onsdag, februar 28, 2007

Ungarske Kulturstudier II

Mens jeg sidder og prøver at danne mig et overblik over og en holdning til ICJ's dom i BiH vs. Serbien og vores allesammens nye danskertest, ville jeg lige bryde den pludseligt alvorlige tone med endnu et muntert ungarsk kulturstudie.

De aller aller mest trofaste læsere vil muligvis kunne huske en EU undersøgelse, som jeg nævnte for lang tid siden. Den viste, at Ungarn var propfyldt med sprittere, og at dem der ikke var decideret sprittere bare var ualmindeligt drikfældige.

Her er en lille minimalistisk og fascinerende film, der bruger hele den diskussion til at sætte nogle større eksistentielle spørgsmål i spil. Udover det betydelig slapstik element, der giver filmen en befriende humor, så er hele filmens "narrativ" ganske fascinerende. Hvem er vores to hovedpersoner? Hvor er de? Og hvor er de på vej hen? Og hvad skal der ske, når de kommer frem? Hvad er, med andre ord, formålet og meningen med det hele? Eller er de spørgsmål stillet ud fra en forkert præmis, ser de filmen forkert?

Nå men se selv. Husk lyd. Og nej, der er ikke undetekster, men replikker og dialog er leveret så dybtfølt, at du forstår det alligevel.

tirsdag, februar 27, 2007

Er du dansk?

Så kom den endeligt, den store multiple-choice test, der kan afgøre om også DU (ja dig, den sortsmuskede der, det er dig jeg tænker på) er dansk, om du er kvalificeret til officielt at blive en del af det danske folk. 200 fantastisk spørgsmål og 600 svarmuligheder er klar til at blive afkrydste af dig i din jagt på danskhed. Tvivler dudin egen egnethed som rigtig dansker, er der lavet handy og letlæst materiale, der kan gøre dig til en kvalificeret og værdsat del af det danske folkefællesskab. Det hele kan findes lige her, så fine mørke ven, det er bare om at komme i gang, kun et klik væk ligger nøglen til den så eftertragtede danskhed.

Som en service for dig, der synes at et klik er et klik for meget bringer jeg her et lille udsnit af spørgsmålene. I den udvidet prøve, der kan gøre dig til Dansker+ stilles tillægsspørgsmålet: giver disse spørgsmål et passende indtryk af Danmarks indsats under 2. verdenskrig?

97. Hvornår blev Danmark i 2. verdenskrig besat af tyske tropper?
A: 1. September 1939
B: 9. April 1940
C: 22. Juni 1941

98. Ved besættelsen af Danmark i 1940 krævede Tyskland,
A: at den danske regering blev afsat
B: at den danske regering skulle samarbejde med Tyskland
C: at Folketinget skulle hjemsendes

99. Hvornår blev Danmark (bortset fra Bornholm) befriet fra den tyske besættelse?
A: 9. april 1940
B: 29. august 1943
C: 5. maj 1945

100. Under anden verdenskrig levede der ca. 8.000 jøder i Danmark, før
jødeforfølgelserne satte ind. Hvad skete der med de fleste danske jøder i 1943?
A: De fleste danske jøder blev ført til koncentrationslejre i Tyskland
B: De fleste danske jøder flygtede til Sverige
C: De fleste danske jøder flygtede til Storbritannien

Og svaret er på det udvidede spørgsmål er: Ja.
Ja kan du svare på disse spørgsmål ved du alt, ALT siger jeg, som er værd at vide om Danmark i perioden 1940-1945.

mandag, februar 26, 2007

Serbien frikendt???

Ja så læser man, at Serbien er blevet frikendt for folkedrab ved ICJ, International Court of Justice), som ikke må forveksles med ICTY, International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia, som igen ikke må forveksles med ICC, som er The International Criminal Court.

