Ok, så begynder vi igen. Stille og roligt. I en lidt anden stil end sidst vi sås. Sidder i en kælder snart i den sidste måned af mit speciale, så lige med det første bliver det ikke den højeste opdateringsfrekvens, men efterhånden som den forventede arbejdsløshed sætter ind, kan det være tempoet hæves. Nu begynder vi som sagt i det små. Helt overvejende med noget jeg ikke selv skriver. I speciale arbejdet falder jeg i ny og næ over historier man kunne smide op.
Her er det et vidneudsagn fra Prosecutor v. Popovic et al. (Srebrenica). Vi kan kalde historien Chaufføren og drengen i bunken, fordi den handler om en chauffør og en dreng der kommer ud af en bunke.
"Q. All right. Now, I'd like you to continue, tell me what happened next. What happened after you saw these -- I don't remember the exact number you said, and it -- I don't expect you to remember the exact number. But after the prisoners were loaded on the truck, what happened next? What did you see?
A: I saw the people being put on the trucks. The truck started; and when it was on the road, a jeep started riding behind it. Inside there were soldiers with open doors, ready to intervene should somebody decide to jump off the truck. I was told to ride behind them until we reached a certain place where I was supposed to unload the rest of the juices andfood that I had my van. So we arrived up there; the truck stopped. The police and soldiers - I don't know - had more of a fierce attitude as they were ordering them to get off. This is where the main asphalt road is for Krizanovici [phoen] and Kitovnice villages. The truck stopped there and they were getting off the truck, and it's more towards the road leading toward the railroad. They -- they marched them next to a heap of corpses, and it was then that I realised that it wasn't actually an exchange, that it was something horrible.
They lined them up there. A group of soldiers, men, four, five, six of them, stood there. The others stood; and when they were given on order to shoot, they shot and the others fell; and then they took out several groups - I don't know. One, two, three groups - and then they were done with them there. Shall I continue?
Q. Please do.
A. And then in my mind something terrible, something unheard of happened. Something that I have not been able to forget until this day, and will never forget. I developed diabetes after this, just because of thinking of what a man can do to another man. This is where these people were shot to death.
When giving my statement, no matter how many times you watch atrocities on -- in various movies, documentaries, and so on, no matter how many horrible books you read, books that make you cry over somebody else's fate, let me tell you it's nothing compared to what one can experience oneself, as I did there.
I developed diabetes after that.
In that heap, in that pile of dead bodies, who did not resemble people any longer, this was just a pile of flesh in bits, and then a human being emerged. I say a human being, but it was actually a boy of some five to six years. It is unbelievable. Unbelievable. A human being came out and started moving towards the path, the path where men with automatic rifles stood doing their job.
And this child was walking towards them.
All of those soldiers and policemen there, these people who had no trouble shooting -- I shouldn't judge them because I don't know about their situation. Perhaps they did it because of the order they received and perhaps they did it because of their nature. There are all kinds of people, and some of them may have done it gladly. Some probably did it because they had to.
And then all of a sudden they lowered their rifles and all of them, to the last one, just froze. And it was just a child there. Had it been a person of 70 or 80 years old, it would have been horrible, let alone an innocent, sweet child.
And the child was covered in bits of bowel tissue of other people. Later on in the hospital in Zvornik, the doctor showed me, he said, "Sir, this stinks." And back at the time I didn't feel the stench. I didn't even feel it as I was driving the child. I only felt it afterwards, after everything had happened.
This gentleman -- I apologise, I used the word gentleman. This officer, I think he was lieutenant-colonel. I'm sure he was lieutenant-colonel or colonel at the most. I cannot get up here, although I would like to illustrate this to you. I would like to give you a descriptive impression. And he was like the most arrogant person who
turned to the men, the soldiers, and said, "What are you waiting for? Just finish him off." And then these very men who had no trouble killing people earlier, said to him, "Sir, you have a pistol yourself, so why don't you finish him off. Go ahead, because we can't do that."
All of them who were there were simply speechless; then the officer said, "Take the child, put him on the truck, and take him down there; and then bring him here with the next batch and then he'll be finished off."
I was there. I was completely powerless. I was an outsider there, a logistics person, and I was there with a job just to keep quiet. I had nothing to do with what was happening there. They were executing people, and my job was just to bring in supplies; and then they took the child, not the men who were finishing off the people, no. The others took the child by the hand. Yes. And as the child was emerging out of the pile of those who had been executed, he was saying, "Baba," this is how they call father. He was saying, "Baba, where are you?" The child was in shock.
They took him to the truck. The child, knowing that he had been on that truck earlier, started convulsing. He was shaking and saying, "No, no. I'm not going to do it." Then I intervened in order to assist everybody, including the child. And I told them, "Listen, I'll turn the lights on in my van, and I will put the music on so that I can divert his attention from all of this that's happening. I'll turn the radio on," because I wanted the child to come to his senses. He was completely lost he didn't know what was happening and who he was. I said, "I will try to take him wherever you want me to take him." So I came into the van and I put the light on, because -- and it helped the child because to him everything was just pure darkness. And I put the radio on, the local radio station, with the music that was familiar to him, and I did this to allow him to recover, to come back to his senses. I said to him, "Come here, come here, come to me." I said, "Look. I have light on, music on."
All of a sudden he took me by the hand and came to me.
I don't want any one of you to experience that. I used to be a strong man. I used to be a firm man. That was my reputation. But I wouldn't wish this upon anyone to experience this -- the grip, the grip of him on my hand, and I was amazed at his strength. The strength of this child.
And then I -- I got into the car, I -- I left him alone for a second, just because I had to turn the car on, and I put the music on, and then we went back with the rest - you know who the rest were - so that the next batch could be finished off.
From this place, which is called Orac, there is a water source there, water fountain, known as Orac. I drove to the elementary school, to the gym. And as I was driving down there, I knew that I should not leave him there. I knew that I could not leave him there. Since I had completed my task, I distributed the food and other supplies. And I was supposed to leave the child there but I couldn't do that, and I thought maybe I should drive to the barracks in Karakaj, the Standard barracks.
There was a health centre for lightly wounded soldiers or somebody who had flu, you know, who were lightly ill. At first I thought I should leave him there in the health centre. As I was driving to Karakaj, I was thinking to myself, and I was thinking, "What if I leave him there at the military facility. I need to explain to everyone how I came across this child." And I didn't dare tell people about the situation. I didn't even dare tell my friends about what had happened at that site.
So I decided to go to Zvornik instead, to put him in the hospital. I knew he would be registered there, and once he was registered then there was no chance for anything else. I was aware of what I was doing. I knew that I was even perhaps risking my own life; because if that man was ready to kill a huge amount of people, then he would certainly be ready to kill. "God forbid, God forbid," I said. I can't continue.
JUDGE AGIUS: Mr. Zivanovic, I saw you rising earlier on. Is it the transcript?
MR. ZIVANOVIC: [Interpretation] Thank you, Your Honours. In the transcript something was omitted, something that the witness said; namely, that it was evening and that it was dusk.
THE WITNESS: [Interpretation] Yes.
MR. ZIVANOVIC: [Interpretation] That wasn't translated. Page 36, 19 line 14."
(hentet fra transcriptionen fra retssagen, her (scroll ned til side 7579), mere info kan findes her, overskuelig info her (.pdf)
lørdag, august 22, 2009
fredag, juni 29, 2007
Roskilde 2007
Roskilde venter om hjørnet, lige om hjørnet, og sammen med Roskilde er igen i år kommet de store mørke skyer. Jeg hader regn på Roskilde. Det gør ALTING så ufatteligt besværligt. Det bliver besværligt at gå, det er besværligt at sætte sig, det er besværligt at komme ind i sit telt, besværligt at komme ud, besværligt at falde om kuld og besværligt at rejse sig når først man er faldet.
Men det skal også siges om regnårene, at de bliver de legendariske år. Roskilde 91 var en klassiker og vist her smatten opstod, det var tiden inden træflis. Roskilde 97 var mit første regnår, og det var sgu mudret, men ældre mere erfarne folk kunne jo så fortælle, at det ikke var noget i forhold til 91, hvor regnen var så tæt at man kunne svømme i den og at hele bands forsvandt og først blev fundet i mudderet efter festivalen. Men 1997 var stadig noget særligt, og jeg er glad for, at jeg var der. Også fordi jeg var noget så forelsket i den sødeste pige med lyst strithår, vi sad på et bræt onsdag i regnvejr og kyssede noget så forsigtigt. Senere brugte vi en del tid i på at kysse i hendes telt. Det var henrivende. Jeg er dog ikke helt sikker på at hendes teltpartner fandt ung kærlighed i Roskidles mudder helt så smuk og henrivende som vi gjorde.
Det andet fede ved at være der i 1997 var, at det gav mulighed for gå rundt på Roskilde 2004 og sige til de unge, at de burde få armene ud fra kroppe og holde op med at sidde og snøfte i mudderet for i forhold til 97, var det her sgu en solferie på Mallorca.
I år kunne godt ligne sådan et legendarisk år. Vejrudsigten for Roskilde ser lige nu sådan her ud:
Og man må jo desværre sige, at DMI er bedre end sit rygte, selvom 63% sandsynlighed for regn torsdag jo ikke er en garanti for regn, og selvom man lægger de 18% sandsynlighed for byger oveni, så er der stadig 19% chance for noget andet... og det er jo også noget.
Men tilbage til festivalen og mig. Det er vist min 12. festival i år, og jeg er spændt som et lille barn. For kun anden gang siden 1999 skal jeg ikke arbejde under selve festivalen, og for føste gang siden 1998 skal jeg ikke være i køkkenet i den uforlignelige Badeklub.
Så i år står den på musik, rusmidler, musik, flere rusmidler, mad, musik og rusmidler og altså mudder. Jeg kan nærmest ikke overskue, hvad jeg skal gøre af mig selv de fire dage, de er helt frie, jeg står ikke i et køkken, sidder ikke i en sauna og sveder eller i en kølecontainer og gør lageret op, jeg er fri som den mest musikglade lille berusede fugl i verden. Og jeg skal til koncert.
Programmet er jo sit sædvanlige uoverskuelige selv, men Roskildes hjemmeside har den fine feature, at man kan krydse af og lave sit eget personlige program, det har jeg gjort, og det ser sådan her ud:
Mandag 2. juli
FOREST AND CRISPIAN - Pavilion Junior
Tirsdag 3. juli 2007
SORT STUE MED PIRATKOR - Pavilion Junior
ANALOGIK - Pavilion Junior
Onsdag 4. juli
DETEKTIVBYRÅN - Pavilion Junior
Torsdag 5. juli 2007
17:30 BOOTY COLOGNE - Cosmopol
18:00 ARCADE FIRE - Arena
19:30 LCD SOUNDSYSTEM - Odeon
20:00 TALIB KWELI AND JEAN GRAE - Cosmopol
20:00 MATMOS - Astoria
20:00 MIKKEL METAL - Lounge
22:00 BJÖRK - Orange
22:00 NOSTALGIA 77 OCTET - Astoria
Fredag 6. juli 2007
13:00 CAMERA OBSCURA - Pavilion
14:45 MURDER - Astoria
17:00 TROST - Astoria
17:00 X-ALFONSO - Cosmopol
19:15 CARION/SVIN: BLOWBEAT - Astoria
19:30 BEASTIE BOYS - Orange
21:00 DIZZEE RASCAL - Cosmopol
21:00 TRENTEMØLLER - Arena
22:00 CSS - Odeon
22:30 JUNKYARD PRODUCTIONS - Cosmopol
00:00 ANTHONY B - Cosmopol
01:00 LEE SCRATCH PERRY & ADRIAN SHERWOOD - Cosmopol
02:30 DJUMA SOUNDSYSTEM - Astoria
03:00 QUIT YOUR DAYJOB - Pavilion
Lørdag 7. juli 2007
12:30 BAND ANE - Astoria
14:00 AGF - Astoria
14:30 THE NATIONAL - Odeon
17:00 THOMAS DYBDAHL - Arena
18:00 DARKO RUNDEK & CARGO ORKESTAR - Pavilion
18:30 THE FLAMING LIPS - Orange
19:00 CLIPSE - Cosmopol
20:30 NORTEC COLLECTIVE - Cosmopol
21:30 A HAWK AND A HACKSAW - Astoria
22:30 BONDE DO ROLE - Cosmopol
23:45 BURAKA SOM SISTEMA - Cosmopol
00:00 FANFARE CIOCARLIA - Astoria
01:00 RED HOT CHILI PEPPERS - Orange
01:30 DJ CLICK - Astoria
02:00 KAL - Astoria
02:30 DIGITAL MYSTIKZ, LOEFAH & MC SGT POKES - Cosmopol
03:30 DJ CLICK - Astoria
Søndag 8. juli 2007
12:00 BLOOD SWEAT DRUM'N'BASS BIG BAND - Cosmopol
12:30 BADUN - Astoria
13:00 THE LIONHEART BROTHERS - Pavilion
13:00 PIXEL - Lounge
14:00 SUSPEKT - Cosmopol
14:30 BEIRUT - Astoria
15:00 ALPHA BLONDY - Orange
16:00 SEUN KUTI & EGYPT ’80 - Cosmopol
18:30 TUNNG - Astoria
20:15 LAURENT GARNIER - Odeon
20:45 DATAROCK - Arena
00:00 KENNETH BAGER feat. JULEE CRUISE - Arena
02:00 JUSTICE - Arena
Opsummerende så er der en del elektronisk, en del hiphop, ret meget "verdensmusik", et lille drys rock og så tilsat en knivspids klassiske Roskilde koncerter, dem der man gerne vil se/høre fordi det lyder ualmindeligt sært og festivalagtigt.
