Udvikling i den mentale tilstand

Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal tolke den nyeste udvikling i min mentale tilstand. Da jeg stod op i morges var den smukke sovende pige med den mælkehvide hud og de rosa kinder væk. I stedet kan jeg sværge på at der lå en nøgen mand med pjusket hår i fosterstilling på sovesofaen i stuen.

Jeg er ikke sikker på, at det er et fremskridt. Jeg er faktisk næsten helt sikker på, at det ikke er positivt.

Jeg går søndag morgen i møde med en hvis nervøsitet.

Henrik - nu uden empati

Det viser sig, at der var noget jeg fuldstændig overså i min beskrivelse af Henrik. Henrik er nemlig blevet udsat for en personlighedstest af ambassadens lokale handelschef Gabor. I denne test blev Henrik vist en tegning af to mennesker, der sad på hver sin gren i et træ, og Henrik skulle så fyre en af dem. Ud fra den tilgængelige viden havde jeg nok valgt at fyre dem begge, medmindre altså det var et træklatre/grenesidningsfirma jeg havde, men opgaven var altså at vælge mellem de to og så fyre den ene. Hvilket Henrik gjorde. Meget til Henriks overraskelse kunne Gabor herefter fortælle ham , at han var blottet for empati. Ham han fyrede ville nemlig tydeligvis gerne gøre en indsats men var desværre udenfor på arbejdspladsen, hvilket man tydeligt kunne se ud fra hele hans kropsholdning og hans blik, deroppe på grenen. Henrik burde derfor have taget en snak med ham, fået løst hans problemer, integreret ham i arbejdsfællesskabet og fyret den anden, der tydeligvis var en skidt karl.

Jeg må indrømme at jeg har visse tvivl angående personlighedstest, men kan da godt se at de gør verdenen nemmere at forstå for folk fra handelsskoler.

Jeg frygter for min mentale tilstand

Den sidste uges tid er jeg virkeligt begyndt at have tvivl angående min egen mentale tilstand, meget kunne tyde på at varmen går mig til hovedet og at jeg nu har været alene alt for længe.

Det begyndte i søndags på den der forfærdeligt varme, forfærdeligt lange og i det hele taget forfærdelige togtur fra Balaton til Budapest. På sædet overfor mig sad en lille tyk prop af en bedstemor med sine to små børnebørn. Efterhånden som aftenen, natten og mørket faldt på mens vi sneglede os gennem Ungarn viste det sig (måske ikke så overraskende) at der ikke var noget lys i kupeen, og det blev altså bælgmørkt der omkring halv ti. Med et kom der dog lys i kupeen og stor var min overraskelse, da den gamle tykke prop af en bedstemor og hendes to børnebørn nu viste sig at være en ung pige iført intet andet end en sort bikinitop og Centraleuropas pt. korteste cowboyshorts (cowboytrusse nærmest). Naturlivis nåede vi min station små ti minutter efter denne glædelige, men også let forvirrende udvikling.

Trygt hjemme i lejligheden har ting ikke ændret sig markant. Hver morgen i denne uge, har jeg kunnet sværge på, at der har ligget en smuk ung blond pige med mælkehvide hud og røde kinder og sovet på mit stuegulv, når jeg er stået op. Når jeg kommer hjem fra arbejde er hun væk, og hun viser sig ikke i løbet af aftenen, men sikkert som ammen i kirken, så ligger hun der og sover så fredfyldt på mit stuegulv den næste morgen, når jeg vågner og går ud for at lave kaffe.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal søge behandling eller blot nyde dette stadie af sindsforvirring, så længe det varer.

Sidste arbejdsdag

Ja i morgen dvs fredag er det så sidste arbejdsdag og så står den på ferie i Budapest frem til den 9. august, hvor det jo altså så er hjem til Kbh. Det bliver sgu godt med noget ferie. Stephan kommer også i morgen og det bliver sgu godt at se min gamle medkøkkenchef, og når han tager hjem kommer den søde Helene, der forhåbentlig har en stor tom kuffert med for ellers aner jeg ikke virkeligt ikke hvordan jeg skal få mine ting hjem.

Tiden i Budapest er altså ved at være slut, hvilket jo godt kan give en del at tænke over. Hvad skal der ske når jeg kommer hjem f.eks, hvem kan jeg få til at skrive mit speciale og hvilket studiejob skal jeg prøve at få. Skal jeg endeligt realisere planerne om at sidde på øverste etage i Magasin (eller er det Illum) med to sukkerknalder ovenpå hinanden. Og vil der overhoveet være særligt gode penge i det? Skal jeg gå efter den høje timeløn i stedet og blive sæddoner eller skal jeg måske hellere begynde at gå til fredagsbar på CBS for at fingrene i sådan en fortravlet karrierkonsulent, der arbejder 80 timer om ugen, hvilket giver mig rigeligt med tid og penge til at være hjemmegående freelancer og amatørkok?