Nå men som sagt, dommen er, at dagens Serbien ikke er direkte skyldig i folkedrab i Bosnien. Det er lidt svært at sige noget til den dom, eller få noget ud af den, men jeg tror jeg vil prøve at skrive noget vældig vældig seriøst om det i løbet af ugen. Det har altid forekommet mig lidt besynderligt at retsforfølge dagens Serbien for gårsdagens Serbiens forbrydelser. Og kære læser, gårsdagens Serbiens forbrydelser (i det omfang man kan sætte lighedstegn mellem statsapparatet og landet) er ved at være vældig godt dokumenteret.

Det vil jeg også prøve at vende tilbage til, da der er overraskende mange mennesker, der stadig ikke synes at have fattet det. De hænger stadig fast i en fortælling om onde vestlige anti-serbiske medier, der har fordrejet virkeligheden, så den serbiske side nu helt uretfærdig fremstå som særligt skyldige. Og hvilken virkelighed er det så de har fordrejet. Ifølge denne teori er virkeligheden den, at javel ja, Serbien gjorde mange onde ting, men at der var "plenty of blame to go around", at alle parter gjorde forfærdelige ting mod hinanden, og at alle var lige skyldige.

Tilhængere af denne udlægning er typisk heller ikke særligt glade for ICTY, som her ses som et vestligt værktøj med samme anti-serbiske bias, som de forfærdelige vestlige medier. ICTY's anti-serbiske bias kan så bevises ved at påpege, at der er langt flere serbiske tiltalte end kroatiske eller bosniske ved ICTY. Og det er jo ganske rigtigt en fejl, når alle ER lige skyldige - men sagen er jo den, at det er alle ikke.

Og sagen er jo også den, at det ikke bare er mig og de onde vestlige medier, der har den holdning. Det er en holdning, som deles af stort set al seriøs litteratur på området (og jeg ved godt jeg burde henvise til bøger her, men jeg ligger ikke lige inde med titler, hvor jeg sidder nu, men på læseropfordring vender jeg da gerne tilbage). Og ja de vestlige medier lod godt nok kroaterne og Franjo Tudjman slippe alt alt alt for nemt, det er der bred enighed om i litteraturen. Og ja det gør ICTY måske også, om ikke andet så fordi det dumme svin til Tudjman nåede at dø inden en mulig stævning.

Det besynderlige ved de serbiske apologeters kritik af de vestlige medier er, at litteraturen heller ikke er særlig glad for de vestlige medier, der stort set alle som en misforstod konflikten, og i mange fagfolks øjne helt misforstod og undervurderede den serbiske stats store ansvar. Medierne så groft sagt konflikten som et udtryk for den særlige irrationelle voldelige balkankultur, hvor unikt brutal krig og ufred går hånd i hånd med store fuldskæg, blommebrændevin og messingblæsere. Lidt ligesom at andelsbevægelsen, konsensus og den rene linje i design ses som helt integrerede og unikke dele af dansk kultur.

Dele af den irrationelle fortælling om Balkan har da også noget på sig, men konflikten var ikke irrationel, den var ikke historisk betinget, den var ikke på forhånd indlejret i den jugoslaviske folkesjæl. Et problem med denne fortælling om konflikten er jo, at konflikten bliver ikke bare uundgåelig men også uløselig. Et andet og noget større problem er, at den er forkert. Konflikten var betinget af rationelle aktører med helt specifikke mål. Mål de mente bedst og mest rationelt at kunne opnå gennem krig. Sådan plejer det faktisk at være når der er konflikt.

Nå men det var vist lidt et sidespor. Det jeg ville sige var, at jeg vil bruge noget af ugen på at forme en kvalificeret holdning til dommen, og så dele den med den rasende interesserede læserskare her på bloggen(jeg ved I er der). Men jeg kan jo med det samme sige, at dommen ikke er helt så simpel, som bare ren frikendelse, læs f.eks her.

Jeg skal nok også komme mere ind på, hvordan der de senere år er dukket flere og flere, mere og mere overbevisende beviser op for Milosevic ualimindeligt tætte samarbejde med Karadzic. At det så ikke danner grundlag for juridisk at dømme et helt land for noget, der skete for 12 år siden er en anden historie. Ligesom spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er ønskeligt at dømme et land, også er en helt anden og endda helt ualmindeligt interessant historie.