Og indimellem skal man jo også nå at hænge ud, både her og der, og lige blande sig lidt i køkkenet i Badeklubben, bruge et par timer på at hakke, snitte, koge, stege og sælge mad, bare fordi det er sjovt. Og sauna skal man nå, og endeligt ikke glemme at passe sin brandert. Og for alt i verden huske bare at drysse rundt til koncerter man ikke vidste man ville gå til. Og falde i snak. Og falde i mudder. Og stå i kø til toilettet. Og spise så man har noget at gå på toilettet med.
Uj det bliver godt. Og jeg håber jeg ser dig Du kan finde mig til en af overnnævnte koncerter, sevom jeg ikke vil garantere at være til dem alle.
Hav det bedst du søde
Men det skal også siges om regnårene, at de bliver de legendariske år. Roskilde 91 var en klassiker og vist her smatten opstod, det var tiden inden træflis. Roskilde 97 var mit første regnår, og det var sgu mudret, men ældre mere erfarne folk kunne jo så fortælle, at det ikke var noget i forhold til 91, hvor regnen var så tæt at man kunne svømme i den og at hele bands forsvandt og først blev fundet i mudderet efter festivalen. Men 1997 var stadig noget særligt, og jeg er glad for, at jeg var der. Også fordi jeg var noget så forelsket i den sødeste pige med lyst strithår, vi sad på et bræt onsdag i regnvejr og kyssede noget så forsigtigt. Senere brugte vi en del tid i på at kysse i hendes telt. Det var henrivende. Jeg er dog ikke helt sikker på at hendes teltpartner fandt ung kærlighed i Roskidles mudder helt så smuk og henrivende som vi gjorde.
Det andet fede ved at være der i 1997 var, at det gav mulighed for gå rundt på Roskilde 2004 og sige til de unge, at de burde få armene ud fra kroppe og holde op med at sidde og snøfte i mudderet for i forhold til 97, var det her sgu en solferie på Mallorca.
I år kunne godt ligne sådan et legendarisk år. Vejrudsigten for Roskilde ser lige nu sådan her ud:
Og man må jo desværre sige, at DMI er bedre end sit rygte, selvom 63% sandsynlighed for regn torsdag jo ikke er en garanti for regn, og selvom man lægger de 18% sandsynlighed for byger oveni, så er der stadig 19% chance for noget andet... og det er jo også noget.
Men tilbage til festivalen og mig. Det er vist min 12. festival i år, og jeg er spændt som et lille barn. For kun anden gang siden 1999 skal jeg ikke arbejde under selve festivalen, og for føste gang siden 1998 skal jeg ikke være i køkkenet i den uforlignelige Badeklub.
Så i år står den på musik, rusmidler, musik, flere rusmidler, mad, musik og rusmidler og altså mudder. Jeg kan nærmest ikke overskue, hvad jeg skal gøre af mig selv de fire dage, de er helt frie, jeg står ikke i et køkken, sidder ikke i en sauna og sveder eller i en kølecontainer og gør lageret op, jeg er fri som den mest musikglade lille berusede fugl i verden. Og jeg skal til koncert.
Programmet er jo sit sædvanlige uoverskuelige selv, men Roskildes hjemmeside har den fine feature, at man kan krydse af og lave sit eget personlige program, det har jeg gjort, og det ser sådan her ud:
Mandag 2. juli
FOREST AND CRISPIAN - Pavilion Junior
Tirsdag 3. juli 2007
SORT STUE MED PIRATKOR - Pavilion Junior
ANALOGIK - Pavilion Junior
Onsdag 4. juli
DETEKTIVBYRÅN - Pavilion Junior
Torsdag 5. juli 2007
17:30 BOOTY COLOGNE - Cosmopol
18:00 ARCADE FIRE - Arena
19:30 LCD SOUNDSYSTEM - Odeon
20:00 TALIB KWELI AND JEAN GRAE - Cosmopol
20:00 MATMOS - Astoria
20:00 MIKKEL METAL - Lounge
22:00 BJÖRK - Orange
22:00 NOSTALGIA 77 OCTET - Astoria
Fredag 6. juli 2007
13:00 CAMERA OBSCURA - Pavilion
14:45 MURDER - Astoria
17:00 TROST - Astoria
17:00 X-ALFONSO - Cosmopol
19:15 CARION/SVIN: BLOWBEAT - Astoria
19:30 BEASTIE BOYS - Orange
21:00 DIZZEE RASCAL - Cosmopol
21:00 TRENTEMØLLER - Arena
22:00 CSS - Odeon
22:30 JUNKYARD PRODUCTIONS - Cosmopol
00:00 ANTHONY B - Cosmopol
01:00 LEE SCRATCH PERRY & ADRIAN SHERWOOD - Cosmopol
02:30 DJUMA SOUNDSYSTEM - Astoria
03:00 QUIT YOUR DAYJOB - Pavilion
Lørdag 7. juli 2007
12:30 BAND ANE - Astoria
14:00 AGF - Astoria
14:30 THE NATIONAL - Odeon
17:00 THOMAS DYBDAHL - Arena
18:00 DARKO RUNDEK & CARGO ORKESTAR - Pavilion
18:30 THE FLAMING LIPS - Orange
19:00 CLIPSE - Cosmopol
20:30 NORTEC COLLECTIVE - Cosmopol
21:30 A HAWK AND A HACKSAW - Astoria
22:30 BONDE DO ROLE - Cosmopol
23:45 BURAKA SOM SISTEMA - Cosmopol
00:00 FANFARE CIOCARLIA - Astoria
01:00 RED HOT CHILI PEPPERS - Orange
01:30 DJ CLICK - Astoria
02:00 KAL - Astoria
02:30 DIGITAL MYSTIKZ, LOEFAH & MC SGT POKES - Cosmopol
03:30 DJ CLICK - Astoria
Søndag 8. juli 2007
12:00 BLOOD SWEAT DRUM'N'BASS BIG BAND - Cosmopol
12:30 BADUN - Astoria
13:00 THE LIONHEART BROTHERS - Pavilion
13:00 PIXEL - Lounge
14:00 SUSPEKT - Cosmopol
14:30 BEIRUT - Astoria
15:00 ALPHA BLONDY - Orange
16:00 SEUN KUTI & EGYPT ’80 - Cosmopol
18:30 TUNNG - Astoria
20:15 LAURENT GARNIER - Odeon
20:45 DATAROCK - Arena
00:00 KENNETH BAGER feat. JULEE CRUISE - Arena
02:00 JUSTICE - Arena
Opsummerende så er der en del elektronisk, en del hiphop, ret meget "verdensmusik", et lille drys rock og så tilsat en knivspids klassiske Roskilde koncerter, dem der man gerne vil se/høre fordi det lyder ualmindeligt sært og festivalagtigt.
Og indimellem skal man jo også nå at hænge ud, både her og der, og lige blande sig lidt i køkkenet i Badeklubben, bruge et par timer på at hakke, snitte, koge, stege og sælge mad, bare fordi det er sjovt. Og sauna skal man nå, og endeligt ikke glemme at passe sin brandert. Og for alt i verden huske bare at drysse rundt til koncerter man ikke vidste man ville gå til. Og falde i snak. Og falde i mudder. Og stå i kø til toilettet. Og spise så man har noget at gå på toilettet med.
Uj det bliver godt. Og jeg håber jeg ser dig Du kan finde mig til en af overnnævnte koncerter, sevom jeg ikke vil garantere at være til dem alle.
Hav det bedst du søde
tirsdag, juni 26, 2007
Verdens journalister går amok
På forsiden af Politiken.dk kunne man i dag læse den her manchet:
"Mange steder på jorden viser vejret sig fra sin værste side. Men mediernes fokus på vejret er mere ekstremt end vejret selv, mener DMI."
Overskriften var den usædvanligt passende
"Verdens vejr går amok"
Jeg elsker altså journalister nogle gange.
Alt det bedste
Frederik
"Mange steder på jorden viser vejret sig fra sin værste side. Men mediernes fokus på vejret er mere ekstremt end vejret selv, mener DMI."
Overskriften var den usædvanligt passende
"Verdens vejr går amok"
Jeg elsker altså journalister nogle gange.
Alt det bedste
Frederik
lørdag, juni 23, 2007
Kulturmøde. LIVE!
Oven på succesen med Speak the Hungarian Rapper - og for at bidrage til festliggørelsen af din Skt Hans - er det denne blogs ydmyge fornøjelse at kunne præsentere vinderen af det bulgarske Idol, og sangen, der sikrede hende sejren.
Tag godt imod den henrivende Nevena Coneva og hendes fortryllende fortolkning af "I will allways love you".
Nu har jeg jo så hørt sangen et par gange og jeg må indrømme, at den er begyndt at vokse på mig. Nogen Speak er hun i hvert fald ikke, der er jo faktisk kvaliteter her, et eller andet sted. Jeg synes måske bare ikke de stille stykker fungerer helt perfekt, og jeg er ikke sikker på, at jeg alene baseret på denne sang kan give en af brugerne på You Tube ret i, at hun er "the BEST EVER!" med caps lock og det hele.
Uanset hvad, så er de ret fascinerende de her kulturmøder - i Speaks tilfælde kulturharmonikasammenstød.
En stor tak til altid glimrende Belgrade 2.0, for at gøre mit liv en lille bitte smule rigere.
Tag godt imod den henrivende Nevena Coneva og hendes fortryllende fortolkning af "I will allways love you".
Nu har jeg jo så hørt sangen et par gange og jeg må indrømme, at den er begyndt at vokse på mig. Nogen Speak er hun i hvert fald ikke, der er jo faktisk kvaliteter her, et eller andet sted. Jeg synes måske bare ikke de stille stykker fungerer helt perfekt, og jeg er ikke sikker på, at jeg alene baseret på denne sang kan give en af brugerne på You Tube ret i, at hun er "the BEST EVER!" med caps lock og det hele.
Uanset hvad, så er de ret fascinerende de her kulturmøder - i Speaks tilfælde kulturharmonikasammenstød.
En stor tak til altid glimrende Belgrade 2.0, for at gøre mit liv en lille bitte smule rigere.
torsdag, juni 21, 2007
Kontakt Jord
Jeg har købt nye sko i dag. De er rasende smarte, snørbåndene er i hvert fald røde og skoene er åbenbart lavet efter et koncept, de kalder "Contact Earth". Et lille stykke skrigorange pap siddende i de røde snørebånd kunne oplyse at
"Contact Earth is a system which allows the electrostatic energy accumulated throughout the day to discharge and at the same time allows you to be in contact with the earth energies."
Hvabehar!
Og det er ikke det halve af det, kassen de kom i kunne supplere med oplysningen, at
"Camper is not a shoe. Camper is the result of a dream."
Hvilket mindede mig om, at jeg i en længere årrække drømte ufatteligt kedelige drømme. Den så afgjort kedeligste, som det ikke er lykkes mig at glemme, handlede om, at jeg var i ISO og købte to frosne ænder på et ualmindeligt godt tilbud.
Det er faktisk ikke noget jeg finder på det her, de drømme bekymrede mig mere og i længere tid en mine værste mareridt. Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvordan jeg skulle tolke dem, men lur mig om ikke det et eller andet sted handlede om sex.
"Contact Earth is a system which allows the electrostatic energy accumulated throughout the day to discharge and at the same time allows you to be in contact with the earth energies."
Hvabehar!
Og det er ikke det halve af det, kassen de kom i kunne supplere med oplysningen, at
"Camper is not a shoe. Camper is the result of a dream."
Hvilket mindede mig om, at jeg i en længere årrække drømte ufatteligt kedelige drømme. Den så afgjort kedeligste, som det ikke er lykkes mig at glemme, handlede om, at jeg var i ISO og købte to frosne ænder på et ualmindeligt godt tilbud.
Det er faktisk ikke noget jeg finder på det her, de drømme bekymrede mig mere og i længere tid en mine værste mareridt. Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvordan jeg skulle tolke dem, men lur mig om ikke det et eller andet sted handlede om sex.
onsdag, juni 20, 2007
Ny Politik og Mokka
Jeg synes efterhånden, at vi har hørt nok om den politik som Ny Alliance ikke har, og jeg mener, at folk snart må indse, at i disse tider kan man ikke forvente, at et helt nyt parti har en såkaldt "politik". Hele ideen om, at partier opstår omkring en politik er gammeldags og antikveret. Ny Alliance er netop ny og dermed ikke gammeldags, og her er man startet med det vigtige nemlig personerne, så har man fået det næstvigtiste nemlig opmærksomhed, så kom det tredjevigtigste nemlig økonomisk støtte - eller ørhm jeg mener medlemmerne - og så lidt senere kommer politikken... måske... eller nu er der måske rod i kronologien og prioriteterne, det allervigtigste må være stemmerne og dem ved jeg ikke, hvornår kommer, nok før politikken... eller nej det er også forkert - det aller aller vigtiste må være magten eller indflydelsen eller nej, det lyder for holdningsbaseret, lad os sige ministerposterne(og bilerne), det kommer til sidst eller i hvert fald efter stemmerne eller dvs jeg tror politikken nok kommer til sidst og ministerposterne(og bilerne) først.
Eller ok, jeg har vist ikke helt styr på mit skema over Ny Politik, men pointen her er i hvert fald, at politik ikke er særligt vigtigt i politik nutildags, og hvis man ikke har forstået det, så skulle man måske nok lade være med at blande sig for meget i snakken og i stedet lige forsøge at komme i øjenhøjde med tiden.
Man er lidt en anakronisme i sin egen tid, hvis man tror, at partier opstår, fordi folk mener noget om noget. Dybtfølte holdninger til samfundet og ønsker om at påvirke samme i en bestemt retning er SÅ meget sidste årtusinde, og man afslører virkligt sig selv ved at stå og råbe på politik og holdninger - for guds skyld folkens, det er Ny Politik det her, her hører politik og holdninger ikke hjemme.
