Truende ateister

Martin Krasnik har i dag en kronik i Berlingske Tidende, hvor han på typisk ugudelig og ikke særligt overbevisende vis forsøger at afvise teolog Sørine Gotfredsens glimrende kronik om ateister fra den 18. januar. Krasnik har den helt besynderlige påstand, at han som ateist "ikke »tror« på noget som helst. Jeg anerkender alt det, der kan bevises eller sandsynliggøres, og det har intet at gøre med religiøs tro".

Og det skulle ikke undrer mig, hvis nogle folk kunne falde for den påstand, at ateisme handler om ikke at tro på Gud. Men for mere vidende læsere burde det være klart, at der er en del problemer med Krasniks kronik. Jeg føler mig f.eks. nødsaget til at påpege, hvad den rødhårede Krasnik selv holder skjult i sit indlæg, nemlig at han trods sin ellers respektable arbejdsplads (Ulrik Høy arbejder der f.eks også) har jødisk baggrund, og at han tillige i smug har arbejdet for DR. Og ganske frækt og skamløst indrømmer han jo selv i sit indlæg, at han er ateist, så jeg tror vist nok, at han har det vi historikere kalder tendens. Sørine Gotfredsen er derimod teolog, og, tror jeg, meget troende, så jeg tror nok, at hun bedre end Krasnik lige kan træde et skridt tilbage og se, hvad ateisme egentligt er.

Og det gør hun, og det endda med en velskrevet kronik, der indledes med nogle rigtigt fine begrebspar som jeg gerne vil rose og citere, fordi de som sagt er rigtigt fine og faktisk sætter en masse ting på plads.

"Jo større frygt, des stærkere lettelse, når faren er væk, jo mere solskin, des mere behov for regn, og jo mere mennesker bekender sig til noget guddommeligt, des mere må også verdens ateister understrege deres tro."

Jeg kan især godt lide den med solskin og regn, fordi man tit glemmer at tænke på, at regn også er godt, og at man jo altid bare kan blive brun i et solarium. Jeg er dog lidt i tvivl om hvad hun mener. Jeg tror nok, hun mener, at ateismen er faren og ikke lettelsen, men jeg er ikke helt sikker på, hvad der er regn, og hvad der er solskin. Men det centrale er også, at hun med ordene "understrege deres tro", selv får understreget at ateismen er en tro, og at hun desuden får vist, at ateismen er afhængig af religionen, at det er et slags symbiotisk forhold, bare på den måde, at det nok kun er ateisme, der er afhængig af religion og ikke omvendt. Jeg tror nok, at det er rigtigt, at hvis der overhovedet ikke var nogen der troede på Gud, så ville der slet ikke eksisterer ateister.

Men i det hele taget er det forkert at gøre hele "Gud - ikke Gud" diskussionen til det centrale. For som Gotfredsen, der er cand. theol og alt muligt, selv siger, så "... bunder afvisningen af ethvert guddommeligt princip i troen på, at mennesket helt bør frigøre sig fra transcendente forestillinger." Og det er jeg glad for, at hun skriver på den måde, for der er mange, der har den ide, at afvisningen af ethvert guddommeligt princip bunder i, at ateisterne bare ikke tror på gud eller sådan noget.

Og så kan man ikke beskylde Sørine for ikke at være grundig, for selvom hun selv lige har svaret, så skriver hun igen "at det er blevet tid til at overveje, hvad trangen til ateisme egentlig grunder i." Og her ville mange jo nok igen tage den nemme vej og igen sige, at det grunder i, at ateister faktisk bare ikke tror på Gud, men Sørine Gotfredsen er ikke den type, der springer over, hvor gærdet er lavest.

Hun spørger nemlig Søren Kierkegaard, som - udover at være død og filosof og smadder svær at forstå - nok også er en af de bedste til at forklare ateisme, fordi han - ligesom ateisterne - selv var meget religiøs. Og som om det ikke var nok, så har hun også læst Luther, der heller ikke altid er lige nem at forstå, men er en endnu bedre kilde til forståelse af ateistens bevægegrunde end Kierkegaard, fordi han om muligt troede endnu mere på Gud end Kierkegaard gjorde. Og Luthers forklaring er da også rigtig god. Ifølge ham er ateister nogen, der har søgt tilflugt i en afgud, hvilket nok ikke skal tages helt bogstaveligt, for jeg tror nok, at Luther vidste, at der kun var en Gud. Selvom det måske ikke ville være helt skidt med endnu flere, så der var endnu mere at tro på.

Og så minder Gotfredsen meget vigtigt om, at kommunismen var ateistisk, og at Hitler også var det (selvom Krasnik meget listigt prøver at snakke udenom ved at slynge om sig med allehånde historiske fakta, som jo på en måde også er en tro ligesom ateisme og religion). Og til trods for Krasniks historiske røgslør, så vil jeg gerne gentage Gotfredsens advarsel om farerne forbundet med en aggressiv ateisme, som i følge hende næsten kan blive lige så slem som en ekspansionsivrig Islam.

Jeg tror nok, at den store globale ateistiske bevægelse er en af de største farer i vores skrøbelige verden, og hvis ikke gode religiøse folk som dem i Irak, ham i Iran og selvfølgeligt Bush snart holder op med at slås indbyrdes, så kan vi godt komme i problemer på det lange sigt.

Til trods for, at Gotfredsen, som kun få andre, har erkendt de overhængende farer i den aggressive ateistiske verdensbevægelse, ledet af krigeriske folk som f.eks Richard Dawkins, som jeg personligt aldrig har været tryg ved, så viser hun sit gode kristne hjerter og lægger meget smukt op til dialog, og til næsten at ville tage ateisterne seriøst. Hun kommer dog med en meget rigtigt og nødvendig opfordring til dem "hvis ateister vil indgå i seriøs samtale, bliver de nødt til at begribe, hvad kristendom er."

Og det tror jeg er meget rigtigt, for ligesom Gotfredsen bruger tid på at forstå ateisternes religion, og kun bruger de bedste kilder, så burde ateisterne også gøre en indsats. Jeg ved nu ikke om det vil lykkes, for jeg tror, at et af problemerne er, at ateisterne simpelthen ikke kan forstå, at Gud findes, og at det er derfor, at folk er religiøse.

Man kan sige, at terminologien på mange måder er forkert. Religiøse tror ikke, de ved, at Gud findes, hvorimod ateisterne tror, at Gud ikke findes, og som om det ikke er nok, så tror de også, at de ikke selv tror, selvom de faktisk gør det, så på mange måder er det dem, der er de mest religiøse.

Og det er jeg ret sikker på i virkeligheden er problemet.