Alt det bedste
Frederik

torsdag, februar 22, 2007

Heller ingen nedlæggelse i denne uge, men MUSIK!!!

Ja ja jeg ved godt, at jeg lidt lovede at nedlægge bloggen, men det blev så ikke til noget. Jeg lovede vist også en del andet som heller ikke blev til noget. Og det er jeg ked af.

I stedet vender jeg tilbage til bloggens oprindelige emne, nemlig alt ungarsk. Og sågar i form af lidt af en teknisk landving for bloggen. Jeg kan med stolthed præsenterer bloggens første musikalske indslag: ungarsk hip hop - når det er aller bedst.



Og NEJ det er ikke en joke, det er ikke vittig ungarsk lørdagssatire, de mener det.

onsdag, februar 14, 2007

Det der med min blog og store ting i fissen

Og så er det vist på tide at få afklaret den der sag med at min blog dukker op som tredie søgeresultat i en google-søgning på - store ting i fissen - uden anførselstegn (vel at mærke google.dk ikke .com). Og nej, jeg fandt ikke ud af det, fordi jeg selv sad helt hidsig og rød i hovedet og surfede, og pludselig ved et pudsigt tilfælde dukkede min egen blog op. Sagen er den, at jeg har installeret en kode på min blog fra det udmærkede selskab Statcounter. Ad omveje kan jeg så se, hvor mange der besøger min blog, hvilken ip-adresse de har, bruger de pc eller mac, Firefox, Safari eller Explorer, skærmopløsning, og så selvfølgeligt også fulde navn, adresse, cpr-nummer, om de er tidligere straffet og eventuel politisk og seksuel overbevisning. Men vær blot rolig kære læser, din hemmelighed er sikker hos mig.

Jeg kan også se, hvilket link de fulgte for at komme herhen, hvis de da fulgte et link, og jeg kan så klikke på det link, og komme til der, hvor de kom fra - hvis du forstår. Hvis nu f.eks Thomas over på Historier linker til en post, jeg har skrevet, så kan jeg se, at en 10-15 stk har trykket på det link og på den måde er kommet til min ydmyg blog. Jeg kan så klikke på det omvendte link, og komme til den post, hvor Thomas linkede til mig.

Nå men det er ikke det, der er det sjove. Det sjove er, at søgeresultater i google også er links, og det vil sige, at når nogen har søgt på noget i google, fået min blog som et resultat, og besluttet sig for at undersøge det nærmere. Så kan jeg se hvor de er kommet fra. Jeg kan se hvad de har søgt på.

Og det var i den sammenhæng, jeg opdagede at - store ting i fissen - (uden anførselstegn) havde mig som #3. Det var en fyr fra Fredericia, der den 10. ferbuar brugte i alt 1 time 1 minut og 38 sekunder i tidsrummet 00.34.57 - 01.36.35 på min blog med at læse om seværdigheder i Budapest. Vi kan vist konkludere, at han ikke er den hurtigste læser.

Jeg kan endvidere oplyse, at på søgningen - gratis hvor man kan se en fisse - (igen uden anførselstegn og NEJ det er ikke noget jeg finder på, der er en fyr i Skanderborg, der har fundet på den præcise søgeformulering) er jeg #5 ud af 38.000. Det faktisk meget sjovt, ham fyren fra Skanderborg har ikke bare en gang været forbi min blog, nej det er to gange med et par dages mellemrum, men samme søgeformulering. Og så tænker jeg, er det fordi han er meget liderlig og husker dårlig - eller er det fordi han synes min blog var mega sjov første gang og ikke kunne huske adressen, men blot huske at første gang havde han smadder meget lyst til at se en fisse gratis?

For lang tid siden var der en anden fyr (går jeg ud fra), der først var forbi på søgningen - fede, gamle damer - og så 5-6 dage efter prøvede med søgningen - fede gamle kvinder - (bemærk hvordan den tiltagende frustrede liderlighed gjorde ham sløset rent grammatisk).