Derfor ser jeg heller ikke den store fare for Ny Alliance ved årsmødet. Man kunne jo ellers frygte, at medlemmer og politikere ville løbe skrigende væk, når de opdagede, hvad de andre mente - men her glemmer man, at det er Ny Politik, Nye Politikere og Nye Medlemmer og jeg tror slet ikke, at nogen af dem mener noget så meget, at det kan få hverken dem selv eller andre til at overhovedet bevæge sig og da slet ikke til at løbe skrigende i nogensomhelst retning.
Når det er sagt, så skal det også siges, at jeg mener, at der er nogle spørgsmål som Ny Alliance er nødt til at svare på snarest. Ved vi f.eks hvilken kaffe man drikker i det parti? Og drikker man overhovedet kaffe?
Kan vi virkeligt vente til årsmødet med at få det afklaret. Og ja jeg kan godt se, at det er et spørgsmål af en sådan vigtighed for partiets profil, at der kan argumenteres for, at det ikke er noget partitoppen kan beslutte hen over hovedet på medlemmerne, men på den anden side, hvordan kan man overhovedet melde sig ind i det parti uden at have fået svar på det spørgsmål?
Så kom i gang kendte politikere; få lavet den fokus gruppe, indkaldt de eksperter og få sat Gallup i sving, så I kan finde ud af hvilken kaffe I drikker.
Jeg tænker lidt Café Au Lait, som forekommer mig at være en god kompromiskaffe, lidt Café Latte - men stadig noget andet. På den anden side er det ikke nogen særligt ny kaffe og så kan det også indvendes, at den faktisk smager af noget, og det kan jo få folk til ikke at kunne lide den.
Alt det bedste
Frederik
Eller ok, jeg har vist ikke helt styr på mit skema over Ny Politik, men pointen her er i hvert fald, at politik ikke er særligt vigtigt i politik nutildags, og hvis man ikke har forstået det, så skulle man måske nok lade være med at blande sig for meget i snakken og i stedet lige forsøge at komme i øjenhøjde med tiden.
Man er lidt en anakronisme i sin egen tid, hvis man tror, at partier opstår, fordi folk mener noget om noget. Dybtfølte holdninger til samfundet og ønsker om at påvirke samme i en bestemt retning er SÅ meget sidste årtusinde, og man afslører virkligt sig selv ved at stå og råbe på politik og holdninger - for guds skyld folkens, det er Ny Politik det her, her hører politik og holdninger ikke hjemme.
Derfor ser jeg heller ikke den store fare for Ny Alliance ved årsmødet. Man kunne jo ellers frygte, at medlemmer og politikere ville løbe skrigende væk, når de opdagede, hvad de andre mente - men her glemmer man, at det er Ny Politik, Nye Politikere og Nye Medlemmer og jeg tror slet ikke, at nogen af dem mener noget så meget, at det kan få hverken dem selv eller andre til at overhovedet bevæge sig og da slet ikke til at løbe skrigende i nogensomhelst retning.
Når det er sagt, så skal det også siges, at jeg mener, at der er nogle spørgsmål som Ny Alliance er nødt til at svare på snarest. Ved vi f.eks hvilken kaffe man drikker i det parti? Og drikker man overhovedet kaffe?
Kan vi virkeligt vente til årsmødet med at få det afklaret. Og ja jeg kan godt se, at det er et spørgsmål af en sådan vigtighed for partiets profil, at der kan argumenteres for, at det ikke er noget partitoppen kan beslutte hen over hovedet på medlemmerne, men på den anden side, hvordan kan man overhovedet melde sig ind i det parti uden at have fået svar på det spørgsmål?
Så kom i gang kendte politikere; få lavet den fokus gruppe, indkaldt de eksperter og få sat Gallup i sving, så I kan finde ud af hvilken kaffe I drikker.
Jeg tænker lidt Café Au Lait, som forekommer mig at være en god kompromiskaffe, lidt Café Latte - men stadig noget andet. På den anden side er det ikke nogen særligt ny kaffe og så kan det også indvendes, at den faktisk smager af noget, og det kan jo få folk til ikke at kunne lide den.
Alt det bedste
Frederik
tirsdag, juni 19, 2007
Parkeringsbøder - glemte historier fra Budapest
Under sommerrengøring i bloggens administrative dyb, nede under den pæne men ikke særligt læsevenlige overflade du sidder og kigger på lige nu, faldt jeg over en lille håndfuld fortællinger fra tiden i Budapest. Ved ikke hvorfor jeg aldrig smed dem på bloggen, muligvis fordi de ikke havde noget at byde på, men hvis det var et princip jeg levede efter ville denne blog vist tilgengæld ikke have noget at leve af. Så nu lever den i stedet med ligegyldighederne og hermed indledes altså en lille serie af sandfærdige fortællinger fra livet som ung diplomat, som altså nu er blevet fundet frem og skrevet færdige, i en stilfærdig erkendelse af, at jeg toppede for nu længe siden i denne blogs barndom. Og ja, jeg mener godt man kan sammenligne det med Brian Wilson og Smile.
Og her kommer så en historie om diplomater og parkeringsbøder.
Diplomater snakker overraskende meget om parkeringsbøder. Overraskende fordi de i modsætning til os andre ikke behøver at betale dem og derfor egentligt ikke behøver at forholde sig til dem. Men på den anden side, så er det måske netop fordi, de ikke behøver at betale, at de snakker. Betaling af parkeringsbøden bliver jo til et rent etisk spørgsmål, som kræver dybe overvejelser. Alternativt er det bare et udtryk for, at der er noget man aldrig holder op med at trippe over uanset, hvor gammel og garvet en diplomat man bliver. Samlingen af ubetalte parkeringsbøder er - sammen med det fancy pas - på mange måder det mest håndgribelige udtryk for, at diplomater er noget andet og mere end almindelige dødelige mennesker og bilister.
Hvad end årsagen er, så snakker de i hvert fald ualmindeligt meget om parkeringsbøder. Og den mest besynderlige samtale jeg overhørte om emnet i min tid i Budapest, involverede den hollandske landbrugsattache Ruuuuuud, som de allermest opmærksomme og trofaste læsere vil kunne huske fra en tidligere post.
Ruuuuuuud kunne fortælle, at tricket var at parkere oppe på fortovet eller i midterrabatten. En parkering her var godt nok ulovlig, men var ikke en sag for ihærdige parkeringsvagter, men for politiet, der aldrig brugte tid på at dele parkeringsbøder ud (der er vist ikke nogen, der ved hvad politiet faktisk laver, udover naturligvis at gennemtæve demonstranter) hvormed den snedige Ruuuuuuud kunne undgå at få en bøde han ikke behøvede at betale alligevel. Det lykkedes mig aldrig, at se pointen i at gå gennem alverdens ulovlige krumspring blot for at undgå en parkeringsbøde, som man jo alligevel ikke betaler. Pointen er jo, at det er et etisk spørgsmål, ikke et økonomisk - hvilket gør det helt håbløst at parkere om muligt mere ulovligt for ikke at få bøden. Men så igen Ruuuds veje er uransagelige, og han er jo et entusiastisk menneske, der ikke er bange for at gøre livet besværligt for sig selv.
Min introduktion til diplomatparkeringsbødens fascinerende verden kom ganske tidligt i mit ophold i Budapest. Jeg skulle til min første briefing i Landbrugsministeriet sammen med Statskonsulenten. Vi kørte i hans store behagelige 4hjulstrækker, og Statskonsulenten, der ellers er en meget opmærksom mand, må have haft tankerne på briefingen(eller en særligt god rødvin han ville drikke senere), det lykkedes ham i hvert fald at overse den koloenormt store billetautomat en lille halv meter fra bilen. De lokale parkeringsvagter var ikke sådan at distrahere denne dag, så da vi vendte tilbage til bilen efter det første af mange ufatteligt kedelige møder om Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik, sad der en ualmindeligt stor og knaldrød plastickuvert under vinduesviskeren. Statskonsulenten er en handlingens mand, og han begyndte resolut at lede efter en skraldespand, hvorefter han under turen hjem til ambassaden i den nu bødefri bil kunne fortælle om dengang, han forlod Paris efter 6 års udstationering og efterlod en pose med - hvad han anslog til at være - 200 ubetalte parkeringsbøder (det er så lidt mere end en hver anden uge). Det havde han bestemt ikke tænkt sig at gentage, så nu havde han altså det princip at smide bøderne ud med det samme.
Ambassadøren var anderledes moralsk indstillet end Statskonsulenten. det var i hans øjne altafgørende at en diplomat ikke misbrugte sine privilegier, og han insisterede derfor på altid at betale sine parkeringsbøder. Problemet havde da slet heller ikke samme omfang for ham, da han det meste af tiden havde Ambassadens chauffør Csaba til rådighed. Det var derfor blot blevet til en enkelt bøde i de tre år han hvade været udstationeret i Budapest, men trods alle gode intentioner og stålsatte principper, så glippede det denne ene gang. Som Ambassadøren kunne fortælle, så var historien den yderst uheldige, at han desværre ikke nåede at opdage den dybrøde plasticpakke i A4 format under vinduesviskeren inden han en varm sommerdag tændte for netop vinduesviskerne. Og inden han nåede at reagere havde selvsamme vinduesviskere med ikke meget mere end 2 til 3 måske 27 visk, fejet bøde og principper ud til siden.
Chauffør er dog ingen sikring mod parkeringsbøde. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan Ambassaderåden lå i åben krig med ambassadens(det vil egentligt sige Ambassadørens) chauffør Csaba(udtales chopper). En dag da Csaba skulle køre for Ambassaderåden fik han ved et hændeligt uheld parkeret hendes bil lige præcist så ulovligt og forladt den lige præcis så længe, at en knaldrøde A4 kuvert ventede under viskeren da mødet var slut.
Statskonsulenten og Ambassadøren har begge svært ved at undertrykke en blanding af fnisen og undren, når de fortæller historien. Ikke fordi Csaba sørgede for, at hun fik en bøde (det er jo som sagt ikke normalt den store katastrofe for en diplomat, og det er desuden ikke ganske sikkert, at han gjorde det med vilje). Nej det bliver først bemærkelsesværdigt i det øjeblik hun orienterede Ambassadøren om bøden og forhørte sig om den officielle politik på området(her kan normalt høres en stille begyndende fnisen). Ambassadøren kunne fortælle, at officiel politik var, at den enkelte diplomat selv havde ansvaret for betaling af bøder(mere fnisen). Punchline i historien - der leder til højlydt latter HVER gang - er, at Ambassaderåden på en eller anden måde fik dette til at betyde, at hun rent faktisk skulle betale bøden, hvilket hun i hvert fald gjorde. Statskonsulenten bliver aldrig træt af den historie, som han mener er enestående i diplomatiet.
Ja det var det - en gammel, men sandfærdig historie fra Budapest. Muligvis skulle den aldrig have været på bloggen, men det kom den.
Kan du have det bedst
Og her kommer så en historie om diplomater og parkeringsbøder.
Diplomater snakker overraskende meget om parkeringsbøder. Overraskende fordi de i modsætning til os andre ikke behøver at betale dem og derfor egentligt ikke behøver at forholde sig til dem. Men på den anden side, så er det måske netop fordi, de ikke behøver at betale, at de snakker. Betaling af parkeringsbøden bliver jo til et rent etisk spørgsmål, som kræver dybe overvejelser. Alternativt er det bare et udtryk for, at der er noget man aldrig holder op med at trippe over uanset, hvor gammel og garvet en diplomat man bliver. Samlingen af ubetalte parkeringsbøder er - sammen med det fancy pas - på mange måder det mest håndgribelige udtryk for, at diplomater er noget andet og mere end almindelige dødelige mennesker og bilister.
Hvad end årsagen er, så snakker de i hvert fald ualmindeligt meget om parkeringsbøder. Og den mest besynderlige samtale jeg overhørte om emnet i min tid i Budapest, involverede den hollandske landbrugsattache Ruuuuuud, som de allermest opmærksomme og trofaste læsere vil kunne huske fra en tidligere post.
Ruuuuuuud kunne fortælle, at tricket var at parkere oppe på fortovet eller i midterrabatten. En parkering her var godt nok ulovlig, men var ikke en sag for ihærdige parkeringsvagter, men for politiet, der aldrig brugte tid på at dele parkeringsbøder ud (der er vist ikke nogen, der ved hvad politiet faktisk laver, udover naturligvis at gennemtæve demonstranter) hvormed den snedige Ruuuuuuud kunne undgå at få en bøde han ikke behøvede at betale alligevel. Det lykkedes mig aldrig, at se pointen i at gå gennem alverdens ulovlige krumspring blot for at undgå en parkeringsbøde, som man jo alligevel ikke betaler. Pointen er jo, at det er et etisk spørgsmål, ikke et økonomisk - hvilket gør det helt håbløst at parkere om muligt mere ulovligt for ikke at få bøden. Men så igen Ruuuds veje er uransagelige, og han er jo et entusiastisk menneske, der ikke er bange for at gøre livet besværligt for sig selv.
