naturligvis at gennemtæve demonstranter) hvormed den snedige Ruuuuuuud kunne undgå at få en bøde han ikke behøvede at betale alligevel. Det lykkedes mig aldrig, at se pointen i at gå gennem alverdens ulovlige krumspring blot for at undgå en parkeringsbøde, som man jo alligevel ikke betaler. Pointen er jo, at det er et etisk spørgsmål, ikke et økonomisk - hvilket gør det helt håbløst at parkere om muligt mere ulovligt for ikke at få bøden. Men så igen Ruuuds veje er uransagelige, og han er jo et entusiastisk menneske, der ikke er bange for at gøre livet besværligt for sig selv.
Min introduktion til diplomatparkeringsbødens fascinerende verden kom ganske tidligt i mit ophold i Budapest. Jeg skulle til min første briefing i Landbrugsministeriet sammen med Statskonsulenten. Vi kørte i hans store behagelige 4hjulstrækker, og Statskonsulenten, der ellers er en meget opmærksom mand, må have haft tankerne på briefingen(eller en særligt god rødvin han ville drikke senere), det lykkedes ham i hvert fald at overse den koloenormt store billetautomat en lille halv meter fra bilen. De lokale parkeringsvagter var ikke sådan at distrahere denne dag, så da vi vendte tilbage til bilen efter det første af mange ufatteligt kedelige møder om Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik, sad der en ualmindeligt stor og knaldrød plastickuvert under vinduesviskeren. Statskonsulenten er en handlingens mand, og han begyndte resolut at lede efter en skraldespand, hvorefter han under turen hjem til ambassaden i den nu bødefri bil kunne fortælle om dengang, han forlod Paris efter 6 års udstationering og efterlod en pose med - hvad han anslog til at være - 200 ubetalte parkeringsbøder (det er så lidt mere end en hver anden uge). Det havde han bestemt ikke tænkt sig at gentage, så nu havde han altså det princip at smide bøderne ud med det samme.
Ambassadøren var anderledes moralsk indstillet end Statskonsulenten. det var i hans øjne altafgørende at en diplomat ikke misbrugte sine privilegier, og han insisterede derfor på altid at betale sine parkeringsbøder. Problemet havde da slet heller ikke samme omfang for ham, da han det meste af tiden havde Ambassadens chauffør Csaba til rådighed. Det var derfor blot blevet til en enkelt bøde i de tre år han hvade været udstationeret i Budapest, men trods alle gode intentioner og stålsatte principper, så glippede det denne ene gang. Som Ambassadøren kunne fortælle, så var historien den yderst uheldige, at han desværre ikke nåede at opdage den dybrøde plasticpakke i A4 format under vinduesviskeren inden han en varm sommerdag tændte for netop vinduesviskerne. Og inden han nåede at reagere havde selvsamme vinduesviskere med ikke meget mere end 2 til 3 måske 27 visk, fejet bøde og principper ud til siden.
Chauffør er dog ingen sikring mod parkeringsbøde. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan Ambassaderåden lå i åben krig med ambassadens(det vil egentligt sige Ambassadørens) chauffør Csaba(udtales chopper). En dag da Csaba skulle køre for Ambassaderåden fik han ved et hændeligt uheld parkeret hendes bil lige præcist så ulovligt og forladt den lige præcis så længe, at en knaldrøde A4 kuvert ventede under viskeren da mødet var slut.
Statskonsulenten og Ambassadøren har begge svært ved at undertrykke en blanding af fnisen og undren, når de fortæller historien. Ikke fordi Csaba sørgede for, at hun fik en bøde (det er jo som sagt ikke normalt den store katastrofe for en diplomat, og det er desuden ikke ganske sikkert, at han gjorde det med vilje). Nej det bliver først bemærkelsesværdigt i det øjeblik hun orienterede Ambassadøren om bøden og forhørte sig om den officielle politik på området(her kan normalt høres en stille begyndende fnisen). Ambassadøren kunne fortælle, at officiel politik var, at den enkelte diplomat selv havde ansvaret for betaling af bøder(mere fnisen). Punchline i historien - der leder til højlydt latter HVER gang - er, at Ambassaderåden på en eller anden måde fik dette til at betyde, at hun rent faktisk skulle betale bøden, hvilket hun i hvert fald gjorde. Statskonsulenten bliver aldrig træt af den historie, som han mener er enestående i diplomatiet.
Ja det var det - en gammel, men sandfærdig historie fra Budapest. Muligvis skulle den aldrig have været på bloggen, men det kom den.
Kan du have det bedst
Og her kommer så en historie om diplomater og parkeringsbøder.
Diplomater snakker overraskende meget om parkeringsbøder. Overraskende fordi de i modsætning til os andre ikke behøver at betale dem og derfor egentligt ikke behøver at forholde sig til dem. Men på den anden side, så er det måske netop fordi, de ikke behøver at betale, at de snakker. Betaling af parkeringsbøden bliver jo til et rent etisk spørgsmål, som kræver dybe overvejelser. Alternativt er det bare et udtryk for, at der er noget man aldrig holder op med at trippe over uanset, hvor gammel og garvet en diplomat man bliver. Samlingen af ubetalte parkeringsbøder er - sammen med det fancy pas - på mange måder det mest håndgribelige udtryk for, at diplomater er noget andet og mere end almindelige dødelige mennesker og bilister.