Min farvorit var dog - kneppes af heste - meget fordi, at jeg først dukkede op som resultat nogle og 50, hvilket tyder på imponerende ihærdighed, men også fordi der i siden af googlesøgningen, var en af de der reklamer som google kan placere intelligent. Det var en reklame for heste.dk, der virker som et på alle måder lødigt sted, hvor man kan købe heste og rideudstyr. Han har ikke været forbi senere, så muligvis slog han til, købte en hest og fik det ud af systemet.

Hvis man lige skal runde af, så mener jeg sådan set at min placering på de søgninger må lede til den konklusion, at der ikke er nær så meget dansksprogede porno på nettet som man ellers gik og troede.

søndag, februar 11, 2007

Endnu en definitiv afsked på vej og noget om fisse

Netop hjemvendt fra en uges isolation i Norge har denne blogger ikke rigtig noget på hjertet andet end det så traditionelle blog metapladder, men det er skam også vigtig i blogverdenen. F.eks kan jeg fortælle, at denne blog i løbet af ugen helt officielt vil blive ført til bloggernes hellige gravsted, hvor den forhåbentligt vil finde fred. I stedet vil der muligvis nok måske sandsynligvis opstå en ny blog med et andet navn.

I den forbindelse vil en del af de seneste poster forsvinde fra herværende blog og muligvis dukke op på den anden blog. Først skal den anden blog dog have et navn, og det skal være godt, og hvis jeg ikke finder på et andet godt navn, så kommer der ingen ny blog.

Og hvorfor så dette drastiske skridt? Jo som vores store Statsmand ville have sagt det: "Tid til forandring!" og hertil vil jeg gerne selv tilføje "Tid til fokus".

Den her blog blev jo oprettet, da jeg boede i Budapest, og det var det den handlede om, altså at jeg boede i Budapest og lavede fjollede ting. Den var tænkt som en mindre anmasende fællesmail til glæde for venner og bekendte, og desuden som en god undskyldning for det at skrive - til glæde for mig selv. Og nu er tiden så en anden, jeg bor f.eks ikke i Budapest mere, så i stedet for at ændre på beskrivelsen af bloggen, så tror jeg såmænd, at jeg laver en ny. Måske. Nok. Ret sikkert. Muligvis.

Vi må vist bare vente og se hvad ugen bringer.

Jeg tror muligvis, at den nye blog kommer til at være mere kollektiv, altså der kommer måske nok til at være andre end mig, der skriver til den, men nu får vi se. Det bliver spændende gør det. Det tror jeg nok, at jeg kan garantere. Men som sagt, lad os vente og se, jeg har skuffet mange, endda lave, forventninger gennem tiderne.

Så jeg kan ikke helt vente. Her lidt om ugens planer, bare så der er noget jag kan lade være med at leve op til. Jeg har planer om at skrive yderlige to, måske tre ting her på denne blog, men så er det også slut. Jeg kan friste med, at den ene ting bl.a. kommer til at handle om det ganske bemærkelsesværdig faktum, at en googlesøgning på - store ting i fissen - uden anførselstegn vil lede den ivrige søger til min ydmyg blog. De to eneste hjemmesider højere placeret på resultatsiden end min har disse lokkende godbidder

"Vi begyndte nu regelmæssigt at bruge store ting i fissen på Hanne, uden egentlig at fastslå der lå hensigter bag, men noget lå der vist nok fra min side..."


og

"Uartige skolepiger, sex med barnepigen, jomfrusex, små bryster & andre ting ... Gratis pornofilm med liderlig fisse. Smukke unge kinky piger med store ..."

I det første citat holder jeg meget af forfatterens snigende ærlige selverkendelse, der i nogen grad får en til at se bort fra den noget mangelfulde syntaks og kommatering.

I det andet citat kan man jo ikke stå for den nærmest H. C. Andersen'ske besjæling af Fissen. Er der andre end mig, der tænker Grantræet?
Plus det på mange måder fascinerende spørgsmål et ord som "jomfrusex" rejser. Hvor længe kan man egentligt dyrke jomfrusex? Og er jeg i virkeligheden endeligt stødt på en rigtig god mulighed for, uden at virke prætentiøs (et skønt og prætentiøst ord i sig selv), at benytte ordet oxymoron?

