Netop hjemvendt fra en uges isolation i Norge har denne blogger ikke rigtig noget på hjertet andet end det så traditionelle blog metapladder, men det er skam også vigtig i blogverdenen. F.eks kan jeg fortælle, at denne blog i løbet af ugen helt officielt vil blive ført til bloggernes hellige gravsted, hvor den forhåbentligt vil finde fred. I stedet vil der muligvis nok måske sandsynligvis opstå en ny blog med et andet navn.
I den forbindelse vil en del af de seneste poster forsvinde fra herværende blog og muligvis dukke op på den anden blog. Først skal den anden blog dog have et navn, og det skal være godt, og hvis jeg ikke finder på et andet godt navn, så kommer der ingen ny blog.
Og hvorfor så dette drastiske skridt? Jo som vores store Statsmand ville have sagt det: "Tid til forandring!" og hertil vil jeg gerne selv tilføje "Tid til fokus".
Den her blog blev jo oprettet, da jeg boede i Budapest, og det var det den handlede om, altså at jeg boede i Budapest og lavede fjollede ting. Den var tænkt som en mindre anmasende fællesmail til glæde for venner og bekendte, og desuden som en god undskyldning for det at skrive - til glæde for mig selv. Og nu er tiden så en anden, jeg bor f.eks ikke i Budapest mere, så i stedet for at ændre på beskrivelsen af bloggen, så tror jeg såmænd, at jeg laver en ny. Måske. Nok. Ret sikkert. Muligvis.
Vi må vist bare vente og se hvad ugen bringer.
Jeg tror muligvis, at den nye blog kommer til at være mere kollektiv, altså der kommer måske nok til at være andre end mig, der skriver til den, men nu får vi se. Det bliver spændende gør det. Det tror jeg nok, at jeg kan garantere. Men som sagt, lad os vente og se, jeg har skuffet mange, endda lave, forventninger gennem tiderne.
Så jeg kan ikke helt vente. Her lidt om ugens planer, bare så der er noget jag kan lade være med at leve op til. Jeg har planer om at skrive yderlige to, måske tre ting her på denne blog, men så er det også slut. Jeg kan friste med, at den ene ting bl.a. kommer til at handle om det ganske bemærkelsesværdig faktum, at en googlesøgning på - store ting i fissen - uden anførselstegn vil lede den ivrige søger til min ydmyg blog. De to eneste hjemmesider højere placeret på resultatsiden end min har disse lokkende godbidder
"Vi begyndte nu regelmæssigt at bruge store ting i fissen på Hanne, uden egentlig at fastslå der lå hensigter bag, men noget lå der vist nok fra min side..."
og
"Uartige skolepiger, sex med barnepigen, jomfrusex, små bryster & andre ting ... Gratis pornofilm med liderlig fisse. Smukke unge kinky piger med store ..."
I det første citat holder jeg meget af forfatterens snigende ærlige selverkendelse, der i nogen grad får en til at se bort fra den noget mangelfulde syntaks og kommatering.
I det andet citat kan man jo ikke stå for den nærmest H. C. Andersen'ske besjæling af Fissen. Er der andre end mig, der tænker Grantræet? Plus det på mange måder fascinerende spørgsmål et ord som "jomfrusex" rejser. Hvor længe kan man egentligt dyrke jomfrusex? Og er jeg i virkeligheden endeligt stødt på en rigtig god mulighed for, uden at virke prætentiøs (et skønt og prætentiøst ord i sig selv), at benytte ordet oxymoron?
Jaja der er meget sjovt i vente i løbet af ugen.
2 kommentarer:
Så fandt jeg så lige dig og så er du allerede på vej videre over på en anden blog... Jeg må vel så satse på, at nogen hænger et opslag op nede i Netto med dit nye blognavn, og hvor det ellers er jeg holder mig orienteret om det sidste nye, så jeg får mulighed for at gnække mere! Fatter i øvrigt ikke, at du er i stand til at spærre dit øje SÅ meget op. Jeg øver mig med mellemrum selv, men jeg må nok bare erkende, at det ikke kan lade sig gøre og at jeg har arvet min morfars hængeøjne.
Jeg er glad for, at du kan lide mine billeder. Jeg hærger nu ikke flikr og jeg er heller ikke gået i stå, så vidt jeg ved. Nu havner de bare ikke på nettet længere. Men måske de skal til det igen. Vi får se.
Hvis og så fremt at blogskiftet bliver en realitet, så vil det ganske rigtigt blive annonceret i byens discountbutikker og enkelt andre steder, hvis jeg da kan komme i tanke om nogle der ville være relevante.
Angående øjene, så ved jeg ikke hvorfor, men jeg har vist bare altid kunnet spærre dem meget op. Jeg kan huske, at der var børn i folkeskolen, der syntes, at det var uhyggeligt.
Send en kommentar