Hvad end årsagen er, så snakker de i hvert fald ualmindeligt meget om parkeringsbøder. Og den mest besynderlige samtale jeg overhørte om emnet i min tid i Budapest, involverede den hollandske landbrugsattache Ruuuuuud, som de allermest opmærksomme og trofaste læsere vil kunne huske fra en tidligere post.
Ruuuuuuud kunne fortælle, at tricket var at parkere oppe på fortovet eller i midterrabatten. En parkering her var godt nok ulovlig, men var ikke en sag for ihærdige parkeringsvagter, men for politiet, der aldrig brugte tid på at dele parkeringsbøder ud (der er vist ikke nogen, der ved hvad politiet faktisk laver, udover naturligvis at gennemtæve demonstranter) hvormed den snedige Ruuuuuuud kunne undgå at få en bøde han ikke behøvede at betale alligevel. Det lykkedes mig aldrig, at se pointen i at gå gennem alverdens ulovlige krumspring blot for at undgå en parkeringsbøde, som man jo alligevel ikke betaler. Pointen er jo, at det er et etisk spørgsmål, ikke et økonomisk - hvilket gør det helt håbløst at parkere om muligt mere ulovligt for ikke at få bøden. Men så igen Ruuuds veje er uransagelige, og han er jo et entusiastisk menneske, der ikke er bange for at gøre livet besværligt for sig selv.
Min introduktion til diplomatparkeringsbødens fascinerende verden kom ganske tidligt i mit ophold i Budapest. Jeg skulle til min første briefing i Landbrugsministeriet sammen med Statskonsulenten. Vi kørte i hans store behagelige 4hjulstrækker, og Statskonsulenten, der ellers er en meget opmærksom mand, må have haft tankerne på briefingen(eller en særligt god rødvin han ville drikke senere), det lykkedes ham i hvert fald at overse den koloenormt store billetautomat en lille halv meter fra bilen. De lokale parkeringsvagter var ikke sådan at distrahere denne dag, så da vi vendte tilbage til bilen efter det første af mange ufatteligt kedelige møder om Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik, sad der en ualmindeligt stor og knaldrød plastickuvert under vinduesviskeren. Statskonsulenten er en handlingens mand, og han begyndte resolut at lede efter en skraldespand, hvorefter han under turen hjem til ambassaden i den nu bødefri bil kunne fortælle om dengang, han forlod Paris efter 6 års udstationering og efterlod en pose med - hvad han anslog til at være - 200 ubetalte parkeringsbøder (det er så lidt mere end en hver anden uge). Det havde han bestemt ikke tænkt sig at gentage, så nu havde han altså det princip at smide bøderne ud med det samme.
Ambassadøren var anderledes moralsk indstillet end Statskonsulenten. det var i hans øjne altafgørende at en diplomat ikke misbrugte sine privilegier, og han insisterede derfor på altid at betale sine parkeringsbøder. Problemet havde da slet heller ikke samme omfang for ham, da han det meste af tiden havde Ambassadens chauffør Csaba til rådighed. Det var derfor blot blevet til en enkelt bøde i de tre år han hvade været udstationeret i Budapest, men trods alle gode intentioner og stålsatte principper, så glippede det denne ene gang. Som Ambassadøren kunne fortælle, så var historien den yderst uheldige, at han desværre ikke nåede at opdage den dybrøde plasticpakke i A4 format under vinduesviskeren inden han en varm sommerdag tændte for netop vinduesviskerne. Og inden han nåede at reagere havde selvsamme vinduesviskere med ikke meget mere end 2 til 3 måske 27 visk, fejet bøde og principper ud til siden.
Chauffør er dog ingen sikring mod parkeringsbøde. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan Ambassaderåden lå i åben krig med ambassadens(det vil egentligt sige Ambassadørens) chauffør Csaba(udtales chopper). En dag da Csaba skulle køre for Ambassaderåden fik han ved et hændeligt uheld parkeret hendes bil lige præcist så ulovligt og forladt den lige præcis så længe, at en knaldrøde A4 kuvert ventede under viskeren da mødet var slut.
Statskonsulenten og Ambassadøren har begge svært ved at undertrykke en blanding af fnisen og undren, når de fortæller historien. Ikke fordi Csaba sørgede for, at hun fik en bøde (det er jo som sagt ikke normalt den store katastrofe for en diplomat, og det er desuden ikke ganske sikkert, at han gjorde det med vilje). Nej det bliver først bemærkelsesværdigt i det øjeblik hun orienterede Ambassadøren om bøden og forhørte sig om den officielle politik på området(her kan normalt høres en stille begyndende fnisen). Ambassadøren kunne fortælle, at officiel politik var, at den enkelte diplomat selv havde ansvaret for betaling af bøder(mere fnisen). Punchline i historien - der leder til højlydt latter HVER gang - er, at Ambassaderåden på en eller anden måde fik dette til at betyde, at hun rent faktisk skulle betale bøden, hvilket hun i hvert fald gjorde. Statskonsulenten bliver aldrig træt af den historie, som han mener er enestående i diplomatiet.
Ja det var det - en gammel, men sandfærdig historie fra Budapest. Muligvis skulle den aldrig have været på bloggen, men det kom den.
Kan du have det bedst
Abonner på:
Opslag (Atom)