Men det er jo altsammen fremtid, hvilket jo slet ikke mit felt (selvom jeg da er ganske stolt af det motto jeg skal prøve at sælge til instituttet, når jeg kommer hjem "Historie - et studie med fremtid i!"), nej fortiden eller konstruktionen af samme, må jeg jo hellere skynde mig at skrive, er mere mit område. Og afslutninger giver jo også altid anledning til refleksion over den konstruktion man netop har afsluttet (det er så utroligt besværligt rent sprogligt at være konstruktivist).

Og hvad er der så sket siden sidst (altså på en konstruktivistisk måde ok, jeg ved jo godt at intet af det er sket, da det hele jo er fortid og fortiden er en konstruktion eller i hvert fald vores fortælling om den(som vel at mærke er det eneste vi har tilbage af den) er. På den måde minder fortiden faktisk meget om nutiden). Nej sgu nok af det, nu indsætter vi bare min erkendelse som sidste instans og det er så det.

Altså hvad så, hvad er der at sige om det sidste halve år?

Ret meget faktisk. Noget af det er jo allerede sagt her på bloggen, men hvis nu skal forsøge os med det store opsummmerende overblik, hvad så?

Ja allerførst kan det jo siges, at det har været godt. Virkeligt godt faktisk. Jeg ved godt, at jeg måske har kunnet lyde lidt sur og bitter, men det er meget sådan et fortælle teknisk greb jeg har brugt, og så også fordi det er sjovere end lallende lykke og begejstring(jeg har personligt aldrig været meget for de der begejstrede fællesmails) og så også fordi Ungarn og den kollektive Ungarer godt kan gøre mig så træt så træt.

Men hvad har så været godt? Jo først og fremmest så har byen været fantastisk. Jeg kan vældig godt lide Budapest. Den er så afgjort et besøg værd med alle sine fede slidte huse, sin store tykke flod, sine barer, restauranter, fødevarehaller og generelle fremmedartethed (som dog fortager sig efter nogle måneder).

Rent fagligt har det måske ikke været det store sus, men det er en lang historie om hvorfor og den får du ikke her(meget af det handler sæføli om min overlegne intelligens..., men meget af det handler også om sådan noget man ikke kan skrive et offentligt sted som en blog jo nu engang faktisk er). Det har nu heller ikke været helt ad helvede til, fik lært en ordentligt masse om det der EU nede i Bryssel, som jeg jo længe har gået ind for, om ikke andet så pga fjernhedsprincippet(det med at beslutningerne kommer længere væk fra den siddende danske regering, hvilket kun kan være godt for landet). Jeg fik også endeligt læst den fremragende "117 spørgsmål & svar" om EU, som de fine mennesker inde i EU-sekretariatet i Folketinget har lavet. Har i det hele taget læst en masse, fik endeligt ordentligt hul på Hemmingways forfatterskab og kom bedre rundt i Greenes. Ligesom jeg langt om længe fik læst noget Hunter S. Thompson (.. on the campaign trail) plus en del andet og en god bunke faglitteratur om især Jugoslavien (det forhenværende såvel som det tidligere), men Ungarn og Ukraine har jeg da også fået læst nogle fine bøger om. Apropos Ukraine, så fik jeg jo også rejst en del og har været omkring Ukraine (Kiev og Lviv), Prag, Wien og Sarajevo + Pale. Ungarn fik vi da også set lidt på, jeg har i hvert fald været i flere byer jeg ikke kan hverken udtale eller stave og jeg fik badet i Balatons krystalklare og fløjls bløde vand.

Og jeg fik mødt Henrik sæføli, den skønne fyr, og praktikanterne på nogle af de andre danske ambassader i nærområdet og bulgarerne (især Stoyan, Vlado og Ani) og en ordentlig bunke forskellige ungarer og andet godtfolk, som der dog ikke blev varige bekendtskaber ud af. Og jeg blev bestjålet og forsøgt bestjålet, og for vild og spiste underlig mad og spiste god mad (især de de helt friske foreller på restauranten udenfor Pale glemmer jeg aldrig) og jeg fik drukket brændevin og øl og lærte endda at drikke ren vodka af store glas i Ukraine. Jeg fik uendeligt mange bank i bordfodbold og holdt derfor op med at spille hernede. Og jeg fik oplevet noget af diplomatverdenen indefra, og sætter især pris på middagene hos ambassadøren. For sådan en gammel John le Carre fan som mig, er der sgu ikke meget så flippet som en middag med alle de udsendte og deres medfølgende hustruer(og det er hustruer, mændende bliver hjemme eller lader sig skille), det er så syret en sociale begivenhed, at jeg slet ikke vil forsøge at beskrive det. Og opera, vi skal endeligt ikke glemme opera, og tro mig jeg vil aldrig glemme operaen.

