Parkeringsbøder - glemte historier fra Budapest

Under sommerrengøring i bloggens administrative dyb, nede under den pæne men ikke særligt læsevenlige overflade du sidder og kigger på lige nu, faldt jeg over en lille håndfuld fortællinger fra tiden i Budapest. Ved ikke hvorfor jeg aldrig smed dem på bloggen, muligvis fordi de ikke havde noget at byde på, men hvis det var et princip jeg levede efter ville denne blog vist tilgengæld ikke have noget at leve af. Så nu lever den i stedet med ligegyldighederne og hermed indledes altså en lille serie af sandfærdige fortællinger fra livet som ung diplomat, som altså nu er blevet fundet frem og skrevet færdige, i en stilfærdig erkendelse af, at jeg toppede for nu længe siden i denne blogs barndom. Og ja, jeg mener godt man kan sammenligne det med Brian Wilson og Smile.

Og her kommer så en historie om diplomater og parkeringsbøder.

Diplomater snakker overraskende meget om parkeringsbøder. Overraskende fordi de i modsætning til os andre ikke behøver at betale dem og derfor egentligt ikke behøver at forholde sig til dem. Men på den anden side, så er det måske netop fordi, de ikke behøver at betale, at de snakker. Betaling af parkeringsbøden bliver jo til et rent etisk spørgsmål, som kræver dybe overvejelser. Alternativt er det bare et udtryk for, at der er noget man aldrig holder op med at trippe over uanset, hvor gammel og garvet en diplomat man bliver. Samlingen af ubetalte parkeringsbøder er - sammen med det fancy pas - på mange måder det mest håndgribelige udtryk for, at diplomater er noget andet og mere end almindelige dødelige mennesker og bilister.

Hvad end årsagen er, så snakker de i hvert fald ualmindeligt meget om parkeringsbøder. Og den mest besynderlige samtale jeg overhørte om emnet i min tid i Budapest, involverede den hollandske landbrugsattache Ruuuuuud, som de allermest opmærksomme og trofaste læsere vil kunne huske fra en tidligere post.

Ruuuuuuud kunne fortælle, at tricket var at parkere oppe på fortovet eller i midterrabatten. En parkering her var godt nok ulovlig, men var ikke en sag for ihærdige parkeringsvagter, men for politiet, der aldrig brugte tid på at dele parkeringsbøder ud (der er vist ikke nogen, der ved hvad politiet faktisk laver, udover naturligvis at gennemtæve demonstranter) hvormed den snedige Ruuuuuuud kunne undgå at få en bøde han ikke behøvede at betale alligevel. Det lykkedes mig aldrig, at se pointen i at gå gennem alverdens ulovlige krumspring blot for at undgå en parkeringsbøde, som man jo alligevel ikke betaler. Pointen er jo, at det er et etisk spørgsmål, ikke et økonomisk - hvilket gør det helt håbløst at parkere om muligt mere ulovligt for ikke at få bøden. Men så igen Ruuuds veje er uransagelige, og han er jo et entusiastisk menneske, der ikke er bange for at gøre livet besværligt for sig selv.

Min introduktion til diplomatparkeringsbødens fascinerende verden kom ganske tidligt i mit ophold i Budapest. Jeg skulle til min første briefing i Landbrugsministeriet sammen med Statskonsulenten. Vi kørte i hans store behagelige 4hjulstrækker, og Statskonsulenten, der ellers er en meget opmærksom mand, må have haft tankerne på briefingen(eller en særligt god rødvin han ville drikke senere), det lykkedes ham i hvert fald at overse den koloenormt store billetautomat en lille halv meter fra bilen. De lokale parkeringsvagter var ikke sådan at distrahere denne dag, så da vi vendte tilbage til bilen efter det første af mange ufatteligt kedelige møder om Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik, sad der en ualmindeligt stor og knaldrød plastickuvert under vinduesviskeren. Statskonsulenten er en handlingens mand, og han begyndte resolut at lede efter en skraldespand, hvorefter han under turen hjem til ambassaden i den nu bødefri bil kunne fortælle om dengang, han forlod Paris efter 6 års udstationering og efterlod en pose med - hvad han anslog til at være - 200 ubetalte parkeringsbøder (det er så lidt mere end en hver anden uge). Det havde han bestemt ikke tænkt sig at gentage, så nu havde han altså det princip at smide bøderne ud med det samme.

Ambassadøren var anderledes moralsk indstillet end Statskonsulenten. det var i hans øjne altafgørende at en diplomat ikke misbrugte sine privilegier, og han insisterede derfor på altid at betale sine parkeringsbøder. Problemet havde da slet heller ikke samme omfang for ham, da han det meste af tiden havde Ambassadens chauffør Csaba til rådighed. Det var derfor blot blevet til en enkelt bøde i de tre år han hvade været udstationeret i Budapest, men trods alle gode intentioner og stålsatte principper, så glippede det denne ene gang. Som Ambassadøren kunne fortælle, så var historien den yderst uheldige, at han desværre ikke nåede at opdage den dybrøde plasticpakke i A4 format under vinduesviskeren inden han en varm sommerdag tændte for netop vinduesviskerne. Og inden han nåede at reagere havde selvsamme vinduesviskere med ikke meget mere end 2 til 3 måske 27 visk, fejet bøde og principper ud til siden.

Chauffør er dog ingen sikring mod parkeringsbøde. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan Ambassaderåden lå i åben krig med ambassadens(det vil egentligt sige Ambassadørens) chauffør Csaba(udtales chopper). En dag da Csaba skulle køre for Ambassaderåden fik han ved et hændeligt uheld parkeret hendes bil lige præcist så ulovligt og forladt den lige præcis så længe, at en knaldrøde A4 kuvert ventede under viskeren da mødet var slut.

Statskonsulenten og Ambassadøren har begge svært ved at undertrykke en blanding af fnisen og undren, når de fortæller historien. Ikke fordi Csaba sørgede for, at hun fik en bøde (det er jo som sagt ikke normalt den store katastrofe for en diplomat, og det er desuden ikke ganske sikkert, at han gjorde det med vilje). Nej det bliver først bemærkelsesværdigt i det øjeblik hun orienterede Ambassadøren om bøden og forhørte sig om den officielle politik på området(her kan normalt høres en stille begyndende fnisen). Ambassadøren kunne fortælle, at officiel politik var, at den enkelte diplomat selv havde ansvaret for betaling af bøder(mere fnisen). Punchline i historien - der leder til højlydt latter HVER gang - er, at Ambassaderåden på en eller anden måde fik dette til at betyde, at hun rent faktisk skulle betale bøden, hvilket hun i hvert fald gjorde. Statskonsulenten bliver aldrig træt af den historie, som han mener er enestående i diplomatiet.

Ja det var det - en gammel, men sandfærdig historie fra Budapest. Muligvis skulle den aldrig have været på bloggen, men det kom den.

Kan du have det bedst