Min introduktion til diplomatparkeringsbødens fascinerende verden kom ganske tidligt i mit ophold i Budapest. Jeg skulle til min første briefing i Landbrugsministeriet sammen med Statskonsulenten. Vi kørte i hans store behagelige 4hjulstrækker, og Statskonsulenten, der ellers er en meget opmærksom mand, må have haft tankerne på briefingen(eller en særligt god rødvin han ville drikke senere), det lykkedes ham i hvert fald at overse den koloenormt store billetautomat en lille halv meter fra bilen. De lokale parkeringsvagter var ikke sådan at distrahere denne dag, så da vi vendte tilbage til bilen efter det første af mange ufatteligt kedelige møder om Ungarns holdning til EU's landbrugspolitik, sad der en ualmindeligt stor og knaldrød plastickuvert under vinduesviskeren. Statskonsulenten er en handlingens mand, og han begyndte resolut at lede efter en skraldespand, hvorefter han under turen hjem til ambassaden i den nu bødefri bil kunne fortælle om dengang, han forlod Paris efter 6 års udstationering og efterlod en pose med - hvad han anslog til at være - 200 ubetalte parkeringsbøder (det er så lidt mere end en hver anden uge). Det havde han bestemt ikke tænkt sig at gentage, så nu havde han altså det princip at smide bøderne ud med det samme.
Ambassadøren var anderledes moralsk indstillet end Statskonsulenten. det var i hans øjne altafgørende at en diplomat ikke misbrugte sine privilegier, og han insisterede derfor på altid at betale sine parkeringsbøder. Problemet havde da slet heller ikke samme omfang for ham, da han det meste af tiden havde Ambassadens chauffør Csaba til rådighed. Det var derfor blot blevet til en enkelt bøde i de tre år han hvade været udstationeret i Budapest, men trods alle gode intentioner og stålsatte principper, så glippede det denne ene gang. Som Ambassadøren kunne fortælle, så var historien den yderst uheldige, at han desværre ikke nåede at opdage den dybrøde plasticpakke i A4 format under vinduesviskeren inden han en varm sommerdag tændte for netop vinduesviskerne. Og inden han nåede at reagere havde selvsamme vinduesviskere med ikke meget mere end 2 til 3 måske 27 visk, fejet bøde og principper ud til siden.
Chauffør er dog ingen sikring mod parkeringsbøde. Jeg har tidligere fortalt om, hvordan Ambassaderåden lå i åben krig med ambassadens(det vil egentligt sige Ambassadørens) chauffør Csaba(udtales chopper). En dag da Csaba skulle køre for Ambassaderåden fik han ved et hændeligt uheld parkeret hendes bil lige præcist så ulovligt og forladt den lige præcis så længe, at en knaldrøde A4 kuvert ventede under viskeren da mødet var slut.
Statskonsulenten og Ambassadøren har begge svært ved at undertrykke en blanding af fnisen og undren, når de fortæller historien. Ikke fordi Csaba sørgede for, at hun fik en bøde (det er jo som sagt ikke normalt den store katastrofe for en diplomat, og det er desuden ikke ganske sikkert, at han gjorde det med vilje). Nej det bliver først bemærkelsesværdigt i det øjeblik hun orienterede Ambassadøren om bøden og forhørte sig om den officielle politik på området(her kan normalt høres en stille begyndende fnisen). Ambassadøren kunne fortælle, at officiel politik var, at den enkelte diplomat selv havde ansvaret for betaling af bøder(mere fnisen). Punchline i historien - der leder til højlydt latter HVER gang - er, at Ambassaderåden på en eller anden måde fik dette til at betyde, at hun rent faktisk skulle betale bøden, hvilket hun i hvert fald gjorde. Statskonsulenten bliver aldrig træt af den historie, som han mener er enestående i diplomatiet.
Ja det var det - en gammel, men sandfærdig historie fra Budapest. Muligvis skulle den aldrig have været på bloggen, men det kom den.
Kan du have det bedst
tirsdag, juni 05, 2007
Grundlovsdagens absolutte politiske helt
Hold da op et tempo her på bloggen, hele to poster i dag, men det er altså også en væskeægte nyhed det her, for mens Ny Alliances samling af glatte djøf'ere prøver at overbevise os om, at de har en ny og særligt god måde at føre politik på (det er så vidt jeg har forstået noget med ikke at sige så meget om alt det der politik-noget, det gør vist det hele mere fleksibelt OG ærligt("jeg kan umuligt have løjet, jeg har jo slet ikke sagt noget?"), så er der andre, der viser hvordan man ideelt set burde barbere den der politiske ged. Det er ganske overraskende for mig noget så obskurt som den konservative vælgerforening i Frederikssund og deres formand Steen Hejnfelt.
Jeg blev så glad da jeg læste om det i Politiken, for hvor er det rart, god stil og sådan det burde være, at man som formand for en konservativ vælgerforening vælger at invitere Asmaa Abdol(EL) til at holde tale ved foreningens Grundlovsarrangement - og så er hele hans attitude omkring det bare fed på sådan en idealistisk naiv måde (ok det lød SÅ smart ass på en meget "jeg er en bedrevidende gammel nedladende kyniker"-agtig måde det der).
Så jeg stjæler lige stort set hele Politikens snak om sagen, for jeg ved, at du ikke klikker på linket, og det ville være synd synes jeg. Når nu der er konservative, der gør noget godt og sympatisk så skal vi da læse historien, den skal da på forsiden, det er jo i den grad en "mand bider hund"-historie.
Fra Politiken 4/6 2007:
Steen Hejnfeldt(SH): Vi har inviteret hende, fordi hun er kommet med nogle kontroversielle synspunkter. Nu holder vi grundlovsmøde. Vi fejrer vores ytringsfrihed og vores ret til at være forskellige, og nu får vi så mulighed for at høre, hvad hun står for. Hvad mener hun egentlig om grundloven.
Pol: Hvad er din egen personlige holdning til Asmaa Abdol?
SH: Det virker da forkert, at hun ikke vil give hånd, og det virker forkert, at hun går med tørklæde. Men en ting er, hvad der bliver gengivet i pressens korte klip, noget andet er, hvad hun reelt står for, og det har hun så mulighed for at fortælle i dag. Hun får al den tid, hun vil.
Pol: Modsat sin partiformand Bendt Bendtsen, mener Steen Hejnfelt ikke, at Asmaa Abdol-Hamid er fundamentalist.
SH: Det tror jeg faktisk ikke, at hun er. Når jeg hører hende sige, at hun går ind for ligestilling i forbindelse med bøsser og lesbiske, så kan hun jo ikke samtidig gå ind for sharialovgivning. Men jeg kender ikke så meget til hende.
Pol: Men kan du godt give taletid til en person, som din egen partiformand Bendt Bendtsen kalder for en fundamentalist?
SH: Hvis Bendt siger, at hun er fundamentalist, så er det måske ikke så heldigt. Bendt kender hende nok bedre, end jeg gør. Men jeg er altså spændt på at høre, hvad hun har at sige i dag.
Det er bare så rigtigt det der Steen Hejnfelt(måske ikke lige det med Bendt(men igen han har jo ret, man må jo da forhåbenligt gå ud fra, at Bendt faktisk kender hende bedre end os andre siden han kan udtale sig sådan). Steen Hejnfelt tiltrods for din måske naive tillid til din partiformands integretitet, så er du hermed udnævnt til min konservative helt - og ja der var ikke særlig hård kamp om pladsen, men det går der ikke skår af din præstation af, det gør den faktisk kun endnu mere imponerende)
Og til dig læser, hvis du vil vide hvordan det gik med Asmaa, så læs her Hejnfelt er bare stadig helt cool, dagens absolutte politiske stjerne, hvis man spørger mig.
Alt det bedste
Frederik
Jeg blev så glad da jeg læste om det i Politiken, for hvor er det rart, god stil og sådan det burde være, at man som formand for en konservativ vælgerforening vælger at invitere Asmaa Abdol(EL) til at holde tale ved foreningens Grundlovsarrangement - og så er hele hans attitude omkring det bare fed på sådan en idealistisk naiv måde (ok det lød SÅ smart ass på en meget "jeg er en bedrevidende gammel nedladende kyniker"-agtig måde det der).
Så jeg stjæler lige stort set hele Politikens snak om sagen, for jeg ved, at du ikke klikker på linket, og det ville være synd synes jeg. Når nu der er konservative, der gør noget godt og sympatisk så skal vi da læse historien, den skal da på forsiden, det er jo i den grad en "mand bider hund"-historie.
Fra Politiken 4/6 2007:
Steen Hejnfeldt(SH): Vi har inviteret hende, fordi hun er kommet med nogle kontroversielle synspunkter. Nu holder vi grundlovsmøde. Vi fejrer vores ytringsfrihed og vores ret til at være forskellige, og nu får vi så mulighed for at høre, hvad hun står for. Hvad mener hun egentlig om grundloven.
Pol: Hvad er din egen personlige holdning til Asmaa Abdol?
SH: Det virker da forkert, at hun ikke vil give hånd, og det virker forkert, at hun går med tørklæde. Men en ting er, hvad der bliver gengivet i pressens korte klip, noget andet er, hvad hun reelt står for, og det har hun så mulighed for at fortælle i dag. Hun får al den tid, hun vil.
Pol: Modsat sin partiformand Bendt Bendtsen, mener Steen Hejnfelt ikke, at Asmaa Abdol-Hamid er fundamentalist.
SH: Det tror jeg faktisk ikke, at hun er. Når jeg hører hende sige, at hun går ind for ligestilling i forbindelse med bøsser og lesbiske, så kan hun jo ikke samtidig gå ind for sharialovgivning. Men jeg kender ikke så meget til hende.
Pol: Men kan du godt give taletid til en person, som din egen partiformand Bendt Bendtsen kalder for en fundamentalist?
SH: Hvis Bendt siger, at hun er fundamentalist, så er det måske ikke så heldigt. Bendt kender hende nok bedre, end jeg gør. Men jeg er altså spændt på at høre, hvad hun har at sige i dag.
Det er bare så rigtigt det der Steen Hejnfelt(måske ikke lige det med Bendt(men igen han har jo ret, man må jo da forhåbenligt gå ud fra, at Bendt faktisk kender hende bedre end os andre siden han kan udtale sig sådan). Steen Hejnfelt tiltrods for din måske naive tillid til din partiformands integretitet, så er du hermed udnævnt til min konservative helt - og ja der var ikke særlig hård kamp om pladsen, men det går der ikke skår af din præstation af, det gør den faktisk kun endnu mere imponerende)
Og til dig læser, hvis du vil vide hvordan det gik med Asmaa, så læs her Hejnfelt er bare stadig helt cool, dagens absolutte politiske stjerne, hvis man spørger mig.
Alt det bedste
Frederik
Sverige kan altså noget
Jeg har i efterhånden mange år været en erkendt svenskofil, og det er jeg bl.a. fordi Sverige er en lille bitte smule bedre til næsten alle ting. Og nej det skal faktisk IKKE handle om fodbold det her(måske en lillebitte smule). Og det skal heller ikke handle om ABBA, Volvo, TetraPak, Ace Of Base, Saab, Roxette, Björn Borg, Ingmar Stenmark, Bofors, Bergman, Lindgren, Kalles kaviar, ICA og andre kalssikere i den dansk svenske konkurrence. Det skal handle lidt om integration, og hvordan det nogle gange kan være svært at vide, hvad man skal mene. Og så om at Sverige er bedre - det er faktisk ved netop det faktum at vi starter.
Sverige er så gode til så mange ting, at de også bliver bedre til andre ting - vi kan kalde det nationalpræstationssynergieffekten. F.eks når svenskerne er lidt bedre til fodbold end os, så skyldes det bla., at svenskerne også er lidt bedre til krig end os, for havde det ikke lige været for Roskilde Freden, så havde vi nok været en hel del bedre til fodbold en de der svenskere. Man kan til en start bare nævne Frederik Ljungberg, Henrik "Henke" Larsson og Zlatan Ibrahimovic, som alle ikke bare er ualmindeligt dygtige fodboldspillere, men også er født i de tabte territorier og er derfor på det svenske landshold som en følge at svenske evner i krig. Se sådan noget kan man som historiker.
Og når man går den lange kontrafaktiske kæde igennem for at placere de spillerne på det danske landshold, så viser der sig flere ting som Sverige er bedre til. For det første, chancen er at hverken Henke (hvis far er en rigtig neger fra Kap Verde) og Zlatan (og den behøver man vist ikke at forklare) aldrig var blevet født i et dansk skåne. Og selv hvis det var lykkedes dem at blive født i et dansk skåne, så er det ikke helt urealistisk, at vi havde fået dem fremmedgjort nok til at spille for Kap Verde eller Bosnian, hvis ikke ligefrem for en terrorcelle - landsholdet havde de i hvert fald ikke spille for.
Men selvfølgeligt i Sverige. For de kan integration, og hvis du ikke tror mig. Så se det på det her billede:
Det er Jackie Arklöv det der. Han er svensk nazist og det synes jeg siger en del om svensk integration og tolerance. Det er jo ikke fordi, han ikke er blevet kriminel, for det er han - også i den grad. Jackie afsoner for tiden en livstidsdom i Kumla, hovedsageligt fordi han under flugt med sine nazivenner skød og dræbe to politifolk(med deres egne våben). Han er desuden også den hidtil eneste i moderne tid, som en svensk domstol har dømt for forbrydelser mod folkeretten(dvs krigsforbrydelser). Dem udførte han som 19årig lejesoldat på kroatisk side i krigen i Bosnien, hvor han ifølge dommen udøvede vold, vold med døden til følge, tortur, krænkelse af den personlige værdighed, plyndringer, frihedsberøvelser og - som rosinen i pølseenden - etnisk udrensning. Da fik den dom havde han i frovejen en livstidsdom for drabet på de to politibetjente, men svenskerne ville lige sætte retfærdighed i perspektiv og takserede førnævnte forbrydelser til 8(otte!) år...