Så er den her!!!!!

Med megen stolthed i skriften har jeg den udsøgte fornøjelse at præsentere bloggens nyeste multimediefeature. Du finder den ude i siden. Lige under profilen. Min fantastiske og mangelfulde guide til Budapest. Jojo jeg vedgår da gerne, at det for den trofaste læser i vidt omfang vil være gammel vin på nye flakser, men sikke da nogle flasker. Med billeder... masser af dem. Og korrekturlæst(med fejl, masser af fejl), og endda også omskrevet og med nyt føjet til, så det er faktisk gammel vin blandet med ny vin og så hældt på spritnye og flotte flasker.

Og nu har jeg jo godt lagt mærke til, at man skal understrege sin subjektivitet, og hvordan det her er en helt personlig fortælling, at det er et udvalg foretaget af mig og min smag og at smag & behag jo er forskellig. Og til det vil jeg bare sige, at det er med guiden som med resten af bloggen, den står i et 1:1 forhold til Virkeligheden (ja du så rigtigt, jeg skrev Virkelighed, med stort V). Jeg, mine sanser, mit sprog og min computer fungerer som neutrale transmitorer, der blot viderformidler Virkeligheden, som den er i al sin lysende objektivitet.

Jeg kan derfor ikke stærkt nok anbefale, at DU benytter den her viderformidlede Virkelighed, hvis DU er på vej til Budapest eller blot begærlig efter at kende Sandheden (jup også den får du serveret på et rent og neutralt sølvfad her på bloggen) Hvis du ikke er nogen af delene, så kan du jo altid bare se på billederne, som jeg altså er vældig stolt af for det tager godt nok noget tid at lirke sådan nogle på plads.

Og nåh ja forresten, det kan godt være, at du ikke lige lægger mærke til det, men det er faktisk en helt anden blog du kommer til, hvis du trykker på et af linksene. Den hedder saasaamanligebudapest. Lige nu kan jeg ikke lige huske, hvorfor jeg lavede en ny blog til formålet, men det virkede som en god ide på tidspunktet, ja jeg mener faktisk at kunne genkalde mig en følelse af overlegen genialitet, når jeg tænker tilbage... hvor i det geniale lå ligger for nuværende hen i det uvisse, men jeg lover at vende tilbage, hvis jeg finder ud af det.

Men altså god fornøjelse med Virkelighede, Sandheden og meget mere.

Balaton - for godt til at være sandt?

Jeg tog som sagt til Balaton med familien Saabye (dvs Henrik, Bent & Bente) i weekenden.

Ungarerne er som tidligere nævnt pjattet med den. Hver weekend tømmes Budapest for ungarer, der valfarter til Balaton, Centraleuropas største ferskvandssø, fyldt med både krystalklart og fløjsblødt vand og smukke ungarske kvinder. Og levede den så op til forventningerne? Joeh det kommer jo an på så meget.

Ser du, nu har jeg jo været i Ungarn i et stykke tid og jeg har derfor tillagt mig en sund skepsis og udviklet en tommelfingerregel om aldrig at sætte forventningerne højere end et barn, som en fuld onkel klædt ud som julemand har kastet op på de sidste 3 juleaftener i træk.

Om det er deres uhyre venskabelige og tætte forhold til alkohol, der skaber det noget distancerede og tilfældige forhold til virkeligheden skal jeg ikke kunne sige. Men forbindelsen mellem din typiske ungarer og fakta som de fremtræder for alle andre synes i bedste fald tvivlsom.

Nå men vi kom til Balaton sent torsdag eftermiddag, blev indlogeret og drog til stranden. Og ja hvad skal man sige? At Ungarn er et land der siden Trianontraktaten i 1920 tydeligvis ikke har haft adgang til åbent hav, at de i tiden med kommunisme havde svært ved at komme rigtigt ud at rejse og at Donau derfor er det vand de har at sammenligne med.

Nå men jeg tog et billede af vandet.



Jeg ved muligvis ikke meget om krystaller, men krystalklart ville ikke være min aller aller første association. Fløjsblødt... tjoeh nu er det sjældent, at jeg oplever vand som rugt og hårdt, og jeg går egenligt også ud fra at en maveplasker gør naller i Balaton. Og det med de smukke kvinder, det gider jeg slet ikke at kommentere.

Siges skal det dog, at ungarerne kæmper for illusionen. Alle tog lige en håndfuld tang med op når de forlod vandet og lagde det i store bunker oppe på land. Fandeme ja, det er ikke noget jeg finder på.