Jaja der er meget sjovt i vente i løbet af ugen.

torsdag, februar 01, 2007

Ny forening

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at jeg har stiftet, hvad jeg tror vi er mange danskere der mener er en fuldstændig nødvendig forening her i landet.

Foreningens fulde navn er "Foreningen for folk der er smadder trætte af at kommunister styrer alle medier måske med undtagelse af Berlingske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten, en del lokalblade, TV2 og muligvis også nogle af gratisaviserne." også kendt som "FFFDESTAAKSAMMMUBTWJEDLTOMONAG"

Det er i egenskab af formand for denne forening, at jeg i de sidste par dage har sendt indlæg til såvel Berlingske Tidende som Politiken. Jeg kunne aldrig selv drømme om at læse Politiken, men jeg ved at der findes folk der gør, og jeg mener at det er vigtigt, at vi på en eller anden måde også kommunikerer til den del af befolkningen. Den skræmmende sandhed er jo, at flere af Politikens læsere har ret til at stemme, og at det danske politiske system siden 1901 har været så uheldigt indrettet, at valgresultatet, uanset hvor venstreorienteret det var, har haft betydning for regeringsdannelsen.

Denne såkaldte parlamentarisme har haft katastrofale konsekvenser, især pga den generelle udvanding af valgretten, der for alvor tog fart i 1915 og siden blot er fortsat, og nu har resulteret i at såvel fattige, som åndssvage, helt generelt kvinder og senest unge mennesker har fået mulighed for i suspekt hemmelighed at stemme uanset politisk overbevisning.

Jeg tror at meget havde været anderledes, hvis vi havde holdt os til Juni Grundloven af 1849, hvor valgret meget fornuftigt var forbeholdt alle "uberygtede" mænd over 30 år og fritog kvinder, tjenestefolk, personer der modtog fattighjælp uden at betale den tilbage og andre umyndiggjorte fra et ansvar de alligevel ikke magter.

Hvorom alting er, så skulle det undrer mig meget, hvis kommunisterne på Politiken bringer mit beskedne indlæg - ligesom Ronald Reagans tale om Ondskabens Imperium resulterede i Sovjets sammenbrud få år efter, så tror jeg nok, at "kammeraterne" på Politiken kunne frygte at mit indlæg, blev det bragt, kunne betyde det endelige sammenbrud for den danske venstrefløj.

Jeg har naturligvis ikke selv tænkt mig at røre ved Politiken, blot for at se om mit eget indlæg mod forventning er kommet i, og jeg ville derfor værdsætte, hvis læsere, der af en eller anden grund (det kunne være gennem professionel berøring med fængselsvæsnet eller hvis de har børn i daginstitutioner) kender nogen, der læser Politiken, ville give mig besked, hvis indlægget blev bragt. Jeg har selv markeret al mail fra Politiken som spam, hvorfor en eventuel underretning derfra automatisk ville blive slettet. Alternativt holder jeg selv øje med meningsmålinger, da effekten af mit læserbrev nok ganske hurtigt ville kunne ses her.

Men som sagt, jeg har oprettet "Foreningen for folk der er smadder trætte af at kommunister styrer alle medier måske med undtagelse af Berlingske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten, en del lokalblade, TV2 og muligvis også nogle af gratisaviserne." og intereserede kan blot henvende sig her på bloggen. Jeg overvejer hvordan medlemsoptaget skal forgå, da det er vigtigt, at vi holder os fri af venstreorientert infiltration. Der vil muligvis blive tale om en multiplechoice test, der kan teste potentielle medlemmers politiske ståsted, men mere om det senere.

Med Borgerlige Hilsner
Frederik

Stifter og formand "Foreningen for folk der er smadder trætte af at kommunister styrer alle medier måske med undtagelse af Berlingske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten, en del lokalblade, TV2 og muligvis også nogle af gratisaviserne"