Og så er han jo altså nazist- født i Kap Verde(sort far, hvid mor) bortadopteret til Sverige som tre-årig og nu altså hårdt kæmpende for Hvit Makt. Ikke sådan decideret en oplagt rollemodel. Men man kan da ikke komme helt uden om, at en neger-nazist ivrigt kæmpende for Hvit Makt på en eller anden måde er integration på et meget højt plan. Altså han er jo virkelig virkeligt blevet glad for det svenske samfund(hvis det bare ikke var for alle de udlændinge). Men der skal jo to til tango, og det heftige er jo ikke bare, at han gerne selv vil være nazi, men at nazi'erne også gerne vil have ham. Det er da - på en måske lidt syg måde - udtryk for en meget grundlæggende i tolerance i det svenske samfund.
Rygterne ville forresten vide, at han havde steriliseret sig selv, men det har jeg ikke kunnet få bekræftet. Tilgengæld vil jeg gerne citerer min svenske ven Petters ynglings nazicitat "Hvis der fandtes et land som ikke tog imod udlændinge, så rejste jeg derhen..."
(hep petter, du må meget gerne give mig det ægte svenske citat)
Edit: Petter har leveret citat og det kan læses i kommentarboksen og som en særlig service for dig den dovne læser bringer vi dte også her
"Om det fanns ett land som inte tog imot invandrare, så skulle jag fannme flytta dit!"
- sagt af svensk nazi
Sverige er så gode til så mange ting, at de også bliver bedre til andre ting - vi kan kalde det nationalpræstationssynergieffekten. F.eks når svenskerne er lidt bedre til fodbold end os, så skyldes det bla., at svenskerne også er lidt bedre til krig end os, for havde det ikke lige været for Roskilde Freden, så havde vi nok været en hel del bedre til fodbold en de der svenskere. Man kan til en start bare nævne Frederik Ljungberg, Henrik "Henke" Larsson og Zlatan Ibrahimovic, som alle ikke bare er ualmindeligt dygtige fodboldspillere, men også er født i de tabte territorier og er derfor på det svenske landshold som en følge at svenske evner i krig. Se sådan noget kan man som historiker.
Og når man går den lange kontrafaktiske kæde igennem for at placere de spillerne på det danske landshold, så viser der sig flere ting som Sverige er bedre til. For det første, chancen er at hverken Henke (hvis far er en rigtig neger fra Kap Verde) og Zlatan (og den behøver man vist ikke at forklare) aldrig var blevet født i et dansk skåne. Og selv hvis det var lykkedes dem at blive født i et dansk skåne, så er det ikke helt urealistisk, at vi havde fået dem fremmedgjort nok til at spille for Kap Verde eller Bosnian, hvis ikke ligefrem for en terrorcelle - landsholdet havde de i hvert fald ikke spille for.
Men selvfølgeligt i Sverige. For de kan integration, og hvis du ikke tror mig. Så se det på det her billede:
Det er Jackie Arklöv det der. Han er svensk nazist og det synes jeg siger en del om svensk integration og tolerance. Det er jo ikke fordi, han ikke er blevet kriminel, for det er han - også i den grad. Jackie afsoner for tiden en livstidsdom i Kumla, hovedsageligt fordi han under flugt med sine nazivenner skød og dræbe to politifolk(med deres egne våben). Han er desuden også den hidtil eneste i moderne tid, som en svensk domstol har dømt for forbrydelser mod folkeretten(dvs krigsforbrydelser). Dem udførte han som 19årig lejesoldat på kroatisk side i krigen i Bosnien, hvor han ifølge dommen udøvede vold, vold med døden til følge, tortur, krænkelse af den personlige værdighed, plyndringer, frihedsberøvelser og - som rosinen i pølseenden - etnisk udrensning. Da fik den dom havde han i frovejen en livstidsdom for drabet på de to politibetjente, men svenskerne ville lige sætte retfærdighed i perspektiv og takserede førnævnte forbrydelser til 8(otte!) år...Og så er han jo altså nazist- født i Kap Verde(sort far, hvid mor) bortadopteret til Sverige som tre-årig og nu altså hårdt kæmpende for Hvit Makt. Ikke sådan decideret en oplagt rollemodel. Men man kan da ikke komme helt uden om, at en neger-nazist ivrigt kæmpende for Hvit Makt på en eller anden måde er integration på et meget højt plan. Altså han er jo virkelig virkeligt blevet glad for det svenske samfund(hvis det bare ikke var for alle de udlændinge). Men der skal jo to til tango, og det heftige er jo ikke bare, at han gerne selv vil være nazi, men at nazi'erne også gerne vil have ham. Det er da - på en måske lidt syg måde - udtryk for en meget grundlæggende i tolerance i det svenske samfund.
Rygterne ville forresten vide, at han havde steriliseret sig selv, men det har jeg ikke kunnet få bekræftet. Tilgengæld vil jeg gerne citerer min svenske ven Petters ynglings nazicitat "Hvis der fandtes et land som ikke tog imod udlændinge, så rejste jeg derhen..."
(hep petter, du må meget gerne give mig det ægte svenske citat)
Edit: Petter har leveret citat og det kan læses i kommentarboksen og som en særlig service for dig den dovne læser bringer vi dte også her
"Om det fanns ett land som inte tog imot invandrare, så skulle jag fannme flytta dit!"
- sagt af svensk nazi
mandag, juni 04, 2007
Flere farvede huse, nu med bagside
Vi fortsættter hvor vi slap i sidste uge med ikke bare billeder fra Georgien, men med billeder af georgiske huse, jaha hver dag er sgu en fest her på bloggen... om ikke andet så sørger temaet da for, at der om ikke andet er farver(selvom det så måske kun er i bogstavelig forstand)
Billederne er fra Tbilisi, nærmere bestemt fra den gamle by i Tbilisi. Bemærk hvordan husene er blevet bygget på bymuren. Jeg går ud fra at de var mest populære i fredstid, Utroligt svære at sælge under en belejring.
Om natten bliver hvert hus oplyst med matchende farvet spots, altsammen vældigt festligt, om ikke decideret smagfuldt - det giver lidt et indtryk af verdens aller ældste Las Vegas.
Og så over til pointen med posten, som er næste billede. Det er så vidt jeg husker taget umiddelbart bag det blå hus.
Så hvor jeg gerne vil give den gode Adam P Adam ret i at det hele ikke bare er tomme symboler, så kunne man frygte en hvis spirende kynisme overfor politiske tiltag og reformer. Hvis det er sådan det ser ud på bagsiden af forreste række efter en gennemgribende renovation, hvad skal vi så lægge i reformen af retsvæsenet eller politireformen?
Og her må jeg faktisk med det samme sige, at alt tyder på at politireformen er godt ment. Så vidt jeg kunne forstå, så fyrede de nærmest hele politistyrken, ansatte betydeligt færre end de havde fyret, der så tilgengæld fik hævet lønnen markant. Samtidigt begyndte Ombudsmanden at tage på uanmeldte besøg på politistationer, i fængsler og endda behandle klager over politiet. Hvilket har gjort at de rent faktsik opfører sig pænt nu, især i forhold til før, hvor ALLE anholdte ifølge Ombudsmanden fik bank - sådan lidt fordi, at det nu engang var det man gjorde med anholdte.
Nå men det var vist det herfra i dag.
Alt det bedste
Frederik
Billederne er fra Tbilisi, nærmere bestemt fra den gamle by i Tbilisi. Bemærk hvordan husene er blevet bygget på bymuren. Jeg går ud fra at de var mest populære i fredstid, Utroligt svære at sælge under en belejring.
Om natten bliver hvert hus oplyst med matchende farvet spots, altsammen vældigt festligt, om ikke decideret smagfuldt - det giver lidt et indtryk af verdens aller ældste Las Vegas.
Og så over til pointen med posten, som er næste billede. Det er så vidt jeg husker taget umiddelbart bag det blå hus.
Så hvor jeg gerne vil give den gode Adam P Adam ret i at det hele ikke bare er tomme symboler, så kunne man frygte en hvis spirende kynisme overfor politiske tiltag og reformer. Hvis det er sådan det ser ud på bagsiden af forreste række efter en gennemgribende renovation, hvad skal vi så lægge i reformen af retsvæsenet eller politireformen?
Og her må jeg faktisk med det samme sige, at alt tyder på at politireformen er godt ment. Så vidt jeg kunne forstå, så fyrede de nærmest hele politistyrken, ansatte betydeligt færre end de havde fyret, der så tilgengæld fik hævet lønnen markant. Samtidigt begyndte Ombudsmanden at tage på uanmeldte besøg på politistationer, i fængsler og endda behandle klager over politiet. Hvilket har gjort at de rent faktsik opfører sig pænt nu, især i forhold til før, hvor ALLE anholdte ifølge Ombudsmanden fik bank - sådan lidt fordi, at det nu engang var det man gjorde med anholdte.
Nå men det var vist det herfra i dag.
Alt det bedste
Frederik
tirsdag, maj 29, 2007
Skrumpen fra det Ydre Rum i Georgien
Så bryder vi ugens tavshed med en håndfuld billeder, der som bekendt siger mere en 1000 ord, og derfor må kompensere for mange fraværende poster her på bloggen
Og så skulle jeg måske lige knytte et rigtigt ord eller to til lissom at fortælle mere præcist hvad det er de mere 5000 ord ovenfor siger. Billederne er fra Batumi, som ligger i det sydvestlige Georgien lige 20-30 kilometer nord for Tyrkiet. Enkelte opmærksomme læsere vil kunne huske billedet af mig i en helikopter, det er taget på vej hjem til Tbilisi fra Batumi.
Vi var der ikke så meget for de farvede huses skyld, de var mere en bonus, vi var der for at spise frokost med Georgiens præsident Mikheil Saakashvili.
Som ser sådan cirka sådan her ud i modlys. Hele affæren var ganske bizar, vi blev fløjet for andres regning (hvem fandt vi aldrig ud af, muligvis lufthavnens, muligvis præsidenten, muligvis den lokale Hr Møller a.k.a Jan Bonde Nielsen, muligvis nogle andres) de 400 km til Batumi og tilbage igen. Vi blev kørt rundt i Batumi med den lokale Borgmester og Guvernør som guide i et par timer, i hvad der viste sig at være et forsøg på at holde os naturligt hen mens præsidenten spillede tennis. Da det endeligt var overstået blev vi kørt til en nybygget fancy restaurant, der hang ud over stranden og vandet, hvor vi skulle spise frokosten med præsidenten, der også ville begave os med nogle udvalgte ord. Hvorefter enkelte af os blev fløjet tilbage til Tbilisi i præsidentens helikopter pga plads problemer i flyet.
Og her må det lige være på sin plads med en afstikker til frokosten, som var glimrende og rigelig, men også mit personlige Waterloo, hvad angår det georgiske køkken og dets utallige mælkeprodukter. Det var såmænd ikke ostetallerkenen, der gjorde det, heller ikke de traditionelle ostebrød (der her mindede om en ostepizza med ekstra ost og uden det der tomatpjat). Ostelasangen var sådan set også fin, ligeledes var ostekræmmerhusene fyldt med ost også gode(bemærk venligst at ostekræmmerhuse ikke bare er fyldt med ost, selve kræmmerhuset er guddødme også lavet af ost). Det der gjorde, at nu var nok nok var tildels, at det var femte dag i træk, at vi var blevet trakteret med alt godt fra det georgiske yver, og tildels at den enkelte ret såmænd var fin og afstemt men at de tilsammen var lidt meget. Men det var såmænd bare det, der fyldte glasset. Den så berømte dråbe, der fik det hele til at flyde over var de smeltede osteklumper, serveret flydende rundt i en stor skål med smeltet smør. Vi taler mindst en liter smeltet smør per skål.
Nå men nok om mælkeprodukterne, frokosten var som sagt fin, præsidenten spiste med fingrene og alle var glade. Han holdt en endda meget lang tale, men præcis hvad han sagde står lidt hen i det uvisse, da akustikken ikke var den bedste, men det virkede som om, at han var vældig glad for Georgien, hvilket kan siges at være heldigt, nu når han er præsident i landet.
Og så tilbage til billederne. Husene er alle blevet malet efter Rose Revolutionen i 2003, og der skulle efter sigende ikke være gjort så skide meget ved det indvendige. Projektet er måske nok inspirerert af den unge dynamiske borgmester i Tirana, der malede byen ikke bare rød, men i alle regnbuens farver, i et forsøg på at muntre det hele lidt op. Og det kunne de jo nok have brug for i Albanien. Og også i Georgien, hvilke en senere håndfuld billeder vil vise, men det bliver en anden dag. Det er med andre ord symbol politik for fuld udblæsning, og det skal ikke som sådan forstås som en kritik, symboler er fine nok, branding er trods alt tidens melodi, og nogle af de her folk har måske fået lavet en ufatteligt dyr markedsundersøgelse, der viste, at folk i Vesten med penge hovedsageligt forbinder alt det gamle Sovjet med farven grå, og at det ikke virker hverken positivt, dynamisk eller ungt og omstillingsparat. Hvorfor de altså så har inviteret Skrumpen fra det Ydre Rums uægte søn forbi med malerpenselen.
Og det var vist det om billederne, vi slutter dog lige med nogle ekstra fra havnen i Batumi, der også var med på de farverige og omstillingsparate noder.
Og jeg ved godt der ikke rigtigt er nogen farver på det sidste billede, men tilgengæld er der et skib, der står på land, og det er ALTID er sjovt.
Hav det bedst
Frederik
Og så skulle jeg måske lige knytte et rigtigt ord eller to til lissom at fortælle mere præcist hvad det er de mere 5000 ord ovenfor siger. Billederne er fra Batumi, som ligger i det sydvestlige Georgien lige 20-30 kilometer nord for Tyrkiet. Enkelte opmærksomme læsere vil kunne huske billedet af mig i en helikopter, det er taget på vej hjem til Tbilisi fra Batumi.Vi var der ikke så meget for de farvede huses skyld, de var mere en bonus, vi var der for at spise frokost med Georgiens præsident Mikheil Saakashvili.