Nå men vi besluttede os altså for at bruge fredagen på at udforske landskabet. Og det var faktisk et rigtig pænt landskab, meget landskabeligt med sådan nogle gaaaaamle vulkaner drysset ud over det hele med let hånd.

Og så er det, at min tid med Henrik har fået mig til at tænke over nordjyder. Jeg ved sgu ikke hvad det er; har de en sær og for mig hidtil ukendt nordjydsk stræben efter højder og tinder, ja efter selve himlen ellert er det blot en uvilje mod at have det for nemt?

Hvad svaret end er så har alle mine ture med Henrik involveret toppen af noget højt, der kun kan nås til fods. Så i små 40 graders varme skulle vi naturligvis op på toppen af en 400m høj bakke og deroppe så videre op i et udsigtstårn, hvorfra udsigten efter sigende skulle være uovertruffen. Ja næst efter vandet faktisk noget af det bedste ved Balaton.

Så op, op, op, op og lidt mere op gik det, og ufatteligt meget sved senere nåede vi tårnet. Og deroppe kunne man så tænke lidt over en af de der ting, der er så selvfølgelige, at man ikke ellers sådan går rundt og tænker på dem. Nemlig at træer overladt til sig selv har en tendens til at vokse. På mange måder var det alligevel en utrolig tilfredsstillelse at tage dette billede af udsigten. Udsigten er den oppe i venstre hjørne.



Mens jeg stod her og nød trætoppenes bølgen i vinden og filosoferede over træers nærmest nordjydske stræben efter himlen, fik jeg en anden tanke. Den Lille Havfrue er ikke det store reklametrick vi plejer at mene den er, ifht Balaton er den et ualimndeligt nemt og ærligt salg. Og så var det jeg så, hvad Ungarns vej ud af deres økonomiske dødvande er, hvad de skal satse på i EU. De skal da sætte sig massivt på hele reklamemarkedet. Problemet er selvfølgeligt bare, at selve den ungarske selvforståelse ville få problemer med den danske forbrugerstyrelses mærkningskampagne.

For at det hele ikke skal drukne i ren negativitet vil jeg springe de tusinde myg over. Og da slet slet slet ikke begynde på togturen hjem om søndagen (her var tidligere en lidt upassende sammeligning af min togtur og så den tur flere jødiske familier fik til Polen i 40'erne, noget med at den var en søndagsudflugt i luksuskupé ved siden af min, men den var som sagt upassende hvilket enkelte læsere gjorde mig venligt opmærksom på, derfor prøver jeg i stedet med at sige at min togtur i søndags fik din gennemsnitlige dyretransport til at ligne en munter tur på en grøn mark, og at Marianne Fischer Boel ikke ville nøjes med at knibe en enkelt tåre, hvis hun så hvordan det foregik, prisudvikling på Kleenex i EU landene ville blive påvirket af hendes reaktion. Men hun ville sikkert, ganske som tilfældet var med dyretransporterne, alligevel ikke gøre noget ved den ungarske togsektor, hvis hun en dag (gud forbyde det) blev EU transportkommissær).

Tilgengæld skal det nævnes, at det ikke særligt overraskende viste sig at Henriks forældre Bent & Bente var nogle ualmindeligtsøde og hygsomme mennesker, som det nok skal blive godt at se igen til ungarsk aften i kunstforeningen i Nørhalne, IFNs Kunstvenner. Årets vin i Nørhalne skal findes, og den skal være ungarsk i år, der vil være ungarske specialiteter og desuden skal Henrik og jeg skal deltage og fortælle lidt om Ungarn. Det er den 3. november, så jeg har tre måneder til at lave et foredrag, der ikke får mig til at fremstå som en prustende og bitter hader af alt ungarsk. Det kan godt blive svært at nå...

Lige en lille advarsel til de forrige poster

Ja så smed jeg jo min lille guide til Budapest ud. Lidt for tidligt nok, men det er fordi jeg forlader byen nu, og Adam kommer i aften, og så skulle han jo lige kunne bade lidt i pølen af lillebrors visdom. Og den omfatter altså restauranter, barer, bade og andet man skal lave i Budapest.

Og jeg lover at redigere og korrekturlæse som en sindsyg, når jeg vender hjem fra Balaton. Desuden lover jeg, at indføre passende billeder fordi det jo nu engang er det de unge vil have, og du kære læser er jo ung som aldrig før. Desuden opretter jeg en særlig henvisning til dem ude i siden. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal kalde det. Desuden forventer jeg kontinuerligt at tilføre nye oplysninger og sågar nye punkter. En palinkaguide forekommer feks oplagt.

Så hvis du ikke lige skal bruge det akut, så kan du med fordel springe de næste fire eller er det fem poster over. De vender tilbage bedre end nogensinde før i næste uge.