Som ser sådan cirka sådan her ud i modlys. Hele affæren var ganske bizar, vi blev fløjet for andres regning (hvem fandt vi aldrig ud af, muligvis lufthavnens, muligvis præsidenten, muligvis den lokale Hr Møller a.k.a Jan Bonde Nielsen, muligvis nogle andres) de 400 km til Batumi og tilbage igen. Vi blev kørt rundt i Batumi med den lokale Borgmester og Guvernør som guide i et par timer, i hvad der viste sig at være et forsøg på at holde os naturligt hen mens præsidenten spillede tennis. Da det endeligt var overstået blev vi kørt til en nybygget fancy restaurant, der hang ud over stranden og vandet, hvor vi skulle spise frokosten med præsidenten, der også ville begave os med nogle udvalgte ord. Hvorefter enkelte af os blev fløjet tilbage til Tbilisi i præsidentens helikopter pga plads problemer i flyet.Og her må det lige være på sin plads med en afstikker til frokosten, som var glimrende og rigelig, men også mit personlige Waterloo, hvad angår det georgiske køkken og dets utallige mælkeprodukter. Det var såmænd ikke ostetallerkenen, der gjorde det, heller ikke de traditionelle ostebrød (der her mindede om en ostepizza med ekstra ost og uden det der tomatpjat). Ostelasangen var sådan set også fin, ligeledes var ostekræmmerhusene fyldt med ost også gode(bemærk venligst at ostekræmmerhuse ikke bare er fyldt med ost, selve kræmmerhuset er guddødme også lavet af ost). Det der gjorde, at nu var nok nok var tildels, at det var femte dag i træk, at vi var blevet trakteret med alt godt fra det georgiske yver, og tildels at den enkelte ret såmænd var fin og afstemt men at de tilsammen var lidt meget. Men det var såmænd bare det, der fyldte glasset. Den så berømte dråbe, der fik det hele til at flyde over var de smeltede osteklumper, serveret flydende rundt i en stor skål med smeltet smør. Vi taler mindst en liter smeltet smør per skål.
Nå men nok om mælkeprodukterne, frokosten var som sagt fin, præsidenten spiste med fingrene og alle var glade. Han holdt en endda meget lang tale, men præcis hvad han sagde står lidt hen i det uvisse, da akustikken ikke var den bedste, men det virkede som om, at han var vældig glad for Georgien, hvilket kan siges at være heldigt, nu når han er præsident i landet.
Og så tilbage til billederne. Husene er alle blevet malet efter Rose Revolutionen i 2003, og der skulle efter sigende ikke være gjort så skide meget ved det indvendige. Projektet er måske nok inspirerert af den unge dynamiske borgmester i Tirana, der malede byen ikke bare rød, men i alle regnbuens farver, i et forsøg på at muntre det hele lidt op. Og det kunne de jo nok have brug for i Albanien. Og også i Georgien, hvilke en senere håndfuld billeder vil vise, men det bliver en anden dag. Det er med andre ord symbol politik for fuld udblæsning, og det skal ikke som sådan forstås som en kritik, symboler er fine nok, branding er trods alt tidens melodi, og nogle af de her folk har måske fået lavet en ufatteligt dyr markedsundersøgelse, der viste, at folk i Vesten med penge hovedsageligt forbinder alt det gamle Sovjet med farven grå, og at det ikke virker hverken positivt, dynamisk eller ungt og omstillingsparat. Hvorfor de altså så har inviteret Skrumpen fra det Ydre Rums uægte søn forbi med malerpenselen.
Og det var vist det om billederne, vi slutter dog lige med nogle ekstra fra havnen i Batumi, der også var med på de farverige og omstillingsparate noder.
Og jeg ved godt der ikke rigtigt er nogen farver på det sidste billede, men tilgengæld er der et skib, der står på land, og det er ALTID er sjovt.
Hav det bedst
Frederik
onsdag, maj 23, 2007
Mangler en catchy overskrift, men selve posten er der ikke noget i vejen med
Halløj Folkens
Så er det blevet tid til noget basal politik-lingo undervisning. Er du nogensinde støt på udtrykket "talking points", når du har læst om amerikansk politik, og har du nogensinde undret dig over, hvad der præcis menes med det, så vil alt være klarere for dig om få øjeblikke. Og klart nok det lyder måske ikke særligt sexet, det er måske ikke lige den indledning der holder dig fanget gennem endnu en fontæne af ord her på bloggen, men tro mig, det bliver ikke bare informativt, det bliver også sjovt og noget med patter.
Bare se den her video. Det er et sammenklip af taler fra republikanernes konvent i 2004, der foregik ikke ganske tilfældig i New York. Patterne kommer til sidst...
Klart nok, klart nok, jeg løj om patterne, men ikke om at det ville være sjovt hva? Meget apropos, så er jeg i gang med en interessant bog om Balkan, der med et social konstruktivistisk (det staves sgu da ikke sådan gør det, det ser jo helt åndssvagt ud) udgangspunkt, især handler om hvor effektiv en politisk diskurs bygget op om vold, trusler og sikkerhed er i munden på magteliter. Jeg skriver måske lidt om bogen senere for den er som sagt ganske interessant, og har også tankevækkende betragtninger om den i det liberale pluralistiske demokrati iboende spænding mellem den ideologiske fejring og dyrkelse af individet og det praktiske behov for at homogenisere det politiske rum (ok det kan godt være jeg ikke skriver om det, men fik da lige hævet lixtallet en lille bitte smule der hva?)
Men inden alt det måske, måske ikke sker, kan du her se en 45 sekunders opsummering af de republikanske præsidentkandidaters nylige debat på Fox
Og kan du så ellers have det godt, og husk at holde øje med de der politikere, de er slet ikke så dumme, som man skulle tro, de lader bare som om, fordi de ved, at vi bedst kan lide dem sådan(ok det er lidt løgn, der edderbrøleme mange dumme politikere i det danske Folketing).
Og forresten tak til Metabaronen i sin Metabunker for at pege på videon fra 2004
Så er det blevet tid til noget basal politik-lingo undervisning. Er du nogensinde støt på udtrykket "talking points", når du har læst om amerikansk politik, og har du nogensinde undret dig over, hvad der præcis menes med det, så vil alt være klarere for dig om få øjeblikke. Og klart nok det lyder måske ikke særligt sexet, det er måske ikke lige den indledning der holder dig fanget gennem endnu en fontæne af ord her på bloggen, men tro mig, det bliver ikke bare informativt, det bliver også sjovt og noget med patter.
Bare se den her video. Det er et sammenklip af taler fra republikanernes konvent i 2004, der foregik ikke ganske tilfældig i New York. Patterne kommer til sidst...
Klart nok, klart nok, jeg løj om patterne, men ikke om at det ville være sjovt hva? Meget apropos, så er jeg i gang med en interessant bog om Balkan, der med et social konstruktivistisk (det staves sgu da ikke sådan gør det, det ser jo helt åndssvagt ud) udgangspunkt, især handler om hvor effektiv en politisk diskurs bygget op om vold, trusler og sikkerhed er i munden på magteliter. Jeg skriver måske lidt om bogen senere for den er som sagt ganske interessant, og har også tankevækkende betragtninger om den i det liberale pluralistiske demokrati iboende spænding mellem den ideologiske fejring og dyrkelse af individet og det praktiske behov for at homogenisere det politiske rum (ok det kan godt være jeg ikke skriver om det, men fik da lige hævet lixtallet en lille bitte smule der hva?)
Men inden alt det måske, måske ikke sker, kan du her se en 45 sekunders opsummering af de republikanske præsidentkandidaters nylige debat på Fox
Og kan du så ellers have det godt, og husk at holde øje med de der politikere, de er slet ikke så dumme, som man skulle tro, de lader bare som om, fordi de ved, at vi bedst kan lide dem sådan(ok det er lidt løgn, der edderbrøleme mange dumme politikere i det danske Folketing).
Og forresten tak til Metabaronen i sin Metabunker for at pege på videon fra 2004
tirsdag, maj 22, 2007
Nyt arkiv, nye links og gamle farvoritter
Så er det igen blevet tid til at skrive lidt om bloggen, og ja jeg ved godt, at det måske er sådan lidt sørgeligt at oprette en blog, og så benytte den til hovedsageligt at skrive om netop den, men altså blogs er jo også mennesker på en måde og kan som sådan derfor også godt lide, når det handler mest om dem selv.
Nå men der er altså sket en del ting på bloggen, ikke så meget post mæssigt, men mere funktionalitetsmæssigt. Særligt vil jeg gerne fremhæve to ting.
Først det nye og forbedrede arkiv, som er særligt smart på denne blog, som vi vist hurtigt kan blive enige om har sin bedste tid bag sig. Arkivet finder du ude i siden og gennem den smarte hirakiske ordning har DU, læseren, nem adgang til alle DINE gamle farvoritter. Hvis DU er ny læser, kan Du bruge arkivet til gå på opdagelse i alt det du ikke har læst endnu, mens du forgæves venter på nye poster. Som en særlig service til nytilkomne læsere vi jeg da gerne lige fremhæve enkelte tidligere poster. Af nyere sager vil jeg gerne fremhæve januar som en god måned med stærk politisk blogging, hvor især poster som En Ny JFK og Flere Politikere Med Sans For Det Store Billede må stå som milepæle i den danske politiske kommentar. Skal vi længere tilbage er der utallige guldkorn fra denne blogs guldalder, som vist var perioden juni-juli 2006, dengang jeg boede i Budapest. Her kan det sandt for dyden være svært at vælge sine farvoritter, men hvorfor ikke bare begynde med begyndelsen eller måske lidt efter, måske lige der omkring, hvor den store tysker tager min mødom, og så ellers bare arbejde sig op gennem tiden. Men nok om selvroseriet.
Den anden nye feature jeg vil henlede din opmærksomhed på er den nyhedsfeed(feed er et nyt dansk ord, som er en oversættelse af det engelske ord feed, der udtales anderledes end det danske feed, lidt ligesom refil). Nå men den feed der, den sørger for aktuelle nyheder om alt med Balkan og Østeuropa, så klik på linksene hvis du vil blive klogere på netop det.
Jeg tror vist lige jeg må fedte lidt med søgetermerne, for jeg er ikke helt tilfreds med udvalget, der burde f.eks være noget om den nye serbiske regering tænker jeg, eller om, at General Dragomir Milosevic i morgen indleder sit forsvar ved ICTY eller at EU har udpeget en ny Høj Repræsentant for Bosnien, slovakken Miroslav Lajcak, der senest gjorde sig relativt godt bemærket som EU's mand i forbindelse med Montenegros uafhængighed sidste år. Det kunne på den anden side også være endt i ren katastrofe den gang, hvis montenegrinerne havde leveret et afstemningsresultat i gråzonen 50-55%, men nu blev det 55,5% eller sådan noget i den dur og alle var glade(undtagen sæføli alle dem der var sure, bla. manden der af en eller anden grund stadig plejer et ry som moderat i Vesten den serbiske Kostunica) og Lajcaks ry som superdiplomat er skabt. Det bliver spændende at se, hvad han kan drive det til i Bosnien.
Nå men al det kan du som sagt ikke læse om ved at følge linksene i siden, ved at følge dem kan du bl.a. læse om den Østeuropæiske blok i Melodi Grandprix'et. Og lige en tilføjelse til det. For den der virkeligt vil vide, hvad der er myte og hvad der er realitet i den sag kan anbefales denne her sexede og koloenormt lange og meget meget statistisk matematisk teoretisk afhandling om hele balladen "Comparison of Eurovision Song Contest Simulation with Actual Results Reveals Shifting Patterns of Collusive Voting Alliances." Spændende læsning siger jeg bare, især hvis man er teoretiskt statistiker med et blødt punkt for popmusik med moduleringer.
Ja det var vist det, pas nu godt på dig selv og dem du holder af
Frederik
Nå men der er altså sket en del ting på bloggen, ikke så meget post mæssigt, men mere funktionalitetsmæssigt. Særligt vil jeg gerne fremhæve to ting.
Først det nye og forbedrede arkiv, som er særligt smart på denne blog, som vi vist hurtigt kan blive enige om har sin bedste tid bag sig. Arkivet finder du ude i siden og gennem den smarte hirakiske ordning har DU, læseren, nem adgang til alle DINE gamle farvoritter. Hvis DU er ny læser, kan Du bruge arkivet til gå på opdagelse i alt det du ikke har læst endnu, mens du forgæves venter på nye poster. Som en særlig service til nytilkomne læsere vi jeg da gerne lige fremhæve enkelte tidligere poster. Af nyere sager vil jeg gerne fremhæve januar som en god måned med stærk politisk blogging, hvor især poster som En Ny JFK og Flere Politikere Med Sans For Det Store Billede må stå som milepæle i den danske politiske kommentar. Skal vi længere tilbage er der utallige guldkorn fra denne blogs guldalder, som vist var perioden juni-juli 2006, dengang jeg boede i Budapest. Her kan det sandt for dyden være svært at vælge sine farvoritter, men hvorfor ikke bare begynde med begyndelsen eller måske lidt efter, måske lige der omkring, hvor den store tysker tager min mødom, og så ellers bare arbejde sig op gennem tiden. Men nok om selvroseriet.
Den anden nye feature jeg vil henlede din opmærksomhed på er den nyhedsfeed(feed er et nyt dansk ord, som er en oversættelse af det engelske ord feed, der udtales anderledes end det danske feed, lidt ligesom refil). Nå men den feed der, den sørger for aktuelle nyheder om alt med Balkan og Østeuropa, så klik på linksene hvis du vil blive klogere på netop det.
Jeg tror vist lige jeg må fedte lidt med søgetermerne, for jeg er ikke helt tilfreds med udvalget, der burde f.eks være noget om den nye serbiske regering tænker jeg, eller om, at General Dragomir Milosevic i morgen indleder sit forsvar ved ICTY eller at EU har udpeget en ny Høj Repræsentant for Bosnien, slovakken Miroslav Lajcak, der senest gjorde sig relativt godt bemærket som EU's mand i forbindelse med Montenegros uafhængighed sidste år. Det kunne på den anden side også være endt i ren katastrofe den gang, hvis montenegrinerne havde leveret et afstemningsresultat i gråzonen 50-55%, men nu blev det 55,5% eller sådan noget i den dur og alle var glade(undtagen sæføli alle dem der var sure, bla. manden der af en eller anden grund stadig plejer et ry som moderat i Vesten den serbiske Kostunica) og Lajcaks ry som superdiplomat er skabt. Det bliver spændende at se, hvad han kan drive det til i Bosnien.
Nå men al det kan du som sagt ikke læse om ved at følge linksene i siden, ved at følge dem kan du bl.a. læse om den Østeuropæiske blok i Melodi Grandprix'et. Og lige en tilføjelse til det. For den der virkeligt vil vide, hvad der er myte og hvad der er realitet i den sag kan anbefales denne her sexede og koloenormt lange og meget meget statistisk matematisk teoretisk afhandling om hele balladen "Comparison of Eurovision Song Contest Simulation with Actual Results Reveals Shifting Patterns of Collusive Voting Alliances." Spændende læsning siger jeg bare, især hvis man er teoretiskt statistiker med et blødt punkt for popmusik med moduleringer.
Ja det var vist det, pas nu godt på dig selv og dem du holder af
Frederik
torsdag, maj 17, 2007
Hvad er dine tanker om solen?
I et forsøg på at holde denne uges forrygende opdateringstempo her på bloggen, vil jeg såmænd bare lige fortælle, at jeg har læst, at Prokofiev havde en lille gul bog, som han kaldte Den Gule Bog. I den noterede han de svar som interessante mennesker han mødte gav ham på spørgsmålet: Hvad er dine tanker om solen?
Jeg havde nok svaret stor, gul og varm, men igen jeg var jo så nok heller aldrig blevet spurgt i første omgang. Jeg misunder, men nærer også en umiddelbar skepsis overfor folk, der til den slags spørgsmål sådan lige vupti kan slynge et tankevækkende, dybt og højst sandsynligt poetisk svar ud af ærmet.
Ja det var vist bare det.
Alt det bedste
f
Jeg havde nok svaret stor, gul og varm, men igen jeg var jo så nok heller aldrig blevet spurgt i første omgang. Jeg misunder, men nærer også en umiddelbar skepsis overfor folk, der til den slags spørgsmål sådan lige vupti kan slynge et tankevækkende, dybt og højst sandsynligt poetisk svar ud af ærmet.
Ja det var vist bare det.
Alt det bedste
f
onsdag, maj 16, 2007
Der blogges igen
Ja det er sandt, der blogges lystigt ude i de små hjem, og det er måske for tidligt at afskrive bloggen helt som medie, selvom den nødvendigvis må forsvinde sammen med hele den her internetdille før eller siden. Vi er vist mange, der inderst inde ved, at telefaxen er vejen frem. Men netop nu er telefaxen vel i det man kan beskrive, som lidt af en bølgedal, og imens blogger folket altså lystigt og ubekymret videre.
Hvilket jeg jo f.eks beviser med den her post, for ja, jeg er oså en del af folket, og jeg blogger lystigt, i hverfald i forgårs og i dag. Og så kan du sige, at den her post ikke handler om noget, og det kan der måske være noget om, men det er jo netop det fine ved det, at blogge om ingenting, er jo også(i den grad) at blogge. Men heldigvis er der folk, der blogger om andet end ingenting, f.eks er der ham min bror, som er en meget fremme i skoene byplanlægger nu til dags, og han er såmænd kommet i gang med at blogge igen, se bare her. Jeg mener det, tryk på linket, lige her, det er et besøg være, han er både velskrivende, velobserverende og nærmest en smule poetisk. Nyd det så længe det varer, i mellemtiden tager denne blog imod væddemål på præcis, hvor længe det bliver(muligvis ikke særligt længe, har netop konstateret, at det faktisk er en uge siden han sidst opdaterede, men jeg tror dog, at det er for tidligt at afskrive ham i denne omgang).
Alt det bedste
Frederik
Hvilket jeg jo f.eks beviser med den her post, for ja, jeg er oså en del af folket, og jeg blogger lystigt, i hverfald i forgårs og i dag. Og så kan du sige, at den her post ikke handler om noget, og det kan der måske være noget om, men det er jo netop det fine ved det, at blogge om ingenting, er jo også(i den grad) at blogge. Men heldigvis er der folk, der blogger om andet end ingenting, f.eks er der ham min bror, som er en meget fremme i skoene byplanlægger nu til dags, og han er såmænd kommet i gang med at blogge igen, se bare her. Jeg mener det, tryk på linket, lige her, det er et besøg være, han er både velskrivende, velobserverende og nærmest en smule poetisk. Nyd det så længe det varer, i mellemtiden tager denne blog imod væddemål på præcis, hvor længe det bliver(muligvis ikke særligt længe, har netop konstateret, at det faktisk er en uge siden han sidst opdaterede, men jeg tror dog, at det er for tidligt at afskrive ham i denne omgang).
Alt det bedste
Frederik
mandag, maj 14, 2007
Fødselsdag, tåregas og helikopter
Ok så har Petter i en kommentar til forrige post ladet bomben springe, jeg har fødselsdag i dag, såøøøøøh det tænkte jeg lige jeg ville skrive den første post i 2(to) måneder om. Og det er så hermed gjort...
Nej ok lidt mere skal vel til. Var taget ud til forældrene i går, så jeg kunne vågne og få morgenmad og syrener omkring tallerkenen ligesom den gang, jeg var lille og uskyldig. Senere tog jeg forbi Christiania, fordi der blev indkaldt til fredelig demonstration mod rydningen af brandtomten Cigarkassen. Nå men demoen nåede aldrig at være fredelig, og derfor sidder jeg nu på læsesalen med en underlig smag i halsen og en mærkelig følelse i øjnene. På vej hen til demonstrationen blev vi fanget i krydsild mellem flygtende kampklædte betjente og endda meget sure unge Christianitter nede ved Indkøberen. Vi var mig, fætteren og fem midaldrende svenske turister, der spiste is og drak øl, og vi sprang i sikkerhed i Indkøberen. Det var desværre de svenske turister, der kom sidst ind, og de havde lidt svært ved at forstå, at man skulle lukke døren inden den store sky af tåregas kom ind i butikken. Først da al tåregas i luften over Christiania var blevet suget ind i lokalet lukkede de døren. Hårdt i.
En observation man kan gøre sig på sådan en dag på Christiania er at der er mange løse sten på Christiania, der er meget byggeaffald, der er mange sure unge pushere, og der var såsandeligt også unge mennesker i behageligt sportstøj med hætter og vinflasker, der ikke var fyldt med vin. Fættern og jeg gik med andre ord igen. Jeg ved ikke, hvad de fem svenske turister gjorde.
På vejen ud mødte vi en dame med en kurv med citroner, de skulle være alletiders mod tåregas sagde hun. Man skulle gnubbe citronsaften ud i ansigtet og så bide i den, altså citronen. En ung fyr brød ind, man skulle overhovedet ikke gnubbe det i ansigtet for det sved lige så meget som tåregassen, sagde han, næh man skulle bide i citronen og så holde den op under næsen og ånde ind den vej, det var vejen frem i en sky af tåregas. Den venlige dame mente, at han havde sart hud, og vist desuden aldrig havde været fanget i en rigtig tæt sky af tåregas. Jeg tænkte, at det smarteste vist måtte være at holde sig langt væk fra tætte skyer af tåregas, men det sagde jeg ikke noget om til hverken damen eller den unge fyr. Jeg snuppede bare en citronskive, for herre over sig selv og sine omgivelser er man jo sjældent.
På vej ud af bagindgangen blev vi overhalet af unge mænd med hætter og vinflasker, der råbte at politiet var den vej. Vi besluttede os for at i forlængelse af strategien om at holde sig fra skyer af tåregas, lå strategien om at holde sig fra vrede unge folk med sten og vinflasker, der ledte efter folk i uniform med tåregas, citronskive eller ej.
Så ganske stilfærdig listede vi væk fra hvad, der burde have været en stor fredelig demonstration, men som i stedet blev kuppet af voldsromantikere, og så dem der ikke har et romantisk, men et meget mere jordnært og hverdagsagtigt forhold til vold.
Nå men jeg er jo altså blevet 28 år i dag, og for lige at snakke om noget andet, så kan jeg fortælle, at jeg nåede at flyve i helikopter inden jeg blev 28, jeg nåede faktisk at flyve i den georgiske præsidents helikopter, eller dvs, det var ikke den han selv fløj i, han fløj en smart lille sag, det var den hans sikkerhedsteam fløj i, men de skulle ikke bruge den lige den aften, så den kunne da godt flyve os hjem til Tbilisi.
Og den ser sådan her ud:
Ja det er jo så helikoteren i baggrunden, ham i den sorte læderjakke er ikke en helikopter, han er mere sådan en bevæbnet sikkerhedsvagt type, men vældig flink lod det til.
Nå men sådan her, ser jeg så ud, når jeg flyver i helikopter:
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk lidt glad for det billede, jeg syns faktisk jeg ser meget tjekket ud, ligner f.eks slet ikke en der får tåregas i øjnene, det skulle da lige være hvis det var blevet brugt til at holde pøblen væk fra mig.
Nå men det man kan sige om at flyve i helikopter er, at det er ret sjovt at lette og også ret sjovt at lande, det ind i mellem larmer en hel del og bliver hurtigt ensformigt. Heldigvis er der jo udsigten, som kan se f.eks sådan her ud:
Og det har du muligvis aldrig tænkt på, men det er faktisk ualmindeligt svært at fange sådan et rotorblad på et billede, tak gud for digitalkameraer siger jeg bare.
Udsigten uden rotorblad kan så se sådan her ud:
Og det er ikke fordi, vi er ved at styrte, det er mere et udtryk for, at jeg blev overmandet af min ellers meget stilleløbende kunstneriske åre.
Uden kunstnerisk åre, men med sne kan udsigten se sådan her ud:
Lækkert hva? sådan er det sgu at rejse i Kaukasus.
Og det var vist det for denne gang. Jeg er blevet 28 år, jeg har fået tåregas i øjnene og har desuden fløjet i helikopter. Der er en god chance for, at DU kære læser ikke har gjort alle tre ting inden for de sidste 2 uger. Måske kan det endda være, at jeg tager mig sammen og skriver om, hvordan jeg i Pankisidalen i det nordlige Georgien blev drukket fuld af en politikommandant og nogle tjetjenske flygtninge, deribland Sakajevs lillebror, det har du ret sikkert heller ikke prøvet i et stykke tid. Og det er synd for dig, for det er faktisk lidt af en oplevelse.
Nej ok lidt mere skal vel til. Var taget ud til forældrene i går, så jeg kunne vågne og få morgenmad og syrener omkring tallerkenen ligesom den gang, jeg var lille og uskyldig. Senere tog jeg forbi Christiania, fordi der blev indkaldt til fredelig demonstration mod rydningen af brandtomten Cigarkassen. Nå men demoen nåede aldrig at være fredelig, og derfor sidder jeg nu på læsesalen med en underlig smag i halsen og en mærkelig følelse i øjnene. På vej hen til demonstrationen blev vi fanget i krydsild mellem flygtende kampklædte betjente og endda meget sure unge Christianitter nede ved Indkøberen. Vi var mig, fætteren og fem midaldrende svenske turister, der spiste is og drak øl, og vi sprang i sikkerhed i Indkøberen. Det var desværre de svenske turister, der kom sidst ind, og de havde lidt svært ved at forstå, at man skulle lukke døren inden den store sky af tåregas kom ind i butikken. Først da al tåregas i luften over Christiania var blevet suget ind i lokalet lukkede de døren. Hårdt i.
En observation man kan gøre sig på sådan en dag på Christiania er at der er mange løse sten på Christiania, der er meget byggeaffald, der er mange sure unge pushere, og der var såsandeligt også unge mennesker i behageligt sportstøj med hætter og vinflasker, der ikke var fyldt med vin. Fættern og jeg gik med andre ord igen. Jeg ved ikke, hvad de fem svenske turister gjorde.
På vejen ud mødte vi en dame med en kurv med citroner, de skulle være alletiders mod tåregas sagde hun. Man skulle gnubbe citronsaften ud i ansigtet og så bide i den, altså citronen. En ung fyr brød ind, man skulle overhovedet ikke gnubbe det i ansigtet for det sved lige så meget som tåregassen, sagde han, næh man skulle bide i citronen og så holde den op under næsen og ånde ind den vej, det var vejen frem i en sky af tåregas. Den venlige dame mente, at han havde sart hud, og vist desuden aldrig havde været fanget i en rigtig tæt sky af tåregas. Jeg tænkte, at det smarteste vist måtte være at holde sig langt væk fra tætte skyer af tåregas, men det sagde jeg ikke noget om til hverken damen eller den unge fyr. Jeg snuppede bare en citronskive, for herre over sig selv og sine omgivelser er man jo sjældent.
På vej ud af bagindgangen blev vi overhalet af unge mænd med hætter og vinflasker, der råbte at politiet var den vej. Vi besluttede os for at i forlængelse af strategien om at holde sig fra skyer af tåregas, lå strategien om at holde sig fra vrede unge folk med sten og vinflasker, der ledte efter folk i uniform med tåregas, citronskive eller ej.
Så ganske stilfærdig listede vi væk fra hvad, der burde have været en stor fredelig demonstration, men som i stedet blev kuppet af voldsromantikere, og så dem der ikke har et romantisk, men et meget mere jordnært og hverdagsagtigt forhold til vold.
Nå men jeg er jo altså blevet 28 år i dag, og for lige at snakke om noget andet, så kan jeg fortælle, at jeg nåede at flyve i helikopter inden jeg blev 28, jeg nåede faktisk at flyve i den georgiske præsidents helikopter, eller dvs, det var ikke den han selv fløj i, han fløj en smart lille sag, det var den hans sikkerhedsteam fløj i, men de skulle ikke bruge den lige den aften, så den kunne da godt flyve os hjem til Tbilisi.
Og den ser sådan her ud:
Ja det er jo så helikoteren i baggrunden, ham i den sorte læderjakke er ikke en helikopter, han er mere sådan en bevæbnet sikkerhedsvagt type, men vældig flink lod det til.
Nå men sådan her, ser jeg så ud, når jeg flyver i helikopter:
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk lidt glad for det billede, jeg syns faktisk jeg ser meget tjekket ud, ligner f.eks slet ikke en der får tåregas i øjnene, det skulle da lige være hvis det var blevet brugt til at holde pøblen væk fra mig.
Nå men det man kan sige om at flyve i helikopter er, at det er ret sjovt at lette og også ret sjovt at lande, det ind i mellem larmer en hel del og bliver hurtigt ensformigt. Heldigvis er der jo udsigten, som kan se f.eks sådan her ud:
Og det har du muligvis aldrig tænkt på, men det er faktisk ualmindeligt svært at fange sådan et rotorblad på et billede, tak gud for digitalkameraer siger jeg bare.
Udsigten uden rotorblad kan så se sådan her ud:
Og det er ikke fordi, vi er ved at styrte, det er mere et udtryk for, at jeg blev overmandet af min ellers meget stilleløbende kunstneriske åre.
Uden kunstnerisk åre, men med sne kan udsigten se sådan her ud:
Lækkert hva? sådan er det sgu at rejse i Kaukasus.
Og det var vist det for denne gang. Jeg er blevet 28 år, jeg har fået tåregas i øjnene og har desuden fløjet i helikopter. Der er en god chance for, at DU kære læser ikke har gjort alle tre ting inden for de sidste 2 uger. Måske kan det endda være, at jeg tager mig sammen og skriver om, hvordan jeg i Pankisidalen i det nordlige Georgien blev drukket fuld af en politikommandant og nogle tjetjenske flygtninge, deribland Sakajevs lillebror, det har du ret sikkert heller ikke prøvet i et stykke tid. Og det er synd for dig, for det er faktisk lidt af en oplevelse.
søndag, marts 11, 2007
Nyt om TV og politiheste
En af de mest triste blogs jeg er faldet over i min tid som bloglæser, var en blog skrevet af en ung amerikaner. Bloggen handlede om hvad han havde set i tv, for som hans profil kunne fortælle, så var fjernsyn hans helt store interesse. Der var nye poster på bloggen stort set hver dag, og nogle dage var der flere poster. De fleste af dem var lange og grundige. Den mængde af tid en sådan blog kræver må være enorm og det slog mig som et af de mest ekstreme udtryk for de elektroniske mediers overtagelse af det moderne menneskes tid og liv, på sådan en sørgelig bebumset og bleg måde.
Når jeg nævner den blog, så er det fordi den post du nu læser også skal handle om et fjernsynsprogram jeg har set. Jeg har ikke selv fjernsyn og måske derfor virker det ekstra hypnotiserende på mig når jeg er i rum med et tændt et af slagsen. I går så jeg så et program på Animal Planet, som jeg simpelthen er nødt til at skrive om. Ikke alene uhyre informativt, men brand aktuelt i denne for hvor by så alvorlige tid.
Programmet handlede nemlig om dyr i politiet, dvs først og fremmest om politiheste og hunde. Nu har jeg aldrig interesseret mig vanvittigt meget for heste, min kusine gjorde og mange af pigerne i folkeskolen legede hest, og kunne bruge et helt frikvarter på at bevæge sig rundt i skolegården i et helt særligt løb, der garanteret mindede om gallop eller trav og der jublet og klappet anerkendende hver gang Ivanhoe eller Black Pearl succesfuldt havde båret Loise F eller Marie P over et kosteskaft placeret på to mælkekasser. Og det er meget muligt at de piger ikke havde lært noget af programmet, at det hele havde været gammel hat for dem, men for mig var der meget nyt.
Programmet tog den lange vej helt tilbage fra den ældste manual om træning af heste til krigsbrug skrevet af en hvis Kikkuli, der skrev sin manual i 1350 før vor tid. Hefra gik det slag i slag op gennem historien, med fokus på træningsmetoder og avlsarbejde. Det meget lange avlsarbejde som i en hvis forstand har foregået siden Kikkulie har resulteret i nogle meget særlige heste. Og politihestens særlige kvaliteter er en konsekvens heraf. Og det var her programmet kom med den for mig mest overraskende oplysning. For ikke alene er politihesten noget særligt rent mentalt, men anatomisk set er den faktisk fuldstændig unik. Det lange avlarbejde har ikke bare medført et specielt temperament i hesten, men også medført at politihesten ikke blot er den eneste hest, men så vidt vides, også det eneste dyr, der har røvhullet siddende på ryggen...
HARH HARH!!! Det var en vittighed, det var slet ikke noget jeg havde set i fjernsynet, det var bare noget jeg fandt på, min eneste subversive vittighed faktisk, og jeg har næsten selv fundet på den, eller i hvert fald udviklet meget.
Når jeg nævner den blog, så er det fordi den post du nu læser også skal handle om et fjernsynsprogram jeg har set. Jeg har ikke selv fjernsyn og måske derfor virker det ekstra hypnotiserende på mig når jeg er i rum med et tændt et af slagsen. I går så jeg så et program på Animal Planet, som jeg simpelthen er nødt til at skrive om. Ikke alene uhyre informativt, men brand aktuelt i denne for hvor by så alvorlige tid.
Programmet handlede nemlig om dyr i politiet, dvs først og fremmest om politiheste og hunde. Nu har jeg aldrig interesseret mig vanvittigt meget for heste, min kusine gjorde og mange af pigerne i folkeskolen legede hest, og kunne bruge et helt frikvarter på at bevæge sig rundt i skolegården i et helt særligt løb, der garanteret mindede om gallop eller trav og der jublet og klappet anerkendende hver gang Ivanhoe eller Black Pearl succesfuldt havde båret Loise F eller Marie P over et kosteskaft placeret på to mælkekasser. Og det er meget muligt at de piger ikke havde lært noget af programmet, at det hele havde været gammel hat for dem, men for mig var der meget nyt.
Programmet tog den lange vej helt tilbage fra den ældste manual om træning af heste til krigsbrug skrevet af en hvis Kikkuli, der skrev sin manual i 1350 før vor tid. Hefra gik det slag i slag op gennem historien, med fokus på træningsmetoder og avlsarbejde. Det meget lange avlsarbejde som i en hvis forstand har foregået siden Kikkulie har resulteret i nogle meget særlige heste. Og politihestens særlige kvaliteter er en konsekvens heraf. Og det var her programmet kom med den for mig mest overraskende oplysning. For ikke alene er politihesten noget særligt rent mentalt, men anatomisk set er den faktisk fuldstændig unik. Det lange avlarbejde har ikke bare medført et specielt temperament i hesten, men også medført at politihesten ikke blot er den eneste hest, men så vidt vides, også det eneste dyr, der har røvhullet siddende på ryggen...
HARH HARH!!! Det var en vittighed, det var slet ikke noget jeg havde set i fjernsynet, det var bare noget jeg fandt på, min eneste subversive vittighed faktisk, og jeg har næsten selv fundet på den, eller i hvert fald udviklet meget.
tirsdag, marts 06, 2007
Til Gudstjeneste i Faderhuset!
En gruppe fra RUC skriver projekt om kristen fundamentalisme, og var i den andledning til Gudstjeneste i Faderhuset i søndags. Det ene gruppemedlem Jeppe Kabell har på sin blog postet et referat fra mødet. Det er interessant læsning, og igen som en service for den dovne læser, bringer jeg lige nogle højdepunkter fra referatet.
Fra Jeppe Kabells blog:
"Faderhuset har sejret!” Sektens medlemmer, der tæller ca. 40 personer, brød ud i vild jubel og hujende tilråb.
“Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Eversen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus, og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud.” Vild jubel og stor klapsalve.
“Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?”
Ruth hævede stemmen mere og mere.
“Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn at være sammen. Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje!”
“Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.”
Ja ok, det var så ikke så meget et udpluk som et langt højdepunkt, men referatet er et langt højdepunkt, vanvid fra ende til anden og der er vel ikke så meget at tilføje. For nu er bruge en pleonasme, så er kvinden jo både kristen og gal, og det vidste vi vel godt på forhånd.
Og nu venter vi bare på folk der påpeger, at hvis man er så vild med mangfoldighed som Ungerns brugere og støtter påstår de er, så må man da være jublende lykkelig og glad for i den grad at få et anderledes bud på verden af i dag, for ellers er man bare MEGA dobbeltmoralsk og det er også bare SÅ typisk venstrefløjen og alle de andre politisk korrekte at være SÅ hykleriske, på den ene side at ville have mangfoldighed og på den anden side ikke at kunne lide Ruth Evens.
Og ja det er knivskarpt set der, rigtig fint, god pointe, der fik du rigtig nok skovlen under os. Men glæde ved mangfoldighed er jo ikke en glæde ved psykopater på tidsrejse, der vil bekæmpe homoseksualitet, fri abort og satanisk legetøj eller bare finder det passende at gruppere homoseksuelle med pædofile. Man er ikke intolerant, fordi man ikke kan lide homfobi, nej man er et godt og fornuftigt menneske.
Fra Jeppe Kabells blog:
"Faderhuset har sejret!” Sektens medlemmer, der tæller ca. 40 personer, brød ud i vild jubel og hujende tilråb.
“Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Eversen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus, og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud.” Vild jubel og stor klapsalve.
“Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?”
Ruth hævede stemmen mere og mere.
“Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn at være sammen. Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje!”
“Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.”
Ja ok, det var så ikke så meget et udpluk som et langt højdepunkt, men referatet er et langt højdepunkt, vanvid fra ende til anden og der er vel ikke så meget at tilføje. For nu er bruge en pleonasme, så er kvinden jo både kristen og gal, og det vidste vi vel godt på forhånd.
Og nu venter vi bare på folk der påpeger, at hvis man er så vild med mangfoldighed som Ungerns brugere og støtter påstår de er, så må man da være jublende lykkelig og glad for i den grad at få et anderledes bud på verden af i dag, for ellers er man bare MEGA dobbeltmoralsk og det er også bare SÅ typisk venstrefløjen og alle de andre politisk korrekte at være SÅ hykleriske, på den ene side at ville have mangfoldighed og på den anden side ikke at kunne lide Ruth Evens.
Og ja det er knivskarpt set der, rigtig fint, god pointe, der fik du rigtig nok skovlen under os. Men glæde ved mangfoldighed er jo ikke en glæde ved psykopater på tidsrejse, der vil bekæmpe homoseksualitet, fri abort og satanisk legetøj eller bare finder det passende at gruppere homoseksuelle med pædofile. Man er ikke intolerant, fordi man ikke kan lide homfobi, nej man er et godt og fornuftigt menneske.
mandag, marts 05, 2007
onsdag, februar 28, 2007
Ungarske Kulturstudier II
Mens jeg sidder og prøver at danne mig et overblik over og en holdning til ICJ's dom i BiH vs. Serbien og vores allesammens nye danskertest, ville jeg lige bryde den pludseligt alvorlige tone med endnu et muntert ungarsk kulturstudie.
De aller aller mest trofaste læsere vil muligvis kunne huske en EU undersøgelse, som jeg nævnte for lang tid siden. Den viste, at Ungarn var propfyldt med sprittere, og at dem der ikke var decideret sprittere bare var ualmindeligt drikfældige.
Her er en lille minimalistisk og fascinerende film, der bruger hele den diskussion til at sætte nogle større eksistentielle spørgsmål i spil. Udover det betydelig slapstik element, der giver filmen en befriende humor, så er hele filmens "narrativ" ganske fascinerende. Hvem er vores to hovedpersoner? Hvor er de? Og hvor er de på vej hen? Og hvad skal der ske, når de kommer frem? Hvad er, med andre ord, formålet og meningen med det hele? Eller er de spørgsmål stillet ud fra en forkert præmis, ser de filmen forkert?
Nå men se selv. Husk lyd. Og nej, der er ikke undetekster, men replikker og dialog er leveret så dybtfølt, at du forstår det alligevel.
De aller aller mest trofaste læsere vil muligvis kunne huske en EU undersøgelse, som jeg nævnte for lang tid siden. Den viste, at Ungarn var propfyldt med sprittere, og at dem der ikke var decideret sprittere bare var ualmindeligt drikfældige.
Her er en lille minimalistisk og fascinerende film, der bruger hele den diskussion til at sætte nogle større eksistentielle spørgsmål i spil. Udover det betydelig slapstik element, der giver filmen en befriende humor, så er hele filmens "narrativ" ganske fascinerende. Hvem er vores to hovedpersoner? Hvor er de? Og hvor er de på vej hen? Og hvad skal der ske, når de kommer frem? Hvad er, med andre ord, formålet og meningen med det hele? Eller er de spørgsmål stillet ud fra en forkert præmis, ser de filmen forkert?
Nå men se selv. Husk lyd. Og nej, der er ikke undetekster, men replikker og dialog er leveret så dybtfølt, at du forstår det alligevel.
Abonner på:
Opslag (Atom)